Bispetorvet 1-3

Bispetorv 1-3/Studiestræde 1

Den store kontorbygning i klassicistisk stil fra 1900 er pudset lysegrå i stueetagen og hvid i de øvrige fem etager. Dens nuværende udseende skyldes en ombygning fra 1916, hvor gotiserende og andre romantiserende byggedetaljer blev fjernet.

  Bygningen står på rester af to store middelaldermatrikler, der begge gik helt ud til Saltboderne, som denne del af Nørregade dengang hed. I kong Valdemars jordebog fra 1377 ejedes den nordlige matrikel af Johannes Habramsson. I 1402 pantsatte en vis Oluf Jensen gården, som Christine Abrams og hendes søn Ebbo Abramsen beboede, til Morten Gregersen i Bagsværd, som i tredive år fik råderet over den halve gård, som Oluf Jensen havde købt af mor og søn. I 1424 udlejede rådmand Laurids Vinnere og hustru Christine gården i tolv år til Abraham Sæmundi efter at Petrus Ørn havde den haft i leje forinden. Siden blev gården pantsat til Vor Frue Kapitel. I 1440 mødte kannik Hans Rosenbom på kapitlets vegne og Jep Clemendsen fra Brønshøj på egne vegne op for at få dom for, at Jep Clemendsen havde fået hævd på ejendommen, da Oluf Jensen fik den tilskødet omkring 1402. Ejer og lejer var også dengang forskellige personer og kirken fik efterhånden rådighed over de fleste ejendomme i kvarteret. Efter reformationen fik universitetet overdraget en række af disse ejendomme, men ikke denne. Fra 1562 var den lutherske biskop Peder Palladius” enke fru Kristine Pedersdatter ejer af hjørneejendommen. I 1579 efterfulgtes hun af Rasmus Glad (Erasmus Laetus) og efter ham kom hr. Christopher Bertelsen i Brøndby, begge teologer. I 1605 var det biskop Peder Jensen Vinderup. Hans anden hustru Anna Eisenberg fik den med i et ægteskab med biskop Hans Poulsen Resen, efter hvis død hun beholdt gården, som dengang blev kaldt “Anna Doctors Gård” og efterlod den til sin søn biskop Hans Hansen Resen. Denne og hans hustru Tale Vinstrup døde begge i 1653 og professor Hans Vandel købte gården i 1656. Fire år senere var det igen en professor, den berømte Vitus Bering og hans hustru Gertrud, der blev gårdens nye ejere. I 1680 gik den tilbage til familien Resen, Peter Hansen Resen, der fik den efter kun fire år solgt videre til professor Vinding. Gården var oprindelig et udlejningsobjekt, bl.a. til de bagerægtepar, og havde tre lejevåninger på matriklen. Professor Vinding lod så ejendommen i 1709 komme ud af akademiske hænder og tilskødede den til vinhandler Knud Ronborg. Hans enke oplevede i brandåret 1728, at bygningerne blev ødelagt. Da havde det været en seks fags grundmuret gård med våning i bindingsværk på en grund med 13 m mod Nørregade og 55,5 m langs Studiestræde, pantsat med 5 200 rigsdaler, et betragteligt beløb dengang.

  Den sydlige grund havde allerede i 1377 et grundmuret hus, domus lapidea, og tilhørte Thorbern Gunnerson. I 1402 var ejeren Johanne Nicolai. I modsætning til hjørneejendommen blev den siden delt to gange og så igen sammenlagt. Den del, der lå på den nuværende Bispetorvs grund, husede i 1457 bager Borquart og var indtil 1629 en af de privilegerede bagergårde. I 1630 blev ejeren skriver Christen Hansen. Den anden del af grunden blev også en bagergård. Bageren i 1457 hed Gerfwæn. De to bagerier skulle efter gammel tradition aflevere en bestemt mængde bagværk til Vor Frue kirke. Da de to matrikeldele blev sammenlagt igen i 1645 var stenhusets ejer biskop Laurids Scavenius og familien beholdt den nu i et par generationer, først sønnen generalprokurør dr. Peder Scavenius indtil 1685 og så hans bror højesteretsjustitiar etatsråd Christian Scavenius, der oplevede katastrofen i 1728. Hans gård i Nørregade havde også en våning bagved og havde ni et halvt fag i grundmur. I bindingsværksvåningen boede en theskænkerske. Grunden målte 18 m i bredden og 45,5 m i dybden.

  De to huse blev genopbygget efter branden og kan ses på Geddes kort over Nørre Kvarter fra 1756, den store til venstre ejet af kammerherre von Stöcken, den lidt mindre til højre af Christen Knudsen, begge med en lang sidebygning, von Stöckens på samme længde som Bispegården og med en lille have for enden af gården, Knudsens med indkørsel fra Studiestræde mellem forhus og bagbygning. En ny brand i 1795 ødelagde dem en gang til og så blev de genopbygget. I en af ejendommene boede i 1807 den kendte pædagogikprofessor Levin Sander. 

  Efter det engelske bombardement i 1807 gennemtrumfede C.F. Hansen, at ejendommene vis à vis Domkirken skulle aflevere det meste af deres grund til fordel for en plads. De bygninger, der skulle omkranse pladsen mod vest og syd, tegnedes af ham selv og Bispetorvets vestside fik et fireetageshus med refendfugning, over vinduerne kileformet, fremhævede sidepartier med vinduesindramninger og en midtstillet port med pilastre og segmentformet ovenvindue. Da staten ikke havde råd til at genopbygge universitetets professorresidenser, måtte professorerne finde deres boliger i nærheden af deres arbejdsplads og den første indflytter i den nye bygning var professor i orientalsk filologi J. L. Rasmussen, og da han døde efter få år, blev professorinde Rasmussen boende i familieboligen. Krigsassessor M. C. Rehders, en anden ny lejer, overlevede heller ikke sin hustru og assessorinden bevarede sin bolig på Bispetorvet. Andre lejere tilhørte den pæne del af borgerskabet: en sekretær i Finansministeriet, en kasserer ved Statsgældsdirektionen, en overstyrmand. Ejeren af de to matrikler var dengang brygger Jens Henrik Møller og en generation senere var det fabrikant Julius Nissen, der havde en forretning med fysikalske, kemiske og meteorologiske instrumenter i Købmagergade 28. Han afløstes af cand. jur. Wilhelm Topsøe. Ejerne – sagførere og en fabrikant – fulgte tidens udvikling og boede ikke længere selv med deres familier i ejendommen. I kælderen var der en cigarmager, der kaldte sig fabrikant, og i stueetagen omkring 1867 en stråhattefabrikant. På 1. sal kunne man hos en dameskrædderinde købe et middagsabonnement. I 1870erne og 1880erne var der stadig private boliger i forhuset. Enkefrue Bøttger på 1. sal havde to døtre, den ene blev lotterikollektrice her i huset, den anden institutbestyrerinde, typiske kvindeerhverv hos borgerskabet. På 2. sal boede en anden enke Bøttger, hvis afdøde mand havde været grosserer. Den kvindelige beværter af café “Prøvestenen” i stueetagen, fru H. Knudsen, boede også på sin arbejdsplads efter hun var blevet enke efter 1890, og det samme gjorde cigarhandlersken i kælderen. En af de første kontorbaserede arbejdspladser i kvarteret må have været Carl Rasmussen & Komp., der administrerede en fabrik i den nye Holbergsgade. Ellers boede der en smørhandler, en vinhandler, en oberstenke, en pensioneret assessor og lignende middelklasseborgere, fordi adressen lige overfor domkirken var rigtig pæn. Hansens hus blev solgt af ejerne, fabrikanterne Mansfeld-Büllner & Lassen, til Kreditforeningen for Industriejendomme med henblik på nedrivningen i 1899. Mansfeld-Büllner var bl.a. kommet til penge ved et dengang meget omtalt mirakelmiddel Brama Livs-Elixir. En del af bygningen blev anvendt som hotel og til Stadslægens kontor. På hjørnet til Studiestræde lå dengang indgangen til hotellets beværtning “Prøvestenen”.

  Den nye bygning blev opført til Studentersamfundet af arkitekterne C. F. Jeppesen og Carl Thonning. Bygningen fik et romantiserende udseende med et karnapprydet hjørnetårn og stejlt pyramidetag. Det oprindelige forslag var endnu mere outreret med en Minervafigur øverst på tårnpyramiden og gotiske spidsbuevinduer i stueetagen. Foreningen blev grundlagt i 1882 og havde indtil da ikke haft eget værested men brugte et gæstgiveri i Badstuestræde. Studentersamfundet stod i opposition til Studenterforeningen. Ballerne og andre festlige arrangementer i foreningens fest- og teatersal gav anledning til at adskillige af datidens berømtheder fik en scene til at forøge deres popularitet, såsom Betty Nansen, Adam Poulsen og Anna Larssen. Gustav Esmann introducerede den amerikanske cake walk med den helt unge Clara Rasmussen, den senere Clara Pontoppidan. Der var debataftener og digteroplæsninger, bl.a. foredrog den unge Jens August Schade her sit værk “Sjov i Danmark”. Indtægterne kom ind ved udlejning af de andre lokaler og boliger. Husmandsbrandkassen og Husmandshypotekforeningen, Kreditforeningen for Industriejendomme, Københavns Hypotekforening, Universitetets Juridiske Laboratorium og restaurantens forpagter Bischoff betalte husleje til Studentersamfundet. Husmændenes organisationer fik i 1921 deres egen bygning i Nørre Voldgade 16. Foreningen kunne alligevel ikke klare lånene og de løbende omkostninger i sit nye hus og afhændede det i 1916 til Handels- og Kontoristforeningen. Foreningens arkitekt Gotfred Tvede foretog straks en ombygning og fjernede det germanske tårn, dog ikke helt, idet han efterlod en tagetage på stedet. Inde i den overbyggede gård skabte Tvede Alexandersalen, foreningens fest- og foredragssal.  Restaurationen på hjørnet fortsatte driften også efter at Handels- og Kontoristforeningen havde overtaget ejendommen. Bygningen blev efter anden verdenskrig inddraget af universitetet og brugt som anneks til forelæsninger og seminarer. Fra 1943 har adressen haft navnet Bispetorvet og Nørregade 9 bortfaldt til fordel for Bispetorvet 1-3.

  Fra 1949 har Københavns Universitet været tinglyst ejer af den store bygning. Københavns Handelsstands Klub af 1841 var nu blevet lejer, dog blev restaurationen Café Bispegården ved med at holde åbent. De eneste boliger i huset var to inspektørboliger. I de ledige lokaler var Historisk Institut blandt de første universitetsinstitutioner, der fik egen fast adresse her. Så kom Slavisk Institut, men begge flyttede andetsteds hen, da Det juridiske Fakultet overtog lokalerne. Navnet Handels- og Kontoristforeningens Hus er for længst opgivet til fordel for det mere mundrette Bispetorv Anneks. Men Universitetet havde faktisk allerede før 1. verdenskrig haft lejede undervisningslokaler i bygningen. Juridisk Diskussionsklub har også haft adresse i bygningen i et kvart århundrede. Konferencerum og selskabslokaler i kælderen udlejedes i 1993 til 1999 med plads til 150 personer, men Københavns Bevillingspoliti ville efter 2000 ikke længere udstede engangsbevillinger. Herefter bliver kælderen anvendt som lagerlokale.
(2007)