Gammeltorv 10

Gammel Torv 10

Da man for første gang registrerede Københavns ejendomme i 1377, fandtes på den nuværende adresse to ejendomme, den ene tilhørte Vor Frue kirke, den anden en frue med navn Merde (Merete?) Pauli. Den sidste blev delt efter 1450, således at der nu var tre smalle grunde af ulige størrelse med huse og/eller boder. Fruekirken lejede sin grund ud til håndværkere eller købmænd. Senest i 1585 er det universitetet, der har overtaget hus og grund af Vor Frue og det fortsætter udlejningspraksis. I 1631 frikøber en lejer grunden og huset. Efter 1645 til branden i 1728 er det urtekræmmere, der driver forretning på stedet. I brandåret var det til gengæld en isenkræmmer, Friderich Friderichsen. De to andre grunde tilhørte i 1450 henholdsvis Sankta Barbara alter i Nikolajkirke og væbner Jep Thordsen. Nikolajkirkes grund blev først beboet af en snedker og siden af en urtekræmmer. Urtekræmmerfamilien Kellinghusen var her og en slægtning af familien lod den i 1715 komme på auktion, hvor den gik til en øltapper, der kaldte den ”Den forgyldte Oxe”. Den tredje grund kom ind under Sankta Agnes kloster i Roskilde og efter 1505 til Vor Frue kirke som gave. Først fra 1580 er den i privateje igen. Fra bl.a. en isenkræmmer og siden dennes enke gik den videre til en hørkræmmer. Vi kan stadig se, at Gammel Torv oprindelig var en markedsplads.

I 1728 var her altså tre grunde, en grundmuret på to og et halvt fag tilhørende isenkræmmer Friderich Friderichsen. En grundmuret på tre fag tilhørende øltapper Peder Mortensen og en grundmuret på tre fag tilhørende hørkræmmer Anders Pedersen, alle tre ca. 5 m brede og henholdsvis 16, 17 og 21 m dybe.Peder Mortensen bedrev gæstgiveriet “Den forgyldte Okse” og det var i hans hus, at Marie Wulf afholdt gudelige forsamlinger hver tirsdag og torsdag for de københavnske pietister. Kirken og myndighederne var modstandere af lægmandsforsamlinger og iværksatte “spontane” folkeprotester mod fru Wulf, hvor døre og vinduer blev ødelagt og affald kastet på de gudelige. Kongen tillod forsamlingerne, men udelukkende med bøn salmesang men ikke bibelfortolkning. Marie Wulf blev bakket op  af Vajsenhuspræsten Enevold Ewald fra Nytorv.

Som bekendt var det i nabohuset mod øst, ”Blasen”, at en stor eksplosion gjorde brandkatastrofen endnu voldsommere, så der må kun have været sørgelige rester af de tre huse tilbage efter brandens ophør. Snart var de genopbygget og bortset fra Friderichsen kom der nye erhvervsfolk. I slutningen af 1700-tallet inden den nye brand fra 1795 var huset med isenkræmmerhandelen lagt sammen med nabohuset. Det andet hus var et brændevinsbrænderi. Således at der nu igen var to små grunde. Den ene et brænderi, drevet af brændevinsbrænder Skandrup og den anden med major A. Lassen og en bolig til den pensionerede isenkræmmer. Det første hus, det ekstremt smalle matr.nr. 3, oprindelig “Den forgyldte Okse”, blev ved med at være brændevinsbrænderi med selve brænderiet inde i gården, men fik i 1830’erne også Gammel Torvs apotek som lejer og et værtshus, mens det andet, det dobbelt så brede matr.nr. 2, var J. M. Schoulunds isenkræmmerforretning med to kongelige skuespillere og en provstinde som boliglejere.

Gammel Torv 10, det brede hus, bevarede resten af sin levetid sin tradition som isenkræmmerforretning, sidst kendt som Fritzsches Isenkræmmerudsalg. Den lå i stueetagen, mens kælderen skiftedes fra at være urtekræmmerudsalg til kælderbeværtning, som der var så mange af i Vestergade. På 1. sal kunne man købe lodsedler fra Industrilotteriet. Ejeren havde sin bolig på 2. sal. Den allersidste hed Kønig og drev Fritzsche’s Eftf. isenkræmmerbutik. En af hans lejere var en lille sømfabrik, C. A. Rames.

Gammel Torv 12, det smalle hus, var fra 1860’erne F.W. Metzgens brændevinsbrænderi, et erhverv, som der også var en hel del af i kvarteret. I kælderen var en høkerbutik, i stueetagen i dens sidste år en blomsterbutik og i bagbygningen var der både boliger og et snedkerværksted på 1. sal. Ejeren, oprindelig Metzgens familie, havde en bolig på forhusets 1. sal. Den allersidste ejer var sagfører A. Hansen og i kælderen blev der solgt smør og fedevarer.

Husene – og det gjaldt også Stellings Hus få meter herfra på hjørnet af Skindergade – var for små og for gammeldags for et storbytorv i det 20. århundrede, derfor skulle de væk. Nørregade var for smal og derfor skulle den gøres bredere. Men det varede over tredive år, indtil Høffdings Gård på Gammel Torv 8 skulle vige for en bredere gade. Den nuværende bygning nr. 10-12 blev rejst i 1905 og stod færdig i 1906, tegnet af arkitekt Ulrik Plesner under bygherren ingeniør Hjalmar Hein. Et seks etages hus i rød mursten med trekantsgavl er symmetrisk i hovedtrækkene, men symmetrien brydes af en skævt anbragt karnap og en enkelt altan i tagetagen. Vinduerne har usædvanlig tætsiddende sprosser. De har også forskellig bredde og højde alt efter hvilken etage de befinder sig på. Udsmykningerne i gavlkanten er modelleret i stuk efter tegninger af Thorvald Bindesbøll. Trekantsgavlen og vinduessprosserne er historiske citater med et glimt i øjet, som Plesner holdt af. I komplekset Nørregade 7 fra året efter er de historiske forbilleder meget mere massive. Nabohuset Nørregade 1, der er femogtredive år yngre, er blevet bygget sammen med Plesners hus efter meget nøje overvejelser.

Ingeniør cand.polyt. Hjalmar Hein boede med sin kone Estrid på 3. og 4. sal. Hun var læge og havde sin konsultation også heroppe. Den nye kælderbutik genoptog på en vis måde traditionen fra det forsvundne nr. 10 og her solgtes oste en gros for Københavns Fedevareforretning A/S. Den høje stueetage blev indrettet til restaurationsvirksomhed. 1. sal fik kontorer. Her var det første lejere Guldberg-Agerlins Annonce-Bureau og International Presse-Bureau. 2. sal var også forbeholdt kontorer. Her rykkede Maskinfabrikken Heinholst A/S ind og Carentia Livsforsikring. Fru Hein delte 3. sal med en vekselererforretning. Efterhånden kom der selvfølgelig adskillige andre lejere. Kælderbutikken har også været en cykelhandel og i stuen var der en frisør ved siden af restauranten. På 1. sal var der en tandlægepraksis og forskellige firmaer skiftedes til at leje 2. sal. På 3. sal lå en massageklinik ved siden af lægekonsultationen. I 1923 efterfulgte Estrid Hein sin mand som eneejer af Gammel Torv 10-12. I 1930 købte restauratør Christian Krog, der havde skilt sig af med fiskerestauranten af samme navn på Gammel Strand, ejendommen af fru Hein. Kælderen blev dengang to forretninger, en med modetøj og en med russisk kaviar. Og frisøren i den høje stue betjente nu både herrer og damer, en hidtil ukendt skik.

Restauratør Krog åbnede sin anden fiskerestaurant her på Gammel Torv efter at have solgt sin første. Selv om den ikke måtte hedde fiskerestaurant ifølge afståelsesaftalen forvoldte det altid misforståelser efter pladsbestillinger, som de to restauranter måtte klare via telefonen. Christian Krog døde i 1936 og enken Emma Krog solgte restauranten i 1944 til den sagnomspundne restauratør Ronald Larsen, i en tid med ”bukkevarer” –  varer, der ikke måtte udstilles, fordi de var ikke til at få fat i – kødløse dage og værnemagtens specielle adfærd i restaurationslivet. Krogs Restaurant blev bl.a. frekventeret af politifolk, der var gået under jorden og en af dem havde pakket sin revolver ind i poser af Illum eller Magasin for at kunne stille den fra sig, når hipoerne kom. Han læste altid demonstrativt ”Fædrelandet”, hvilket blev misforstået af intetanende gæster, der forlangte bortvisningen af ”den fæle nazist”. Restauranten fortsatte under samme navn helt op til 1970’erne, hvor den blev afløst en kinarestaurant med navnet Dahua, en restaurant med samme kinesisk fødte ejer som café Peder À Porta, også oprindelig drevet af Ronald Larsen, på den anden side af Gammel Torv. Begge er der  efter over tredive år endnu.  Først i det nye årtusind afløstes den kinesiske restaurant af en dansk restaurant, City Kroen, med samme ejer som Diskoteket IN . Her serveres det nu igen populære smørrebrød. Der skulle et kæmpe oprydnings- og rengøringsarbejde til at genåbne de gamle restaurationslokaler.

I 1942 åbnede Gammel Torvs Antikvariat ved Thomas Engelhart, der før havde haft et antikvariat i Studiestræde 10. Der var smedejernsgitter foran vinduet og i kælderen sås et skilt med teksten SMUKKE BØGER KØBES. Antikvariatet blev efter 1975 afløst af Ole Mortensens våbenhandel og butikken har siden heddet City Guns.

Under besættelsestiden blev det nye nabohus bygget og begge huse kom under en fælles matrikel og fælles ejendomsselskab. Fru Hein døde allerede før krigen, Emma Krog beholdt sin bolig på 5. sal. I kælderen var udover Engelharts antikvariat en møbelhandel og i stuen arbejdede frisør Feinstein og en dame, der solgte modetøj. På 1. sal var en tandlæge og de andre etager var optaget af sagførere og grosserere. Sidst i 1940’erne blev ejendommen købt af en gruppe investorer anført af fabrikant Allan Christensen og få år efter af en gruppe investorer bag civilingeniør Ingvald Christensen. Møbelhandelen blev afløst af en kiosk, dengang sagde man købmand. Både købmand, våbenhandelen og kinarestauranten findes også i dag 2006, mens frisørsalonen forsvandt for tyve år siden efter et halvt århundrede år på stedet. Der er ikke længere boliger i huset. Liberale erhverv har omsider forvandlet Alexandrahus til en ren kontorejendom med butikker.

Efter 2006 lukkede våbenhandelen og kiosken hedder nu Minimarked.

(2011)