Larsbjørnsstræde 11

Larsbjørnsstræde 11

Gården Nr. 11 er et grundmuret gråmalet, oprindelig gulmalet forhus i fire fag, hvoraf det østlige er dobbelt, med kælder, tre etager og tegltag med tre kviste. Over stueetagen sidder kordongesimsen, som de fleste huse i kvarteret bærer. Under vinduerne i 2. sal er en fordybning lige som hos mange nabohuse. Den blev bygget for brændevinsbrænder Ole Thorkildsen Sundahl i 1796-1798. Indtil 1887 var der også en fordybning mellem 1. og 2. sal og en muret hovedgesims. Også en dækplade over kældernedgangen er blevet fjernet, som det ellers også er sket i kvarteret. Oliemalingen omtales første gang i 1852. Gården blev fredet i 1959. 

  Den i forhold til andre grunde i Larsbjørnsstræde ret store grund går tilbage til en endnu større kvadratisk grund, der strakte sig fra Larsbjørnsstræde 11 til 15 og Studiestræde 22 til 29. Den tilhørte i 1377 Olaus Redeswen. I 1435 hed ejeren Peder Gammel. Vi ved ikke, hvad de to grundejere beskæftigede sig med. Peder Gammel ser ud til at have skænket sin grund til Vor Frue kirke og i 1536 omtales den som den gård, som hr. Jep ejede. En herre var dengang en adelig eller en teolog. Efterfølgeren Mogens Gjøe var i hvert fald adelig. Endnu i 1558 nævnes hans arvinger som ejere. I påsken 1561 tilhørte grunden med boder og landbrug Gjøes enke Anne Rosenkrantz. Hun døde i 1589 og da blev den store grund udstykket. Larsbjørnsstræde 11 og 13 var i 1645 i hænderne på Herman Andersen og 1659 på broksnider Brun. Hans eftermand var vognmand Søren Sørensen Müller. Vognmanden gav i 1668 sikkerhed for sin plejedatter Anne Marie Bruns arv og hans enke Dorethe solgte grunden i 1686. Nr. 11 tilfaldt hendes nye ægtemand vognmand Hans Nielsen. Elleve år senere kom hans ejendom på auktion, hvilket dengang var den almindelige overgang fra en ejer til en anden, og den blev købt af herbergerer Aage Jensen Ravn. Vi må gå ud fra, at han drev et gæstgiveri, fordi udfor ejendommen hang et skilt med navnet “Skibet”. Der kom et udlæg i ejendommen efter ham i 1712, hvorpå Elsebeth Hemsdatters svigersøn prokurator (sagfører) Bjørn Mørch blev herbergets ejer. Han var det endnu, da ejendommen faldt for flammerne i 1728. Han havde da et 8 m bredt seks fags bindingsværkshus. Huset var belagt med en stor gæld til Overformynderiet. Det genopbyggede hus kan ses på Gjeddes eleverede kort fra 1756 med en stor vinkelformet bagbygning, der også lå bag naboejendommen nr. 13. Ejeren dengang var Søren Christian Nørløf. I resten af 1700-tallet og i de første årtier af 1800-tallet lå her et brændevinsbrænderi, først Hans Madsens, siden Ole Sundahls. Brændevinsbrænderier var der mange af i København. Det krævede mindre plads og kapital at oprette denne produktion end de privilegerede bryggergårde, hvis antal var fastlagt af myndighederne. I 1741 var der 275 brænderier indenfor voldene. Madsen og Sundahl levede også af boligudlejning og erhvervsudlejning.

   I 1800-tallet lå der bag det nuværende forhus en sidebygning A til venstre, dog længere en den nuværende. På den anden side af gården lå en bagbygning C i fire etager med midterkvist. Den indeholdt i stuen en remise til tre vogne og en stald til otte heste. På højre side lå en sidebygning B op til et overdækket bræddeskur D, der grænsede til matrikelskellet. I forlængelse af sidehuset A lå fire gødningsgruber, der på et tidspunkt blev omlagt til gårdtoiletter. Retiraderne blev så sent som i 1926 moderniseret, så der nu fandtes tre celler med wc og et pissoir. Disse bygninger tjente i næsten halvanden hundrede år til udøvelse af diverse erhverv. Her var der i nogle år et snedkerværksted, et skomagerværksted og en sadel- og kuffertmager samt en skrædder. Enkelte lejere tilhørte servicesektoren som en proviantforvalter, herunder offentligt ansatte som toldbetjent og kopist. En praktiserende læge P. M. Mortensen udskiller sig som tilhørende en anden samfundsgruppe, men han var til gengæld også husets ejer sidst i 1820erne og kom fra en brændevinsbrænderfamilie i huset. I kælderen var der i alle årene et værtshus med tilhørende bolig for værtshusholderens familie. I 1860erne var ejeren en snedkermester, et erhverv, der i dette århundrede var stærkt repræsenteret i Larsbjørnsstræde og Teglgårdstræde. I dette tilfælde var det H. F. Wolff og han boede med sin familie på 2. sal. I stuen boede en vognmandsenke og på 1. sal en varemægler. I sidebygningen havde en bødker sit værksted og siden en smed. Wolff kom oprindelig fra Gothersgade 6, men efter en kort lejeperiode i Larslejsstræde sad han fra 1859 i Store Larsbjørnsstræde 172, som adressen hed dengang.

   Først toogtredive år efter, i 1891, skiftede huset ejer. Nu blev det grosserer A. Albrechtsen, der havde kontor i Store Kannikestræde 18, som havde skøde på ejendommen. I Wolffs tid var der værtshus i kælderen, vognmandsforretning i stuen, ejerens bolig på 1.sal, oprindelig en etage højere oppe, en murermester med sin familie og en portrætmaler, gift med en musiklærerinde på 2. sal, et bødkerværksted i sidebygningens stue, derefter Güllichs smedje, og en bødkermester samt en snedkermester på 1. sal. I Albrechtsens tid fortsatte denne udlejning, hvor enkefrue Wolff beholdt boligen på 1. sal. Kælderværtshuset blev efter 1913 slået sammen med stueetagen, da Dansk-vestindisk Frugtkompagni flyttede, og blev en veritabel restaurant ved navn “Faxe”, drevet af Valborg Svendsen. I stuen boede også en skrædder og stadsfæstemanden Hellmers. I 1917 boede en købmand på 1. sal, en direktør på 2. sal, en malermester på 1. sal i sidebygningen, en snedkermester og konservator Peter Linde, der kom til at skrive en del bøger om Københavns historie, på 3. sal, i bagbygningen bogbinder Gerda Cohn i stueetagen, og den omtalte bødker på 1. sal og snedkermesteren på 2.sal. Grosserer Hugo Brammer fra Jernbanegade købte både nr. 11 og nr. 15 og solgte begge ejendomme efter en kort årrække videre til tømrermester H. P. Nielsen. Nye lejere kom til i årenes løb. Nu lejede bl.a. et elektromekanisk værksted og en gas- og vandmester lokaler i huset. Tømrermesteren blev afløst af en gas- og vandmester som ejer og denne af maskinmester Aggerholm, der efter besættelsestiden også havde erhvervet nabohusene nr. 13 og 15. I 1940”erne og 1950”erne var der stadig mange virksomheder i forhus og baghus med i alt fire opgange. I kælderen var en møbelhandlerfilial, i stueetagen Hellmers fæstekontor, på 1. sal boede blomsterhandleren fru Lausch, på 2. sal smedemester Møller-Hansen, hvis firma hed A/S Gasarmatur og på 3. sal enlige kvinder. Det kan ikke udelukkes, at nogle af dem tilhørte prostitutionserhvervet i Pisserenden. Da prostitutionen florerede mest, var der prostituerede i næsten samtlige huse i Teglgårdstræde og her i Larsbjørnsstræde 12 og 11. Gårdretiraden havde beboerne i nr. 13 også ret til at benytte.

   I gårdbygningerne fandtes en Vvs-mester, Glostrup Jernmøbelfabrik, kortvarigt en pressefotograf, en grosserer, en nålemager, firmaet Bentzen & Sørensens Color Tryk, Christianshavns Vinduespolering og et smedefirmaet Baron, der også blev lejer i nr. 7. Politikens Hus købte denne ejendom sammen med nr. 15 i 1949 og nabohuset nr. 13 i 1963. Så sent som i 1965 var det meningen med opkøbene at udvide avis- og forlagskoncernen i hele karreen mellem Vester Voldgade, Vestergade og Larsbjørnsstræde. Det var også hensigten at nedrive gamle baghuse. Men i 1950erne var ejeren ikke kommet så langt. I kælderen indrettede Politikens Hus sit silketrykkeri men afhændede det efter kort tid. Smedjen i baghusets to etager fik lov til at fortsætte. Også blikkenslagerforretningen og vinduespoleringsfirmaet. Til gengæld flyttede en kok og en køkkenchef ind i forhuset og i bagbygningen.

  Allerede efter en række fredninger i gaden, som udstedtes i 1959, blev Politikens Hus betænkeligt ved sine erhvervelser. Bygningerne bag forhuset, der med årene var udstyret med beboelseslejligheder, var brandfarlige og forsømte. De havde kun en trappe og mellem bagvinduerne og nabohuset var der kun en skakt på en meters bredde. Beboerne i de små lejligheder stillede bohave og affald ud på trappeafsatsen, fordi de manglede plads. I 1972 blev bygningerne B og C med tretten lejemål, fordelt på tre boligetager og en erhvervsetage, nedrevet. Smeden, blikkenslageren, klejnsmeden og snedkeren tog deres værktøj og maskiner og gik deres vej. Dog bevarede snedkeren sin bolig i forhuset. I 1983 blev en del af sidehuset, en værkstedsbygning og et gårdtoilet nedrevet. 17 parkeringspladser kunne udlejes på en stor tom grund, hvori der også indgik en nedrivning bag nr. 13. Så sent som i 1955 blev der tinglyst en deklaration, der forbød garagens anvendelse til motorkøretøjer. Da nye trykketeknikker og fjernsynsalderen fik Politikens Hus til at nyvurdere sine pladsmæssige planer, blev de tre huse frasolgt i 1980erne, fordi man ikke længere mente at have råd til at sætte dem i stand, så de svarede til de krav, som kommunen stillede til sanerede bygninger. De blev tilbudt lejerne på favorable vilkår. De købte dog ikke og det lykkedes heller ikke næste gang i 1994, da ejendommen igen var til salg, nu for 3,9 millioner kroner. Ejerne efter Politiken Hus var Michael Reinhard og Ulrik Thon, derefter ejendomsselskabet Fussing & Hjermind, der i 2001 solgte ejendommen til advokat Georg Lett i Borgergade for 7,7 millioner kroner.   

  Peter Abrahamsen, kendt i musikbranchen, var i begyndelsen af 1970erne på plads, da Larsbjørnsstræde blev et mekka for de unge. Hans produktionsvirksomhed Abra Cadabra med musikforlag og koncertbureau sad her i nr. 11. Han solgte udover plader også Røde Mor-plakater i kælderen. Dog flyttede Abrahamsen videre til nr. 21 i 1981. I sidebygning A boede musikeren Kim Sagild, imens Troels Trier og Dea Mørch flyttede ind i det ene nabohus og butikken og udgiveren Superlove åbnede i det andet nabohus. En af de oprindelige beboere, Karlo Espenhain, oprindelig med sin kone og sine tre børn i nr. 9 og siden her i nr. 11, havde ikke råd til en ejerlejlighed som beboer, oprindelig langtidschauffør og siden og taksichauffør i kvarteret, blev en levende legende i Pisserenden. Efter han havde mistet sin kone for flere år siden, døde han i juli 2002. Han sad gerne i Flossbaren på den anden side af gaden. Inden de sidste gårdbygninger forsvandt, fandtes der stadig de oprindelige erhverv i ejendommen, såsom vognmanden og snedker Westfall Petersen, dertil et renholdningsselskab og en serigraf. Abrahamsens butik blev i 1986 overtaget af brugttøjsforretningen Carmen & Fantasio. I stuen lå samtidig rejsebureauet Gate Eleven, fra 1993 en filial af musikbutikken Sound Station. Fra 2003 Art by Heart grundlagt af to piger, der havde samarbejdet med kunst i fem år. Snedkeren forlod adressen i 1987 som den sidste håndværker efter tre hundrede års håndværk i ejendommen.

 I sommer 2009 kom ejendommen i offentlighedens søgelys, da ejeren med kort varsel lod to sunde træer på parkeringspladsen fælde, fordi løvfald havde voldt enkelte bilejere overlast. Et stort robinietræ midt i gården kunne dog reddes takket være en indsats fra beboere og kommunen.

(2009)