Larsbjørnsstræde 16

 

Larsbjørnsstræde 16 

Hjørnehuset mellem Larsbjørnsstræde og Studiestræde, der hvor Drop Dead i dag sælger tøj til unge, er en rummelig murermesterbygning fra 1798 med otte fag til Larsbjørnsstræde og fem fag til Studiestræde. Det har fire etager og et sidehus i samme højde og fra samme tid. Indtil ca. 1880 var husets dengang lysegrå facade elegant dekoreret med kannelurer og rosetter og en konsolbåren dækplade over hjørnedøren. Nu er bygningen malet lyseblå. Alligevel er den lokale murermester C. C. Martens” hus blevet fredet i 1964. Ejendommen har også et ikke fredet sidehus fra samme byggeår.

   Den nuværende grund var i middelalderen meget større og tilhørte Kalente altret i Vor Frue. Navnet hentyder til Kalentae eller Kalendae, et sted, hvor altrets præster mødtes med øvrige borgere regelmæssigt i en form for gilde, gerne med et festmåltid. Denne grund bestod indtil 1600-tallet af hele fire matrikler med fire bindingsværkshuse, der blev lagt sammen i henholdsvis 1699 og 1717. Lige før branden i 1728 boede der en øltapper mod Studiestræde og en remsnider såvel som en tobaksspinder mod Larsbjørnsstræde, inklusive husstand og lejere. På Geddes eleverede kort fra 1761 ser vi allerede en ret anselig treetages gård på gadehjørnet. I hele 1600- og 1700-tallet var det udelukkende ganske almindelige håndværkere, der holdt til på stedet. Ejeren var for det meste en urtekræmmer, der havde udsalg i stueetagen. Efter 1800 blev der på grund af bolignøden inden for voldene også lejet ud til ikke-håndværkere, således til stadsmusicus og medlem af Det kgl. Kapel Carl Gottlob Füssel, hvis to sønner uddannede sig til dansere, den ene, Andreas Füssel, hans fadder var urtekræmmer og husejer Andreas Larsen, udviklede også et mimisk talent, der gjorde ham meget populær på Det kgl. Teater. Sønnernes moder, Maria Magdalene, havde faderen mødt i Sankt Petri, hvor hun gik til præst som datter af snedkermester Schwartzlose, Larsbjørnsstræde 23. Fine navne som de Thurah og Rothe kom i 1800-tallet på dørskiltene. Der var præsteenker, fuldmægtige og en assistent i Nationalbanken. Det siger sig selv at urtekræmmer Larsen og søn blev løjtnant og så kaptajn i det borgerlige infanteri. I 1900-tallet blev udnyttelsen anderledes. Der kom en hattefabrik og derefter en manufakturhandel på 1. sal, en fabrikation af stof- og papirblomster, et pensionat, på 2. sal A/S Tivolimateriel, hvad det så end indebar, og en budcentral helt oppe på 3. sal. Længe efter at lotterikollektionen hos ægteparret Koppel og Olga Ruben lukkede o. 1970 kunne man stadig se skiltet på ruden. I stuen mod Larsbjørnsstræde var der fra o. 1920 en café, først kaldt Thyra, så China Town og til sidst Bjørnen, der udåndede i forbindelse med lukningen af flere andre værtshuse, da Pisserenden i begyndelsen af 1970erne skulle befries for sit dårlige omdømme. Chinatown blev til Café Bjørnen omkring 1961, fordi man mente, at der her for mange år siden havde ligget gæstgiveriet “Den gyldne Bjørn”. En kunstner ved navn Ernst Larsen, der i vinterhalvåret holdt til her i kvarteret, havde malet væggene med en Harlekin, en Columbine og en bjørnetæmmer. Facadebeklædningen viste en kinesisk lygte og kinesiske hieroglyffer i hvert hjørne og mellem vinduerne og døren tre bjørnelignende dyr, der håndterede musikinstrumenter. C”et i CAFÉ BJØRNEN var udgået. Bodegaen havde plads til 50 siddende gæster og åbnede som andre i de indre stræder klokken fem om morgenen. Så kom der udover de faste gæster tjenerne fra natværtshusene og fik sig en morgenbajer, inden de tog hjem. Også gadens gutter og piger brugte beverdingen som opholdsstue. Ligesom Can Can i nr. 12 var det også et kontaktsted for bøsser. Bjørnens restauratører, familien Frøkjær Andersen, dengang husets ejere, var kendt for deres store hjerte, bl.a. fik de hjemløse Richard og Ernst lov til at sove i et tomt værelse på 2. sal og hver juleaften vankede der flæskesteg med det hele til gutterne og pigerne, smøger inklusive og serveret af Ellen Frøkjær. Familien Frøkjær havde nemlig for vane at give en gratis julemiddag til de lokale hjemløse eller næsten hjemløse. I den tomme lejlighed oppe i naboejendommen, som Frøkjær også ejede, kunne hjemløse også få nattely, når det var blevet for koldt ude. Da Bjørnen blev lukket i 1975 uden at den var mere uro- og voldspræget end andre steder, så den ret så ramponeret ud. Den skulle formodentlig også lukkes af bevillingspolitiet i de dydige år efter 1970.

   Til gengæld åbnede i 1970 i den tidligere Schouw-Epa-butik på hjørnet Sexy Corner, en af de første pornobutikker i byen, der kørtes i sænk tre år senere takket være uprofessionelt købmandskab. Så blev Sexy Corner i 1974 overtaget af støvlesmeden Piet The Flying Dutchman fra Harlem, der også fik fingre i den nedlagte lillebitte massageklinik ved siden af, hvor han indrettede lagerplads for sit håndsyede fodtøj. Gadens piger blev trofaste kunder. Da huslejen gik amok og brasilianske støvler af mode et kvart århundrede senere, opsøgte han sit otium i Australien. The Flying Dutchman lukkede i 1999. Hans søn Robin vendte i 2007 tilbage til kvarteret og arbejder nu i nr. 10 hos Copenhagen Streetwears. Nu har Drop Dead på samme hjørne den næste generation som kunde. Og den slemme Bjørn hedder nu Noa Noa efter Gauguins berømte maleri, og med tøj så fint, som Bjørnens gæster næppe ville have rørt med en ildtang.

(2007)