Larsbjørnsstræde 18

Larsbjørnsstræde 18

Et af en tømrerenke og en skrædder beboet lavt bindingsværkshus med fem fag til Studiestræde og fire til Larsbjørnsstræde brændte totalt ned i 1728 og det efterfølgende større hus ligeså i 1795. Det næste, gul pudset og med det brækkede hjørne, blev bygget for spækhøkeren Paul Wolfsback i 1796-97. Siden dengang er butikken i den høje stue og en forsvunden dækplade over kældernedgangen de eneste store forandringer i det ikke fredede hus. Det ligger klemt inde mellem Bellevueejendommen, der har indgange både fra Studiestræde og Larsbjørnsstræde. Wolfsbacks efterfølger hed Mads Nørregaard, som med sin kone Karen boede på 1. sal lige overfor den dygtige og charmerende jyske guldsmed Niels Heidenreich, der havde lejligheden mod Studiestræde inklusive køkken og ovn. Mange københavnere ved i dag, hvad han gjorde der på køkkenbordet med de to stjålne guldhorn, men ingen i huset dengang kendte til guldsmedens kriminelle fortid med en dødsdom for falskmøntneri, der var blevet forvandlet til livstidsdom, og med løsladelse efter otte år. Efter sin mands død i 1802 fik Karen pludselig et stort beløb for skyldig husleje og et par øreringe af ægte guld. Hun “glemte” at aflevere disse smykker til politiet, efter at Heidenreich et år senere blev afsløret. Ringene overlevede også englændernes bombardement i 1807, hvor huset blev svært beskadiget. Karen mistede sin anden mand, også en spækhøker, ved denne lejlighed. Andengangsenken flyttede tilbage til sin hjemby Ringe, hvor de sidste 10 gram af guldhornene i dag opbevares på Ringe Museum som en gave af Karens oldebarn.

  Kælderen tjente i 1800-tallet som høkerbutik og i den første halvdel af 1900-tallet som fiskehandel. Nogle vil huske, at der herfra solgtes vandsenge og derefter kunsthåndværk fra Bali. I den ene høje stue var der smør- og margarine-udsalg, i den anden barbersalon, mellem 1928 og 1940 dog i form af damefrisørsalonen “Maritza”, der efter 9. april blev omdøbt “Konkurrenten”, fordi operetten “Grevinde Maritza” tilhørte den tyske kultur. Fra 1941 var det de to brødre Weber, der klippede og barberede herrerne.

  Da ejendommens sidste ejer i 1988 skulle sælge det til en andelsforening, ville Aksel Weber ikke være med, fordi han ønskede at forgylde sin – 14 døgn lange viste det sig – alderdom med et flot afståelsesbeløb. Det sekscifrede beløb fik han udleveret i en papkasse med kontanter, fordi han ikke ønskede disse nymodens check. På den måde blev den ydmyge gamle barberbutik til den lille restaurant Flyvefisken, en af Københavns kendteste, der med tøjbutikken Copperfields erhvervslejemål ved siden af og et midlertidigt lejemål i en bolig på 1. sal samt kælderbutikken med urtecaféen i 1993 blev til en moderne Atlasbar, som nu fylder en hel del i det gamle 1700-talshus.

(2004) 

Læs mere: Johannes Brøndsted: Guldhornene. Nationamuseet. 1954