Larsbjørnsstræde 19

Larsbjørnsstræde 19

Det i 1797 byggede hus har ni fag, kælder med to butikker og fire etager. Facaden er pudset i kvadre i kælder og stue og var for en generation siden malet mørkegul, mens den glatte facadeside var malet i lysere gul. Nu er underfacaden lyseblå og resten lysegrå. Der findes en kordongesims og sålbænke under alle vinduerne. På taget sidder fire kviste. Bygherren hed Johan Christoffer Frost og var tømrersvend. Facaden har bortset fra de forsvundne dækplader over kældernedgangene næsten ikke ændret udseendet og blev fredet i 1973 som nabohusene Larsbjørnsstræde 15,17, 21, 23 og 25. To ældre baghuse er blevet revet ned.

   På dette sted lå der i middelalderen en sparsommeligt bebygget grund, der i midten af 1300-tallet tilhørte Vor Frues kannik Johannes Christensson. Han skænkede gården til sin kirke og i 1377, da alle kommunens ejendomme blev registreret for første gang, var den Vor Frues gård. Det var den også efter reformationen og i 1557 og 1560 blev den kaldt Bloksgård. Den havde 9 boder, udlejet til bøssestøber Laurids Nielsen og hustru. Han døde i 1574 og så blev den store grund delt i fem parceller. Det senere Larsbjørnsstræde 19 udgjorde efter delingen tre ejendomme.

   Den sydlige tilhørte i 1645 og endnu i 1653 kræmmer Anders Madsen, i 1662 rebslager og rendelægger Peder Christensen Lund i omtrent femten år. Fra 1679 hed ejeren Hans Johansen, som arbejdede på Tøjhuset. I 1689 var husejeren arbejdskarl Søren Lauridsen og i 1704 garder til fods Ludvig Henriksen, hvis datter med sin ægtefælle garder til fods Johannes Martin Hochgesang i 1708 solgte huset til murersvend Daniel Augustinussen. Efter murersvendens død blev det erhvervet af sognepræst i Stege Jørgen Huulbech, der i 1718 solgte det til Anne Cathrine salig Anton Meybusch”s og hun var ejer i brandåret. Hendes lejer var hattemager Frantz Brog.

   Den næste parcel gik i 1645 til vognmand Jens Andersen, i 1653 til Peder Jensen. Hans enke Dorte solgte i 1661 og i 1668 hed ejeren Strange Trøner, i 1674 borer Ole Hansen og i 1689 høker Pul Christensen. I 1713 blev huset igen solgt og nu til forhenværende hattemager Christian Hjort. I brandåret var ejeren hattemager Niels Ramborg, men havde da solgt til justitsråd Truels Smit.

   Den tredje parcel blev i 1653 også solgt til Jens Andersen, men i 1648 hed ejeren Isak Klauman og 1670 murermester Henrik Andersen, som havde den stadig i 1699. Derefter var det tobaksspinder Tiborg Hansen og efter dennes død kom den på auktion i 1705 og gik til hestgarder Carl Pedersen. Han havde huset indtil 1717. I brandåret 1728 var ejeren en kollega, kvartermester ved livgarden til hest Christian Hæsekiær.    

   De tre beskedne bindingsværkshuse uden baghuse gik alle op i flammer og på brandtomten blev der rejst tre nye bindingsværkshuse. På Geddes fortegnelse med medfølgende kort fra 1756 ser vi tre huse uden bagbygninger, det sydlige lidt bredere end de andre. Ejerne dengang hed Christen Enevoldsen Lund, Niels Mølbye og Halvor Møhn. Allerede i 1770erne tilhørte to af dem den samme ejer, tehandler Joacob Lammersen og derefter skomagermester Martin Nørgaard. Så forsvandt de tre huse endnu i gang i forbindelse med en brandkatastrofe i 1795 og nu kunne de forenes til en større byggegrund.

   Kort efter at Johan Frost fik bygget huset med to bagbygninger ved siden af hinanden, kom det til at tilhøre snedker N. P. Damborg. Han var en anset håndværker og løjtnant i Københavns Borgerbevæbning. Da han døde efter ikke meget mere end en halv snes år, fulgte hans enke ham efter som husejer. Hr. og fru Damborgs lejere var for det meste håndværkere. I forhusets to kældre og i de rummelige bagbygninger var der plads til flere værksteder. Snedker Friis annoncerede 1816 i Vejviseren, at han kunne forfærdige fuglebure af messingtråd. Men der var også en guldsmed, en kobbersmed og en klejnsmed foruden de almindelige skræddere og skomagere. Selvfølgelig ikke alle på samme tid, man flyttede normalt en gang om året dengang. Men serviceerhverv og den offentlige sektor manglede heller ikke i Lille Larsbjørnsstræde 181. Der var en bedemand, en værtshusholder i kælderen, en høker, en barber, en bomforpagter, en ritmester, der havde kammerjunkertitlen, en lærer ved Søetatens skole og en sekretær ved Krigskancellisekretariatet. Men den overvejende del af lejerne i den første tredjedel af det 19. århundrede var helt klart de mange forskellige håndværkere, der var så karakteristiske for Nørre Kvarters indre stræder.     

   Tredive år senere var det malermester C. R. Jensen, der ejede nr. 19, ikke for at bo her men som en investering af sin opsparing. Han beholdt ejendommen til sidst i 1880erne. Den ene kælder havde han lejet ud som bolig og røgeri for røgmand Schaap, den anden til en detailhandlerske. I 1882 fandtes der kun fire røgmænd i København indenfor voldene. Stuen var overladt til en jernhandler og en urmager, siden en frisør eller barber, som man sagde dengang. På 1. sal boede maler Jensen, en barbersvend, en malermester og en sadelmager. På 2. sal en cand. theol. og en institutbestyrerinde, det vil sige, en pigeskoleholder, på 3. sal en skomager og en bødker og i bagbygningen i stueetagen en smedemester. På 2. sal befandt pigeinstituttet sig, hvor jomfru Bjerregaard, støttet af sine to søstre, drev en opsynsskole, som den blev kaldt, i årene mellem 1870 og 1880. I 1888 havde ejeren en senere meget kendt københavner i en bolig på 1. sal. Det var den unge H. L. Wilkening, dengang hoteltjener, der femten år senere åbnede sit supermoderne hotel Bristol på Rådhuspladsen. Den kommende hotelvært Wilkening blev godt kendt hos det københavnske publikum få år efter tiden i Larsbjørnsstræde, da han var portier på Hotel d”Angleterre. I bagbygningen med flere etager var der både boliger – enkefrue Borch – og værksteder med bl.a. stolemager Simon.

   Malermester Jensen afhændede sin ejendom efter 1889 til lejetjener A. V. Jørgensen i Klosterstræde 15, som må have været kommet til penge, fordi man heller ikke dengang kunne købe så stor en byejendom af en tjenerløn. Han beholdt lejerne i kælderen, røgerimanden og den kvindelige handlende, samt barber Heintze og urmager Thomsen i den høje stue og beboerne i de øvrige etager og i baghuset. Nye lejere blev bl.a. cykelhandler Ove Knudsen fra Nørre Voldgade, en kaffehandler, der fik den ene butik i stuen, Anna Nielsen, der overtog Schaaps røgeri, mens den anden kælderbutik blev en blomsterhandel, og en spejlfabrikant, der fik lokaler i bagbygningen. Men da var lejetjeneren for længst købt ud af en tømrermester og denne solgte for sit vedkommende nr. 19 videre til kaffehandleren. Kaffehandlerens enke Helene Jørgensen var så i 1930 ejer af ejendommen. Hun blev efter besættelsestiden afløst af en ny ejer, viktualiehandler J. P. H. Sædder og siden dennes enke. Kælderbutikkerne var fra 1930 til 1950 udlejet til en frugthandler, en blomsterhandler, en viktualiehandel i stedet for røgvarehandelen, en fuglehusmager, en marskandiserbutik og følgende med tidens udvikling en antikvitetshandler. I stuen holdt et grossererpar til, mand og kvinde, stadig en frisør og Aareimers Kaffelager. I bagbygning A fandtes et marmorsliberi og en forretning, der solgte borddækning og servering ved middagsarrangementer.     

  Fru Sædders familie solgte i 1975 huset til den berygtede boligspekulant og læge Abraham Rosenberg for kun 350 000 kroner. Han udstykkede ejendommen i 1978 i ejerlejligheder bestående af syv boliger og fire butikker. Bagbygningen blev revet ned og butikslejerne skiftede. Læderbutikken Cat”s Cradle, Mardoux” sandaler, Manila Etnisk Kurveforretning og den mexicanske butik Ixtlan i kælderen og i stuen til højre med ejer Ingrid Lingsberg var nu udtryk for en ny epoke i Larsbjørnsstrædes historie. Halvfjerdsernes unge søgte deres græsgange i det smarte kvarter, hvor alle de alternative og globale forbrugsgoder kunne opdrives til overkommelige priser. Ingrid Lingsberg overlevede de fleste af dem og drev sin butik i omtrent tredive år. Beboerne fik andel i gårdanlægget med træer, buske og græsplane, oprettet for en række tilstødende ejendomme, som Københavns Saneringsselskab anlagde i 1985. I venstre kælderbutik har der siden 1983 været en indisk smykkebutik, der hedder Jewellex. Den indiskfødte ejer Yash Pal Gupta, der døde i november 2006, var universitetsdocent. Hans butik lukkede i december 2008. Den ene butik i den høje stue, hvor der nu er tøjforretningen True Colors, var indtil 2008 en jeansforretning, og den hed for ti år siden ONO Sko og siden Soho. Den anden stuebutik, Ixtlan, blev lagt sammen med kælderbutikken til højre, hvor der var den filippinske kurveforretning. Nu er de skilt ad igen, stuebutikken var indtil for nylig en strikkebutik med norske produkter, Oleana, bestyret af en tysk indvandrer og er nu en jeansbutik, den anden ejes af en indvandrer fra Schweiz og er en silke- og keramikbutik, Albot Silk. Forretningerne er ikke langt fra det internationale butiksmiljø, der i højere og højere grad har præget detailsalget i Nørre Kvarters indre stræder.

(2009)