Larsbjørnsstræde 21

Larsbjørnsstræde 21

Denne gårds forhus stammer fra 1798 og har fem fag, kælder, tre etager og to kviste. Det blev fredet i 1959 og havde dengang et sidehus A, et mellemhus B og et baghus C, alle med boliger og erhverv. Kun en del af sidehuset er bevaret efter den store sanering efter 1983. I den nordlige side sidder en port med portkammer over to fag. Over stueetagen findes den almindelige kordongesims og mellem 1. og 2. sal sidder en herlig stukfrise med meander, diademhoveder og rosetter i de tre midterfag. I kælderen findes en butik. Huset er gulmalet, med rødlig tone i underfacaden og lysere i de øvrige to etager. Det tog to år for snedker Johann Friderich Bünger at få det bygget. Facademalingen omtales først i 1872.

  I middelalderen var nr. 21 en del af en større grund, der omfattede de nuværende gadenumre Studiestræde 26 – 30 og Larsbjørnsstræde 21 – 25. Den tilhørte i 1354 Thord Bugge eller Matthæus Stephensson. I 1377, da alle byens ejendomme blev registreret, var ejeren Nicholaus Drucken. Efter ham blev grunden kommunal og efterhånden udstykket til beboelse. Larsbjørnsstræde 21 tilhørte i 1645 Mads Jacobsen og i 1653 Vincentz Bager. Ejeren i 1661 hed Johannes Raun og hans lejer Peder var blegemand. I 1668 var det Mads Jacobsens børn, der havde skøde på ejendommen. De solgte til maltgører Svend Lauritzen og dennes eftermand Henrik Sørensen Snich gav i 1681 pant i huset. Fem år senere solgte han det til murermester Jens Jespersen. Før 1695 var huset udlagt til sognepræsten ved Skt. Nikolaj magister Michael Henriksen Tisdorph, hvis svigersøn assessor Henrich Høyer i 1703 solgte huset til korporal ved hestgarden Niels Christensen Schøning. Senest fra 1717 og i brandåret 1728 var brændevinsbrænder Carsten Bøyesen ejer. Hans hus havde syv fag og lå på en 9,30 gange 24 m dyb grund. Dette bindingsværkshus gik tabt og blev genopbygget i form af et forhus med et langt sidehus og en temmelig stor bagbygning, der selv havde en sidelænge i hver ende. Grunden fyldte halvdelen af karreens dybde, regnet fra Studiestræde til Sankt Peders Stræde. Her i Lille Larsbjørnsstræde 199 var der i hvert fald rigeligt med plads. I 1756 hed ejeren Anders Berg. Han var snedker og ikke længere brændevinsbrænder som hans forgængere. Hans enke fortsatte som gårdens ejer. Efterfølgeren var en karetmager med det franske navn Routelle.

  Bygmesteren for det nye hus efter branden i 1795 var igen snedker. Ejeren af huset var i 1809 enkefrue madame A. M. Proet. En af hendes lejere var mellem 1808 og 1810 instruktøren og skuespilleren Frederik Schwartz. Den næste ejer var også snedkermester. Han hed Johan Frederik Hertzog og hans forældre, hvor faren var handskemager, havde allerede boet i huset. En lak- og chokoladefabrikant P. Gjørup, der også gav sig af med kommissionsforretninger og lottokollektion var en kommerciel lejer i snedkergården, mens en stolemager, datidens betegnelse for en møbelsnedker, og en bødker faktisk også var fra samme branche. En ganske kort årrække var den i Frederiksstaden så aktive investor og snedkermester J. H. Lytthans også ejer og beboer i ejendommen. Men han blev efter 1825 afløst af en grosserer, der stod snedkerhåndværket fjernt, J. J. Muzelius. En af hans lejere var i 1832 sprogforskeren Rasmus Rask. I hans tid omkring 1830 var der også et lille pigeinstitut på adressen, ledet af fru Weinholdt. Snedkerhåndværket var stadig repræsenteret. En kolonial- og chokoladehandel, drevet af Jacob Christiansen lå fra 1831 ud mod gaden. Ellers havde Muzelius Behrends smedeværksted og et forgylder- og lakererværksted i gården. I forhus og i bagbygningen boede i det vilkårligt valgte år 1835 enken efter den navngivne farver Johann Wilhelm Grundtvig, to skomagere med familier, en overskærermester med familie, en opsigtsbetjent med familie, en vævermester med familie, en ligbærer med familie, en klejnsmed med familie, et bud ved Fattigkommissionen med familie, fru Weinholdt, enke efter ekstraskriver Ploug, og grossereren selv med hustru, børn og husassistent. Som man vil kunne se, en broget blanding fra den københavnske middelstand. Også dengang havde kvinder en højere levealder end mænd. Og i middelklassen blev mænd almindeligvis gift senere end kvinder.

  Tredive år senere var ejeren den forhenværende karetmager Johannes N. Lemming, der havde haft et karosserisnedkeri på Nørre Voldgade 12 siden 1821 og som flyttede til Lille Larsbjørnsstræde 182 i 1854. Ifølge Industritællingen af 1855 havde han 9 ansatte. Grundlæggeren Johannes Lemming døde først i 1871. Hans søn hjulmager F. B. Lemming arvede båden fabrikken og ejendommen og drev vognfabrikken i den store bagbygning. I kælderen sad en høker med sin familie og drev en vin- og viktualiehandel, i stuen boede ejerne, på 1. sal en cand. phil.. på 2. sal en urtekræmmer. I sidebygningens stueetage var der en glarmester, på 1. sal en linnedvæver, på 2. sal en enke, en cigarmager og en formand for vandvæsenet. På 3. sal boede en tøjmager og en skomager med deres familier. I bagbygningens to etager var så snedkeriet med en drejermester og en snedkermester som førende medarbejdere. 

  I 1869 grundlagde den i 1838 i Vordingborg fødte Christian Marius Serritslev her en handskefabrik, der skulle ligge her i næsten halvfems år. Grundlæggeren døde i 1904 og hans enke Andrea blev boende her indtil sin død i 1944, mens sønnen Oluf Andreas, der var født i 1880, fra 1911 var indehaver af Chr. M. Serritslevs Handskefabrik. I 1897 blev kælderen overtaget af L. A. Norsker og drevet videre som viktualiehandel. Hans niogtredive år yngre søn, O. H. Norsker, blev faderens kompagnon og efter hans død i 1932 eneindehaver. Sidebygningen gav stadig plads til andre håndværk. I 1884 var der både et kobbersmedeværksted og et guldsmedeværksted på samme sal som drejer Slettings arbejdsplads og ovenpå et af kvarteret utallige snedkerværksteder med snedkermester Kuhnmünch. Men fra 1885 lå der på sidebygningens 1. sal en smedje og den unge Viktor E. Lemming begyndte her med sit erhverv, der resulterede senere i det kendte smedefirma V. E. Lemming i Sankt Peders Stræde 41, fra 1912 drevet af hans søn Kaj.

  Efter 1900 var ejerforholdene de samme. Vogn- og Karrosserifabrikken F. B. Lemmings ejer var nu C. F. Lemming med familiebolig på 2. sal. Under ham boede handskefabrikanten Christian Serritslev med virksomhed i stueetagen. En bolig tilhørte viktualiehandleren J. A. Norsker, som drev sin vin- og viktualiebutik i den ene af de to kælderbutikker. I den anden kælderforretning sad en drejermester. I sidebygningen arbejdede en mekaniker på 1. sal og malermester Abildgård på 3. sal. Fra tiden omkring 1. verdenskrig påtog fabrikken sig også at levere automobilkarrosserier. En forniklingsanstalt, drevet af Kai Vesti, flyttede ind i bagbygningen omkring 1930. Kolonialvarer, handsker og kalecher, tre slags produkter fra en ejendom i flere generationer: Larsbjørnsstræde 21 var et lille billede af indre by under kontinuerlig udvikling efter voldenes forsvinden.  

  Norskers købmandsbutik, i anden generation drevet af O. H. Norsker, fortsatte helt til 1952, efterfulgt af en frugtbutik, der lå her indtil 1968. Faren havde købt ejendommen af Lemming i begyndelsen af 1930erne, men allerede små ti år senere solgte han den videre til restauratør Th. Andersen, der havde værtshuset de Janeiro i Lavendelstræde 13. En trofast lejer gennem flere generationer af ejere var handskefabrikanten Serritslev, også i et par generationer. Efter moderens død i 1944 var den fireogtresårige søn Oluf Andrea Serritslev alene om at styre fabrikken. Først i 1973 efter 103 år (!) står navnet Serritslev for sidste gang på et navneskilt i Larsbjørnsstræde 21. Restauratør Andersen boede i Lemmings tidligere bolig på 2. sal. I sidebygningen havde fabrikant Willadsen en produktionsvirksomhed i to etager. På 1. sal fandtes en mekaniker, på 2. sal en systue og på 3. sal boede og arbejdede malermester Abildgaard, efter 1950 sammen med sin søn. Efter 1950 var der bagbygningen, hvor forniklingsanstalten havde været, bogbindervirksomheden Polak & Søn, ledet af bogbindermester Vejlø. En snedker og en Vvs-installatør var der også plads til. De forsømte bygninger indeholdt udover værkstederne også en række små etageboliger uden moderne faciliteter og uden entré. Man bankede på døren ud mod trappen og stod så midt i den mikroskopiske dagligstue. Disse lejemål gjorde det muligt for gadens skæve eksistenser, arbejdsløse, invalidepensionister og folk med alkoholproblemer, at bo midt i den indre by. Nørre Kvarter havde dengang også sine originaler. Her boede en af dem: Gøsta, som de lokale påstod havde fået det hvide snit og som altid stod og pumpede cykler. Han havde en computerhjerne og kunne lære uendelige mange bilnummerplader udenad. Efter at have truet sin mor med sin rablende tale, fik han et polititilhold.

  Efter restauratørens død i 1961 solgte dødsboet grund og bygninger til fru Birthe Bækgaard, der solgte ejendommen efter tre år videre til Pensionsfonden for Glarmestrenes Glasforsikring. Og den overdrog ejendommen i forbindelse med karresaneringen i 1982 til saneringsselskabet SBS. Forinden havde der i forhuset udspillet sig en lille kulturrevolution i forbindelse med det ungdomsoprør, som gjorde Larsbjørnsstræde til en af de mest tiltrækkende gader for tidens unge. Den forsømte og billige frugtkælder med mulighed for værksted bagved formidlede Annette Holm og George Streeton fra tidsskriftet “Superlove” i 1968 til James “Jim” Manning fra Chicago, der var træt af USA og Vietnamkrigen og slog sig ned i København som lædersmed, hvor han syede bælter, tasker og støvler på værkstedet. “A bit ov Sole”. Hans butik ramte tidens ånd midt i hjertekulen og blev en forrygende succes. Alle unge lædersmede i København blev udlært hos ham og hans makker. Kendte folk fra rockscenen mødtes her i kælderen, mangen joint blev røget og Jim kunne erhverve yderligere to butikker, en af dem i nr. 19, og en restaurant i Sankt Peders Stræde. Kælderbutikken i nr. 21 skiftede navn til “The General Store”, hvor Piet “The Flying Dutchman” arbejdede for Jim Manning siden 1971. Det var Piets udgangspunkt til hans egen karriere i Larsbjørnsstræde 16. The General Store blev siden til pladebutikken GUF og denne i februar 2007 til konceptbutikken Gaffa, udsprunget af ungdomsbladet Gaffa.

 I 1987 afsluttede Sanerings- og Byfornyelsesselskabet en i 1983 påbegyndt omfattende modernisering af forhuset. En mindre del af sidehuset fik lov til at blive stående. Den store bagbygning med snedkerværkstedet, et trykkeri og en VVS-forretning havde i 1970”erne fået nye unge lejere. Fotografen Freddy Tornberg, senere boende i Sankt Peders Stræde, selskabet Piratfilm og designer Torben Torp-Smith varslede nye tider. Men saneringen omfattede hele bagbygningen med tre opgange og det meste af sidebygningen og det nu fritliggende areal blev størstedelen af et fælles gårdanlæg med beplantning og brugerfaciliteter, som ejendommene Larsbjørnsstræde 19, Sankt Peders Stræde 35, 37 og 39 blev delagtiggjort i. Efter af SBS havde overtaget ejendommen og genhuset beboerne, kunne de flytte tilbage til enkelte større sammenlagte lejligheder, men de var blevet for dyre for nogen af de gamle lejere og de kom derfor aldrig tilbage til Larsbjørnsstræde. Annette Streeton med forretningen i nr. 13 flyttede ind i B-opgangen i 1983, men måtte forlade huset igen i 1990, da det blev for dyrt. I huset fandtes i 1980erne Kropsenergiværkstedet og fra 1990erne modelbureauet First Booking. Grundejernes Saneringsselskabet SBS beholdt den lille rest af den store 1800-tals ejendom efter at saneringen var afsluttet og solgte den først i 1996 til Allan Mark, Greve Investeringsselskab A/S i Karlslunde, der stadig er ejer i 2007. 

(2007)