Larsbjørnsstræde 22

Larsbjørnsstræde 22

Nr. 22 består af et forhus i otte fag, fire etager og tre kviste. Facaden var pudset og malet hvid, men nu er de øverste tre etager malet okkergul. Hovedindgangen er placeret midt i bygningen. Stueetagen har to butikker. For en generation siden var den vansiret af trælister og aggressiv skiltning. Huset stammer fra 1797 og blev opført af murermester Johann Heinrich Backhaus. Facaden havde han dekoreret med en fordybning over fire fag mellem 1. og 2. sal, et udbredt element hos klassicismens ejendomme. Et tilsvarende bånd var der mellem 2. og 3. sal. I 1855, da facaden blev nypudset og malet, blev de to dekorationer nedtaget. Nr. 22 er ikke fredet.

  Ejendommen er en mindre del af en større kvadratisk middelaldergrund mellem Larsbjørnsstræde og Sankt Peders Stræde, der omfattede de nuværende gadenumre Larsbjørnsstræde 22-26 og Sankt Peders Stræde 29-31. I 1377 må den have været endnu større, fordi den kaldes en del af Jacobus Jonssons grund. Det nuværende nr. 22 – 26 og hjørnebygningen Sankt Peders Stræde 31 ejedes i 1432 af Beneke Lausensen og hustru Christine Pedersdatter. De mageskiftede deres jord til vor Frue kirke, der lagde den under Sankt Jørgens alter og delte den i fire dele. I 1496 hedder det sig, at det var byens gård på et slet og øde land. Så hørte den ind under Hellig Kors alter i Vor Frue kirke. Tre af parcellerne udgjorde den senere grund Larsbjørnsstræde 22.

  Den sydlige tredjedel tilhørte i 1618 skomagersvend Engelbret Jensen og han solgte den til vagtskriver Andersen Hansen og kone. Hans bror Mikkel fik i 1620 lejebrev på huset, som han videresolgte fjorten dage senere til Anders Aagesen og kone. De solgte det i 1624 til skoflikker Jens Andersen. Derefter skiftede huset hele tiden ejer: endnu en skoflikker, en snedker, en sognepræst som panthaver, en høker, en livvagt, en murermester, en tobaksspinder, der var rodemester, og en skrædder. I brandåret 1728 var der en skipperenke med en nålemager som lejer. Det lille tre fags bindingsværkshus var 4,40 m bred. Den midterste parcel hørte oprindelig sammen med den nordlige. I 1668 boede her en kok, som hed Lars Christensen. Han var her til 1682, hvor han solgte sit hus til skrædder Daniel Mathiesen, hvis enke Maren Rasmusdatter var ejer i 1689. Efter hendes død i 1697 blev det udlagt til rådstueskriver Christian Helt. I 1717 var skrædder Niels Pedersen ejer og fra 1719 Jesper Frantzen, der var staldkarl. Hans fire fags bindingsværkshus var også kun 4,40 m bred. Den sidste parcel havde i 1668 en våning[1] og tilhørte sognepræst Erik Olsen Torms enke, der gav den videre til sin søn Thomas Eriksen Torm. De boede med sikkerhed ikke her selv. Thomas Torm solgte i 1682 huset til konstabel Niels Bendtsen. Derefter kom tobaksspinder Laurids Joensen, der i 1695 solgte sit hus til stadstambur Jens Lauridsen. Efter hans enkes død kom huset på auktion i 1721 og gik til kukkenbager Knud Rasmussen. Det kom et år senere på endnu en auktion, hvor det tilfaldt glarmester Johan Christopher Behrend, der var ejer i brandåret 1828. Hans bindingsværkshus havde fire fag og var lige så smal som de to andre.        

  Det genopbyggede hus kan ses på Geddes eleverede kort fra 1756 og det dertil hørende matrikelkort. Det havde ingen bagbygning og en gård, der mod syd var åben mod Lille Larsbjørnsstræde. Den daværende ejer var Niels Sørensen Brøndbyes enke. Tyve år senere var det stadig en Sørensen, Christopher Sørensen, der var ejer. I 1795 gik huset tabt igen og allerede to år senere stod der en ny og meget rummeligere bygning. Der var heller ikke denne gang plads til en bagbygning på den smalle matrikel. Ejeren efter århundredeskiftet var spisevært N. S. Winther og siden hans enke. Hun blev efter 1830 afløst af glarmester P. Casse. En af Winthers lejere var lak- og chokoladefabrikant P. Gjørup, der også afgav sig med kommissionsforretninger og lottokollektion. Han flyttede over til snedkergården nr. 21, hvor han sikkert fik bedre pladsforhold. Ellers boede her en skrædder, en tømrer, en glashandler, en klædekræmmer, en sagfører, der var revisor for Københavns Slagterlaug, og andre honnette folk i en af datidens beskedne gader indenfor voldene. 

  Tredive år senere var ejeren en skræddermester Bjerring fra Christen Bernikovs Stræde, der valgte ikke at bo i ejendommen, som der ellers var tradition for. I kælderen boede en skomagerenke, efter at hendes mand havde haft værksted og familiens bolig her. I stueetagen boede en bogtrykkerenke, på 1. sal en kontorist, på 2. sal malermester Ebbesen og enkefrue Ebbesen, på 3. var der boliger for en tømrersvend og en oboist, det vil sige en militærmusiker, selvfølgelig med deres familier. Bjerring blev afløst af kapelmusikus Petersen og denne af skomagermester Frank i perioden mellem 1870 og 1890. Lejerne skiftede jævnligt dengang og i stuen var der både en detailhandler, en trådhandler, en skomager og en marskandiser. På 1. sal så det ud til at være et vaskeri og siden en strygeforretning. På 2. sal efterfulgtes familien Ebbesen af en jernhandler, en pensionist og en skræd-dermester. På 3. sal boede en kongelig biløber, en jernhandler og en snedker, på 4. sal en musiker, et telegrafbud og en jernhandler. Selvfølgelig ikke på en gang. 

 Mellem 1890 og 1930 skiftede ejendommen ejer adskillige gange, i hvert fald hyppigere end andre steder i de indre stræder. Og de boede normalt heller ikke i huset. Kælderen var udlejet som værtshus eller som sliberi for en instrumentmager. Stuen var nu udlejet til en fuglehandel og derefter til en kaffehandel. På de øvrige etager boede viktualiehandler Norsker fra Larsbjørnsstræde 21, siden en direktør, en skræddermester, en papirhandler og en manufakturhandler. Omkring 1910 havde firmaet Skandinavisk Metaltrådsfabrik adresse på nr. 22. I 1920erne handlede ejeren, John Rasch, med alt: RASCH KØBER ALT stod der med store bogstaver på facaden og et væld af klude og beklædning hang ud foran og bag butiksvinduerne.  Raschs efterfølger var C. Steengaard, der også handlede med auktionsvarer, bl.a. møbler, og havde et lager længere ned ad gaden i nr. 26. Kælderen blev nu lukket og nedlagt. I 1940erne var der i stueetagen en sæbefabrik, der hed Tifa og viktualiehandler J. P. H. Sædder, der ejede nr. 19 lige på den anden side af gaden med en slægtning Karen Sædder, der solgte sko, var efter besættelsestiden endnu en ejer. Hans enke efterfulgte ham efter 1957. Fru Sædders familie solgte ejendommen efter 1976 til Niels Bangsbo Andersen og Kirsten Mollerup Andersen. Da ejendommen var ret ramponeret, fik de to ejere i 1980 offentlige tilskud til at sætte facaden og vinduer i stand. Nogle vinduer havde da været uden sprosser. Siden har ejeren skiftet hele tre gange, sidste gang i 1990, da advokat Georg Lett fra Østergade, der også er ejer af nr. 11, købte huset for 2,3 millioner kroner.

  I 1950”erne var der i stueetagen en viktualiebutik, som Maria Erkebjerg kørte. Denne butik holdt til omkring 1973. Da blev butikken en charcuteriforretning, der blev drevet af en af de første ikke europæiske indvandrere, den indiske slagter Prem Shenker, hvis produkter, specielt de hjemmelavede pølser, var meget afholdte. Han blev efterfulgt af Anders Abrahamson, som drev butikken videre i inderens ånd med dens renommerede navn Charcuteri Rita. Ejeren Joan Bøgeskov satte den til salg på grund af en for stor arbejdsbyrde i forbindelse med dens funktion som diner transportable i marts 2001 og solgte 2004 til en indvandrer fra Helsingør. Nu hedder forretningen med italienske specialiteter Eat Me, men sælger ikke blot ud af huset, men serverer også til umiddelbar fortæring. Samtidig med slagteren startede Galleri Rhodos Antikviteter i den lille butik i venstre side af nr. 22. Den efterfulgtes af tøjbutikken Amadeu og har siden skiftet lejer et antal gange, bl.a. til tøjkæden Finderup, der kortvarigt også ejede hele bygningen. Siden 1999 hed butikken Hemp-House, der solgte produkter, først og fremmest beklædning, fremstillet af hør. Hemp-House findes ikke længere og i 2006 genåbnede Laura Jensen den lille butik som gavebutik med en broget blanding af varer, gerne stående ude på fortovet.

(2007)


[1] Enetages bindingsværkslænge uden kælder til en elle flere husstande