Larsbjørnsstræde 23

Larsbjørnsstræde 23

Et af gadens utvivlsomt smukkeste huse er den hedengangne stempelfabriks i 1959 fredede fem fags gård i tre etager fra 1807-08 med pudset facade, i 1889 oliemalet og i 1909 pudset og oliemalet. Farven er stadig lysegrå som de fleste bygninger fra dansk guldalder. Det har de typisk klassicistiske vandrette bånd over de tre svagt tilbagetrukne midterfag og kordongesims i yderfagene og under dem sålbænke. Til venstre er der en vognport med et lille portkammer over hvælvingen og på taget findes tre kviste. Den pudsede facade fra 1909 er nu fint restaureret. Til ejendommen hører en fire etages bagbygning med oprindelig både beboelse og erhverv bag en lille lukket gård.

  Måske er det lidt svært at forestille sig i dag, at her lå hele to huse i renæssancen og at de endnu længere siden i senmiddelalderen var dele af en stor ubebygget grund, der omfattede de nuværende gadenumre Studiestræde 26 – 30 og Larsbjørnsstræde 21 – 25. Den tilhørte i 1354 Thord Bugge eller Matthæus Stephensson. I 1377, da alle byens ejendomme blev registreret, var ejeren Nicholaus Drucken. Efter ham blev grunden kommunal og efterhånden udstykket til beboelse. Denne grund ejedes indtil 1620 af de adelige familier Rosenkrantz og Rosensparre som kapitalanbringelse og hørte sammen med en anden grund ved siden af. Maltgørere, brændevinsbrændere, snedkere og tømrere havde ifølge overleveringen deres virke på stederne. Indtil 1728 stod et fire fags bindingsværkshus, beboet af en vognmand, og et fem fags bindingsværkshus, beboet fra 1699 af en brændevinsbrænder, ved siden af hinanden. De blev fuldstændig ødelagt ved den store brandkatastrofe. I et af de efterfølgende boede for resten indtil branden i 1795 den kendte murermester C. C. Martens, ham der byggede så mange ejendomme efter den anden brand. I 1798 holdt en snedker med navn Schwartz til i begge ejendomme. Og det skulle være snedkerfaget, der udgjorde ejendommens fortsatte liv indtil 1900. Nu i 1808 blev de definitivt lagt sammen og Johann Andreas Schwartzlose, tyskfødt snedkermester, efterfølgende hans enke og hans søn J.C. Schwartzlose, ligeledes snedkermester og senere udnævnt til rodemester, og tredje generation Schwartzlose, to søstre, var fra 1807 til 1900 aktive i huset nr. 23, først i stuen og så kun i boligen på anden sal. Snedkerens udsøgte stuegulv i egetræ og mahogni blev først for nylig genopdaget under asfalt og hans navn Schwartzlose står efter gammel skik indgraveret i en vinduesrude.

  Det meste af huset var altid lejet ud til enker, studerende, officerer og andre honnette personer. I 1825 var det kapelmusikus Carl Gottlob Füssel, der forelskede sig i snedkerens datter og stiftede familie med hende i et hus på hjørnet af Larsbjørnsstræde og Studiestræde. Den islandske jurist og auditør ved hæren Grímur Jónsson, for eksempel, boede på 1. sal fra 1812 til1819, hvor han blev dansk gift og flytter til Skelskør. En anden islænding, frihedskæmperen og forfatteren Baldvin Einarsson, var med sin ligeledes danske hustru lejer af samme lejlighed fra 1832 til 1833, da han døde som 32-årig af en formodet hospitalsinfektion efter en forbrænding, forårsaget af en væltet lysestage, han havde pådraget sig i lejlighedens sovekammer. Island betragter ham i dag som pioneren i den islandske selvstændighedskamp, der ville genoprette det i 1800 nedlagte Alting. Alle rundvisninger for historisk interesserede islændinge gør ophold foran ejendommen, inden de drager videre til Sankt Peders Stræde 22, hvor sprogforskeren Jónas Hallgrímsson boede i samme tidsalder. Professorinde Kratzenstein fra Studiestræde overlevede som hustru nr. to sin afdøde ægtefælle, den legendariske naturvidenskabsforsker, i en snes år her i huset, indtil hun selv afgik ved døden i 1827. På 1. sal var der mellem 1860 og 1885 en kvindelig musiklærer, der boede her og bibragte sine elever musikalske færdigheder i boligen. Schwartzloses selv boede i stuen, mens 1. og 2. sal var lejet ud i anden halvdel af 1800-tallet. I baghuset boede og arbejdede de lidt ydmygere personer, f. eks. en stråhattebleger eller en politibetjent. Omkring 1900 gav baghuset husly til Cigarfabrikken Danmark – flot var navnet! Cigarerne blev jo rullet rundt omkring i kvarterets små dagligstuer. Midt i 1800-tallet var der også en overgang et værtshus i kælderen, et af flere hundrede kælderværtshuse i indre by. Normalt var der ellers høker- og viktualiebutik i den rummelige kælder, omkring 1960 en overgang antikviteter, da det kom på mode og supermarkederne kunne ikke afholde sig fra at kvæle købmandsbutikker.

  Efter at der kom Mortensens stadsfæstekontor for mænd – det andet lå i samme gades nr. 8 – overtoges huset senest i 1919 af grossererne Pindborg & Petersen, der havde fabrikker for kontorartikler og skolemateriel ude i Bartholinsgade og Gammeltoftsgade. På 1. sal forhandlede man spritduplikatorer. Dansk Kontorleverance hed adressen efter anden verdenskrig og Johannes Madsen, senere aktiv i nr. 17, var drivkraften i foretagendet, indtil Jørgen Birkmose flyttede sin fabrik fra Kronprinsensgade hertil og indrettede i 1919 ejendommen til Ny Danske Stempelfabrik, længe med et trykkeri i kælderen og stadig med to udlejningsboliger i dele af huset. På adressen fødtes også i 1962 Hesthavens Clichéanstalt med litograf Tom Hilfling, der gik ind i Thorvald Petersens trykkeri i nr. 5. Således var huset et omdrejningspunkt i kvarterets tryksværtebaserede erhvervsliv. Hilfling fortalte, at når man stod op fra sin arbejdsstol, sejlede den øjeblikkeligt og skulle hentes igen i den anden ende af lokalet, så skæve var gulvene blevet i snedkermester Schwartzloses hus. Da Flemming Birkemose fra Stempelfabrikken Nydan drejede nøglen om og den tømtes for indbo i 2002, havde den ni ansatte, og var den allersidste traditionelle fabriksvirksomhed i Nørre Kvarter. I fabrikkens gode år blev der årligt produceret op til 100 000 stempler. Nu står huset igen i sin gamle fornemhed med boliger af første kvalitet. 

(2006)