Larsbjørnsstræde 24

Larsbjørnsstræde 24

Det grundmurede gult pudsede forhus har fem fag, fire etager og tre kviste. I stuetagen er der en butik. Mellem stueetagen og 1. sal findes en kordongesims. Mellem 1. og 2. sal er der et bredt hvidmalet bånd, der i de tre midterfag er pynter med kannelurer. Det samme gælder for 2. og 3. sal, men dette bånd er uden kannelurer og malet gul. Huset går tilbage til året 1801 og blev bygget for spisevært Johann Gerhardt Guntzelnik, hvis familie senere slog sig ned i Teglgårdstræde 5, hvor den boede i tre generationer. I 1858 blev en oliemaling af facaden omtalt for første gang. 

  Ejendommen er en mindre del af en større kvadratisk middelaldergrund mellem Larsbjørnsstræde og Sankt Peders Stræde, der omfattede de nuværende gadenumre Larsbjørnsstræde 22-26 og Sankt Peders Stræde 29-31. I 1377 må den have været endnu større, fordi den kaldes en del af Jacobus Jonssons grund. Den blev så delt og i 1496 hedder det sig, at det var byens gård på et slet og øde land. Så hørte den ind under Hellig Kors alter i Vor Frue kirke. Det nuværende nr. 22 – 26 og hjørnebygningen Sankt Peders Stræde 31 ejedes i 1432 af Beneke Lausensen og hustru Christine Pedersdatter. De mageskiftede deres jord til vor Frue kirke, der lagde den under Sankt Jørgens alter og delte den i fire dele. Nr. 24 blev i 1565 lejet ud til Peder Jyde og i 1584 til Niels Madsen. Da var den stadig ejet af Vor Frue. I 1618 og stadig i 1624 stod her våninger[1], som tilhørte kræmmer Niels Jensen. I 1645 var Anders Bødkers enke Kirstine ejer af grunden. To år senere var der igen en bødker, Christen Knudsen, og endnu en, bødker Mikkel, i 1653. Et år senere og stadig i 1661 var drejer Rasmus Christensen ejer. I 1667 gav murersvend Anders Andersen pant i huset. I 1674 var det murermester Jens Jespersen, hvis enke Margrete solgte det til murersvend Oluf Laursen. Efter dennes død kom det i året 1707 på auktion og tilfaldt Adser Torbensen Stads, der et år senere solgte det videre til murersvend Jacob Nielsen Lind. Det kunne ikke sælges på en auktion i 1712 og blev udlagt til brygger Jens Christensen. Hans arvinger, et præsteægtepar og en svoger, fik det endelig solgt til øltapper Svend Jensen. Han var ejer i brandåret 1728 og hans seks fags bindingsværkshus på en 8 m bred og 12 m dyb ejendom gik til grunde. Øltapperen skyldte 300 rigsdaler i huset, som prins Carls kammertjener havde til gode.    

  Det hus, der kom til at stå på grunden mellem branden 1728 og branden 1795 stod foran en smal baggård med en bagbygning flugtende med forhuset. I 1777 boede en tehandler her og i det nye hus efter 1801 var ejeren spisevært lige som naboen i nr. 22.  Johann Gerhardt Guntzelniks enke, fru A. R. Guntzelnik, drev restaurationen videre og var i 1829 stadig ejer af hendes afdøde mands hus. Sønnen J. J. Guntzelnik blev uddannet maler og indrettede sit malerværksted formodentlig i bagbygningen, mens etagerne over spisestedet blev udlejet. Malermesteren ejede Lille Larsbjørnsstræde 185 til o. 1859, så flyttede han både hjem og firma og fortsatte i Teglgårdstræde 13. Familiens ejendom i otteoghalvtreds år overgik til en hr. J. Hoff Fredensborg og siden til skræddermester Celinder, der i modsætning til forgængeren boede i sit hus, nemlig på 3. sal. Skræddermesterens lejere var en snedker og en medicinstuderende i stueetagen, to søstre på 1. sal og på 2. sal en præst, der var skoleinspektør på Drengefriskolen i Larslejsstræde, samt en teologistuderende. Resten af 1800-tallet var husets ejer familien Celinder, i anden generation manufakturhandler A. T. Celinder på Frederiksborggade 26, men vokset op på 2. sal i Larsbjørnsstræde 22. En del af Celinders lejere var ældre mennesker, herunder enker. Celinder var ejer til o. 1905, hvorefter en skomagermester og siden cigarfabrikant Holger Jørgensen overtog ejendommen. Det skete o. 1920. I mellemtiden var stuen skotøjsmagasin, Frederik Christiansens sæbefabrik og Jørgensens tobaksfabrik og -udsalget. I kælderen var der først en fiskekonservesfabrik “Lofoten”, så Skandinavisk Metaltrådvarefabrik, der også havde lokaler i nabohuset nr. 22, og siden en forsølvningsanstalt. Det meste af Holger Jørgensens tobaksfabrik lå i Valby. På 1. sal var der o. 1917 et tøjrensefirma og på 2. sal i 1931 et inkassobureau. Resten af lejemålene var stadig boliger.  

  Holger Jørgensens søn Reimer Karl Jørgensen stod for fabrikation og salg fra omtrent 1933. Oprindelig optog fabrikken både kælder, stue og 1. sal i ejendommen. Faderen solgte ejendommen til købmand F. C. Ellegaard o. 1937. Cigarhandler O. Wollemberg overtog i den anledning cigarbutikken. Efter en kort årrække kom en ny ejer og igen en tobakshandler. Det blev grosserer H. Lauge Nielsen, der også flyttede ind på en lejlighed i huset. Hans andre lejere var omkring 1950 også tre grosserere. På 1. sal havde der ellers været en frisørsalon, kaldt Hedevig efter forpagteren Hedevig Hansen. Midt i 1950erne var der tre firmakontorer i ejendommen, et generalagentur Trude Press, Tønder & Co”s Eftf. og en papirhandel. H.uset var for Hu Lauge Nielsen købte også Maxwell-Huset i Teglgårdstræde 2. Huset nr. 24 var for lille til tobaksfabrikation, derfor inddrog han også den tilstødende bagbygning af Sankt Peders Stræde 29. Her var der tobaksskæreri, lager, rulleri og pakkeri med over tredive ansatte. Under nr. 24”s sidebygningens tag var der tørreloft og her stod en saucekoger. I 1944 blev der opstillet et valseværk på loftsetagen. Gården var og er ekstrem smal. Først i 1996 blev den gamle gårdretirade udskiftet med skraldebeholdere. Lauge Nielsens lejere var i 1960erne Dansk Firmarengøring, en tandtekniker og Dansk Kunstindustri, altså først og fremmest erhvervslejere. Stuen var stadig hans butik. Det gamle firma var jo en fabrik, Holger Jørgensens Tobaksfabrik, men herfra foregik der også salg til private.

  Da Helge og Aase Smedegaard i 1974 overtog den gamle tobaksforretning, fik de gode tips af de prostitueredes talskvinde Else Metz, som hjalp dem med råd og dåd. Det resulterede i en langvarig gensidig hjælpsomhed og fast venskab. De valgte stedet, fordi det ikke skulle holde døgnåbent som den kiosk, de havde haft på Nørrebro, og fordi Pisserenden var narkofri. Helge og Aase hjalp mange af gadens gutter med at opbevare deres kontanthjælp eller invalidepension i de brune konvolutter og udbetalte passende beløb til dem. I gulvet var der siden 1970erne indlagt en femkronemønt i linoleumsbelægningen, som man anså for at være kvarterets geografiske midtpunkt, men den sad limet fast en morgen efter udskiftningen af gulvbelægningen dagen før. Helge var tit i medierne og optrådte i rollen som ærkekøbenhavnsk kioskejer. Helges 60års fødselsdag, den 12. december 1997, blev fejret med et utal af venner og kunder. Først da Helges helbred skrantede, valgte de at flytte fra deres kiosk. De solgte City Kiosken i marts 2000 til de tre pakistanske brødre Mumfaz, der inden for kort tid blev mødt med daværende nye ejer Jørgen Smiths astronomiske huslejestigning. Kiosken er blevet ombygget siden.

  Ny ejer efter Lauge Nielsen i 1973 var Fritz Sletterhage, som efter ganske få år fik ejendommen solgt videre til beboere, herunder fotografen Lisbeth Birkholt. Men så solgtes den igen, nu til cand.polyt. Morten Kjølholt, mens fotografen blev boende i huset. Kjølholt solgte til Tonny Lauritsen og Tonny Lauritsen til Ole Janus, Sankt Peders Stræde 29-31. Ole Janus afstod ejendommene i Sankt Peders Stræde og Larsbjørnsstræde til Jørgen Christian Smith, Østergade 8. Også dennes efterfølger, Dansk Ejendomskapital i Odense erhvervede de fire huse samlet af fru Jonna Smith. Nr. 24 blev handlet for 8,9 millioner kroner. I 1999 blev brandmuren mod nr. 26 på 1. sal gennembrudt med en dør og familien Gandrup, der ejer butikken Tracks, fik fra 2000 en lejlighed i nr. 24.  

(2007)


[1] Enetages bindingsværkslænge uden kælder