Larsbjørnsstræde 3

Larsbjørnsstræde 3

Pakhuset med fire etager og en stor kvist med et kvistvindue i hver side er op til 1. etage bygget af rå bornholmer granitplader, resten er malet lysegult. Indramninger af luger, sålbænke, hovedgesims og afdækning af kvisten er af groft pudset sten. Over porten ses en udhugget tønde og indskriften AAR 1900. Ved siden af den øverste hejseluge er der et relief med en vareballe og en klipfisk, der symboliserer hørkræmmerhåndværket. Over den buede port er der en rektangulær luge i hver etage. Taget er dækket med røde falstagsten. Det indre er muret op omkring støbejernsøjler, jerndragere og jernbjælker. Bygningen hører til arkitekt Fritz Koch bedste arbejder og blev bygget for jernfirmaet Jørgen Jensen’s Efterfølger i 1899. Pakhuset har altid været en del af det store ejendomskompleks Vestergade 16.

  Den nuværende ejendom Larsbjørnsstræde 3 var i middelalderen en del af to store grunde, der hørte under henholdsvis Herstedvester kirke og Vor Frue kirke, indeholdende de nuværende Vestergade 14-18 og Larsbjørnsstræde 1-3. I 1537, det vil sige i forbindelse med den lutherske reformation, blev den ene af de to grunde delt i to. Denne grund og den bagvedliggende blev 1537 udlejet til smed Niels Haar og siden delt. Der var en del smede omkring Vestergades vestlige strækning og gaden bar dengang også navnet Smedegade eller Smedebakken. 1642 er der igen en smed, der sidder på de to grunde. Han hed Bertel Frølich. Smeden todelte grunden mod Larsbjørnsstræde. Den ene gik efter Frølichs død til hans eftermand klejnsmed Steffen Graffenstein, som i 1668 gav klejnsmed Søren Mortensen sikkerhed i Frølichs arv. Den anden grund skødede Frølich i 1650 til skolemester Peder Simonsen Aarup. I 1670 gik den over til naboen Steffen Graffenstein, som lagde denne og sin egen sammen igen. De to forenede grunde tilhørte i samme år og stadig i 1699 Graffensteins eftermand klejnsmed Christen Rasmussen Lange, som for sit vedkommende afhændede dem til klejnsmed Anders Mikkelsen, der arbejdede som prammand. Han delte ejendommen endnu engang, idet han beholdt den ene og solgte den anden i 1721 til øltapper og forhenværende livgarder Jens Nielsen. Han var i 1728, da den store brand udbrød, stadig ejer.

   Den anden grund vest for den første var i 1377 afgiftspligtig til Vor Frue kirke, men tilfaldt efter 1500 Sankt Clemens kirkes efterfølger Helligåndskirken. Så sent som i 1547, altså efter reformationen, var den i kirkens eje. Den første private ejer efter salget af grunden hed Frands Ibsen. Han solgte den i 1581 til Jens Mortensen. I 1692 er her et gæstgiveri, drevet af herbergerer Henning Laursen: Han solgte den i 1700 til herbergerer Adser Torbensen og hans gæstgiveri hed dengang ”De tre Vindruer”. Torbensens efterfølger var Johan Gosmann, som mistede sin gård i forbindelse med branden.

  I 1728 fandtes her altså to grunde med to bindingsværkshuse, det ene med seks fag langs Vestergade, det andet med ni fag langs gaden. Det første tilhørte herbergerer Mads Nielsen, det andet herbergerer Johan Gosmann. Nielsens ejendom med en uregelmæssig form havde 29 fag mod gården, Gosmans 27 fag. Den første grund målte 8,75 i bredden og knap 41 m i dybden, den anden 11 m i bredden og 62,50 m i dybden.

  De to gæstgivergårde blev lagt sammen til en større gård i forbindelse med genopbygningen. Forhuset var forbundet med et aflangt østligt sidehus, der igen hang sammen med et kompakt baghus og sammenbygget med dette et skur, der lukkede af mod karreens indre. Den vestvendte side udgjordes af bagmuren af Vestergade 18’s sidehus. Nr. 16 beholdt det ene af sine to navne og var nu gæstgiveriet ”Skibet”. Gården var kendt for sin rolle som et af de mange gæstgiverier i Vestergade. Gæstgivervirksomheden var begyndt i 1600-tallet og lukkede i 1842, da en jernhandel etablerede sig her. I 1795 gik hele herligheden til grunde under den anden store brand, der ramte Nørre Kvarter i særlig grad. Men allerede et år efter rejstes det nuværende hus på stedet. Nu blev matriklen Larsbjørnsstræde 3 inddraget i arealet.

  Ejeren af det nye hus var hørkræmmer Hans Bentzen og gæstgiveriet passede gæstgiver Jensen og efter ham Christian Brockmeyer. En hørkræmmer var en mand, der havde næringsbrev med ret til detailsalg af hør, hamp, salt, sild, klipfisk og lertøj. En bogbinder arbejdede også her og en pensioneret brændevinsbrænder havde sin bolig i ejendommen. Under det engelske bombardement blev Bentzens pakhus på Larsbjørnsstræde ødelagt men hurtigt genopbygget. Fra 1860 er ejeren en hørkræmmer, grosserer Jørgen Jensen. Han var født i 1814 og kom som dreng i hørkræmmerlære. Han var en selfmademan, der arbejdede sig op i jernhandelsbranchen og gjorde sig i 1842 selvstændig i Vestergade 1. Hele hans energi gik ud på, at Danmark selv skulle administrere jernimport og -eksport og være uafhængig af handels- og bankhusene i Hamborg. Fra Vestergade 16, hans definitive arbejdsplads, leverede Jørgen Jensen jern i alle former og kvaliteter til jernstøberiet og maskinfabrikker i Danmark. Han importerede først og fremmest fra Amerika, også majs og petroleum. Han døde i 1893 som Nordens største jernkøbmand. Han brugte ikke hele ejendommen selv og blandt sine forskellige lejere havde han i 1880erne et vekselmæglerkontor. Ved hans død bestod firmaet af tre selskaber: Dansk Petroleum A/S, Jørgen Jensens Eftf. og Fhv. Jørgen Jensens Eftf. & N. F. Muncks Jernforretninger. efter 1920 hed den med sit fulde navn Grosserer Jørgen Jensen og Eftf.  Da blev hans firma delt og den ene halvdel gik til hans dattersøn Gustav Salomonsen og hans mangeårige medarbejder Peter M. Kaae. Pakhuset på Christianshavn forblev hos de to. Den anden halvdel, der udelukkende omfattede jernhandelen gik til direktør jerngrosserer P. G. Munck fra Vestergade 18 med pakhuset i Larsbjørnsstræde 3 og en stor lagerplads på Tagensvej ved Nørrebro Station. De to firmaer havde stadig fælles agenter og handelsrejsende. Efterspørgslen efter jern og stål steg hele tiden, også efter at jernbaneperioden og jernbanebrobygningen var løjet af.  Til gengæld kom der utallige former for specialstål og halvfabrikata til. Efter 1900 var det grosserer B. M. Salomonsen, der som husets ejer delte stueetagen af Vestergade 16 med afdøde ejers firma. Men snart skulle også denne ejer afløses af en ny. To ”hørkræmmere”, jernkøbmand Valdemar Lemvigh-Müller og den ene af Jensens arvinger, jernkøbmand P.G. Munck, der begge havde påbegyndt deres karriere for 1850, var blevet to større jernvirksomheder gennem årene. Deres efterkommere forenede de to firmaer i 1920 i Vestergade 14 og 16 til Lemvigh-Müller & Munck A/S. Begge havde handlet med jern, stål og bygningsartikler. Firmaets hovedkontor befandt sig på 2. sal. P.G. Munck eksisterede jo allerede i Vestergade 16, da fusionen skete, mens I. F. Lemvigh-Müllers forretning lå på Kultorv 3. Da Lemvigh-Müller & Munch fem årtier senere flyttede fra ejendommen som så mange andre store firmaer, fortsatte de i Vestre Teglholmsgade 16 i København.

  Pakhuset eller bygning C var beregnet til oplagring af pladejern og skulle samtidig tjene som indkørsel til gården, hvor lagerbygning D til stangjern lå til venstre for pakhuset bagfacade. I porten var der cykelskure til højre og affaldstønder til venstre. Da Fritz Kochs pakhus stod færdigt, var samtiden enig om, at det arkitektonisk var en meget vellykket løsning. Koch havde frigjort sig fra historismen og udfoldet sin egen intelligente og frigørende fantasi. Ligesom hans Langeliniepavillon, Telefonhuset og telefonkioskerne blev pakhuset et gennembrud for en moderne individualistisk byggestil, der lagde byggetraditioner bag sig uden at miste respekten for den eksisterende bys lokale traditioner. Arkitekten var uddannet hos Wenck og Ludvig Fenger. Han nød stor anseelse i sin korte karriere og var formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Fritz Koch døde allerede i 1903, kun femogfyrre år gammel. Jernhandlerforeningens Hus på Nørre Voldgade 30 skyldes også ham.   

  I 1950’erne var firmaet Globe Automatic, tilhørende Brdr. A. og O. Johansen A/S, i et kvart århundrede lejer i huset nr. 3. Fra 1990 har pakhuset rummet et servicecenter for private virksomheder. Det hedder Regus House, er svensk ejet og har på samme tid serviceret op til 24 anpartsselskaber og aktieselskaber indenfor serviceerhverv som f.eks. softwarefirmaer, ejendomsformidling og lignende. Huset ejedes i 1992 af Reinhold City Copenhagen A/S og tilhører nu Ejendomsselskabet af 18.11.1986 A/S.

 (2007)