Larsbjørnsstræde 6

Larsbjørnsstræde 6

Det grundmurede forhus i syv fag, kælder og fire etager er malet med mørkegul oliemaling i kælder og stue og med lysere gul i de øvrige etager. Det er forsynet med den obligate kordongesims over stueetagen. Mellem 1. og 2. sal sidder en fordybning over de tre midterfag. Det blev i 1798 opført af murermestrene Philip Lange og Lauritz Thrane kort efter branden. Den konsolbårne dækplade over den højre kældernedgang var der også her nogen, der har fjernet. Også en kanneluredekor i fordybningen er forsvundet. Huset blev fredet i 1982.

  I middelalderen var denne grund del af en større, der også omfattede Vestergade 12. Ejeren var i 1377 Jacobus Astradi med bager Laurentius som lejer. Før 1460 var det Lasse Bjørnsson og hustru Sidse Mikkelsdatter. Da hun var blevet enke, skænkede hun den nordlige del af sin grund til Sjælealtret i Vor Frue kirke. I året 1479 lod Sankt Peders kirke afholde et syn om udstrækningen af sin gård, der var udlejet til en smed. Byens smede samledes dengang i Vestergade, som hed Smedegade eller Smedebakken, men Larsbjørnsstræde fik først sit navn efter afdøde Lasse Bjørnsson. På grund af reformationen kom ejendommen i verdsligt eje, i dette tilfælde adelsmanden Erik Valkendorff. Så sent som i 1681 er den stadig i familiens eje. De sidste medlemmer af familien, to drenge., skødede ved deres formynder i 1681 gårdene og tolv boder til grovsmed Jochum Petersen, der udstykkede sine grunde mod Vestergade og hans arvinger genoptog udstykningen. Hjørnegrunden blev delt op i tre grunde, hvoraf to blev sammenlagt igen og endelig delt efter 1709. Den del der hører til nr. 6, bebygget med to våninger[1], blev i 1715 solgt til forhenværende tømrer, nu tobaksspinder Jens Svendsen Kibs. I 1728 brændte den ene våning, ejet af ober-visiteur[2] Anders Pedersen. Den var dengang fem fag bred og grunden målte 6,80 m langs gaden. Hans lejer var en skomager. Den anden våning med tre fag på en 5 m bred og 16 m dyb grund ejedes af tobaksspinder Hans Jensen. Hans lejer i 1728 var en politibetjent. Den nordlige halvdel af sin grund, også del af det senere nr. 6, skødede Jochum Petersen til Maren salig Peder Jørgensen Nyeborgs i 1681. Hendes mand havde købt den lige før sin død. Hun solgte den del, der udgør en del af det nuværende nr. 6 allerede fire år senere i 1685 til sejlingsmand Anders Jørgensen, som tre år senere overdrog den til Aage Gundersen. I 1698 kom brygger Morten Munch i besiddelse af den, men indrettede den ikke til brygningen, fordi den var for lille til det. Han fik den i 1705 solgt til øltapper Jørgen Brodersen Wieldt. Denne solgte den straks videre til skomager Jørgen Bech, hvis eftermand Gotthard Andreas German var ejer fra 1717. Han mistede huset elleve år senere under den store brand. Det havde tre fag mod gaden og grunden var 5 m bred. Han havde lejet den ud til en høker. Efter branden blev de tre grunde lagt sammen og bebygget med et stort aflangt hus med sidebygninger i hver ende. I 1756 var ejeren justitsråd Heleman, i 1772 fabrikant Littmann. Huset kan ses på Geddes eleverede bykort fra 1756. I 1784 og stadig i brandåret 1795 var ejeren købmand Hildebrandt, der lejede boliger ud til f.eks. en stabskaptajn og en kancellist i Søetaten. Under det engelske bombardement i 1807 blev 2., 3. sal og loftet skadet og måtte genopbygges.

   Ejeren efter genopbygningen var skomager L. Kilian, der også fungerede som bud ved Brandkassen. I de følgende tredive år havde han mange forskellige lejere i forhusets boliger. Her var der en barber, en toldbetjent, en bendrejer og en parykmager. I 1829 havde bendrejer Frantzen, handskemager Hyberg, lærer ved Sankt Petri skole Kethelsen, politibetjent Kaalund, rådhusbetjent Lange, øltapper Olsen, malermester Overgaard, forhenværende silke- og klædekræmmer Møller og jernhandler Petersen med deres familier boliger hos værten Kilian i Store Larsbjørnsstræde 179. Således må der have været mindst 10 boliger. Fuldmægtig C. F. Kilian selv boede på Frederiksberggade 30 og var ansat i Finansministeriet. I mellemtiden var fru Frantzen blevet enke og Kethelsen var gået på seminariet. Barber Klæbel i stuen drev sit håndværk i hen ved 40 år på sin salon i stueetagen tæt på de mange rejsende, der skulle overnatte i Tre Hjorter. I de to kælderboliger var der omkring 1860 en vognmand og en blikkenslager. Efter vognmandens død blev hans enke traditionen tro boende. Ved siden af barberen boede en træhandler og ovenpå endnu en vognmand overfor en kommissionær. På 2. sal boede en forhenværende høker og en medicinstuderende. Kilian må have været død i 1869, fordi nu var det, som det var skik i københavnske hjem, hans kone, enkefrue Kilian der var eneejer. Hun solgte otte år senere sin ejendom til den mægtige grosserer Jørgen Jensen, Nordens største jernkøbmand, der havde Vestergade 16 og Larsbjørnsstræde 3. Både hos fru Kilian og hos grosserer Jensen var der et blikkenslagerværksted i kælderen. Blikkenslagerne boede med deres familie først på 3. sal og siden i stueetagen. I den anden kælder boede først en vognmand og siden en bødker. I stuen holdt en træhandler og en urmager til, siden en tøffelmager og en vognmand, på 1. sal en vognmand, på 2. sal skiftende lejere og på 3. sal en skomager og en enke. Vognmændenes antal kan skyldes gæstgivergården Tre Hjorters nære bagport i nr. 10, hvor der altid var livlig varetrafik inden jernbanens dominans.

  Allerede før århundredeskiftet afhændede Jørgen Jensen denne ejendom igen og en familie Jacobsen beholdt i en snes år, hvorefter den skiftede ejer i lidt hurtigere rækkefølge. I kælderen var der for det meste af tiden en jernhandler, i stuen en cigarfabrikant og en urmager ved navn Arthur Hirsch, afløst af urmagermester Aksel Jæger. På 1. sal boede en skræddermester, på 2. sal smedemester Güllich, der havde værksted på den anden side af gaden i baghuset af nr. 11. Efter ham boede her en skuespillerinde med sin mor, der var enke efter en skræddermester, og på 3. sal et bud ved navn N. C. Andersen. I 1920erne var kælderen blevet en møbelforretning og i stuen tilberedte fru Frederiksen smørrebrød. Efter krigen tilhørte huset firmaet Ole Haslunds Hus A/S og dengang var der i kælderen en marskandiserforretning, siden et dameskrædderi, og i stueetagen en kommissionær, siden en forhandler af ure og Ole Fenstofts blomsterhandel. Ole Haslund var en kendt antikvitetshandler, der efter første verdenskrig havde erhvervet og restaureret den kendte van Manders Gård i Østergade. Blomsterbutikken må være lukket efter 1980, urforretningen tyve år før den dato. Skjold Petersens antikvitetsforretning kom her i stedet for. Ole Haslunds efterfølger blev efter 1975 Dansk Kunst- og Antikvitetshandlernes Boligfond. Men i stedet for antikvitetshandel lå nu gaveforretningen Mary Poppins i butikken. Da ungdomsoprørets nye tøjstil kom til byen, var en af pionererne grosserer Erik Klixbüll med sit Sweater Market. Han slog sig ned i nr. 6, men boede senere i Sankt Peders Stræde. Efter et ejerskifte blev ejendommens ejerforhold reguleret og siden 1989 har en ejerforening ”Larsbjørnsstræde 6” med otte boligejere og to erhvervsdrivende været repræsentant for de enkelte medlemmer. En lille to værelsesejerlejlighed på 2. sal blev i foråret 2007 udbudt til salg for 2,4 millioner kroner. De to små kælderbutikker har skiftet navn adskillige gange siden begyndelsen af 1980. Mary Poppins, Second Hand Records, Sub Conscious, B & W og Barok Blomster & Potter er eksempler. Antikvitetshandler Mogens Lerche Nielsen fortsatte til gengæld med traditionen, for så vidt at han blev boende efter at antikhandelen fra adressen ophørte. Fra 2007 sælger Pauli Tvilling håndsyet patineret vintagetøj fra Paris og København i butikskælderen med navnet FN 92, registreringsnummeret på forældrenes fiskekutter.

(2007)     

   


[1] enetages bindingsværkshus til en eller flere husstande

[2] toldinspektør