Larsbjørnsstræde 7

Larsbjørnsstræde 7

Det i 1959 fredede forhus står i grundmurede fem fag, med kælder og fire etager. Facaden er pudset lysegul, oprindelig malet lysegrøn i kælder og stue. Der var en butik i kælder og i stuen. Bygningen har en port over to fag mod syd. I slutstenen over porten er matrikelnummeret 190 (fra før 1806) indhugget. Ordene ”Nørre” og ”Quarteer” er siden blevet fjernet igen og 9-tallet er malet over med et 7-tal.. Over stueetagen findes en kordongesims og mellem 1. og 2. sal er en fordybning over tre midterfag. Den er dekoreret med fire stukguirlander og tre diademhoveder. Hovedgesimsen er forsynet med sparrehoveder. På taget sidder to kviste. Gården stammer fra 1797 og blev genopbygget til den gamle garver Jens Ernst Brandt. Indretningen af en butik i 1899 medførte, at den oprindelige kældernedgang forsvandt. Facademalingen omtales for første gang i 1867.

 

I 1377 omtaler Kong Valdemars Jordebog denne grunds ejer som Gødekinus Hincesson, identisk med en Georgius Hynsch, tilsyneladende en indvandrer. Den omfattede dengang det nuværende nr. 5 og nr. 7. Han skødede sin gård i 1380 til præsten Marquardus Petri, der døde samme år og testamenterede gården til Vor Frue kirke. I 1435 mageskiftede Vor Frues kapitel gården til Æbelholt Kloster, som i 1512 købte et stykke af det her løbende vandløb, Byens Rende. I 1551 gav kong Christian III Jürgen vom Rode livsbrev på klostrets bygård inklusive tre boder. I 1559 havde hans bror Henrik købt gården af ham og udstykkede den i tre grunde med hver sin bod. En af dem, nuværende Larsbjørnsstræde 7, gav Anders Jørgensen 1645 og 1648 i pant og i 1659 var ejeren portner Peder Rasmussen med Peder Hansen som lejer. Mellem 1668 og 1671 var Anders Boesen ejer, efterfulgt af herbergerer Søren Rasmussen i 1672. I 1673 var det garver Niels Pedersen og 1676 dronningens maler Michel Richter, hvis enke Anna Hammendorph giftede sig med magister Hans Mandius, der i 1680 gav pant for sin steddatter Anna Richters og Hans Jørgen Richters arv. Hun blev enke for anden gang og solgte i 1707 gården til vognmand Christen Rasmussen. Hans eftermand blev i 1717 vognmand Peder Nielsen Bager og denne var ejer i brandåret 1728. Han mistede et seks fags bindingsværkshus med en 43 m dyb og 8 m bred baggård. Det vides ikke, om han også mistede heste og vogne.

Den genopbyggede gård blev en garvergård lige som to andre i Vestergade 10 og 28. I 1756 var Jens Ernst Brandt garvermester og husejer. Han nåede også at flytte ind i den genopbyggede garvergård efter 1795. Under det engelske bombardement blev huset ramt men ikke ødelagt. Hans efterfølger fra o. 1812 var garver E. F. Nyholm. I det følgende kvarte århundrede opretholdt han produktionen af læder og skind. Da garver Nyholm var blevet en ældre herre, fortsatte sønnen A. N. Nyholm, som var uddannet her i gården, med garveri på Vesterbro og i Snaregade 5. Efter faderens død i 1841 solgte hans kone gården og slog sig ned længere henne i nr. 23. I 1860erne skiftede ejendommen ejere enkelte gange. I stuen, hvor der nu er butik, havde sukkerraffinaderiet fra nr. 11 et kontor, hvor også kontoristen Wilhelmsen boede, indtil en skuespillerinde fik lejligheden. I forhuset boede honnette familier som en assistent i Krigsministeriet, en cand. jur., en landmand og en murermester, men også enlige som studerende. I sidebygningen arbejdede og boede en smed på 1. sal og en snedker på 2. sal.  Garvergården blev omsider overtaget af vognmand Niels Hansen. Han havde den fra 1859 til 1864. Så kom en håndværker med et erhverv, der var beslægtet med farveriet, sadelmagermester Pfeiffer. Han og siden hans enke, der boede i en lejlighed på 1. sal, var ejere til o. 1889, hvor fru Pfeiffers lejer, smedemester Krokow, der boede med sin familie en etage længere oppe, købte gården af hende. I gården 7A lag bydelens største beslagsmedje, men oprindelig i sidebygningen. Beslagsmedjen Fr. Jørgensen & Søn blev grundlagt her i 1867 af smedemester N. Krokow og i 1897 overtaget af Frederik Jørgensen. I 1936 var det hans søn A. G. Jørgensen, der fortsatte i faderens fodspor og i 1947 var det Jørgensen svigersøn Karl V. Schmidt, der blev 4. og sidste generation. Heste var blevet en sjældenhed i byen, men de gamle tøjreringe sidder stadig i gårdens vægge. På 1. sal over smedjen var der 1890erne også et trykkeri, H. P. M. Petersens Bogtrykkeri og i 1870erne på 2. sal et snedkerværksted. Begge erhverv var talstærkt repræsenteret i kvarterets indre stræder, det første dog af nyere dato. I stuen boede i Krokows tid en fæstemand, fordi fæstekontoret for mænd lå lige ovre på en anden side af gaden i nr. 8. Daldorphs vaskeri var endnu et firma her i gården.

Kort ført århundredeskiftet solgte Krokows arvinger ejendommen til grosserer J. F. Rasmussen, der fik sit kontor i baghuset, indrettede en butik og solgte ejendommen videre til vinhandler Lorange. Bagbygningens facade bærer de to årstal 1807 og 1907, adskilt af en kanonkugle. Det første tal refererer til det engelske bombardement, det andet til bagbygningens opførelsesår. Der er facadesætninger på grund af grundvandssænkninger, da piloteringen på dette sted fandt sted ovenpå en gammel lergravskanal fra Studiestræde videre til vestre voldgrav. Her fandt man den engelske kanonkugle, da man i 1907 byggede det nye baghus. Den blev indmuret i væggen, hvor den stadig sidder. Smedjen fortsatte i bagbygningen og i Krokows bolig i forhusets 2. etage boede igen en smedemester, nemlig den kommende ejer af huset, Frederik Jørgensen. Mod gaden arbejdede i stueetagen nu en glarmester, der hvor fæstemanden havde boet. På 1. sal boede en vognmand og på 3. sal en grosserer og på 4. sal en tømrermester. Efter bogtrykkeren kom en snedkermester ind på bagbygningens 1. sal. Efter 1. verdenskrig blev stuen udlejet til grossererfirmaet Nordia, i kælderen arbejdede fra omkring 1930 til 1952 en vognmand med rulleforretning, på 1. sal boede en restauratør, sandsynligvis i familie i vognmanden, og i bagbygningen supplerede Albert Brasks skotøjsfabrik og tapetserer E. Toch snedkermester Kjærulffs eksisterende værksted. Brasks efterfølger var H. Nilsson og han fortsatte efter 1955 med den lille fabrik. Også tapetserforretningen fik en anden generation og blev fra ca. samme tidspunkt drevet af tapetserer A. Petersen. I forhusets stueetage fandtes fra omkring 1934 en damekjoleforretning, der må være holdt op o. 1952. Den sidste butiksejer hed Erling Ackerl. Et andet firma i forhuset var et maskinafskrivningsbureau på 1. sal., i 1950erne med spritduplikatormaskiner. Smedefirmaets ejer K. V. Schmidt boede som hans forgænger fra 1946 på 2. sal. På 3. sal boede de to ugifte søstre Slengerik. I bagbygningen fortsatte smedevirksomheden Frederik Jørgensen & Søns Eftf. sammen med Arne Poulsens snedkerværksted, skofabrikken og tapetserfirmaet. Ejendommen forblev i firmaets eje, i og med at fru Dagmar Schmidt, K. V. Schmidts enke, havde skøde på den. I 1950erne, da beslagsmedjen var lukket, flyttede et gasarmaturfirma og smedefirmaet Baron ind i baghuset. Da var kælderen i forhuset udlejet til skræddermester Mortensen og i den høje stue var Poulsens urmagerbutik.

Fra 1958 var ejeren trykkerivirksomheden og seglmærkefabrikken A/S Arnold Schmitz’ Enke; Nyhavn 42, og bogtrykkeriet C. O. Petersen, bestyret af Thorvald Petersen. Der var de samme trofaste lejere: frøknerne Slengerik, skrædderen og urmageren, suppleret med et duplikeringsfirma på 1. sal. og en tegner ved navn Skov. Men snedkeren og tapetsereren var nu borte. I Petersens tid blev trykkeriet udvidet med et gennembrud til Larsbjørnsstræde 5, hvor en del af kælderen blev inddraget. I 1960erne var der mindst 13 bogtrykkerier i kvarteret, sætterier og bogbinderier ikke talt med. Tom Hilfling, en af Petersens sønner, grundlagde sammen med P. Hesthaven i 1962 et reprofirma i gadens nr. 23 og efter faderens død overtog han Larsbjørnsstræde 7.. En gang fik han tilbudt 400 kroner i husleje om dagen for et enkelt vindue ud mod gaden. Han afslog det gode tilbud, fordi pengene ikke kunne vaskes helt rent. Larsbjørnsstræde og Teglgårdstræde var de gader i kvarteret, der havde de fleste kvinder i vinduerne. De relativt billige og små boliger, der ikke var udstyret med moderne faciliteter, var oplagte til et erhverv, der havde brug for vinduesplads. I prostitutionen blomstringsperiode mellem 1920 og 1970 var der prostituerede i Larsbjørnsstræde, i Sankt Peders Stræde og i Teglgårdstræde fra et utal af aftrædelsesværelser. Ejendommens ejerforhold blev fra og med 1978 ordnet i form af en ejerlejlighedsforening, ”Ejerforeningen E/F Matr.nr. 170”.

Tom Hilfling solgte sin andel af ejendommen nr. 7 i 1985, fordi hans og Hesthavens reprovirksomhed havde efter 1968 ligget i Studiestræde 19. Urmager Poulsen fortsatte med sin forretning, så længe Hilfling havde ejendommen. Derefter blev den over hundrede år gamle butik omdannet til en sandwich- og salatbar, der fra o. 1990 har heddet Feinsmækker Sandwich & Salatbar og har et fåtal siddepladser. Bagbygningen 7A med sine 837 m² har været domicil for flere fotografer, herunder Peter Stallknecht, Kim Wichmann, L. Crone og Th. Grøndahl. Roxy Studio og Scandinavian Models har efter 1985 ligget i forlængelse af denne branche. Fra sidst i 1990erne forsvandt fotograferne og nye firmaer indenfor grafisk design rykkede ind. Tøjfirmaet Samsøe & Samsøe havde sin spæde start omkring 1994 i 7A. I 2007 hedder firmaerne Alis og Bulfo og forhuset består ud over sandwichbaren af tre ejerboliger.

(2007)