Larsbjørnsstræde 12

Larsbjørnsstræde 12


Her har vi et grundmuret forhus fra 1797, ikke fredet men bevaringsværdigt, i syv fag med fire etager og tre kviste. Facaden var pudset og malet gul. Kordongesimsen, som for en generation siden var malet blå, er eneste dekoration. Stueetagen har gennemgået voldsomme ændringer i det forrige århundrede. Nu er den lysegulligt rosa og kordongesimsen er skjult af en mørkerød plade. Bygherren efter branden i 1795 var melhandler Peder Pedersen Rukjær.

 

Den nuværende ejendom bestod op til 1806 af to matrikler, der hver for sig i middelalderen var en del af større grunde. Den nordlige grund var i 1377, da byens ejendomme blev registreret, et øde område mellem Nørregade, Gammel Torv og Vestergade med fra o. 1170, da byen voksede, store lergrave med vest, der i det 17. århundrede blev dækket med fyldlag, for at blive taget i anvendelse som nyttehaver. Grunden med de nuværende Larsbjørnsstræde 12-16, der hed Kalendae for Johannes Evangelistes Alter i Vor Frue. Ejendommen her hed Kalendae, fordi det var et sted, hvor altrets præster mødtes med øvrige borgere regelmæssigt i en form for gilde, gerne med et festmåltid. I 1529 blev Sankt Hans alters boder udlejet til Laurids Andersen fra Præstø. Hans enke Mette Clausdatter giftede sig igen og nu med en Karsten Rytter, der i 1579 solgte sine ni boder til sin bror, rådmand Claus Rytter, der blev borgmester og døde i 1589. I 1620 hedder det, at Johan Bødker betalte leje for fire boder: I 1653 og året efter pantsattes de ni boder. Senest i 1663 tilhørte de sognepræsten Erik Olsen Torm og hustru. Hun delte grunden i seks parceller. Den ene del af Larsbjørnsstræde 12 overlod hun hjulmager Rasmus Aagesen og han skødede sin grund i 1681 til kusk Hans Lauridsen Grimmetue, der syv år senere solgte den videre til brændevinsbrænder Oluf Jensen Lynge. I 1717 hedder ejeren brændevinsbrænder Niels Olsen, måske hans søn. Brændevinsbrænderne var forpligtet til at købe gær og øl, som de anvendte som påsæt til mæsken, hos en brygger, de måtte endelig ikke brygge selv og skulle helst ikke anvende byg, men hvede, rug eller sukkermelasse. Oprindelig var der ingen begrænsninger i kreaturhold, men da de fleste brændevinsbrænderier var meget små bedrifter, havde de kun mellem 2 og 3 køer til mælkeproduktion. I 1728 var øltapper Rasmus Danielsen ejer. Han mistede i 1728 et fem fags bindingsværkshus på et 6,25 m gange 12 m stort areal.

 

Den anden matrikel tilhørte i 1377 Jacobus Astradi med bager Laurentius som lejer. Før 1460 var det Lasse Bjørnsson og hustru Sidse Mikkelsdatter. Da hun var blevet enke, skænkede hun den nordlige del af sin grund til Sjælealtret i Vor Frue kirke. I året 1479 lod Sankt Peders kirke afholde et syn om udstrækningen af sin gård, der var udlejet til en smed. I 1681 var det igen en smed, der havde dele af den store grund, nuværende Larsbjørnsstræde 8-12. Han hed Jochum Pedersen og der stod boder på hans grund, de såkaldte Walkendorffs boder. Grovsmeden skødede den del, der kom til at høre til det senere nr. 12 i 1681 til den omtalte kusk Hans Lauridsen Grimmetue. Denne ejer solgte grunden i 1687 til billedhugger Willum Jensen Greff og gennem ham endte den siden hos stiftelsen Vartov Hospital på Østerbro. Vartov solgte ejendommen i 1700 videre til bager Peder Falck, der også var klejnsmed. I 1707 skødede han den til bogtrykkersvend Claus Madsen Brandt. Han mistede i 1728 sit tre fags bindingsværkshus på en 4,5 m gange 17 m stor grund.

 

Efter genopbygningen lå her i 1756 to små huse, det ene med sidebygning og et fjæleskur i gården. De daværende ejere hed Jens Birk og Christen Baar. I de følgende årtier indtil den næste brand i 1795 møder vi i husene en tehandler, en skomager, en skrædder og omtalte melhandler Rukjær, der om aften var Comoediecontrolleur, det vil sige billetkontrollør ved Det kgl. Teater. Beboerne kan ikke siges at høre til samfundets mest velbeslåede københavnere. Her døde på et kummerligt værelse i 1780 den berygtede gældsfængselspræst Morten Trane Rothenborg, der havde mistet sin stilling på grund af spiritusmisbrug og uhøvisk tale.

 

Med det nye hus efter branden i 1795 erstattede Rukjær de to gamle. Efter melhandlerens død købte den forhenværende graver og kirketjener Knud Hansen huset. Han havde ejendommen kun i nogle får år. Hans lejere sidst i 1820erne var f. eks. en toldbetjent, en pensioneret urtekræmmer, en politibetjent, en hattemager, en kopist, en hestehandler og to skomagere. Alle lejere var henvist til billige boliger i kraft af deres stillinger. Kirkebetjent Hansens afløser efter 1826 blev hattemager L. F. Buchmann og boligforholdene blev ved med at være nøjsomme. Buchmann var efter treogfyrre år stadig ejer af Store Larsbjørnsstræde 177, som var den korrekte adresse dengang. I kælderen sad som i mange andre ejendomme en værtshusholder med familie og ølkælder. I den anden kælder var o. 1865 et skomagerværksted. I stuen boede en vognmand, som der også var flere af tæt på de store gæstgivergårde i Vestergade og Gammel Torv. I den anden bolig i stuen holdt en urmager til. På 1. sal boede en skomagermester, som havde kollegaer i stort set hvert tredje hus i kvarteret. Han blev et par år senere afløst af en lejetjener. Hr. Buchmann boede også på 1. sal, som det var skik dengang, når man var husejer. På 2. sal boede en malermester og et bud med deres familier. Efter 1873 afløste et ejertriumvirat hattemageren: skolelærer Buchmann, bogbinder Raff og manufakturhandler Søborg. Den sidste ejede nr. 26-28. Nu var der i den ene kælder en fuglehandler Olsen, der holdt marsvin og aber. Hans indespærrede hundes hyl irriterede husets beboere. Han boede med kone og børn op ad sine dyr. Den anden kælder, hvor der oprindelig havde været et værtshus og en marskandiser, husede en amagermor, der solgte gulerødder og andre grøntsager. En vogmandskusk boede her med kone og ti sønner, og da hun nedkom med den tolvte søn, blev kong Christian IX fadder. Drengen blev døbt Christian og far og mor fik 10 kroner fra den kongelige civilliste. Murermester Madsens kone i stueetagen havde i Fiolstræde et fæstekontor for kvinder og i sidebygningen boede på 2 sal en mand, der levede af at være retsvidne. I 1900 var den tredje ejer, manufakturhandler Søborg trådt ud af konsortiet og de to andre solgte få år senere til particulier A. Carlsen. Fru Madsens anvisningskontor gik over til fru Sørensen og Olsens fuglehandel blev overtaget af fuglehandler L. Sønchsen, der også snart gik hen og døde, således at butikken nu hed L. Sønchsens Efterfølger. Kælderbutikkerne forsvandt omsider. I Carlsens tid blev der o. 1905 indrettet et spisested i stueetagen, Agrar Caféen, der også havde værelser til udlejning og i en periode hed ”Landbohotellet” med henblik på fæstekontoret i nr. 8. I 1935 var det en bar, kaldt Gretes Bar med natlogis i baglokalerne. Forpagteren var restauratør Jørgen Pedersen, der ikke havde alkoholbevilling og drev stedet som en kaffebar. I en kronik i Politiken efter 1940 blev dette sted beskrevet som det mest tarvelige og nedværdigende, man kunne opleve i det gamle København. Til gengæld var det rasende billigt og hjemløse kunne nemt få en seng for en nat eller to. Restauratør J. Petersen havde købt hele ejendommen senest i 1920, mens efterfølgeren i 1930erne, Charles Bidstrup, igen var lejer i ejendommen. Ejerne var parret Møller og Møstrup, siden Møller og Hansen. Hansen var montør C. Hansen og han var eneejer efter besættelsestiden. I 1930erne havde der også været et bageriudsalg i stuen. I boligerne ovenpå boede først og fremmest enlige kvinder, men også en glarmester Lorentzen havde adressen Larsbjørnsstræde 12. Da prostitutionen florerede mest, var der prostituerede i Larsbjørnsstræde og Sankt Peders Stræde, dog flest i Teglgårdstræde, således i nr. 1, 3, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 16. De betalte i 1960erne og 1970erne mellem 150 og 200 kroner i husleje om dagen og ca. 20.000 i sort penge som engangsbeløb. Den sidste herinde, den Røde Rubin, måtte 20. februar 1981 dementere sin egen død i et læserindlæg i Ekstra Blad. ””Jeg mærker, føler, hører lever i bedste velgående med samt mit røde hår. Og det regner jeg med at gøre i mange år endnu.”

 

Kaffebaren hed efter 1950 ”Centrum” og blev drevet af Olga Sørensen. Fra 1959 var kaffebaren et værtshus og nu hed det Can Can. Første bevillingsindehaver var Bent Hasselbach. Efter 1965 skiftede ejendommen ejer og tilhørte nu restauratør Lyon Petersen. Glarmesterbutikken forsvandt allerede i Can Cans første år, men syersken, fruen og dameskrædderinden, kort sagt damerne, boede her endnu i en lang årrække. Can Can var ikke ligefrem et prangende sted med sin simple indretning. Værtshuset udviklede sig hurtigt til et bøsseværtshus i lighed med flere af slagsen i de tilstødende gader og tiltrak i 1970erne de mandlige prostituerede, der var blevet fordrevet fra Rådhuspladsens underjordiske toiletter. Derefter gik der ild i stedet og stueetagen henlå i en årrække som en ruin. Navnet Can Can blev efter gamle traditioner givet videre, i dette tilfælde til Bycaféen i Lavendelstræde. Lyon Petersen solgte o. 1984 huset til dets nuværende ejer Alex Voer. Ejeren bor i sin ejendom i modsætning til de fleste husejere i Nørre Kvarter.

 

Det genindrettede værtshus hed i 1985 Yow Bar & Restaurant, drevet af Alex Jørgensen, der også havde åbnet vegetarrestauranten ”Restaurant Natural”, siden ”Det grønne Køkken”, og Floss Bar i nabobygningen. Yows efterfølger, L’Education Nationale, en – næsten – original fransk bistro, grundlagt i 1992 af franskmændene Christian og Bernard Chesneau. Navnet er en hentydning til Stendhals berømte roman ”L’éducation sentimentale”. L’Education Nationale var den første restaurant i kvarteret, der satte stole og borde ud på fortovet, inden kommunen stoppede initiativet. Det var i maj 1993. Under gadefester kunne man lytte til pariser musettemusik. I 1997 solgte de to franskmænd deres restaurant til den fransktalende marokkaner Mohamed Mihoubi, der fortsatte i stedets frankofile stil. Hans afløser blev Nanna Gårdbo. I marts 2007 genåbnede stedet efter en grundig renovering med ægteparret franske Eric Vincent og danske Nanna Gårdbo Poezevara som ejerpar.

 

(2012)