Larsbjørnsstræde 9

Larsbjørnsstræde 9

Larsbjørnsstræde 9 er en smal strimmel med et forhus i tre vinduesfag, det østlige yderfag dobbelt. Huset har tre etager og tre kviste og er pudset og malet med gul oliemaling i tre forskellige nuancer. Vi ved ikke om den var oliemalet fra starten, men senest i 1845 er der vidnesbyrd om det. Som ekstra dekoration har det et profileret bånd under 2. etages vinduer udover den obligatoriske kordongesims, som næste alle huse fra klassicismens tid er dekoreret med. Det blev bygget lige efter den store brand i 1795 for herbergeren (gæstgiver) Hans Jessen Klepleff og stod færdigt i 1797. Butikken er fra 1896 og blev ombygget i 1907, således at et butiksvindue – i stedet for oprindelig to – og butiksdøren var adskilt af en jernpille i stedet for de oprindelige mursten. Ovenover stod med store bogstaver SUKKER RAFFINADERI. Butikkens facade er nu totalt vansiret ved en ny værtshusholders foranstaltninger i 2006. Til huset hører et ekstremt smalt sidehus med samme antal etager, beliggende ved en trang passage. Passagen blev først skabt sammen med sidehuset. Før branden i 1795 var der fælles gård med nr. 7 og et baghus.

Husets historie går tilbage til senmiddelalderen. Det ligger på en grund, som i registreringsåret 1377 omfattede også to nabomatrikler og ejedes af en Gödeke Hyskessen, der afhænder den til Vor Frue kirke. Kirken overdrog den til Æbelholt Kloster og i 1559 efter reformationen deltes den i de nuværende tre grunde. Dog blev nr. 9 gennem tilkøb fra nr. 7 i 1714 gjort bredere og fra Studiestræde 41 i 1718 dybere ind i karreen. Det meste af grunden i gården er for ca. halvfems års siden skilt ud fra den igen. I 1600-tallet ejede en brygger og i få år en møller grunden. Så blev det en huemager, hvis enke ægtede først en øltapper og så en brændevinsbrænder, et uhørt populært erhverv dengang. I 1688 overtog en garver gården og 1704 en vognmand med navn Lars Larsen. Hans hus udbrændte i 1728 totalt, dengang et bindingsværkshus på fem fag, 7 m bred, men til gengæld med en dybde på 89 m!

I 1700-tallets sidste tredjedel var her Seiferts gæstgiveri med de nødvendige stalde i gården. Den lange gårdbygning blev en af kvarterets første fabrikker og længe den største med omkring et hundrede arbejdere og firmanavnet Store Larsbjørnsstrædes Sukkerfabrik. Den blev indrettet i det nedlagte gæstgiveri i 1803 og havde fra 1805 fire kommanditister. Justitsråd Neergaard, kaptajn Fabritius, murermester Thrane og sukkermester Smith. Her blev vestindisk sukkerrør raffineret til melis eller brun farin. I sukkerhusets første årtier boede bogholder Chr. Lütken, siden J. J. Hein og sukkermester C. W. Reincke med deres familier i forhuset. Huset er indgået i litteraturhistorien, da skuespiller Thomas Overskou i sine erindringer beskrev septembernætterne under det engelske bombardement i 1807, hvor hans familie søgte tilflugt her. Reinckes efterfølger H. D. Fabricius blev i 1840 hentet fra sukkerraffinaderiet i Nyhavn og han flyttede også ind i Larsbjørnsstræde 9 ligesom hans efterfølger F. Nahnsen. Arbejderne og sukkertransportvognene kom ind til fabrikken gennem den nuværende port i Larsbjørnsstræde. I 1850 havde sukkermesteren 22 faste folk i sin husstand. En af de tre boliger var lejet ud til pæne folk som f.eks. major Køppen, inspektør ved det kgl. møbelmagazin og til cand. chir. Netzler. Sukkerhuset undgik det engelske bombardement i 1807 og gav i de dage husly til husvilde beboere fra kvarteret, der havde mistet tag over hovedet. I 1870 blev fabrikken aktieselskabet De danske Sukkerfabrikker A/S. Den lå her indtil 1914, hvor De forenede Sukkerfabrikker byggede et ny fabrik på Christianshavn og den fusionerede virksomhed mistede både navn og selvstændighed. Lige inden den gav op her, havde den fået lov til at bygge en fem etagers fabriksbygning i gården bagved, der var forbundet med de andre fabrikationslokaler bag ved Studiestræde 31-35. En glarmester købte ejendommen af De danske Sukkerfabrikker i 1921. Først efter 1921, da fabrikken allerede var ophørt, blev nr. 9”s matrikel igen udskilt fra de andre i Studiestræde og porten til fabrikslokalerne blev fjernet. I det 20. århundrede var huset i første omgang lejet ud til kontorer, f.eks. et oversættelsesbureau på 2. sal, og til produktion som nålemager Johannes Selvigs trådvarefabrik i sidehuset på 1. sal. Og i sukkermesterens gamle fem værelsers bolig i forhuset var der en forretning for butiksinventar og i stueetagen en kaffehandel, omkring 1930 et værtshus og så Steengaard & Juhls manufakturudsalg. Efter krigen fungerede den mest som boligejendom. Tagetagen blev udbygget til bolig i 1944.

I forhusets tøjbutik blev der i 1930 åbnet et værtshus med navn “Kiki” (med tryk på sidste stavelse, fordi det havde fået sit navn efter en fransk operette, der blev spillet på Scala i 1920erne). Butikslejligheden bagved blev inddraget til de fornødne rum som køkken, lager og dame- og herretoilet. Indtil da var lejlighederne ikke udstyret med eget toilet og beboerne var henvist til de af sukkerfabrikken etablerede gårdlatriner i sidehusets ydervæg. Restauratør Willy Stets fra Teglkroen blev ejer af værtshuset. I “Kiki” var der malet pariser motiver på væggene og langs den ene væg var en tribune til musikerne, der spillede diverse former for dansemusik. Musikerne blev siden hen afløst af en billigere musikautomat men kom tilbage midt i 1970erne i skikkelse af Papa Bue og hans Viking Jazzband, der overtog stedet fra Kikis restauratrice Mary Stets. Papa Bue gav det et nyt navn: Københavner Skægget. Indretningen med dens træbænke hørte ikke til de ambitiøse. Dets efterfølger blev i 1977 en japansk restaurant med navn “Suzuran”, oprindelig “Ramenhuset Sapporo”, drevet af Yukio Ishikawa, en af de første japanere i byen. Han bosatte sig netop i København, fordi han blev forelsket i en dansk pige på en verdensrejse. Kontrasten mellem den livlige jazzbar og det tyste spisested kunne ikke være større. Byens ældste japanske restaurant lukkede i 2006 og lokalet blev hurtigt genåbnet som en cocktailbar med spanske tapas. Der var mange forskellige lejere ovenpå. I 1970 boede der fire enlige kvinder i huset. På 1. sal boede længe en prostitueret, en skrap dame, som kaldtes Hvirvelvinden, men hed egentlig Nina. Også bøsser plejede at frekventere Københavner Skægget, uden at det af den grund var et bøsseværtshus. I 1964 blev den oprindelige træport afløst af en jerngitterport, måske for at gøre det mere besværligt for nattens urolige gadefolk. Denne er nu igen afløst af en moderne port af træ. I sidefløjens stueetage befinder sig i det tidligere værksteds- og lagerlokale en enkelt indrettet bretonsk pandekagerestaurant, “La Galette”, en af de få restauranter i byen, hvor hunde kan tages med ind. Den blev indrettet i 1986 under byggemyndighedernes årvågne opmærksomhed og skulle oprindelig være en del af et kulturhus beregnet til ungarer og rumænere bosat i Storkøbenhavn. Men fem år senere stod sidehuset stadig tomt og et par franskmænd kørte restauranten i sidefløjen. En pittoresk ungarsk port og en gravstele af træ i gården minder om denne episode. I 1976 knyttedes navnet Fabritius for tredje gang til ejendommen: den ungarske webdesigner Gabor Miklós Fabricius med sin danske kone fra Sønderborg erhvervede hele ejendommen med fire lejligheder af Willy Stets i Dragør for 350 000 kroner. Japan – Ungarn – Bretagne: få huse i Nørre Kvarter kan være mere internationale.

(2006)