Larslejsstræde 13

Larslejsstræde 13

Larslejsstræde 13 er en af de typiske senklassicistiske vinkelformede ejendomme i kvarteret. Selvfølgelig grundmuret, otte fag bred med kælder, fire etager og kviste. Kælder og 1. etage pudset og malet grå, de andre etager glat afpudset og malet gul. Kordongesimsen er hvidmalet og det specielle bånd under anden etage går over hele husets bredde. Man har svært ved at se, at huset byggedes i tre omgange: de mod nord liggende fag op til 2. etage er fra 1825, tredje og fjerde fra 1830 og resten af huset er først bygget i 1853-54. I den anledning blev to matrikler slået sammen til en. Først i denne afsluttende fase er hele facaden blevet harmoniseret. Den første bygherre var snedkermester K. F. Petersen. Den sidste var malermester L. Hoxmark. 

  I 1500-tallet berettes det, at området lå ubebygget hen og måske aldrig havde været bebygget siden København blev grundlagt. Først i 1699 blev det smalle Larslejsstræde ført helt ud til Nørrevold. Det var kgl. bibliotekar professor Hans Thomsen Guldsmed, der var ejer af jorden i 1577 og Peder Aagesen og dr. Poul Madsen var hans efterfølgere. Næste ejer var professor Christen Mikkelsen og hans datter tog grunden med sig i et ægteskab med kgl. tolder Søren Ingmand. Så er det slotsskriver Peder Nielsen, der får haven i 1614 og fra 1638 er det dr. Hans Poulsen Resen, professor ved det filosofiske og det teologiske fakultet og Sjællands biskop, en af Danmarks mest betydningsfulde teologer. I 1661 står der syv små våninger på grunden. Derefter blev den udstykket i i alt fire grunde. Larslejsstræde 13 var to af dem. Alle havde fuglenavne. Vores var ”Svanen”, som den afdankede ryttergardist Rasmus Normand i 1719 købte af gartneren Hans Lauridsen. En del af grunden gik ved den lejlighed til udvidelsen af Larslejsstræde.

  Normands bindingsværkshus blev ikke ramt af den store brand i 1728. Derfor kunne han give midlertidig husly til skadelidte. Udover sin kone og et barn havde han 22 lejere dengang. En frislagter, en tambur, en sergent, en vægter, en matrosenke, der solgte lerpotter, en grenader og en soldat, de fleste gift og med et barn. Senere i 1700-tallet deles grunden igen. Den store have bagved hørte til matrikelnummer 156. Matrikelnummer 155 havde et baghus. Dette hus var lidt bredere end nabohusene mod nord. Denne deling varede som anført i over hundrede år, hvor de to grunde blev sammenlagt igen i forbindelse med nybyggeri.

  Snedkermester Petersens og efter hans død enkefrue Petersens hus var en udlejningsejendom som de fleste huse i 1800-tallets København. Han selv var løjtnant i borgerbevæbningen og adjudant ved brandkorpset, altså en respektabel husvært. Hans lejere tilhørte det mellemste borgerskab spændende fra kammerrådinde Nordberg og premierløjtnant von Friederichsen til skomagermester Nielsen. Den efterfølgende ejer, malermester Hoxmark, premierløjtnant ved borgerbevæbningen, havde oprindelig en forretning i Admiralgade og blev så ejer her senest fra året 1853. I 1857 flytter hans familie ind i på 1. sal. Også lejerne i hans tid er pæne folk, men påfaldende er at der så mange enker og ugifte kvinder iblandt dem, således at den langt overvejende del af husets beboere i mange år var kvinder. I 1864 for eksempel boede der en kammerjunkerinde, en etatsrådinde, en prokurator (d.e. sagfører), en cand.pharm., en dr.phil. og en løjtnant, de sidste fire dog af hankøn. Men de havde jo kvinder i husstanden. Gaden var selvfølgelig langt mere folketæt end i dag. I 1850 boede der ifølge folketællingen 306 personer i Larslejsstræde. Kælderen udnyttedes til erhverv, først en blikkenslager, så en fuglehandler og så i mange mange år cykelsmeden T. A. Karlsen, der kaldte sit værksted for ”Magneten”. Cykelværkstedet lukkede først midt i 1950erne. Den tomme kælder var et halvt århundrede senere et lille kunstgalleri. Efter en forhenværende skomager blev det mellem o. 1890 til midt i 1920erne en forhenværende konditor, der var ejendommens ejer. Denne mand var F. Dyresen fra konditoriet med samme navn på Frederiksberggade 18. Som det var almindelig dengang, fortsatte hans enke som ejer til langt efter første verdenskrig. Der foretoges stort ikke nogen bygningsmæssige ændringer. I 1925 fik huset indlagt vandklosetter inklusive den gamle retirade i gården. Denne findes ikke længere.

  Efter enkefrue Dyresen var det igen en enke, der blev husejer og efter et mellemspil med to ejere var en vis fru Eva Bruun den ejer, der kom til at sælge huset til K.T.A.S. i året 1948. Det var meningen, at virksomheden skulle omdanne boligerne til telefonproduktion og telefonistuddannelse på længere sigt. Også nabohuset nr. 15 blev købt op af selskabet med samme investeringsøjemed. Ejendommen blev i KTAS’ tid vedligeholdt men ikke moderniseret. Ikke alle lejligheder havde centralvarme og badeværelse. Der har faktisk også været andet erhverv i boligejendommen end en cykelsmedje, i og med at frøknerne Michaelsen i 1940erne og 1950erne havde en privat børnehave på 2. sal. På 2. sal var der i årene omkring 1938 en engros handel med sejlgarn. I kælderen fandtes der i 1990erne et lille kunstgalleri. At nye tider var på vej, viste en begivenhed i oktober 1994, hvor to uvurderlige kastanjetræer i gården blev fældet på skolegrunden bagved.  

  I 2002 blev de ti lejemåls lejere en efter en mere eller mindre tvunget ud af huset, da hurtig skiftende ejere efter Tele Danmark solgte til sidst til et anpartsselskab med det meget sigende navn ”Vigerslevvej 137” for over 6 millioner kroner. Selv et ægtepar højt oppe i årene måtte fortrække. Den efterfølgende modernisering i 2003 har bevirket, at bygningen nu er sat i stand med fjernvarme, nye køkkener, badeværelser og moderne vinduesrammer. Og alle anpartshavere er nu nye beboere.

(2006)