Larslejsstræde 17

Larslejsstræde 17

Huset nr. 17 ligner sin nabo nr. 15 og det er da også bygget for samme ordregiver, nemlig tømrermester og møllebygger Fritz C. Balsløv. En grundmuret fem fags bygning med kælder, fire etager og to kviste. Den pudsede facade er på kælderplan og 1. sal refendfuget og malet gul. Også her er der over første etage en stukkaturfrise. Fugningen er modsat nabohusets oprindelig. Den oprindelige blank-stensmur blev til gengæld i 1877 overpudset. Nr. 17 blev bygget i 1833, et år efter nr. 15. Den har kun én trappe. Boligerne på 3. og 4. sal har siden 1993 være lagt sammen til en bolig. Bygningens ydre virker i skrivende stund (2006) dårlig vedligeholdt, ikke mindst med de mange graffiti.

  I 1500-tallet berettes det, at området lå ubebygget hen og sikkert aldrig havde været bebygget siden København blev grundlagt. Først i 1699 blev det smalle Larslejsstræde ført helt ud til Nørrevold. Det var kgl. bibliotekar professor Hans Thomsen Guldsmed, der var ejer af jorden i 1577 og Peder Aagesen og dr. Poul Madsen var hans efterfølgere. Næste ejer var professor Christen Mikkelsen og hans datter tog grunden med sig i et ægteskab med kgl. tolder Søren Ingmand. Så er det slotsskriver Peder Nielsen, der får haven i 1614 og fra 1638 er det dr. Hans Poulsen Resen, professor ved det filosofiske og det teologiske fakultet og Sjællands biskop, en af Danmarks mest betydningsfulde teologer. I 1661 står der syv små våninger på grunden. Derefter blev den udstykket i alt fire grunde. Og lige før århundredeskiftet blev strædet gjort bredere og ført igennem til Nørre Voldgade.

  Forløberen for dette hus havde et fuglenavn ligesom nabovåningerne. Det hed i 1672 ”Papegøyen”. Efter en snedker og en brygger kom det efter bryggerenkens død på auktion i 1717 i hænderne på en gardesoldat, og da han allerede døde i 1724 blev det igen solgt på en auktion. I 1728 var det skoflikker Emmeke  Nielsen, der var ejer. Han boede med kone og to børn i bindingsværkshuset. Den store brand nåede ikke så langt ud i Larslejsstræde og huset overlevede branden. Udover skoflikkerens eksisterende lejere måtte der nu også skabes plads til husvilde efter branden. Det ikke ret store hus gav nu husly til en bager med kone og tjenestepige, fem matroser, hvor en af dem fremlejede til en soldat, to kældermænd og en tambur. En kældermand har sikkert været en øltapper. Endelig var der et besovet Qvindfolck, Navnlig Anne Pedersdatter m. barn.

  Snedkermester og løjtnant i brandkorpset Balsløv byggede huset med henblik på udlejning. Han selv boede i Store Kannikestræde.  Lejlighederne i huset havde seks rum hver, hvoraf tre med fem vinduer vendte mod gaden, for stueetagens vedkommende to stuer med fire vinduer mod gaden. En af hans første lejere var Tage Algreen-Ussing, jurist og liberal politiker, senere medlem af den grundlovgivende forsamling. En anden fra 1857 til 1858 var Søren Hiorth, ophavsmand til den første danske jernbane og i 1850 opfinder af forløberen for elektromotoren. I 1857 fik huset en retirade i gården med to sæder. I 1858 skiftede huset ejer med bolig først på 3. senere på 2. sal. Det var F. F. Nielsen fra Krystalgade, til at begynde med revisor ved postdirektionen og til sidst kontorchef i Finansministeriet, der købte ejendommen af en i Norge bosat ejer. Også han kunne opvarte med pæne lejere såsom en oberstløjtnant, en oberstløjtnants enke, en præste- og en lægefamilie. Kontorchef Nielsens efterfølger efter o. 1900 var hørkræmmer. Hørkræmmer N. S. Kjeldsen havde sin bolig på 3. sal, hvor de fleste af husets ejere gennem tiden har boet. Dengang var det stadig almindelig at en husejer også boede i sit hus. Efter 1900 blev lejerne mere almindelige, f.eks. i stueetagen en bogbinder og efter ham en glarmester. Fra 1930erne til 1940erne boede der to damefrisører i nr. 17. I 1915 fik lejlighederne indlagt wc og i kælderen indrettedes et vaskerum med en gruekedel. Gårdtoilettet, der var blevet redskabsskur, blev først i 1976 nedlagt. I 1932 fik huset en ny ejer efter fru Henriette Christensen, der havde fulgt Kjeldsen som ejer. Det var fotograf Harald Perch i Gothersgade. Og siden har hans efterkommere været de tingslyste ejere af huset nr. 17. Nogle medlemmer af familien har også haft en bolig her. Der har også været erhverv i den ellers typiske boligejendom. For 1964 vedkommende har kaffefirmaet H. C. Gamél haft kontor på 2. sal og grossisten Peter Braae & Co. Eftf. holdt til på 1. sal i 1950erne og 1960erne. I stuen havde ”Farmor”, fru Pantmann, sin damefrisørsalon i adskillige årtier. Hun døde i en alder af 90 år i 1994. I 1969 blev lejlighederne på 3. og 4. sal lagt sammen til en og 2. etage fik centralvarme med gas. I 1993 anlagde ejerne en lille tagterrasse. Huset i dag er stadig en familieejet boligejendom, en enorm sjældenhed i indre by, og stadig tæt på sit oprindelige udseende fra 1877 om end ikke fredet.

(2006)