Larslejsstræde 5

Larslejsstræde 5

Sankt Petri Skole

Det nuværende hus ligger på en grund, som i middelalderen var en del af et stort haveareal, bebygget med såkaldte våninger eller boder ud til de omkringliggende tre gader. Her på dette sted havde i 1400-tallet en skomager en del af grunden, Brøndgården, inden den gik til Skt. Clare Kloster i Roskilde. Så blev den privatiseret og siden overdraget til institutionen De Fattige Husarme. I 1648 kom den ind under en nabogrund med købmand Caspar Grote som ejer. Nord for Brøndgården lå haver, der tilhørte to altre i Vor Frue Kirke, som efter reformationen overgik til universitetet. Forskellige ejere, akademikere og en guldsmed, betalte grundskyld til universitetet. Men de boede selvfølgelig ikke i de små boder.

  Mellem 1711 og 1816 købte Sankt Petri Kirkes forstandere de fleste matrikler på den vestlige side af Larslejsstræde, til at begynde med for at have en assistenskirkegård og en materialgård, derefter for at bygge sit eget fattighospital. Det første hospital eller plejehus, en enetagesbygning med fire boliger mod gaden og fire mod gården lod kirken bygge på sin materialgård i 1737, oprindelig en Vartov Hospital tilhørende grund med en række våninger[1]. Fra 1781 havde kirken tre bygninger i Larslejsstræde med i alt 39 boliger til menighedens socialt svage. Under det engelske bombardement i 1807 blev de tre plejehuse, Thymes, Pelts og Sankt Petri, ødelagt og da de to var forsikrede, kunne man i 1819 bygge et nyt hus til to institutioner syd for den genopbyggede Peltske Stiftelse. Denne fulgte stadig den ældste gadelinie fra før bombardementet og et eksisterende fotografi minder om, hvor enormt smalt strædet oprindelig var. Den nye stiftelsesbygning grænsede med sin nordfacade mod adgangsstien til den da nedlagte pestkirkegård. 

  I 1898 lod kirkerådet den kun firs år gamle men utidssvarende bygning nedrive. I den anledning blev den vestlige gadelinie trukket tilbage til samme linie som de andre huse i Larslejsstræde. På den sydlige halvdel byggede kirken i 1899 en ny drengerealskole, tegnet af arkitekten Frederik Levy, en tit benyttet arkitekt i forbindelse med skolebyggeri. Den gamle drengerealskole på Gråbrødretorvet var utidssvarende og lå for langt fra kirken. Nybyggeriet blev en moderne skole med gymnastiksal, centralvarme og kummer med fire vandhaner i gården, der var åbne i frikvartererne. Skolebespisningen blev delt med Larslejsstrædes Kommuneskole. En lang træbygning med elevernes toiletter er for længst afløst af moderne toiletter i kælderen. Cykelskurene kom først, da eleverne begyndte at bruge cyklen til at komme i skole med. Selve indgangen fra gaden lignede til gengæld et gotisk kapel, for at minde om, at skolen havde sin oprindelse i en kirke. Kirkens skytspatron Sankt Peter troner hugget ud i granit over indgangen. Drengekirkeskolen fra Sankt Peders Stræde 3 flyttede med ind, men der var stadig plads til flere og man lejede nogle klasselokaler indtil 1908 ud til Melchiors Privatskole, der var blevet husvild i Nørregade 33. En del klasseværelser vendte mod øst for at få formiddagssolen ind og de andre mod nord, fordi der på nabomatriklen mod syd lå en klynge af brøstfældige baghuse, som man ville skåne børnene for at se på. Skolegården lå op ad den nye også af Levy byggede stiftelsesbygning, hvor menighedens gamle skulle bo. Gamle og unge skulle være tæt på hinanden uden at de kom til at genere hinanden. Skolegården fra 1898 gennemgik i 2006 en større fornyelse.   

  Skolen opnåede sit højeste elevtal i 1922 med 400 elever. Piger kom nu også ind, når de skulle have en realeksamen. Efter 1935 blev alle klasserne blandede. Den gamle drengekirkeskole blev ophævet i 1922, men dets tyske navn står stadig skrevet på facaden. Fra 1938 indtil 1945 havde skolen også en gymnasial afdeling. I 1945 og i foråret 1946 hørte det meste af undervisning i bygningen op, fordi skolen blev et indkvarteringssted for tyske flygtninge. Efter 5. maj blev de tyske lærere interneret og derefter udvist og det var i en kort periode usikkert, om skolen i det hele taget skulle fortsætte som før. I 1948 var der kun 74 elever tilbage, fordelt på 10 klasser. Det var den tyske præst Werner Görnandt, der i disse år kæmpede som en løve for at bevare den gamle skole. Fra 1950 gik det opad igen, både økonomisk, administrativt og undervisningsmæssigt. Langsomt kom skolernes elev- og lærerantallet igen op på førkrigsniveauet. Skolen fulgte med i den almindelige danske folkeskoles udvikling i alle henseender. Pigerne og drengene er ikke længere adskilte og real- og mellemskolen er afskaffet. I dag har fagene dansk og tysk samme placering, matematik undervises altid på tysk og alle andre fag efter lærerens tyske eller danske modersmål. Halvdelen af lærerne har dansk som modersmål. Tilknytningen til Sankt Petri Kirke findes endnu: kirkerådet udpeger to af skolekommissionens fem medlemmer. De med årene voksende pladsproblemer har skolen kunnet løse ved at overtage det meste af stiftelsesbygningen på den anden side af skolegården. En mindre tilbygning tæt op ad naboen mod syd i Sankt Peders Stræde 10 blev der også mulighed for. I dag er den sidste folkeskole i middelalderbyen en meget eftertragtet uddannelsesplads og dens eksamenskaraktergennemsnittet efter 9. klasse placerer den som Danmarks nummer ét.

(2007)


[1] Enetages bindingsværkshus til beboelse for en eller flere husstande