Larslejsstræde 9-11

Larslejsstræde 9-11

Brd. Petersens Jomfrukloster

I denne ende af Larslejsstræde tæt på volden var der i tidlig middelalder udstrakte havearealer, som gejstligheden havde skøde på. Dekan Esbern Jacobsens grund hed i 1377 terra pomerii – æblegård. En del af grundene tilhørte Skt. Birgitte og Johannes Døberens alter i Vor Frue kirke. Kort før reformationen fik universitetet overdraget disse ubebyggede jorder. Kun langs med Larslejsstræde lå der syv boder og en gård. Jorden skiftede ejere adskillige gange. I 1600-tallet er det apoteker Johannes Woldenberg og efter ham svigersønnen Caspar Grote, så baron Didrik Fuiren og efter ham byfoged Friderich Eisenberg. Han delte det meste op i mindre parceller og den største del solgte han til gartner Christian Natike, der for sit vedkommende i 1707 efter kun knap fire år solgte den til Sankt Petri kirke under pestepidemien. De københavnske kirker skulle i 1711 hurtigst muligt skaffe en assistenskirkegård til at begrave deres mange pestdøde. Da begravelserne her ophørte efter at den store fælles Assistenskirkegård på Nørrebrogade blev taget i brug, havde kirken ikke længere brug for hele arealet, således at en friskole og et børneasyl kunne bygges på den gamle Baron Fuirens Hauge eller pestkirkegården. 

  

  Til højre for indgangen til skolen lå Asylselskabets børneasyl. Frederiks VI’s Asyl blev stiftet i 1840 og fik sin egen bygning i nr. 11 i 1842, beregnet til 250 børn. Det blev det fjerde småbørnsasyl i byen, placeret i et børnerigt og fattigt københavner kvarter. Huset var en simpel to etages bygning med syv vinduesfag og kælder. I kvistetagen var der en lille bolig til asylets altmuligmand. Kælderen var ikke til ophold, men til brændselsopbevaring. Hovedrummet var læsestuen med en trappedannet forhøjning, hvor 200 børn kunne sidde ved siden af hinanden. En sådan ”asyltrappe” var et effektivt og billigt undervisningsmiddel. Foran bygningen lå en 565 m² stor legeplads med klatremaskiner og svingpæl bag et træhegn mod Larslejsstræde. Bag asylet var en gård med et springvand og bag den lå asylbestyrerindens bolig. Hun havde udover sin private tjenestepige en fastansat aflønnet medhjælper til børnene, der gik her fra kl. 7 om sommeren og kl. 8 om vinteren indtil forældrene hentede dem efter arbejdet om aftenen. Asylideen kom oprindelig fra det industrielle England, hvor begge arbejderforældre var ude at arbejde i op til fjorten timer og ikke kunne føre opsyn med deres afkom. Her kunne datidens fattiges børn lege og lære ABC, synge og blive passet i denne ældste form for en børnehave, som bl.a. kronprinsesse senere dronning Caroline Amalie brændte så meget for.

  Fire år efter asylet, i 1846, åbnede en gratis almueskole, Larslejsstrædes Friskole, på den gamle Baron Fuirens Haves grund bag asylet. Den var kvarterets største skole med over et tusind børn og da indgangen blev flyttet til Nørre Vold i 1938, gik der stadig 622 lokale børn. Indgangen lå nu i Nørre Voldgade 28. På den måde fik Larslejsstrædes Folkeskole et nyt navn, nemlig Skolen ved Nørre Vold. Den oprindelige indgang er bevaret i den nye bygnings port, således at den ældste skolebygning A stadig kan ses fra Larslejsstræde. Før og efter skoletiden var der altid slåskampe mellem drengene fra Sankt Petri og dem fra friskolen.

  I midten af 1930erne fornemmede man i Sankt Petri kirkes ledelse, at den skrumpende menighed og de stramme økonomiske forhold med forpligtelsen til at holde gamle bygninger vedlige, krævede en grundig omstrukturering af kirkens lokaleforhold. Kommunen havde samtidig planer om at give universitetet friarealer på den nordlige side af Sankt Peders Stræde og så kunne kirken afstå både præstegården i Larslejsstræde 2 og pigeskolen ved siden af den. Brdr. Petersens Jomfrukloster på Amagertorv, som Sankt Petri Kirkekommission administrerede, gik med i handelen for 865 000 kroner, således at man igen fik rådighed over den rimelig store grund Larslejsstræde 9-11. Allerede i 1918 havde Brdr. Petersens Jomfrukloster på Amagertorv afviklet sine boliger og dets 16 beboere blev indkvarteret forskellige steder, indtil Sankt Petri Kirke kunne samle dem igen i sin nye bygning. Først skulle Det kjøbenhavnske Asylselskab flytte sit børneasyl fra Larslejsstræde 11 til Sankt Peders Stræde 12, og det skete i januar 1937. Asylbygningen og forstanderhuset blev sløjfet helt. 

  Institutionen Petersens Jomfrukloster flyttede efter næsten tyve år uden domicil i 1937 ind i et nyt sted. Inskriptionen

MONUMENTUM PIETATIS PETERSENIANAE

på facaden minder om husets forhistorie, en af to brødre, Sebastian og Albrecht Petersen, i 1770 testamentarisk stiftet institution med 17 toværelsesboliger til ugifte kvindelige medlemmer af den tyske menighed, fortrinsvis slægtninge af brødrene Petersen. En beboer bar titlen priorinde. Til hver bolig hørte en kontant pension på 150 rigsdaler årligt. Den moderne klosterbygning med nu 16, i dag 15 konventualindeboliger (damerne kunne som protestanter jo ikke være nonner), alle med efterkommere af familierne Petersen og Lindemann, indeholdt fra begyndelsen også en ny præstebolig, en andagts- og mødesal, kaldt Bugenhagensaal efter Luthers udsending i Danmark Johann Bugenhagen, og ikke at forglemme kirkekollegiets møderum og kontor i stueetagen. Den rummelige præsteresidens på 1. sal har nu i snart halvfjerds år stillet en bolig til Sankt Petri præsten til rådighed. Den præst som i perioden har fået det mest betydningsfulde eftermæle, var den første i boligen, nemlig forhenværende hofpræst Werner Görnandt, der i menighedens tungeste år under besættelsestiden med hele sin energi, kløgt og integritet holdt kirken og dens institutioner fri for nazisternes omklamring. Hauptpastor Görnandt blev emeritus i 1960, boede herefter i Helsingør, døde i 1969 og ligger begravet i Sankt Petri Kirkes urtegård.

  I kælderen indrettede kirkekollegiet en ikke længere eksisterende ungdomsklub med navnet Kellerklause. Det tyske ord Klause betyder oprindelig eremitcelle. Et samtidigt maleri med Abraham Pelts familie og en bevaret rokokolænestol samt Pelts blækhus hører til husets klenodier.

(2006)