Larslejsstræde 6 / Nørre Voldgade 38-40

Larslejsstræde 6/Nørre Voldgade 38-40

Den alvorlige mørkerøde bygning med jerntremmer foran vinduerne i stueetagen er en af de store udvidelser af Telefonhuset i Nørregade, der foregik mellem 1930 og 1932 og erstattede i sin tid tre ældre ejendomme og et stykke af Sankt Petri Gravkapellerne i Larslejsstræde, nr. 6-10, og to ældre ejendomme i Nørre Voldgade, nr. 38 og nr. 40. Den historisk interesserede rektor Otto Zahle, der selv havde boet på Nørre Voldgade 38, som også måtte vige for nybygningen, fik telefonselskabet K.T.A.S. til at opsætte en mindeplade over kendte personer, der havde boet i ejendommene i fortiden. Mindepladen sidder ved siden af elevatoren i en vestibule inde i bygningen. Det tog så lang tid at bygge denne ejendom, fordi det var svært at skaffe byggekreditter i valutakrisens tid efter 1930. Arkitekt Jens Ingwersens nye bygning, den største i Nørre Kvarter, fik fem etager og en udbygget sjette tagetage. Ingwersen havde også bygget Telefonhuset i Nørregade. Først i 1938 efter 20 år var den sidste detalje på plads. Der var to bilgarager og en motorcykelgarage umiddelbar ved hovedporten. Bag hoveddørens vestibule befinder sig en fascinerende ovale trappe mellem to elevatorer. Bygningen har tre indre gårde og er bygget sammen med hele Telefonhuskomplekset i Nørregade. Mod Nørre Vold krones bygningen af en attika, mod Larslejsstræde af en altan. Den sydlige fløj, der ligger op ad Gravkapellerne er bygget med historisk respekt for den barokke nabo og har en tagterrasse til personalet. De ovale vinduer på facaden og tårnet er inspireret af Sankt Petri Gravkapellerne.

Området består af arealer i udkanten af byen, som i senmiddelalderen stadig var ubebyggede. De blev brugt til græsning og landbrug. Helt henne i slutningen af det 18. århundrede var det det mest grønne område i hele kvarteret om end forsynet med randbebyggelse i form af våninger mod Larslejsstræde og delvis mod Nørrevold. Det meste af arealet tilhørte oprindelig store grunde i Nørregade, de nuværende 27-29 og 31-33. Hvad der gælder for så mange andre grunde i katolicismens tid, så var kirken, her Vor Frue den primære ejer indtil reformationen. Derefter var det på den ene side universitetet og på anden side københavnske borgmestre, der fik skøde på området. Larslejsstræde 10 til Nørre Voldgade 40 tilhørte i 1558 borgmester Simon Surbeck og efter ham svigersønnen borgmester Mikkel Vibe. Han overdrog det til svogeren Hans Fuiren og en brygger af samme familie og med samme navn var i 1640 ejer. Efter Fuiren kom i 1668 den indvandrede sæbesyder Lorentz Kreyer og hans søn købmand Johann Kreyer, der døde som ejer i 1717. Hans efterfølger var renteskriver og borgmester Anthoni Raff. Han besad 12 våninger. Enkelte våninger blev efterhånden solgt fra og køberne var håndværkere som f.eks. en brygger, en murer, en brændevinsbrænder og en kalkslager. På den samlede grund stod der 17 lejevåninger med en stor have bagved.

Larslejsstræde 6-8 hørte i 1553 til en grund ejet af dr. Albert Knoppert. Den blev efter ham lagt til en gård i Nørregade 27-29 tilhørende adelsfamilierne Oxe og Rud Møgelkær. Fra senest 1630 var det en bryggergård med fire lejevåninger ud mod Larslejsstræde. Ejeren var normalt bryggeren på stedet. Det smalle stræde langs med ejendommene blev først i 1699 gjort farbart og ført ud til Klokkerhøjen (efter en husejer men fra sidst i 1700-tallet indtil 1872 Nørrevold, siden Nørre Voldgade). I brandåret 1728 var løjtnant Claus Schiønemann matriklens ejer. Dengang stod her fire huse, der tilsammen gav bolig til 114 personer. De fleste var aktive eller afdankede soldater, ofte livgardere, et mindre antal var arbejdere og få håndværkere, alle med deres familier. Mange af dem var husvilde på grund af branden samme år. Enkelte havde arbejde på Silkehuset i Silkegade. I midten af 1700-tallet var her nu seks bindingsværkshuse fordelt på seks matrikler, alle med baghuse med undtagelse af et. De havde ikke adgang til de to store bagvedliggende haver, der hørte til de store bryggergårde i Nørregade.

Den senere ejendom nr. 6 var i 1789 ejet af en brændevinsbrænder. Dens historie er først og fremmest kendetegnet ved at det blev Vor Frue Sogns menighedshus, hvor den populære pastor emeritus D. C. Prior havde sin bolig for firs års siden i en af præsteboligerne. Det begyndte med at der allerede i de sidste årtier af 1800-tallet boede en pastor emeritus på 3. sal. I stuen havde menigheden en “børneplejestation”. Huset nr. 8 ejedes i 1792 af sværdfeger[1] Dörfler. Det tilhørte i 1900-tallet en tapetserer, hvis familie også boede her. I 1928 boede her hele tre tapetserere. Ejeren tapetsermester Julius Schäfer solgte sit hus, efter han var gået på pension. Hans lejere havde forskellige erhverv såsom radioforhandler, rodemester, ingeniør og korrespondent. Huset nr. 10, der var næsten dobbelt så bred som nr. 6 og 8, ejedes i 1835 af overkrigskommissær grosserer Jens Kraft Gyldendal. Nørre Voldgade 22 var også en af hans ejendomme. Inden det kom i besiddelse af K.T.A.S, var det urtekræmmer Svend Nielsen, der som ejer boede på salen, det vil sige 1. etage. Urtekræmmeren blev boende efter at have afhændet sit hus. Allerede i 1880erne havde en distriktslæge praksis i stueetagen og måske derfor blev her indrettet Københavns Søndagslægevagt, hvor man kunne henvende sig, når ens egen læge holdt søndagslukket.

Nr. 12 var identisk med Nørre Voldgade 38. Dette hus var den mest præsentable af de fem nedrevne bygninger. Stue og kælder havde refendfugning og kordongesimsen bestod af et dekorativt reliefbånd. Sidst i 1700-tallet var det messingslager Looft, der sad på parcellen nord for nr. 10 og patricierfamilien Raff havde i flere årtier haft den større nabo på hjørnet mod Nørre Vold. Det fem etagers hjørnehus, der rejstes på de to grunde, var i det 19. århundrede en fornem udlejningsejendom, som først og fremmest udlejedes til akademikere og højtstående officerer. Den havde en tofløjet port vendt mod Nørrevold. Det gjaldt i særdeleshed efter voldenes sløjfning. Den lensgrevelige familie Raben var i en årrække ejer og lensgrevinden selv boede på den fine 1. sal i 1880erne. Botanikeren og politikeren Joachim Frederik Schouw boede her i 1841 og 1842. N. F. S. Grundtvig var lejer fra 1858 til 1859. Også komponisten af Danmarks nationalhymne H. E. Krøyer og den evigt flyttende digter Christian Winther havde en kortere tid bolig i huset. Til nr. 38”s historie hører også et berømt maleri. Carl Bloch forevigede skuespiller Karl Mantzius” stue med åben altandør og udsigt ned til volden og med Poul Martins Møllers hvide skrivepult. Mantzius havde sit ungkarlehjem her mellem 1850 og 1859. Disse herskabelige lejere kunne sagtens leve med, at kgl. hofhandskemager N. F. Larsen med butik i Købmagergade 7 havde sin i 1843 grundlagte fabrik i huset, og at der var et værtshus, til sidst et bogtrykkeri i kælderen med indgangen på hjørnet. Direktør C. L. Larsen, grundlæggerens søn, boede her til sin død i 1914. Det stolte firma havde filialer i Edinburgh og Newcastle. I sidehusets stueetage arbejdede en kunstmaler. Da huset skulle falde, var der i 1930 udover kældertrykkeriet på 1. sal en enlig dame og en læge, på 2. sal i den forhenværende handskefabrik boede rektor Zahle, på 3. sal boede en cand. jur. med familie, 4. sal var allerede tom, og på 5. sal arbejdede og boede selskabets arkitekter Jens Ingwersen og Jørgen V. Jepsen og en kvindelig translatør. Jens Ingwersen havde bygget Telefonhuset i Nørregade og kom også til at bygge det nye hus her på stedet. Nedrivningen foregik i 1937 og straks kom nybyggeriet i gang.

Naboejendommen nr. 40 havde i modsætning til nr. 38 med fem fag mod volden kun fire fag og var med samme antal etager, nemlig fem, en hel etage lavere end nr. 38. Til gengæld havde den en kvistlejlighed med altan. Facaden stod i hvidt puds. Nørre Voldgade 40”s lejere tilhørte middelklassen: en skibskaptajn, en bogholder ved Statslotteriet og en skuespiller i 1820erne. En glarmester og en pianofabrikant hundrede år senere. I baghuset lå A. P. Nielsens vognfabrik og i stueetagen en vinhandel eller en vildthandel i 1920erne og derefter slet og ret Tobaksmagasinet. Den sidste ejer inden telefonselskabet overtog huset, var pianofabrikanten L. Virklund, der også fik lov til at blive boende efter salget. På facaden stod med store bogstaver PIANOMAGAGASIN VIRKLUND. I de sidste to år inden nedrivningen i 1937 var det en vis F. Justiniano, der drev urtekræmmerbutikken Tobaksmagasinet.

Den første ejendom af de fem erhvervede K.T.A.S i 1917. Det var Nørre Voldgade 38. Så kom Larslejsstræde 10 i 1919, Nørre Voldgade 40 i 1924, Larslejsstræde 8 i 1927 og sidst menighedshuset Larslejsstræde 6 i 1930. De opkøbte ejendomme blev efterhånden tømt for lejere og i 1930 påbegyndtes nedrivningen i Larslejsstræde. K.T.A.S. anvendte sin nye fabriksbygning til garager, lager, værksteder, kontorer, telefonistindeskolen og mødelokaler eller forhandlingslokaler, som de hed i byggeåret. Porten for enden af bygningen har siden været selskabets almindelige hovedindgang og er det stadig, mens den repræsentative hovedindgang har adressen Nørregade 21. De andre hoveddøre bliver næsten aldrig lukket op, dog var den ene dør i 1980erne midlertidig personaleudgang. I 2007 bruges ejendommen først og fremmest til TDC”s kontorer. K.T.A.S. indskød sine bygninger i Nørre Kvarter i K.T.A.S. Pensionskasse for at frigøre sig fra det nedlagte telefonselskabets pensionsforpligtigelser overfor sine medarbejdere. Dermed var pensionsselskabet fra 1985 den reelle ejer af hele arealet og alle bygningerne mellem Larslejsstræde og Nørregade. Alligevel kunne TDC sælge pensionskassens ejendomme i juli 2007 videre til kapitalfonden Carlyle for et beløb, der menes at være omkring en milliard kroner. En del af ejendommen i Larslejsstræde, bygningen til venstre for porten blev efter 2011 overdraget til KVUC’s undervisning.

(2012)


[1] blankvåbensmed