Nørre Voldgade 10

Nørre Voldgade 10

Det lysegrå oprindelig hvidt pudsede hus stammer fra 1797 og blev bygget for vognmand P. P. Carstensen, der også fik bygget nabohuset nr. 8 en snes år senere. Det havde oprindelig kun tre etager og alle de karakteristiske dekorative elementer i Harsdorffs ånd: en kordongesims mellem stueetagen og 1. sal, en fordybning med stukarbejde i fem fag over 1. sal., et muret bånd i tre fag over 2. sal og en hovedgesims med sparrehoveder. Ligesom dette blev nr. 10 i 1852-53 forhøjet til fem etager. Det var ejeren major C. F. Larsen, der foranledigede ombygningen. Huset har altid haft syv fag. Stuen står med granitkvaderbeklædning. 2., 3. og 4. sal har været pudset lysegrå. Der er en port over to fag i det mod nord liggende ende. Oprindelig havde huset en hoveddør midt imellem seks vinduesfag. Mansardtaget har fem kviste. Vinduerne på 1. sal er bredere end de andre. Vinduerne i 2., 3. og 4. sal fik i ombygningsperioden de buede indfatninger. Også gesimserne mellem hver etage og fordybningerne under vinduerne i stuen og 1. sal er fra 1853. Der sidder også altaner under de tre midterfag i 2., 3. og 4. sal. På et fotografi fra 1948 kan man se, at de var bredere end i dag. Butik i høj kælder og stue med tilsvarende store vinduer og altanerne fik huset først i det 20. århundrede.

Den nuværende adresse er en lille del af en kæmpestor middelaldergrund mellem Sankt Peders Stræde og bymuren mod nord, omtrent en fjerdedel af hele karreen. Herfra udskiltes tidligt fire matrikler på Sankt Peders Stræde. I juni 1651 gav Iver Hansen Riis pant i halvdelen af Rolandt Evertsens ejendom, som han havde arvet. I oktober samme år gav Jørgen Bøfke og Jørgen Witte pant i to huse med have. I 1661 nævnes de to som ejere. I 1668 og stadig i 1686 tilhørte ejendommen Mouritz von dem Thie, i 1689 og 1717 stadskaptajn Jacob Hoe. I 1723 og stadig i brandåret 1728 tilhørte de to våninger og haven Henrik Hoe. Husene midt på matriklen overlevede den store brand i 1728, fordi den ikke kom så langt mod nordvest. Her boede brandmanden Peder Nielsen med sin kone og 17 logerende og grenader Olle Pedersen med 18 logerende. Disse lejere var stort set alle sammen husvilde og fra meget beskedne kår, arbejdskarle, soldater, en øltapper, en brændevinsbrænder og en kældermand, alle tre erhverv, der stod fri for enhver voksen mand uden uddannelse og kapital. 16 beboere var børn.

Husene overlevede ikke den anden brand i 1795, men nu blev der bygget ejendomme direkte langs voldgaden, nr. 10 allerede to år efter. Også ejendommen nr. 8 fik P. P. Carstensen bygget, men det var en generation senere. Den store matrikel 222 blev efter 1806 delt i tre: 222A, nemlig nr. 10, 222B, lagt sammen med en matrikel i Sankt Peders Stræde, der blev til nr. 12 og den mindste af de tre, 222C, der blev til nr. 14. Carstensen boede i forhuset og drev sin forretning fra bagbygningen. I C-huset i gården boede der i 1819 en fuldmægtig i Commercekollegiet, i forhuset en madame, en major og en toldbetjent. Desuden fandtes der en høkerforretning. Blandt hans senere lejere var enlige fruer, en fuldmægtig i vejerkontoret, en rebslager, en skomager, tømrermester Christopher Kern, der i 1801 lod huset nr. 6 bygge for egen regning, så en tømrer og en snedker. I gården arbejdede og boede hyrekusk J. Carstensen, en hjulmager og en smed, alle tre tilknyttet transportvirksomheden. Det er påfaldende, at der var så mange vognmænd, der gennem tiderne hørte til på Nørre Vold, men da det krævede plads til stalde og græsningsarealer til heste, var det oplagt at slå sig ned på et nærmest jomfrueligt terræn bag volden. J. C. Carstensen, oprindelig på Østerbro, men fra 1830’erne hyreskusk på volden, overtog forretningen efter P. P. Carstensen. Hyrekusken J. Carstensen overtog i 1842 vognmandsfirmaet og i 1848 ejendommen efter J. C. Carstensen. I næsten tres år var adressen tilknyttet vognmandsfamilien Carstensen, først i 1855 efter ombygningen flyttede virksomheden længere op ad Nørre Vold til nr. 46. I 1850 var der i Nørre Kvarter fem vognmandsforretninger, der tre lå langs Nørrevold. Nørre Voldgade 10, 12 og 14 blev købt af destillatør C. F. Lassen, med fabrik i bagbygningen på Gammel Mønt 4, efter at Carstensen var flyttet. Den nye ejer skulle ikke bo her men blot investere kapital nu, hvor voldenes dage var talte. I 1860’erne bestod boliglejere af frøkner, en toldassistent og siden hans enke, en fuldmægtig, en grosserer, en justitsråd, en particulier, studerende, kort sagt, medlemmer af borgerskabet, der ikke hørte til den mere velhavende del af den københavnske middelklasse.

Efter 1870 ændrede den sociale sammensætning bland lejerne sig. Nu kunne man finde en kammerherre på 1. sal, en stiftsdame og efter hende en etatsrådinde på 2. sal og en slotspræst på 3. sal. Der kom efter enkefrue Lassen før 1890 også en ny ejer. Det var grosserer Emilius Ludvig Philipsen. I 1901 er familien Philipsen flyttet til Fredericiagade 4. På dette tidspunkt var E. L. Philipsen død. Grosserer Philipsen var en meget talentfuld forrretningsmand. Han var uddannet sadelmagersvend, men begyndte tidligt at drive diverse importvirksomheder, bl. a. inden for
fotoindustrien. Med årene kom han til at eje flere større ejendomme i København og på Frederiksberg, hvor han har grundlagt både Frederiksvej og Mathildevej. I 1860, kun ca 25 år gammel, udgav han et skuespil “Bogtrykkersvenden, et Lystspil i to Acter”. Hans talent som
skuespilforfatter har dog formentlig ikke kunnet matche hans forretningstalent. Han var født i en jødisk familie, men han har selv
i unge år angivet “Lutherske Tro” i eksisterende folketællingsresultater.

Under Philipsens ejerskab fortsatte den lidt mere noble lejersammensætning. På 1. sal møder vi en professor med sin familie, på 2. sal etatsrådsfamilien Gudenrath i en lang årrække og på 3. sal en skoledirektør samt en cand. jur. på 4. sal sammen med deres familier. Men der boede også en graver og en bogholder. Familien Philipsen beholdt ejendommen til 1911. Grossererens enke havde fra sidst i 1890’erne boet på 3. sal. I stuen arbejdede skomager C. M. Clausens Eftf., på 1. sal boede biskop Rothe, på 2. en læge, på 3. boede en familie Kraft med enke, en cand.jur. og en prokurist, Gudenrath flyttede op på 4. sal og på 5. boede en premierløjtnant. Sådan var situationen, da støbegods- og cykelfabrikken Semler & Mathiasen købte huset i 1911 og overtog stueetagen. 1. sal fik en guldsmed som lejer, 2. sal udlejede firmaet til Guldberg-Agerlins Annonce- og Reklameburau, repræsenteret af fru Guldberg-Agerlin. Grosserer E. S. Semler tog en lejlighed til sin familie på 1. sal ved siden af guldsmeden. Denne lejlighed beboedes fra 1921 af ingen ringere end professor Arnold Krog (1856-1931), der havde valgt at tilbringe sit otium på Nørrevold med at male og radere, først og fremmest landskaber. Arkitekten, porcelænskunstneren og maleren Arnold Krog var fra 1885 den kunstneriske leder af Den kongelige Porcelænsfabrik. Efter Krogs død i 1931 blev hans enke boende.

Semler & Mathiasen, S&M, blev grundlagt i 1888 af E. S. Semler og I. N. Mathiasen med støbegods som udgangspunkt og så med cykelproduktion og -salg, siden udvidet med radioer og elektriske installationer. Grundlæggernes efterfølgere var sønnerne Johannes og Axel Semler, f. henholdsvis 1882 og 1889. Naboejendommen nr. 8 tilhørte også firmaet og begge huse har siden haft samme ejer. Bag direktørerne Semler og Mathiasen stod støbegodsfirmaet Middelfart Støbegods J. S. Hess & Søn. Semler og Mathiasen brugte først og fremmest nr. 8, hvor direktør Johannes Semler boede, mens stueetagen i nr. 10 blev overdraget til Middelfart Støbegods Hess & Søns Jernstøberi og Fabrik. Firmaet Guldberg-Agerlin flyttede midt i 1930’erne til et andet sted på Nørre Voldgade. Efter fru Krogs død boede redaktør Gunnar Helweg-Larsen i hendes lejlighed. Helweg-Larsen (1887-1947) var en af Danmarks betydeligste journalister, blev leder af De Fersløwske Blade og siden chefredaktør for Dagens Nyheder og Kristeligt Dagblad. Da han døde, blev enken Vibeke Helweg-Larsen boende, lige som det skete hos forgængeren. Hun blev meget gammel og hendes bolig blev først ledig efter 1975. På 3. sal boede grossererfamilien Sølling. Kaj Søllings virksomhed hed Tweedex. Et familiemedlem udøvede grafologhvervet. På 4. sal i 1930’erne boede pelsfabrikant Aage Jacobsen, der havde den kendte pelsbutik i nr. 6, og på samme etage i 1940’erne medejere af Hess & Søn, fru Ella Hess og fru Grethe Eline Hess.

I 1970’erne lå forretningen Dan-Cykler i butikken og blandt beboerne var en translatør, en ergoterapeut og en række studerende, som en ny ejer skaffede husly. Også en sprogskole var i ganske kort tid at finde i huset. Ingrid Due Pedersens Due Ergoterapi har i ganske mange år haft lokaler på 2. sal. Translatør Olsen har i 2005 rekord i antal af år, han har haft sin bolig her oppe på 4. sal. Foreningen af yngre Revisorer fik midt i 1970’erne et kontor i nr. 10 og lidt senere Pædagogisk Medhjælperforbund. Cykelbutikken lukkede omkring 1980 og den har været Jagt- og Fiskerimagasinets butik i en halv snes år. Fra 1981 har nr. 10 og nr. 8. været i hænderne af en ejerforening, der købte husene af ingeniørfirmaet J. M. Rodsgaard, den daværende ejer. I dag har ejendommen stadig boliger på 2., 3., 4. og 5. sal tilbage, fordi de blev omdannet til ejerlejligheder for over femogtyve år siden. De er ret store sammenlignet med forholdene i kvarteret, i gennemsnit på 166 m².

(2011)

[oplysningerne om grosserer Philipsen kommer fra John Larsson]