Nørre Voldgade 16

Nørre Voldgade 16

Den fredede bygning stammer fra 1834 og blev bygget for buntmager Heinrich Lier. Den har tolv fag, kælder og fem etager. Stueetagen står med gråmalet puds og var oprindelig hvidmalet, med en refendfuget overflade, de øvrige etager står med okseblodsfarvet blankstensmur i hamburger fugning. Over stuen sidder en kordongesims og derunder en ualmindelig smuk stukkaturfrise. Porten har en sandstensindfatning med en konsolbåren dækplade. Alle vinduer er forsynet med sålbænke. Hovedgesimsen er profileret og taget bærer ni kviste. Bagsiden af forhuset er pudset og malet rød. Det ligeledes rødmalede sidehus mod øst er også fredet. Det har et rundt smigfag og tre fag, det ene afrundet. Højden er den samme som forhusets. I 1932-1933 ombyggede arkitekt Hans Hansen nr. 16 for daværende ejer Husmandsbrandkassen. Over midtportalens dækplade sidder en metalplade, hvorpå der står, at Københavns Kommune i 1934 har præmieret Hans Hansens ombygning for Husmandsbrandkassen i Danmark. Det var resten også Hans Hansen, der byggede Frihedsmuseet ved Churchillparken. Gennem portalens glasfacade ses en hvidmalet gang og et himmelblåt loft og for enden af gangen står en kvindestatue af svenskeren Gerhard Henning. Statuen er af samme type som den kendte kvindefigur af sandsten i Glyptotekets indre overdækkede gård.

  Den nuværende bygning står på en lille del af en større middelaldergrund, der inkluderede dele af det nuværende Teglgårdstræde og en stribe af den nuværende Nørre Voldgade. Stedet blev kaldt byens øde jord. I 1432 nævnes et ægtepar som ejere, Olaf Pedersen og hans kone Grete Smalstrupsdatter. De skødede gård, jord og grund til skomager Arild Didriksen i det år. Senere dokumenteres, at borgmester Jep Clausen Godov er ejer og han skænker arealet til Sankt Antoni kloster i Præstø, men klostret solgte det i 1535 videre til den udvalgte biskop i Roskilde Joachim Rønnov, der som bekendt kun fik en meget kort embedsperiode. Her befandt sig i midten af 1500-tallet byens første teglværk, der var bestemt til at forandre København fra en by med træhuse til bindingsværkshuse med tegltavl og flere og flere grundmurede huse med kældre. Kommunens tegllade eller teglgård nævnes i 1505 for første gang i en kilde. Matrikuleringen i 1689 fastslog, at der her var to matrikler på den oprindelige teglværksgrund langs volden, en mindre mod nord og en større mod sydvest. I 1694 nævnes Eiler Eilersen Jørgensen som ejer af dem begge og i 1698 meddeles, at hans ejendom blev delt i to våninger og et hus med have ved porten. En mindre del langs volden blev i 1699 eksproprieret med henblik på anlæggelse af en gade langs Nørre Vold. På en auktion erhvervede gartner Hans Jensen det resterende areal, efterfulgt af gartner Haagen Knutsen, som i 1703 skødede det til gartner Mathias Baltzer. Den kom igen på en auktion i 1709 og gik til førstepræsten ved Sankt Petri Heinrich Dürkop. Den bestod af en beskeden et fags bindingsværksvåning udfor en stor have, der var 78 m lang mod volden og lidt over 16 m dyb. Præstens lejer var frislagter Henrik Mikkelsen med sin familie. I 1728 gik bebyggelsen her til under Københavns store brand.

  Efterfølgende lå området langs voldgaden hen som et ret så stort haveareal med frugttræer, buske og græsningsarealer til heste. En brændevinsbrænder havde tre år efter den nye brand i 1798 sin bolig herude. Den oprindelige matrikel blev i 1806 delt og haven blev en selvstændig matrikel. Buntmager Lier fik så delt den yderligere i to og lod bygge to huse på hver sin matrikel på den gamle have, først nr. 18 og ganske kort tid efter nr. 16. Grundens ejer var traktør og billardholder J. P. Møller.

  Buntmagerens forholdsvis nye hus ejedes i 1860’erne af te-, sukker- og vokslyshandler H. N. Zøylner, der oprindelig havde udsalg på Gammel Torv 4, hvor han lukkede i 1862 og her boede på 1. sal som particulier med sin kone. Hans hus må have hørt til den pæneste del af alle husene på Nørre Vold, fordi hans lejere bestod først og fremmest af tre familier, juristfamilien Blechingberg, embedsmandsfamilien Lautrup og akademikerfamilien Lund. Huset regnedes allerede dengang for at være en meget præsentabel ejendom og i 1864 boede to enker efter etatsråd og en enke efter en præst her. I stueetagen arbejdede og boede fra 1866 den ansete billedhugger Johan Carl Henrik Theobald Stein (1829-1901).

  Da maleren Thorald Brendstrup døde i sit hjem i nr. 8. flyttede hans enke ind i nr. 16’s stueetage, hvor hun boede i omtrent tyve år. Da husejer Zøylner døde, solgtes hans hus og hans enke boede nu til leje, dog i forskellige lejligheder. Den nye ejer efter 1870 var cand.phil. S. C. Hauberg, men kun i en kortere periode, så gik ejendommen videre til papirhandler Louis Petersen, der ikke boede i sit hus i modsætning til Hauberg, der havde sin bolig på 2. sal. Petersen sørgede for at ansætte en portner med tjenestebolig i stueetagen. I 1894 boede der så i Petersens hus portneren, en kommis, enkefrue Brendstrup og arkitekt Borch i stuen, enkefrue Zøylner og en grosserer på 1. sal, to enker, herunder en efter en godsejer, på 2. sal, en enkefrue Lautrup, en frøken Lautrup og en grossererfamilie på 3. sal og en enke, en frøken og en grosserer på 4. sal. Således kan det nemt forstås, at huset trængte til en portner, der passede på beboernes ve og vel. På samme etage som fru Zøylner boede senest fra 1898 og indtil hans død i 1904 den kendte tobaksfabrikant Hermann Christian Theodor Krüger, indehaver af den gamle snus- og skråtobaksfabrik Bonnesens Eftf., der indtil 1891 befandt sig på Kultorvet og siden på Ø. Fasanvej. Efter papirhandlerens død gik huset med de mange enker og grosserere over til en familiefond og nu blev ejendommen mere præget af virksomheder end boliger. Provinsbladenes Andelsselskab for Stereotypering og De Borgersenske Fabrikker i stueetagen, og en overlæge med egen sygeplejerske boende i ejendommen er de mere typiske lejere efter 1900. Borgersen & Co. var en stålvævsfabrik, grundlagt i 1899. Firmaet lukkede her så sent som i 1954. Men der boede dog stadig fire enker her i 1915. På 1. sal en militærlæge, på 4. sal en kommandør og en kaptajn, der passede institutionen Georg Stages Minde, påførte ejendommen også et krigerisk præg. Viceværtens bolig lå lige ved siden af. I 1920 deler Codanværftet stueetagen med De Borgersenske Fabrikker og Provinsbladenes Andelsselskab.

  Husmandsbrandkassen for Danmark erhvervede ejendommen i 1921 uden umiddelbart at gribe ind i lejernes sammensætning. Grosserer Salomonsen og generalkonsul Valdemar Glückstadt bidrog med deres boliger til at bekræfte ejendommens status.   Efter ombygningen var tilendebragt i 1933, havde brandkassen skaffet kontorer til brandkassens direktør, til Activ Syge- og Begravelseskasse, Ulykkesforsikringen af 1916, Husmandshypothekforeningen i Danmark og Husmændenes Ansvarsforsikring. Der var stadig plads til boliger og kontorer. En bolig til en husmand og forhenværende folketingsmedlem, boliger til en kvindelig translatør, en enke og en professorenke. 5. etage var altid en ren boligetage. I 1957 boede her hele fire damer. 2. og 3. sal gav husly til organisationer knyttet til ejerens bedrift. Hele syv forskellige forsikringer havde midt i 1960erne deres adresse på Nørrevold. Der var et kontor til en højesteretssagfører, et til grosserer Botveds virksomhed Hovedstadens Brændselsforsyning, et til det ecuadorianske konsulat, som han passede, og en tandlægekonsultation m.fl. Borgersens Fabrikkers interesser varetoges af grosserer Axel Truelsen.  

  Efter 1970 var boligantallet faldet og i stedet for erhvervslejere kom nu det offentlige som lejer ind. Fra 1974 havde Sekretariatet for Arbejdsmarkedsuddannelserne kontorer der hvor tidligere Borgersen og Botved holdt til. I 1979 kom en ny ejer, da Tryg Forsikringen afløste Husmandsbrandkassen. Tryg var en sammenslutning af otte forsikringsselskaber, en af dem Husmandsbrandkassen for Danmark. Efter Tryg var det Nordea Pension Danmark indtil for ganske får år siden. Direktoratet for Arbejdsmarkedsuddannelserne som hovedlejer kom til at optage det meste af ejendommen. To boliger var der endnu i 1979. Først Boligministeriet med Byggedirektoratet og siden Undervisningsministeriet har været hovedlejere allerede siden 1974. Ejeren efter 2005 har været et selskab under Danske Bank, DNP Ejendomme, der i dette år købte huset for 35 millioner kroner af Nordeas Pensionsforsikring. Det er Ministeriet for Videnskab og Teknologi, der nu bruger bygningen og den anvendes af Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger. Kun på 3. sal, oprindelig på 5. sal, er der en enkel privat bolig tilbage i det smukke fredede hus. 

(2006)