Nørre Voldgade 18

Nørre Voldgade 18

Bygningen stammer formentlig fra 1832 og er et forhus i ti fag og på fire etager. Stueetagens facade er pudset med gråt, tidligere med grønt, resten af facaden er malet lysegul. Der er to butikker, der drives af samme forretning og indgangene ligger i porten. Kælderetagen havde oprindelig en butik, der selvfølgelig først opstod i slutningen af 1800-tallet, fordi butikker ud mod gaden var en sjældenhed i det meste af 1800-tallet. Over stuen sidder den i hele kvarteret almindelige kordongesims. Skifertaget har fem kviste. Buntmageren Heinrich Lier menes at have fået opført huset ligesom det større nr. 16. Oprindelig havde det kun tre etager, men fik i 1852 en ekstra etage og et mansardtag oveni. I den anledning fik facaden nyt pudslag og blev oliemalet. Til ejendommen hører to sidebygninger. Den eksisterende gård bag huset er fælles for Teglgårdstræde 15 og Nørre Voldgade 20.

  Den nuværende bygning står på en lille del af en større middelaldergrund, der inkluderede dele af det nuværende Teglgårdstræde og en stribe af den nuværende Nørre Voldgades fortov og kørebane. Stedet blev kaldt byens øde jord. I 1432 nævnes et ægtepar som ejere, Olaf Pedersen og hans kone Grete Smalstrupsdatter. De skødede gård, jord og grund til skomager Arild Didriksen i det år. Senere dokumenteres, at borgmester Jep Clausen Godov er ejer og han skænker arealet til Sankt Antoni kloster i Præstø, men klostret solgte det i 1535 videre til den udvalgte biskop i Roskilde Joachim Rønnov, der som bekendt kun fik en meget kort embedsperiode. Her befandt sig i midten af 1500-tallet byens første teglværk, der var bestemt til at forandre København fra en by med træhuse til bindingsværkshuse med tegltavl og flere og flere grundmurede huse med kældre. Kommunens tegllade eller teglgård nævnes i 1505 for første gang i en kilde. Matrikuleringen i 1689 fastslog, at der her på den oprindelige teglværksgrund langs volden var to matrikler, en mindre mod nord og en større mod sydvest. I 1694 nævnes Eiler Eilersen Jørgensen som ejer af dem begge og i 1698 meddeles, at hans ejendom blev delt i to våninger og et hus med have ved porten. En mindre del langs volden blev i 1699 eksproprieret med henblik på anlæggelse af en gade til brug for militæret langs Nørre Vold. På en auktion erhvervede gartner Hans Jensen det resterende areal, efterfulgt af gartner Haagen Knutsen, som i 1703 skødede det til gartner Mathias Baltzer. Den kom igen på en auktion i 1709 og gik til førstepræsten ved Sankt Petri Heinrich Dürkop. Den bestod af en beskeden et fags bindingsværksvåning ud for en stor have, der var 78 m lang mod volden og lidt over 16 m dyb. Præstens lejer var frislagter Henrik Mikkelsen med sin familie. I 1728 gik bebyggelsen her til under Københavns store brand.

  Efterfølgende lå området langs voldgaden hen som et ret så stort haveareal med frugttræer, buske og græsningsarealer til heste. Den oprindelige matrikel blev i 1806 delt og haven blev en selvstændig matrikel.. På det senere nr. 18 blev der på samme tid opført et hus mod volden som er forløber for den nuværende bygning. Den sydvestlige del af haven blev siden også skilt ud og bebygget (nuværende nr. 16). I det nye hus boede i 1809 ejeren traktør og billardholder J. C. Møller med forskellige lejere, der efter tidens skik hyppigt flyttede. I 1816 bl.a. en fuldmægtig og en skipper, ni år senere en kopist og en grosserer, i 1829 en tobaksspinder, en skuespiller, en skifteretsskriver, en madame med sin søn(?). I det nye hus fem år senere boede samme ejer, en teatermaler, en lottokorrespondent, en overkrigskommissærinde og en anden enlig frue samt flere andre lejere. Fra 1863 er ejeren af den i mellemtiden forhøjede bygning fuldmægtig ved Toldkammeret G. A. Eckert. Da han havde erhvervet bygningen, flyttede han fra stueetagen op til 3. sal, hvor der var mere dagslys og lejede stueetagen ud til en dr. med. og en cand. jur. Hans andre lejere var en kollega fra Toldkammeret, en præsteenke, en kammerassessor, en cand. theol., en translatør og flere ugifte damer, alle sammen pæne medlemmer af det københavnske borgerskab.    

  Efter 1870 levede fru Eckert her som enke. Hun beholdt ejendommen og lejligheden på 2. sal men flyttede siden ned i stueetagen, fordi der dengang ikke fandtes elevatorer. Men hendes ejerskab varede kun få år og fra 1879 var husejeren en H. P. Schmidt, der angav sin stilling med husejer og fik en lejlighed på 1. sal til sin familie. Halvdelen af stuen lejede han ud til en marskandiser, mens en præsteenke beholdt sin halvdel. På 2. sal var der en dyrlæge, en enke og et pensionat. Efter ganske få år fulgtes husejer Schmidt af lægen E. J. C. Hennings, der også overtog 1. sal. Hennings fortsatte i 1883 med marskandiseren, en pensioneret blikkenslager og en person med retsvidne som profession i stueetagen, på hans etage boede der også en enke, på 2. sal en dyrlæge, en cand. phil., en sagfører og en lysestøber, på 3. sal en stud. jur., på 4. sal en enke og i sidebygningen en bogbinder. I 1890 var der et pensionat i stueetagen, på 2. sal en skuespillerinde, en frøken og den nye ejer, varemægler C. Wagle. Nu boede der i sidebygningen en lærer. Det var stadig meget almindeligt at flytte med korte mellemrum, medmindre man var enke. Efter Wagles død o. 1904 beholdt hans enke, damefrisør V. Wagle ejendommen, som det endnu var kutyme. Hun flyttede ned til beletagen. Hendes lejere var bl.a. en bispeenke, to lotterikollektricer, en elinstallatør i stuen, en smed og en apoteker.

  I 1915 var der en ny ejer: G. Gnatt, grossererfirmaet R. Gnatt’s Eftf., hvis repræsentant var sagfører Alfred Hansen. Det var ham, der erhvervede denne ejendom af familien Wagle. Nu begyndte også her i huset en udvikling, som blev symptomatisk alle andre steder indenfor voldene. Boliger blev nedlagt og diverse erhverv overtog dem. På 1. sal var der nu et sagførerkontor, Skorstensfejerlaugets Brandvagt og Elektroteknisk Aktieselskab ETAS, på 2. sal grossererfirmaet Petersen & Rasmussen, på 3. sal Pressens Bureau, på 4. sal en overretssagførervirksomhed. I stuen lå frugthandler Valdemar Larsen papirhandel: Valdemar Larsen blev i 1920’erne Jens Alfred Hansens medejer. Alfred Hansen havde sit sagførerkontor i nr. 20. Hansen købte sammen med frugt- og papirhandler Valdemar Larsen nabohuset og først havde de to, derefter Hansen alene og til sidst hans enke begge husene. Jens Alfred Hansen døde i sin bolig på Forchhammersvej i 1933. ”Ejendomsselskabet af 24. 2. 1941” overtog dødsboet.

  Den tidstypiske aggressive facadereklame i tiden mellem 1880 og 1940 betød for nr. 18’s vedkommende, at sporvognspassagerer eftertrykkeligt blev gjort opmærksomme på, at her hos Nolfi kunne de både få gulvtæpper og senge og et lodret udhængsskilt over to etager oplyste blot MØBLER. Nolfi var efternavnet for en senge- og madrasfabrikant, der havde flere sengeudsalg i byen. Dette udsalgssted var et af hans første og åbnede o. 1923. I 1938 hed den Hovedstadens Møbelhus, i 1942 Møbelhandel Ønskebo. På mezzaninen begyndte i 1940 skomager J. E. v. Würtzen & Co. sin specialforretning for håndsyede ortopædiske sko. Den blev grundlagt i Studiestræde 39 den 11. maj 1938. Johannes Würtzen flyttede i 1979 til nr. 20, men firmaet har stadig sit værksted på 1. sal. Forretningen findes den dag i dag, men nu som aktieselskab, med adresse i nr. 20 og uden ”von” foran navnet. Bestyreren er Robert Sørensen. Ovenover Ønskebo og skomagerforretningen boede så i 1940erne og 1950erne håndværkere som bogtrykker Fessel, snedkermester Kjær og skræddermester Milstein, for de to sidste vedkommende deres enker, da de afgik ved døden. Fessel trykte bl.a. giroblanketterne til Postgirokontoret i sit trykkeri i Teglgårdstræde 13. Han og hans familie gav ejendommen et frisk og frejdigt pust. En anden beboer var fru Enid Jørgensen, der var konverteret til en indisk sekt omkring 1975 og hvis tilhængere fyldte nogle gange hele trappeopgangen, mens orientalske gevandter hang til tørring på tørreloftet. En overgang boede en ægte indisk guru i husets fineste værelse. Jacob Kjær med familieboligen på 4. sal havde et værksted med udstilling i Studiestræde 21 og var kendt for sine fremragende møbler. Firmaet eksisterede fra 1928 til 1950 og leverede møbler til Danmarks pavillon på verdensudstillingen i Barcelona i 1929. Snedkermesteren døde i 1957 og enkefrue Kjær fraflyttede sin lejlighed ti år senere. På 1. sal boede en enlig frue og på 2. sal en kvindelig redaktør. Dette billede passer meget godt til en for længst forsvundet lejersituation i Nørre Kvarter, som blot holdt sig længere i dette hus. Selv den for kvarteret så typiske militærmand var her i 1948 i skikkelse af en premierløjtnant på 4. sal. Der skete ikke mange ændringer i de følgende år. Kortvarigt fandtes en danseskole på 1. sal. På 3. sal nedsatte sig juristen Martin Pedersen med et firma, der bedrev lagervirksomhed, dog ikke i lejligheden. I 1974 lukkede kvalitetsmøbelforretningen Ønskebo og den nuværende butik Tattersall med rideudstyr en gros og en detail overtog lokalerne imødekommende den stigende efterspørgsel hos velsituerede fritidsfolk. I stedet for håndværksmestre boede der i 1960erne og 1970erne en ingeniør, en grosserer og en arkitekt med deres familier.

  I 1979 trådte ”Ejendomsselskabet af 24.2.1941” i likvidation. Bag selskabet stod nu Tryg Forsikring, der havde fået huset nr. 16 ved sin dannelse, idet Husmandsbrandkassen blev en af Trygs stiftere. Den 4. oktober 1979 ændredes ejerforholdene og ”Andelsboligforeningen Ørsted”, opkaldt efter parken lige på den anden side af gaden, overtog ejendommene nr. 18 og 20 af Tryg for kun 1.750.000 kroner. Tattersall ønskede at forblive lejer hos foreningen. Grossererfirmaet Peter Kragh Andersen, en en- gros-handel i garn, har i de senere år været den mest fremtrædende virksomhed i ejendommen ved siden af rideudstyrsforretningen Tattersall. Würtzen har bevaret et værksted på 1. sal.  2. og 3. sal består stadig udelukkende af boliger, men de gamle håndværkerenker er der ikke længere. I forbindelse med karreens sanering i 1983 blev boligen 4. sal t.h. erklæret for uegnet til beboelse.

(2006)