Nørre Voldgade 2

Nørre Voldgade 2

Kvarterets store nordvestlige trekant mellem Sankt Peders Stræde og volden mod nord har i middelalderen ligget ubebygget hen og brugtes til opgravning af ler til teglværket og til græsning af heste og kreaturer. Ejeren var Vor Frue kirke og efter reformationen Københavns Universitet for de grunde, som kirken ikke havde solgt fra forinden. I den katolske tid, i året 1496, nævnes en Knud Vognmand som bruger af Vor Frues bolig. Selve grunden fyldte nærmest en fjerdedel af karreen mellem Sankt Peders Stræde, Teglgårdstræde og Nørre Vold. Efter 1521 blev Vor Frues grund delt for første gang. Sidst i 1500-tallet møder vi her et ægtepar Bennike og Berithe Melckens som universitetets lejere. Han var væver og har givetvis ikke kunnet udnytte hele det store areal med kun to små huse mellem Sankt Peders Stræde 36 og Nørre Voldgade 2-6. Efter 1688 delte enken efter ejeren Johann Adolph Ernst, fru Helena Sophie Mercker, grunden og solgte den del af arealet, der lå mod Sankt Peders Stræde fra. Så giftede hun sig igen og den nye ægtefælle, handelsmanden Bertel Stuve delte grunden endnu engang og solgte den ene del til væver Zacharias Frandsen i 1691. Frandsens enke solgte denne grund til vognmand Anders Pedersen i 1708. Vognmanden solgte den videre til vognmand Hans Villumsen, der var ejer i brandåret i 1728. Enkefrue Mercker solgte i 1705 hus og have til voldmester Hans Adam Tralov. Han flyttede siden til Norge og hans far skødede sønnens grund til vognmand Mads Christensen, der var ejer i brandåret. Da byen skulle genopbygges, inddrog staten en stribe jord langs volden for at etablere en gade under volden. I 1600-tallet lå der altså kun to bygninger langs volden mellem Helmers Bastion og Teglgårdstræde, begge på hver sit gadehjørne. Den vestlige var i 1700-tallet et langstrakt bindingsværkshus med en trekantet baggård på en stor matrikel. Fløjen langs Vestervold var kortere end den langs Nørrevold, men fortsatte med en betydelig længe ind i gården. Under branden i 1728 slap også dette hus sammen med andre huse på Vestervold for at blive ødelagt. Det er påfaldende, at der var så mange vognmænd, der gennem tiderne hørte til på Nørre Vold, men da det krævede plads til stalde og græsningsarealer til heste, var det oplagt at slå sig ned på et nærmest jomfrueligt terræn bag volden.  

  Branden i 1795 ødelagde i modsætning til branden i 1728 også dette hjørne af Nørre Kvarter og i forbindelse med genopbygningen af de ødelagte huse deltes matriklen i fire dele, således at det senere Vester Voldgade 1 og Nørre Voldgade 2 og 4 blev to matrikler med hver sit hus. Huset Vestervold 1 / Nørrevold 2 med matrikelnr. 218 (1806), som byggedes først efter adskillige år efter på brandtomten, havde ti fag over fem etager og fire kviste. Hjørnet var afrundet, ikke brækket, som ellers var almindeligt. Huset var betydelig lavere end naboen på Vestervold 3, men af nøjagtig samme højde som nabohuset på Nørrevold 4, matrikelnr. 219(1806). Begge huse befolkedes nu af pæne lejere i en tid, hvor der manglede boliger i en mere og mere trang by klemt inde bag de gamle volde. I Nørre Voldgade 2 boede nu en krigsråd Rehders, prokurator (d.e. advokat) Toft og handelsmand Zisken, enkelte år senere en bøssemager, et bud hos postdirektionen, en toldbetjent, en proviantforvalter og en guldsmed. I nr. 4 boede en krigsassessor og kancellist, en toldbetjent, en ritmester og en proviantskriver. Nr. 2 ejedes i en årrække efter 1810 af skomagermester R. P. Rasmussen og nr. 4 af høker P. Rasmussen efterfulgt af landinspektør C. Rose og siden af en efterkommer af ham. Man kan ved at følge Vejviseren i det 19. århundrede konstatere, at lejerne i begge ejendomme tilhører det lavere borgerskab, offentligt ansatte og håndværkere, handelsfolk og enkelte medlemmer af middelklassen, heriblandt fabrikanter og akademikere som cand.theol.er og cand.phil.er. Antallet af enlige kvinder bliver mere og mere påfaldende, de fleste var enker, også en damefrisør og en lærerinde var iblandt dem. Ejeren af nr. 2 var mellem 1880 og 1890 en kvinde, enkefrue Zachariassen. Ejeren af nr. 4 var efter 1894 også en kvinde, enkefrue A. S. Jørgensen. Da hverken nr. 2 og nr. 4 havde kælderbutikker, manglede den obligate cigarhandler, skomager og høker. I mangel af kælderbutikker tjente stueetagerne som lejemål med kundebesøg; en skrædder i nr. 2 og cykelhandler G. A. Petersen i nr. 4 i 1894 og en bagerifilial i nr. 2 i 1902. Nr. 4 prøvede i sine sidste år at genoplive navnet Boulevard Hotel og havde en lille hotelvirksomhed med tilknyttet Boulevard-Caféen i den snart forsvundne ejendom. I efterfølgeren på samme sted skulle cafétraditionen til gengæld genoptages. Man skulle ikke tro, at Nørre Voldgade en gang var en gade, hvor der boede mange mennesker. Inden voldenes fald, i 1850 boede der 1447 personer mellem nr. 2 og nr. 60.

  Fra 1884 og årene efter blev udsynet også fra de lavere etager en del lysere, fordi nu blev volden udenfor vinduerne sløjfet og voldgaden blev en del bredere. Den udvikling betød en mærkbar opgradering af dette byens hjørne. Gyldenløvesgade til Frederiksberg blev anlagt. Der kom en park mellem Vandværket og det tidligere voldterræn og endnu en park på den anden side af Nørre Voldgade. Da volden var jævnet og en bred boulevard var ved at blive anlagt på det oprindelige voldterræn, satte en nedrivningsbølge i Vester Voldgade og Nørre Voldgade ind, der varede indtil Anden Verdenskrig. Mange huse passede ikke længere til de nye gader og nye mere herskabelige huse lovede højere lejeindtægter. Omkring århundredeskiftet var ejerne af de to ejendomme håndværksmestre, det afrundede hjørnehus var skomagermester L. P. Talleruphuus’ og huset langs voldgaden var bagermester A. Olsens. Talleruphuus havde to værksteder i byen og boede selv på Hostrups Alle. Her mod Nørre Vold var så hans ene butik. Selve hjørnebutikken rummede Lauritz Brenøes parfumeri, større end skoforretningen. Få år senere blev de to grunde igen genforenet efter et hundrede år, i og med at bager Olsen købte skomagermesteren ud og indrettede et bageri på hjørnet. Lejerne i de to ejendommen tilhørte i de første år efter 1900 den mere beskedne del af borgerskabet: en pensioneret lotterikollektør, en tøffelmager, en forhenværende melhandler, en handelsrejsende, en sanglærerinde m.fl. Med en eneste undtagelse, nemlig grosserer M. F. Gottlieb, der blev den eneste lejer, der havde råd til at flytte ind den nye bygning, som ganske snart skulle erstatte de to beskedne udlejningsejendomme. Gottlieb boede selv i Holte og havde en lagerbygning langs Tømmerpladsgraven, ligeledes udenfor byen.

 

  I 1905 købte tømrermester R. Wohnsen ved hjælp af et til dette formål dannet aktieselskab de to grunde og fik forhuse og sidebygningen kondemneret, nedrevet og mellem 1906 og 1907 bygget en af arkitekt R. W. Rue tegnet femetagers kontor- og beboelsesejendom på de to matrikler NØ 218, Nørre Voldgade 2, og NØ 219, Nørre Voldgade 4, som i den anledning blev ændret til NØ 218. Huset fik et officielt navn som det var skik og brug. Det hed ”Gyldenløveshus” efter den nye gade, der lige her begyndte sit forløb. Stueetagen var beregnet til fire butikker. Over stueetagen findes en mezzanin. Facaden er delt op med to risalitter og en meget dekorativ karnap med kobberbelægninger og forgyldninger på den venstre risalits fjerde sal. På samme etage er der franske altaner både mod Vester Voldgade og mod Nørre Voldgade. Risalitterne krones af to forskellige trekantsgavle, der ender i dekorative vejrfaner. Mellem dem befinder sig to kviste og et tagvindue. Stuen og mezzaninen er beklædt med tilhuggede granitsten i rustikafugning. Resten af facaden står i klassisk rødsten. De fleste vinduer er bueformet foroven og kurvehanksbuer er samtidig anvendt som dekorativt element. Cementstukrelieffet på hjørnet er retfærdighedens allegori og et ungdomsarbejde af Kai Nielsen. Tagetagen var udbygget til erhverv. I 1927 blev der opsat en 17 m lang lysreklame på taget. Hele ejendommen fik personelevator, centralvarme og seksværelseslejlighederne på 2.og 3. sal. De fik sågar badeværelser, noget der var det sidste skrig i datidens København. Mod gården var der også anbragt en karnap, dog under den betingelse, at den kunne fjernes på kommunens forlangende. I gården indrettedes cykelskure og et gårdtoilet, selvom boligerne selvfølgelig havde eget wc. De blev først fjernet under en gårdrydning i 1988 og 1989.

  Butikken til venstre for hovedindgangen i Nørre Voldgade 2, der var større end de andre tre butikker, blev fra 1915 anvendt til café, oprindelig med navnet ”Tunnelcaféen” efter den nye Boulevardbane under den gamle vold, siden som ”Café Gylden” efter husets navn ”Gyldenløveshus”, men der var altid nogen, der drilagtigt stavede det ”Café Gyllen”. Og denne stavelse fik så hævd. Caféen fik hvert forår fornyet sin ret til at bruge en del af fortovet til udendørsservering. Efter Café Gyllen kom der den 1. juni 1991 Café 10eren og den 1. april 1994 igen et nyt værtshus med navn Via Veneto, men det holdt kun i to år og senest i november 1995 blev det åbnet igen som det nuværende Never Mind, der er en natklub. De tre andre butikker blev oprindelig udlejet til skoforretningen Ekstra, og mod Jarmers Plads til Silvana Konfekturer til venstre og til cigarhandler Alfred Olsen til højre. Silvana hed fra 1920’erne Palermo og fra 1930’erne kom der blomsterbutikken Du Parc i stedet for Palermo. I 1960’erne afløste Edith Olsen afdøde Alfred Olsen og i 1970’erne forsvandt blomsterbutikken. Også Olsens tobaksbutik drejede nøglen om og blev i 1969 til H. Green’s Vinhandel. For ca. femogtyve år siden blev de to butikker lagt sammen til én butik og har siden haft forskellige lejere, således fra o. 1980 en filial af SOL-Rejser og fra 2002 en forretning med lædervarer og siden 2004 har butikken heddet Bobbys Boardshop.   

  De andre lejere i det fine nye hus var selvfølgelig af en hel anden kategori end forhenværende melhandlere og enkefruer. Udover den omtalte grosserer Gottlieb var det ingeniørfirmaet I. Krüger på mezzaninen. Jørgen Krüger, født 1868, var fra barneårene knyttet til Løweners Fabrik og opholdt sig i 1880erne i USA, som gav ham baggrunden for hans kommende virksomhed, der specialiserede sig i automatiske vandrensningsmaskiner efter det Bruun-Krügerske system og som senere blev eksporteret over hele verden. Københavns Prioritets- og Laanebank befandt sig på 1. sal, sagfører Henning Hansen på 1. og 2. sal og overretssagfører K. Heerfordt på 3. sal. Grundejerselskabet for Kjøbenhavn og Omegn var der også, men flyttede snart igen og kom først efter en generation tilbage. Bygmesteren selv, tømrermester Wohnsen, boede på 4. sal. Ejerforholdet ændrede sig snart og Detailhandlerbanken overtog bygningen med henblik på videresalg. Køberen blev i 1917 ingeniør og skibsreder Valdemar Henckel. Han og efter hans bortgang fru Marie Henckel beholdt det gode investeringsobjekt i seksten år. En mangeårig lejer var Dansk-Engelsk Benzin og Petroleumskompagni på mezzaninen, og på dette sted afløst af Glanzstoff Nordica. De mest almindelige lejere mellem 1915 og 1930 var ellers grosserere.      

  Fra 1934 møder vi Københavns Grundejerforening som ejer og bruger af bygningens 2. etage. Grundejerbladets redaktion flyttede med fra Admiralgade 25, hvor foreningen indtil da havde holdt til. Foreningen udlejede alle andre etager til erhverv som ejeren havde gjort det indtil da. På mezzaninen befandt sig under krigen Handelsstandens Rengøring og Vinduespolering. Og 4. sal var udlejet til flere ingeniører i 1940’erne og til Danske Elværkers Forening i 1950’erne. Først fra 1970 overtog foreningen og beslægtede organisationer stort set alle lejemål. Grundejernes Saneringsselskab, der ejede nabobygningen nr. 6, flyttede ind. Fællesforeningen for Ejerlejlighedsforeninger i Danmark fik kontorer. I mezzaninen sad nu Grundejernes Landsforbund og Grundejernes Investeringsfond. I stuen erstattedes en butik af Grundejernes Handelsselskab. I 1990erne var der stadig plads til andre lejere: Kommunernes Lønningsnævn, Lønningsnævnets sekretariat og Advokatsekretær-Skolen. Der var også plads til et reklamebureau og et finansieringsfirma. I 2000 sidder firmaet Kubix på 1. sal, Ejendomsforeningen Danmark holder til på 4. sal og et advokatfirma på 5. sal. Kubix er et konsulentfirma indenfor arbejdsmarkedet og jobudvikling. Den nuværende ejer af nr. 2 er Ejendomsforeningen Danmark. Den omlagde i 2004 erhvervslokalerne på 5. sal til bolig, men da boligen ikke kunne udlejes – sikkert på grund af huslejens niveau – blev den et år senere igen udlejet til erhverv. I 1998 skiftede Udlejerforeningen Danmark navn og har siden heddet Ejendomsforeningen Danmark efter en strukturændring. Foreningens sekretariat har fungeret som et fælles sekretariat for Ejendomsforeningen Danmark og husets oprindelige ejer Københavns Grundejerforening. Denne blev grundlagt i 1860, for næsten halvandet hundrede år siden. I 2004 fusionerede de to foreninger, således at Ejendomsforeningen Danmark nu er eneste navn og den fortsættende aktivitet. Ejendomsforeningen Danmark er i dag en erhvervsforening, der betjener husejere, udlejere og administratorer. Ejendomsforeningen Danmarks hovedkontor ligger her på Nørre Voldgade 2.

(2006)