Nørre Voldgade 20

Nørre Voldgade 20/Teglgårdstræde 17

Det oprindelig hvidmalede, nu gulmalede hjørnehus har kælder og fire etager, ti fag mod Nørre Vold, et smigfag med kvist og elleve fag mod Teglgårdstræde. Det tredje vinduesfag fra venstre ud mod volden er et blindt fag og det gælder også for det andet og tredje vinduesfag i 1., 2. og 3. sal og det sjette vindue i stueetagen mod Teglgårdstræde, hvilket er ret usædvanlig blandt husene fra dengang. Hoveddøren til beboelseslejlighederne har en granitindfatning. Den var der ikke fra selve byggeårene, hvor eneste indgang var fra hjørnet. Mod volden er der fem kviste, mod Teglgårdstræde syv. Over stueetagen er der anbragt en kordongesims. Huset har en profileret hovedgesims og et skifertag. Kældervinduerne er tilmuret. Det blev bygget i 1808-1809 på en tom grund efter det engelske bombardement af murermester C. C. Martens fra Teglgårdstræde 16, en af byens travle bygmestre i denne genopbygningstid efter branden i 1795. Det var her, at denne bybrand blev standset, men det gamle hjørnehus stod ikke til at redde. Butikken med døren i den høje stue blev først indrettet i det 20. århundrede. Den del af facaden i Teglgårdstræde, der rummer spiseværtshuset Teglkroen, er behandlet med grønmalet puds med ru overflade og blev indrettet i 1939. Gården bag huset har siden 1913 været fælles for Teglgårdstræde 15 og Nørre Voldgade 18.

  Den nuværende bygning står på en lille del af en større middelaldergrund, der inkluderede dele af det nuværende Teglgårdstræde og en stribe af den nuværende Nørre Voldgade. Stedet blev kaldt byens øde jord. I 1432 nævnes et ægtepar som ejere, Olaf Pedersen og hans kone Grete Smalstrupsdatter. De skødede gård, jord og grund til skomager Arild Didriksen i det år. Senere dokumenteres, at borgmester Jep Clausen Godov er ejer og han skænkede arealet til Sankt Antoni kloster i Præstø, men klostret solgte det i 1535 videre til den udvalgte biskop i Roskilde Joachim Rønnov, der som bekendt kun fik en meget kort embedsperiode.  Her befandt sig i midten af 1500-tallet byens første teglværk, der var bestemt til at forandre København fra en by med træhuse til bindingsværkshuse med tegltavl og flere og flere grundmurede huse med kældre. Kommunens tegllade eller teglgård nævnes i 1505 for første gang i en kilde. Matrikuleringen i 1689 fastslog, at der her var to matrikler på den oprindelige teglværksgrund langs volden, en mindre mod nord og en større mod sydvest. I 1694 nævnes Eiler Eilersen Jørgensen som ejer af dem begge og i 1698 meddeles, at hans ejendom blev delt i to våninger og et hus med have ved porten. En mindre del langs volden blev i 1699 eksproprieret med henblik på anlæggelse af en gade langs Nørrevold. På en auktion erhvervede gartner Hans Jensen det resterende areal, efterfulgt af gartner Haagen Knutsen, som i 1703 skødede det til gartner Mathias Baltzer. Den kom igen på en auktion i 1709 og gik til første præsten ved Sankt Petri Heinrich Dürkop. Den bestod af en beskeden et fags bindingsværksvåning udfor en stor have, der udstrakte sig 78 m lang mod volden og lidt over 16 m i dybden. Præstens lejer var frislagter Henrik Mikkelsen med sin familie. I 1728 under Københavns store brand gik bebyggelsen her til. I forbindelse med anlæggelsen af et nyt Teglgårdstræde blev halvdelen af den mindre matrikel eksproprieret.

  Den bygning, der gik til grunde ved den anden brand i 1795, havde en stor længe langs det nye Teglgårdstræde, der var en tredjedel bredere end det gamle, og en kortere længe mod Nørre Vold. Ved siden af den lå forløberen af det senere Nørre Voldgade 18. Siden mod Nørre Vold havde en vinkelformet sidebygning omkring ejendommens indre gård. Det tilstødende område mod vest var stadig ubebygget. Ejeren hed Carl Skou. Da det engelske bombardement i 1807 stod på, kunne her intet rammes, fordi der ikke var bygget på ny. Under den nye matrikulering blev Nørre Voldgade 20 og 18 endelig skilt ad.   

 

  I 1831 boede guldalderfilosoffen og videnskabsmanden F. C. Sibbern her og mellem 1835 og 1836 boede Emil Hornemann på adressen. Den sidste var repetitør ved Det kongelige Teater, 26 år, nygift, og spædede sin gage op med klaverundervisning. Han komponerede senere i anledning af Treårskrigen ”I går jeg fik min trøje” og ”Den gang jeg drog af sted”. Andre lejere i hans tid bekræfter murermester Martens bygning som et sted med status: kaptajn og lærer ved Den militære Højskole A. von Baggesen, kammerrådinde G. M. Bøving med assistent ved Nationalbanken P. J. G. Bøving, kaptajn og tysklærer G. F. Jensen, fru A. S. Schou, kancellist i Generalstabens Bureau krigsråd A. F. Smidt, enkefrue K. Thorlæms (?) og ejeren E. G. Lotze. Fra 1855 var det murermester og arkitekt J. F. Ahrens fra Fiolstræde, der ejede hjørnehuset og slog sig ned her med en slægtning, der også var arkitekt. I 1863 var en af hans lejere datidens kendte maler David Monies. Der var år efter år pæne lejere i murermesterens hus, en grevinde Reventlow, en lærer ved Søkadetakademiet, en oberst, en etatsrådsenke, men også mere almindelige borgere som en skræddermester, en kontorist og en toldkontrollør. Ganske få år senere overdrog Ahrens sin ejendom til particulier forhenværende kobbersmed E. C. Birck og denne overtog også Ahrens’ lejlighed i stueetagen.  

  I 1881, da murermester H. P. Schmidt var husejer, fik huset en ekstra dør, fordi hjørnedøren skulle bruges af butikken. Den blev placeret i Teglgårdstræde i det 10. fag regnet fra hjørnet men blev senere fjernet igen. Fra 1872 og et par år frem var den senere så fremtrædende tobaksfabrikant E. F. Nobel husets ejer efter at have forladt Smallegade. I 1872 var der ifølge Industritællingen allerede 35 tobaksfabrikker i byen og tallet voksede år for år. Denne fabrik gik helt tilbage til året 1806, kom oprindelig fra Nykøbing og fungerede fra 1835 i København og på Frederiksberg med kontor i Vestergade 11. Her i nr. 20 overtog E. F. Nobel 2. og 3. sal, resten blev udlejet. Så flyttede fabrikken videre til Prinsessegade og major E. Segebaden købte huset af Nobel. Han nåede ikke at bo her, men hans efterladte hustru havde en lejlighed på 1. sal. Maleren P. S. Krøyer boede med sin adoptivmor professorinde Krøyer fra 1882 til 1883 på 2. sal, hvorefter han fik sig en egen lejlighed udenfor voldene i Østersøgade. I 1884 blev dele af stueetagen indrettet til butik og der blev indsat større vinduer. Senest fra 1890 var hele stueetagen inklusive rummene langs Teglgårdstræde forretningsadresse for vinhandler C. Mathisen & Co. Vin og tobak blev her solgt i omtrent et hundrede år. I 1984 var der stadig en vin- og tobaksforretning i hjørnebutikken, mens håndskomager Würtzens firma, der driver skobutikken her, havde deres butik dengang til højre for hoveddøren. Men i stueetagen var der udover vinhandelen også plads til en bolig for en mejerist og et overretssagførerkontor. Allerede i 1913 blev den nuværende fællesgård indrettet, idet skure og plankeværk fra 1800-tallet blev fjernet. I 1878 havde gården fået et nyt gårdtoilet, et såkaldt retiradehus med pissoir og de tre ældre gamle lokumer fra 1865 kunne afmonteres. Efter 1904 og 1911 havde bygningerne wc på trappen eller i lejlighederne og retiradehuset mistede noget af sin funktion. Til gengæld skulle der nu være et cykelskur i gården. Porten i nr. 15 skulle bruges til indkørsel til både nr. 15, nr. 20 og nr. 18. I 1938 fik huset centralvarme.

  Efter 1894 var husets ejer en grosserer i Dronningens Tværgade, C. Søht. I hans tid var der lægepraksis i stuen, skiftende lejere på 1. og 2. sal, herunder enken efter vinhandler Mathisen, en professor Jacobsen på 3. sal, på 4. sal, senere på 2. sal, tegneren J. L. J. Ridter, der altid var til stede med sin tegneblok, når gamle bymiljøer var under forandring i København og som vi kan takke for kendskab til for altid forsvundne huse og gademiljøer. Søht afløstes omkring 1912 af en anden grosserer, der også havde skøde på nabohuset nr. 18, G. Gnatt, grossererfirmaet R. Gnatt’s Eftf., der solgte blomster en gros og havde filialer i Odense, Malmö og Vanløse. Ejerens repræsentant her var sagfører Alfred Hansen, med kontor og bolig på 1. sal. Udover vinhandelen var der i stuen også en blikkenslagerforretning, senere en butik med elektriske artikler og på 1. og 2. sal havde sagførere kontorer. Sagføreren Hansen købte sammen med frugthandler Valdemar Larsen de to huse sidst i 1920erne og de to havde dem først sammen, derefter Hansen alene og til sidst hans enke. Jens Alfred Hansen døde i sin bolig på Forchhammervej i 1933. ”Ejendomsselskabet af 24. 2. 1941” overtog dødsboet. Bag dette selskab stod Tryg Forsikring. På den måde blev to grunde genforenet, der allerede tidligere havde hørt sammen. Administratoren Erik Stærk havde sin tjenestebolig i forsikringsselskabet Trygs kontorbygning i nr. 16.

  Den gamle Mathisens vinhandel lukkede o. 1930. Gennem 1930’erne og 1940’erne har uendelig mange lejere haft en kortvarig adresse på nr. 20.  Vi kan nævne guldsmedene Aagaard & Frederiksen i den nedlagte vinbutik (1932), Dansk Bygningsindustri (1932), herreekviperingsforretningen Berthelsen (1934), en pianoforhandler, der også var pianostemmer. Han havde to døtre, der arbejdede som pianistinder (1938), værkstedet Væv & Kunst (1939), tilflyttet fra nr. 34, International Press Bureau (1942), bogtrykker Aage Christtreu fra Teglgårdstræde 4 (1942) og rejsebureauet Viking Nordtourist (1938). Fra 1939 har huset haft en restaurant, ”Teglkroen”, som fik egen indgang fra Teglgårdstræde og skiftede fra gadenummer Nørre Voldgade 20 i 1941 til et nyt gadenummer Teglgårdstræde 17, en adresse, som den har haft siden og som den ikke skulle dele med beboere ovenpå. Restauratør August Stitz fra Ålekistevej, der havde drevet en restaurant i Vanløse, var den første forpagter. Teglkroen var i dens første år et enkelt indrettet håndværkerværtshus, der gennem årene har også været et fast sted for lokale beboere. I modsætning til andre værtshuse fra 1930’erne og 1940’ere overlevede den uforstyrret, fordi dens stabile klientel sammen med forpagteren holdt de lokale prostituerede ude, således at bevillingspolitiet intet havde at udsætte på dette serveringssted. Da Britta Walberg overtog kroen og gav den en omgang ny gastronomi og siden har restauranten bevaret sin helt specielle stil. I oktober 1995 gav Politiken restauranten tre kokkehuer.    

  Indtil 1967 lå Dennigs herreekviperingsforretning i den ene butik og vinforretningen var nu købmand Haagensens og efter ham købmand og vinhandler Karsten Rydahls butik. I 1984 var den her stadig men nu drevet af en indvandrer, som solgte den til skomageren i butikken i nr. 18. Dennigs skrædderforretning blev efter lukningen overtaget af en pioner i sundhedsverdenen. Oluf Mørk med sin Bio Chemie Aps solgte her for første gang med stor succes det snart over hele landet kendte slankepulver Nupo, nutritional powder. Overlæge Flemming Quaade var med til at udvikle vidundermidlet på Hvidovre Hospital. Butikken hed ”Helsebaren” eller ”Slankebaren”. Eventyret varede fra 1975 til 1979. I den høje stue arbejdede landsretssagfører Thorvald Krøl Nielsen, på 2. sal fandtes stadig Kai Carlsens International Press Bureau og på 4. sal drev vognmand Laursen firmaet Minerva Rundfart. Eva Hansen drev sit værtshus Teglkroen. Ellers var huset i 1950’ner og 1960’erne en ejendom med lejeboliger. På 1. sal boede f.eks. i 1960’erne to balletdansere. Ejendoms- og assurancemæglerfirmaet Hansen & Schwartz og Agenturforretning Brødrene Schwartz & Co. var virksomheder, der drev forretninger her i 1970’erne og 1980’erne. I 1977 overtog den ortopædiske skomagerforretning J. F. V. v. Würtzen den nedlagte helsebutik. Sådan hed den i begyndelsen, da virksomheden åbnede i Studiestræde 39 den 11. maj 1938. Den fandtes før 1977 allerede i nr. 18, hvor den stadig har sit værksted på 1. sal.   

  I 1979 trådte Ejendomsselskabet af 24. 2. 1941 i likvidation. Bag selskabet stod Tryg Forsikring i Lyngby, der havde fået huset nr. 16 ved sin dannelse, idet dettes ejer Husmandsbrandkassen blev en af Trygs stiftere. Den 4. oktober 1979 ændredes ejerforholdene og ”Andelsboligforeningen Ørsted”, opkaldt efter parken lige på den anden side af gaden, overtog ejendommene nr. 18 og 20 for kun 1.750.000 kroner. Teglkroen og Tattersall i nr. 18 forblev lejere. I 1983 blev en lejlighed på 4. sal kondemneret. I 1984 udvidede skomager Würtzen sin butik med den nedlagte købmandsbutik på hjørnet og byggede det hele om til en moderne og lys butik. I dag har ejendommen syv rummelige boliger, mens den kondemnerede ottende lejlighed ikke anvendes til beboelse. 

(2006)