Nørre Voldgade 22

Nørre Voldgade 22

Her på hjørnet står et grundmuret hus i seks fag mod volden, et smigfag og fire fag mod Teglgårdstræde. Det har kælder og fem etager. Facaden er pudset og malet gul, stuen lidt mørkere end resten af facaden. Oliemalingen stammer fra 1890’erne. Huset blev opført i 1852-53 for hattemagermester Friedrich Scheitel og færdiggjort ved overkrigskommissær Jens Kraft Gyldendal. Til forhuset hører et sidehus med egen trappeopgang. Der var tre butikker i stueetagen, nu er der en. Men de var ikke oprindelige. Hoveddøren ligger ud mod Nørre Voldgade. Ellers er huset bevaret i senklassicistisk stil fra midten af 1800-tallet med foroven buede vinduer og blændinger under vinduerne på 1. sal. Vinduerne på 2. og 3. sal har sålbænke, som også fandtes hos husene fra generationen forinden. Det gælder også det profilerede bånd under 4. sals vinduer. Vinduerne i 1. sal mangler sprosser og poste, måske allerede fra selve byggeårene. Butikken mod volden havde et stort vindue til venstre for butiksdøren og et af almindelig størrelse til højre for den. Men det oprindelige forhold er blevet genetableret. Hjørnebutikken har to døre, fordi den oprindelig var delt i to butikker. Kældervinduerne er blevet tilmuret i 1963.

  Den nuværende bygning befinder sig på et sted, som har undergået en del forandringer siden middelalderen. I 1464 tilhørte arealet på begge sider af det senere Teglgårdstræde vognkarlen Niels Steffensen. Det er påfaldende, at der var så mange vognmænd, der gennem tiderne hørte til på Nørre Vold, men da det krævede plads til stalde og græsningsarealer til heste, var det oplagt at slå sig ned på et nærmest jomfrueligt terræn bag volden I 1496 nævnes Niels Pedersen Skriver som ejer og for året 1501 vedkommende nævnes at der her lå boder. I 1505 nævnes byens nye teglgård eller tegllade og dens areal er siden blevet udstykket og bebygget. De nøjagtige årstal fremgår ikke af de historiske kilder. Da det gamle Teglgårdstrædes vestlige side blev bebygget med 12 ganske små våninger, en husrække, der gik langt ud på den nuværende Nørre Voldgades kørebane, havde østsiden 7 våninger, fire af dem kun tre fag brede. Huset som lå tættest på volden tilhørte i 1678 en skibstømrer. Det blev i 1699 skåret over, da voldgaden skulle gøre bredere.. I resten boede enken efter en bryggersvend. Det næste lille hus blev i 1670 af den velhavende frue Maria Fuiren solgt til en tømrersvend, der videresolgte det til en garder til hest, som boede her i brandåret 1728. Det næste hus tilhørte 1671 en tømrer på Holmen og i 1728 boede her en smedesvend. Det fjerde hus blev solgt fra i samme år 1671 og tilhørte i 1683 stadens trommeslager. I 1728 hed ejeren Henrik Jørgensen. De fire små huse gik alle til under branden i 1728 og det nye Teglgårdstrædes sidste stykke lå nu vest for den forsvundne husrække, mens to en halv våning blev udlagt til gadeareal. Nørre Voldgade 22 ligger altså på et stykke nedlagt gadeareal og fundamenter af tre og en halv trefags våninger.

  Kommunen oprettede i 1729 fem matrikler på brandtomterne Teglgårdstræde nr. 14 – 16 og Nørre Voldgade nr. 22, på det vestlige hjørne af Sankt Petri pestkirkegård. Først i 1755 byggede Wulff Ottesen her fem mindre sammenbyggede huse langs med strædet og et lignende antal inde i gården bagved. Den næste store brandkatastrofe i 1795 blev endelig standset under tilstedeværelse af kronprins Frederik netop her på dette hjørne. Der findes et kobberstik, der skildrer det dramatiske sceneri set fra volden. Alle bygninger gik til under branden og de to matrikler på hjørnet blev i forbindelse med en senere genopbygning lagt sammen til en og denne matrikel NØ194 udgør nu adressen Nørre Voldgade 22.

  Huset blev efter branden i 1795 hurtigt genopbygget. I 1798 havde en ”Gulvdækkefabriqveur” Schmidt slået sig ned her. Tiden, hvor også almindelige borgere skulle have et lille gulvtæppe midt i stadsstuen, var ved at indfinde sig. Da det engelske bombardement af København ramte denne del af kvarteret, blev også dette hus ramt. I 1830erne var der et høkerudsalg på hjørnet, forgænger af den senere købmandshandel, og et gørtlerværksted i huset. I det nu eksisterende hus boede litteraten F. L. Liebenberg i midten af 1800-tallet og udgav danske klassikere som Holberg, Ewald og Oehlenschläger, der delagtiggjorde generationer af danskere i landets nationale litteratur. Allerede tre år efter færdiggørelsen af det nye hus på grunden, blev to vinduer i stueetagen gjort større, fordi der skulle indrettes en urtekræmmerbutik og i 1877 indrettede ejeren den anden butik i bygningens venstre side. I 1860erne var ejeren enken efter tømrermester Bock, boende på 3. sal med lejere, der først og fremmest var enker og studerende. Der boede også en pensioneret præst og en landskabsmaler. I stuen boede tømrermester G. F. Bock ved siden af urtekræmmeren med fødevareudsalget. Fra sidst i 1870’erne var husets ejer varemæglerfirmaet C. Albeck & Co. Familien boede på 1. sal. I 1879 f. eks. havde man i stueetagen en manufakturhandler, en præsteenke, en urtekræmmerfamilie Holm, på 1. sal ejerens firma og familie og en cand.mag., på 2. sal en bagerfamilie med en cand.pharm. og en enkefrue, på 3. sal en dame, der levede af kapitalrenter, en såkaldt rentrice, en frøken, en cand. polyt. og en prokurator (d.e. sagfører), på 4. sal en lærerfamilie, på 5. sal en militærmusiker, en lærer med to slægtninge, en løjtnant og en lærerinde. Som det kan ses: repræsentanter for Københavns brede middelklasse. Til huset hørte til gengæld kun tre retirader inde i den trekantede baggård.

  Butikkerne i den høje stue brugtes o. 1890 af urtekræmmer C. S. W. Holm, i dag vil man kalde ham købmand, og af en marskandiser. Familien Holm drev hjørnebutikken i tre generationer, under Axel Holm som Material- og Kolonialhandel. I 1948 hed købmandsbutikken Axel Holms Eftf., i 1951 var den lukket efter omtrent et hundrede og tyve år. Peter Sørensen drev en i 1881 grundlagt fabrik for pengeskabe i gården og med butik mod Nørre Vold med tre vinduer til venstre for indgangen. I 1907 overtog L. G. Dahl hans fabrik. Dahl drev fabrikken til sin død i 1948 og enken Ruth Dahl fortsatte virksomheden på Nørre Vold. Herfra eksporteredes pengeskabe til Island, Grønland og Færøerne. Rosenborgkælderens 4-tons ståldør kommer fra Dahls fabrik. Udover pengeskabe produceredes hvælvingsdøre, boksanlæg, pansrede døre, stålkassetter og dokumentkasser. Fabrikken flyttede efter 1936 til Valby Langgade og hed så DS (Dahl & Sørensens) Låseservice A/S, men findes i 2006 ikke længere. Peter Sørensens pengeskabsbutik fortsatte her til gengæld til 1984 og var dermed en af de ældste butikker i Nørre Kvarter, om end ikke så gammel som den en snes år før forsvundne urtekræmmerbutik.   

  Efter varemægler Albeck var det snedkermester N. Chr. Rønne, der ejede huset men boede et andet sted, i hans tilfælde i Sankt Annæ Gade., noget som nu blev mere og mere almindeligt i det indre København. Hans lejere var traditionen tro en blanding af dårligt lønnede akademikere og håndværkere, altid med de obligate enkefruer. På 5. sal boede i en lang årrække to trofaste lejere: et postbud og en portner. Så sent som i 1934 boede postbud Frederiksen stadig her på Nørrevold. Rønne beholdt sin ejendom til o. 1920. Så var det to sagførere i stedet for snedkermesteren. I 1924, da direktør S. W. Krogh fra Nørre Voldgade 52 var ejer, var Axel Holms kolonialbutik blevet til Axa Margarineoplag men vendte snart tilbage til sit gamle navn. Der var altid de mest forskellige lejere i huset: en assurandør, en sagfører, en massøse, der måtte skifte erhvervsbetegnelsen, da den blev for slibrig, og var derefter fysioterapeut, en mægler, en forfatter, en ingeniør, en manufakturhandler. I den mindre butik i Teglgårdstræde med kun et vindue arbejdede en frisør, i 1938 Tempo Tryk, et lille trykkeri, dog kun kort tid, idet der igen blev frisørsalon til omkring 1980, drevet af frisørmester og husets vicevært J. P. Jacobsen. I 1938 afløstes ejer Krogh af Dansk Vaskeriforening, der beholdt bygningen til 1981. Den flyttede ind på 1. sal sammen Dansk Renseriforening, men det ændrede ikke på den brogede lejersammensætning med blandet bolig og erhverv. Huset leverede genhusningsboliger for enkefrue Virklund fra pianofabrikken i nr. 40 og papirhandler Heilbuth fra Larslejsstræde 19, inden K.T.A.S. og Industrifagene byggede deres nye ejendomme på dette gadehjørne. Jens Heilbuth overlevede lukningen af sit antikvariat i næsten fyrre år.

  I 1950’erne og 1960’erne var der på mezzaninen erhverv som Rørplex med firmaet Vind Tid og Spar Kræfter, agenturforretningen Hampton’s Eftf. samt ejendomsmægler Mejlstrup. Urtekræmmerbutikken var blevet Kiosk Norden og frisør Jacobsen klippede og permanentede ved siden af. I stuen var der o. 1960 Kunstforlaget Norden og på 1. sal forlaget Nordan. Vaskeritidende blev også udgivet på 1. sal, hvor også murermester Villy Andersen havde sit kontor. Men ellers var nr. 22 vel først og fremmest en boligejendom. På 2. sal boede psykoanalytiker Eric Graff ved siden af overtjener Søderberg og fru Magnus. På 3. og 4. sal, hvor Jens Heilbuth boede i den ene lejlighed og frøken Elby Aen, der drev en kjolesalon, i den anden, var der udelukkende lejeboliger.

   Vaskeriforeningen solgte sit hus til murermester Jørn Godtfred Andersen i 1981, men blev foreløbig sammen med Renseriforeningen på sin adresse her. Andersen fik sig i 1991 et kontor i stueetagen til venstre, der hvor oprindelig pengeskabsfabrikken havde sit udsalg. En revisor med eget kontor blev også tilknyttet murerfirmaet. AB Import overtog i 1985 hjørnebutikken og frisørsalonen efter Peter Bierlich, der fra 1983 havde lejet den som forretning med modetøj, sko, kunsthåndværk og parfumeartikler efter at de havde stået tomme et par år og var blevet anvendt til ulovlig beboelse. Ejeren var og er Gunnar Andersen, der har specialiseret sig i beklædning fra den tredje verden. Det er en typisk forretning fra den tid, hvor den lokale matador Ole Janus inspirerede en hel række butikker i kvarterets indre stræder til at betjene forskellige grene af ungdomsoprørets forbrugergrupper. Butikken har det særprægede navn Babouche. Nu hedder erhvervene i husets stueetage Island Adventure Rejser og Den danske Rejsegruppe. Resten af lejemålene er boliger eller boliger med tilladelse til erhverv, som en reklamefotograf på 3. sal i 2000. I 2000 fik lejlighederne på 3. og 4. sal omsider også badeværelser.  

(2006)