Nørre Voldgade 26

Nørre Voldgade 26

Det smalle hus har fem fag på fem etager med kælder og en enkel kvist. Facaden var for en generation siden malet neapelrødt, var siden gul igen og er nu hvid med grå stueetage. De tre midterste fag er svagt fremspringende i risalitform på stueplan og 1. sal.. Huset har ingen kordongesims. Vinduerne i 3. og 4. sal har sålbænke. Oprindelig var der over 1. sals vinduer tre fordybninger med stukarbejde, men de blev dækket til i 1866. Tegltaget bærer to kviste. Nr. 26 blev bygget i 1812 for snedkermester Magnus Bjørklund på en brandtomt med høj kælder, stue og fire, oprindelig tre etager. Den fjerde etage blev bygget oveni i 1847. Kældernedgangen sad oprindelig under det fag, der fandtes længst til højre, men efter 1900 under det andet fag fra højre og med tre butiksvinduer på kælderplan. Nr. 22, 24 og 26 har fælles baggård, 24 og 26 i dag også fælles matrikelnummer: NØ 224. Husets indgang over et fags bredde med fire trappetrin op til døren har været tilmuret efter 1958 og huset kan kun betrædes gennem porten i nr. 24. Kældervinduerne er bevaret. I 2006 gennemgik huset en hovedistandsættelse med henblik på genindretning af boliger.

  Den lille matrikel ligger side om side med dens større nabo nr. 24. Sådan har det ikke altid været. Parcellen var i middelalderen en lille del af en nærmest ubebygget kæmpestor grund, der i 1377 i et på latin skrevet ejendomsregister kaldes for terra pomerii, æblehaven, tilhørende dekanen Esbern Jacobsen. I 1496 omtales den som grunden med haver lige til volden. Dengang fandtes der ikke den senere vej Klokkerhøjen, forløber for Nørre Voldgade mellem Teglgårdstræde og Nørregade. I 1501 er grunden lejet ud til Erland Snare og hustru Kathrine. Grunden blev delt i to i 1565, men lagt sammen igen efter 1614. I 1653 er der ikke flere end syv våninger på den store grund. Peder Resen køber i 1661 hele arealet og udstykker det igen, men begge dele købes i 1663 af gartner Laurids Hansen. Hans enke pantsætter i 1669 haven, sin egen våning og et halvt hus. I 1690 deler sønnen gartner Hans Lauridsen grunden i fire dele og giver i 1699 en mindre del til staten for at der bliver anlagt en gade langs grundens nordside. Den sidste del af Teglgårdstræde areal blev nu en del af den nye gade Klokkerhøjen. Det gamle Teglgårdstræde havde samtidig sin udmunding samme sted. To våninger af den sammenbyggede række af trefags våninger langs Teglgårdstrædes sydøstlige side var også en del af den senere matrikel Nørre Voldgade 26. I 1728 blev alle folk på dette sted hjemløse. På den nuværende ejendoms areal ramte det en rebslager og en vægter med deres familier, der boede på o. 54 m² store grunde. Hele husrækken langs Teglgårdstræde lå i ruiner.   

  Efter at genopbygningsarbejdet var ved at være afsluttet, stod på vor matrikel et nærmest kvadratisk fjæleskur skråt inde på grunden i forhold til gaden og i forlængelse af det bagved et smalt hus med samme skrå beliggenhed som de genopbyggede småhuse, der lå langs det sløjfede Teglgårdstræde. Sydøst for matriklen var der en stor have, den tyske pestkirkegård. Under branden i 1795 blev alle bygninger ødelagt. I 1806 kom der en ommatrikulering og matriklen 225 fik en hel ny form. Den fik sit nuværende korte trapezformede stykke med forhuset mod gaden, en skæv gård med nabohusets bagbygning ragende ind, og en stor vinkelformet bagbygning på det terræn, der engang var Teglgårdstrædes sydøstlige husrække. Bygningen har en rundbuet dør. I den oprindelige slutsten var en indskrift med årstal og monogram. Det var kleinsmedemester Lundberg, der havde sat skiltet op. I en avisannonce fra 1768 stod der: I et nye opbygt Huus imellem Teglgaard- og Larsleystræde er gibsede og betrokne Værelser med Udsigt til Volden og Haugen med og uden Meubler, i første og tredje Etage til Leye, og kan om Leyen med Peter Lundberg der boer paa Stedet accorderes. Baggården og baghuset fik få år senere deres egen matrikel A, således at det lille forhus nu stod for sig selv. I 1835 boede agent J. E. Dybwad i Bjørklunds forhus B, mens der boede to enker og en enlig kvinde i bagbygningen A. Bogtrykker J. C. Schiøtz overtog ejendommen efter Bjørklund og efter bogtrykkeren kom portkontrollør løjtnant J. F. Høbeler til som ejer, og han på sin side i 1854 efterfulgt af bud ved Klasselotteriet H. Petersen. I kælderen var der i hans tid et værtshus med bolig til værtshusholderen. Denne kælder blev siden en høkerbutik inklusive høkerfamiliens bolig. Ejeren, efter Petersens død hans enke, boede i den ene bolig på 1. sal og lejede resten af huset ud til boliglejere. I 1894 boede høkerenken i kælderen, en opsynsmand og en ekspedient i stuen, fru Petersen på 1. sal, en assistent på 2. sal og en skomager og en stud.jur. på 4. sal. Hvem der boede på 3. sal oplyser vejviseren ikke noget om. Det er klart at dette hus var ikke så fint som nr. 22, nr. 24 eller det virkelig fine nr. 32.

  Efter fru Petersens død o. 1900 overtog grosserer C. R. Greve det lille hus uden dog at være nødt til at flytte ind. Høkerkælderen blev et cykelværksted, kaldt cykelfabrik. Grossererens lejere var, da han overtog bygningen, udover cykel”fabrikanten” en enke, en tæller i Nationalbanken, en forhenværende skomager, en sygeplejerske, en fyrassistent og i stuetagen, senere på 2. sal, en kvindelig dameskrædder. I 1917 solgte han huset til ejeren af nabohuset nr. 24, hotel Højskolehjemmet. Så flyttede en kvindelig kunsthandler ind i kælderen. I denne kælder med tre udstillingsvinduer var der i 1930’erne et avisudsalg med postkort m.m. I den høje stue med store butiksvinduer var der fra 1929 til o. 1950 Petersens antikvariat med papirhandel, som skiltet ”Bøger købes” udtrykkeligt gjorde opmærksomt på. Petersens efterfølger var Jens Heilbuth, der som hovederhverv havde et papiragentur. Han boede oprindelig i Larslejsstræde 19, men måtte genhuses, da huset blev nedrevet i 1938 og fik nu en bolig i Nørre Voldgade 22, på 4. sal. Her havde han en fin bogsamling med for det meste dansk guldalderlitteratur. For en kreds af venner elskede han at opføre dukketeaterforestillinger heroppe, idet dukketeater var for Heilbuth en endnu større hobby end antikvarboghandelen.

  I 1940’erne var huset gået over til grosserer J. Zimmermann Belsing, der i stueetagen drev en radioforretning en gros, Zimmermann & Hammershøj. På 3. sal boede der dengang en glarmester. Hans enke bevarede denne bolig indtil midt i 1950’erne. I stuen var der sidst i 1940’erne en grossererforretning med Nederlandsk Textil Export og nogen år senere en forretning med kjoler en gros med navn Dorré Modeller og derefter Nordisk Slipsefabrik A/S. På 1. sal sad forlaget Forum og på 2. sal boede en pensioneret kvindelig prokurist. Heilbuths antikvariat var efter 1950 et af de mange antikvariater i kvarteret, der nu et efter at fjernsynet nærmede sig, måtte dreje nøglen om. Huset var blevet en del af det gamle Højskolehjem, nu Hotel Nørre Vold. Hotellets direktør E. Thyrring-Johansen fik sig et kontor med forstue i stueetagen. I 1960 nedlagde hotellet beboelsen på 3. og 4. sal, hvilket resulterede i seks ekstra hotelværelser. Efter at der i 1957 var skabt et gennembrud mellem de to huse i stueetagen og senere også et andet sted, kunne døren undværes og blev tilmuret. I 1969HaHa overtog arbejdsgiversammenslutningen Jern- og Metalindustrien i Danmark de to huse af landsretssagfører Helge Overby, der havde afviklet hotellet og Zimmermanns ejendomsinteresser. 26 havde på det tidspunkt ikke længere boliger. Alle lokalerne brugtes nu i et kvart århundrede til kontorer og mødelokaler. I perioden 1. januar 1994 og frem til december 2002 udlejede Dansk Industri ejendommene 24 og 26 til Uddannelsessekretariaterne, som benyttede huset frem til den 17. december 2002, hvorefter de flyttede til Vesterbrogade 6D. Uddannelsessekretariaterne havde dog rådighed over husene indtil 1. januar 2003. Så stod husene tomme. Den 14. marts 2006 blev de samlet solgt for tilsammen 36 millioner kroner. Køberen var Projektselskabet for Nørre Voldgade 24-26 i Herning. Mellem 2006 og 2007 blev huset og nabohuset bygget om til at rumme 22 moderne lejligheder. Allerede da husene var i Dansk Industris eje, fik de en servitut, der påbød bevarelse af de historiske bygningskonstruktioner og i tilfælde af omdannelse til boliger, at de var sikret som helårsboliger. Husets tilmurede dør blev dog ikke genåbnet. Nu skulle den over hundrede år gamle udvikling fra bolig til kontor vendes.

(2006)