Nørre Voldgade 34

Nørre Voldgade 34

I senmiddelalderen fandtes her spredte randbebyggelser langs bymuren og Larslejsstræde, der dengang ikke var en rigtig farbar vej, på en nærmest ubebygget kæmpestor grund, der i 1377 i et på latin skrevet ejendomsregister kaldes for terra pomerii, æblehaven, tilhørende dekanen Esbern Jacobsen. I 1496 omtales den som grunden med haver lige til volden. Dengang fandtes der knapt nok den senere sti Klokkerhøjen, forløber for Nørre Voldgade mellem Teglgårdstræde og Nørregade. I 1501 er grunden lejet ud til Erland Snare og hustru Kathrine. Grunden blev delt i to i 1565, men lagt sammen igen efter 1614. I 1653 er der ikke flere end syv våninger på den store grund. Teologen Peder Resen køber i 1661 hele arealet og udstykker det igen, men begge dele købes i 1663 af gartner Laurids Hansen. Hans enke pantsætter i 1669 haven, sin egen våning og et halvt hus. I 1689 fandtes fem huse i Larslejsstræde og fem huse under volden. I 1690 deler sønnen gartner Hans Lauridsen grunden i fire dele og afhænder i 1699 en mindre del til staten for at den kan anlægge en gade langs grundens nordlige linie og som militæret havde brug for. De i den anledning kasserede småhuse op ad volden lå der, hvor nu Nørre Voldgade har sin østgående kørebane. På den måde kan man sige, at dagens Nørre Voldgade 34 før 1728 stort set var jomfrueligt terræn. I Larslejsstræde lå en våning, som Willum Wormsen på auktion købte som kurator for Christen Luxdorph. Luxdorph solgte våningen i 1705 til brændevinsbrænder Hans Poulsen, hvis enke Ellen i 1709 skødede den videre til brændevinsbrænder, senere brygger Jens Nielsen Bro. Han købte i 1723 også det tilstødende hjørnehus af murersvend Jens Poulsen, der selv havde købt huset af Magistraten. Brændevinsbrænder Jens Nielsen Bro og afdanket grenader Harrild Axelsens bindingsværkshuse husede efter branden i 1728 familier og 19 for det meste husvilde logerende, der skulle have et sted at bo. Husene havde mirakuløst overlevet branden, men hjørnehuset måtte nu vige for gadeudvidelsen, så kun ganske få kvadratmeter lå indenfor byggelinien.

  De tre efterfølgere, et hjørnehus med sidebygning og åben gård ud mod Larslejsstræde med karetmager Swinton som beboer, og langs Nørre Vold et lille nabohus med trekantet gård og en mindre bagbygning samt et større hus med en fløj inde i den rummelige gård, med stabskaptajn ved sjællandske regiment von Albrecht som beboer, overlevede ikke den næste brand i 1795. Alt det der var straks blevet genopbygget, blev stærkt beskadiget under bombardementet i 1807. En ommatrikulering resulterede i fire matrikler her: en på hjørnet med gadenummer 36, en på Nørre Vold med gadenummer 34 med udgang til Larslejsstræde, der hvor det nuværende Business College har sin bagindgang, og to bredere og dybere huse langs volden og ud til Larslejsstræde med gadenummer 32. Hjørnehuset fik en lille baggård, nr. 34 havde før 1807 ingen adgang til Larslejsstræde men et baghus og en lige så lille baggård som nr. 36. Nr. 32 havde en sidebygning, en rimelig stor gård, et baghus og et lille hus langs Larslejsstræde. Efter bombardementet blev dette lavet om igen og nu blev nr. 32 og Larslejsstræde 19 delt midt imellem. Fundamenterne til de nye huse blev erhvervet på auktioner, hvor Fruekirken fik solgt gravsten, for det meste fra børnegrave fra den i 1807 nedlagte kirkegård nord og syd for Vor Frue, fordi byggematerialer i de trange tider var svære at få fat i.   

 

  Nr. 32 var et senklassicistisk hus uden port på fire etager og to kældre med i alt elleve fag, fra 1. sal og opefter refendfuget, med fire tagkviste og en midtergavl over fem fag. Her boede fra 1828 til 1829 botanikeren og politikeren professor Joachim Schouw, æret med en bronzebuste på Frue Plads. Han boede her samtidig med den entreprenante forretningsmand P. C. Deichmann, en urtekræmmer, der handlede med tekstilfarver og tilbehør og oprettede en chokoladefabrikation i gården. Han var samtidig forsørgelsesforstander for kommunens fattigvæsen. De andre medbeboere var en institutbestyrerinde, det vil sige en dame, som underviste piger i sin lejlighed, en kammerherre og major ved garden til fods, en provstinde, med andre ord enken efter en afdød provst, en grossererenke, en kongelig fuldmægtig og en pakhusforvalter ved Den kgl. Grønlandske Handel, alle nydelige repræsentanter for borgerskabet, som indtil for en generation siden nok ikke havde sig slået ned på dette ydmyge sted. Man flyttede meget i det 19. århundrede, med to faste årlige flyttedage, en liberal lejelovgivning og et begrænset antal stykker bohave. Så efter få år boede der igen helt andre borgere i huset. Det tilhørte i 1860’erne mode- og manufakturhandleren J. J. Gammeltoft, Købmagergade 8, og i kælderen boede og arbejdede en slægtning, skomagermester O. C. Gammeltoft. I kælderens anden bolig arbejdede en trådhandler. Ti enlige kvinder, de færreste af dem selvforsørgere, og to professorer var blandt husets lejere med i alt 16 husholdninger i ejendommen ifølge vejviseren for året 1866. Efter manufakturhandlerens død fortsatte enkefrue Gammeltoft som ejer indtil århundredeskiftet og hun havde sin bolig på beletagen. I hendes tid boede tegneren Alfred Schmidt på 2. sal o. 1883. Efter ham boede på denne etage kvindelige medlemmer af familien Ammundsen i mere end en snes år. En livlæge A. B. Schytz boede i samme tid en etage længere oppe, også med en bolig til en kvindelig slægtning, der var sproglærer. I kælderen med tre boliger og værksteder arbejdede ved siden af skomageren en instrumentsliber og en modehandler. I 1894 boede biskop P. C. Rothe og efter hans død bispeenken i stueetagen. På 1. sal boede dengang endnu en bispeenke. Men i samme hus var der også en bolig til en pensioneret politibetjent, selv om de fleste lejere tilhørte de mere velstående klasser.  

  Nr. 32 fik store butiks- og kældervinduer omkring 1900. Efter 1900 lejede tobaksfabrikanten Krüger sig ind i kælderetagen med den gamle snus- og skråtobaksfabrik Bonnesens Eftf. Hermann Krüger købte hele ejendommen og solgte den i 1908 til Foreningen Industrifagene, der allerede havde bygget sig en ny ejendom på nabogrunden nr. 30. I stuetagen var der denne gang en spillekortfabrik. På 3. sal boede en apoteker og på 4. sal to søstre, der var dameskrædderinder. Det ene kælderværksted overlod tobaksfabrikanten til en maskinhandler. Under Industrifagene fortsatte de to virksomheder i kælderen i de første år efter ejerskiftet. I 1912 optog ejeren Den danske Bondestands Sygekasse som lejer og i 1915 Københavns Frugtauktionslager, fordi der var ikke langt til Grøntorvet. Samme år var der en maskinforretning med navnet Ferrum i stuen, passende til ejernes virksomhedsområder. På 1. sal boede da stadig og arbejdede en herreekviperingsforhandler. Ikke mange år senere var bygningen Industrifagenes Kontor og den indeholdt ikke længere boliger og kun på 3. sal var der en lejer, en overretssagfører, men også ”Jernindustriens Arbejderulykkesforsikring af 1916” havde kontor i huset og anvendte butiksvinduerne før 2. verdenskrig til en udstilling med chokerende genstande og rædselsvækkende billeder, som ville egne sig til en moderne gyserfilm. De skulle på en realistisk facon advare mod de hyppige arbejdsulykker i håndværk og industri. Stueetagen blev ved med at være udlejet indtil det sidste. Christian Frederiksen havde her sin glas- og porcelænshandel indtil 1938.

  Det i 1938 nedrevne hus nr. 34 var en klassicistisk bygning i seks fag på fem etager og tre kviste og med samme højde og udseende som nr. 36. Facaden stod i blankstensmur, stuetagen var pudset hvidt. Her boede der i 1835 lige så fine standspersoner som i nr. 32. Her sad kammerjunkerinde Conradine Barner, kammersekretær P. J. Hiorth, fuldmægtig under Statsgældsdirektionen P. Chr. Rindom og bogholder ved Statsgældsdirektionen kammerråd F. W. Thiele. I 1860erne tilhørte huset også en Gammeltoft, i dette tilfælde justitsråd snart etatsråd J. C. J. Gammeltoft Men i modsætning til nabohuset boede her ikke så mange lejere. Der var i alt fem husholdninger i året 1866. En af lejere var kgl. hofkonditor. Efter sin mands død boede etatsrådinde enkefrue Gammeltoft både i stuen og på 1. sal., en justitiar havde 2. sal, hofkonditoren havde 3. sal og en skuespiller 4. sal. Alle selvfølgelig med familie og personale. Efter 1880 oplevede huset forskellige ejere, nogen boede her, andre ikke. Lejerne var de sædvanlige grosserere og enker. En løjtnant og en sygeplejerske kunne også findes i blandt dem. Købmand Haaber-Bernth erhvervede ejendommen sidst i 1890’erne og tog en bolig på 2. sal til sin familie. Efter 1900 afløstes han af en urtekræmmer William Meyer, nok en af de sidste håndværkere, der fik råd til at købe en ejendom på Nørre Voldgade, efter at de blev mere attraktive langs den nye flotte boulevard overfor Ørstedsparken. Han flyttede heller ikke ind med det samme, men udlejede alle boligerne. Officeren i stueetagen steg i mellemtiden på den militære rangstige og kunne erstatte løjtnant med kaptajn på hans navneskilt. Den sidste ejer, inden Industrifagene købte huset i 1922, var grosserer Abben og da han døde ret hurtigt, var det enken med bopæl på 2. sal, der sørgede for salget. I stuen boede en af hendes slægtninge. På 1. sal boede en arkitekt der var gift med en tandlæge. På 3. sal boede en direktrice, på 4. sal en kommunelærerinde og efter hende en grosserer og i de sidste år en arkivar. Efter at Industrifagene kom ind som ejer, faldt antallet af boligerne og i 1924 var der i stueetagen et tekstilfirma med navnet Hjemmevæv, drevet af to damer, et annoncebureau og en skiltefabrik. I det gamles hus’ allersidste år brugte Industrifagene 1. sal sammen med tandlægefamilie Blæsberg og Skotøjsbranchens Kreditforening, mens stuen var lejet ud til Væv og Kunst, som den nu hed, og på 3. sal boede to enlige kvinder. Grete Bjørn Larsen med sit væveri blev genhuset i Nørre Voldgade 20.    

  Lejerforholdene i nr. 36, en ren klassicistisk bygning på fem etager og i nøjagtig samme udformning som nr. 34, med tre kviste ud mod Nørre Vold, var i 1800-tallet ikke de samme som i nr. 32 og 34. I 1809 ejet af garver C. Holm og med klejnsmed Wegmann som typisk lejer, i 1819 gipser ved rådhuset Giovanni Battista Gianelli og i 1835 sadelmagermester J. Culmsee, værtshusholder E. C. Henrichsen, murerfrimester W. J. Pio, postbud J. F. Rittmeyer og løjtnant C. T. Thomsen som beboere, med andre ord repræsentanter for det mere jævne københavnske borgerskab. I 1860erne ejedes hjørnehuset med postadresse Larslejsstræde 21 af en officer, der efter opholdet på Kastellet og Livgardens Kaserne var steget op ad den militære rangstige og havde i 1853 fået råd til at købe eget hus til sig selv og sine to ugifte døtre, som fik deres bolig på 2. sal. I 1864 var husejeren M. O. B. von Hveberg oberstløjtnant og længere kom han ikke. 1866, to år efter hans død var det frøknerne Hveberg, der havde arvet huset men ikke navnedelen ”von”. I nr. 36 var allerede i 1860’erne en kolonialbutik i stueetagen med indgang i hjørnet. Men den slags butik hed dengang urtekræmmerhandel. Og den gang var der rigelig med kunder langs volden og i Larslejsstræde i modsætning til i dag, hvor der ikke bor flere end en håndfuld mennesker på halvtreds meters afstand. Vareudbuddet blev siden mere snævert. ”H. Mathisen & Co. Vin og Spirituosa en gros” skiltede butikken over otte vinduer med. Men en detail var der selvfølgelig også mulighed for. Dengang var hele facaden pudset hvidt i modsætning til den senere genskabte deling mellem blankmur og hvidpudset facade. Den sidste forretning inden nedrivningen var en lampebutik, hvor kunder fik tilbudt elektriske lysekroner på facadeskiltningen. Hele stueetagen var lysbutikkens salgsareal.

  Efter frøknerne Hveberg blev det en enke, der købte eller arvede ejendommen. Enken fru J. M. Broberg havde 1. sal for sig selv. Hendes lejere var urtekræmmeren, en handelsagent, en politibetjent, en grosserer, en lokomotivfører, en detailhandler, en drejer, en kopist, en assistent slet og ret, og alle sammen med deres familier. Eftersom der var gået inflation i næringsbetegnelsen grosserer, kan vi konstatere, at nr. 36 langtfra var så fin som nr. 34 og 32. Efter 1900 var det en urtekræmmer, der afløste daværende ejer. 3. og 4. sal var familieboliger. Efter 1905 var ejeren en bagermester med bolig på 2. sal, som hans familie delte med en slagtermesterfamilie og på 4. sal arbejdede og boede en møbelsnedker. Bagermesteren gik på pension, mens han var ejer. Han afløstes af enkefrue Fischer, som i 1921 solgte sit hus til foreningen Industrifagene, der allerede ejede nabohuset nr. 19. I de sidste år, da nr. 36/Larslejsstræde 21 var i privat eje, boede der en blomsterhandlerske på 3. sal og en fuglehandlerske på 4. sal og kolonialforretningen Jacob Christiansens Eftf. fortsatte. Da huset skulle nedrives i 1938, var der udover urtekræmmeren en restauratør, en snedker og en oboist, der arbejdede som musiklærer, som skulle genhuses af Industrifagene.  

  De tre 1800-talsejendomme 32, 34 og 36 og derudover Larslejsstræde 19 med i alt seks matrikler blev i foråret 1938 revet ned for at gøre plads til en udbygning af Jernindustriens hovedsæde i nr. 30. I nr. 32 befandt sig i forvejen “Jernindustriens Ulykkesforsikring”, som jernfabrikanterne havde stiftet i 1899 efter indførelsen af den lovpligtige ulykkesforsikring for arbejdere. I efteråret 1939 flyttede så de to organisationer “Fabrikanter i Jernindustrien” og “Industrifagene” samt en række sammenslutninger inden for den danske industri sammen i Povl Baumanns nye 19.665 m² store hus. Jernkontoret fik stueetagen, og dele af ejendommen blev til at begynde med lejet ud til fremmede, der efterhånden som der blev brug for mere plads måtte fraflytte igen. Ejendomskomplekset blev overdraget til et ejendomsaktieselskab, hvor hver af de to store organisationer ejede 50 % af aktiekapitalen.

  Det gamle og det nye hus har nøjagtig samme højde og står i forbindelse med hinanden gennem branddøre undtaget tagetagen. På facaden er der et vandret hvidmalet bånd over stuen videreført fra den ældre bygning Bygningens ydermure fremstår i mørkerøde håndstrøgne solbjergsten med elementer af granit- og neksøsandsten og yderdørene af teaktræ. Lysningerne i stueetagens dybe vinduer er malet med hvid oliemaling. På 5. sal er der en omløbende altan, således at tagetagen træder tilbage bag altanens lukkede brystning. Vinduerne er småsprossede som Baumann måske har set dem hos sin læremester Ulrik Plesner på Gammel Torv. Der var med andre ord ikke sparet på udgifter til materialer, heller ikke indenfor. Her indsattes parketgulve af egetræ og fodpaneler af teaktræ, dørene var af mahogni eller egetræ. Rudolf Rasmussens Snedkerier byggede kontorindretningen efter tegninger af Kaare Klint og Mogens Koch. Til gardinerne valgte man bevidst dyre traditionelle stoffer som damask, granité og reps. Den bagvedliggende skolegårds retirader skjultes for medarbejdernes øjne med en mur. Over hele ejendommen blev der ikke sparet på kvalitet og funktionalistisk stil i tidens ånd. Hele tilbygningen kostede dengang den nette sum af 1.041.408 kroner, og således som den problemløst indordner sig i den efterhånden kraftigt indskrumpede række af diskrete klassicistiske ejendomme på Nørrevold, står den også to generationer senere i dag som en af Danmarks fornemste repræsentanter for det 20. århundredes kvalitetsbyggeri. På facaden stod oprindelig mellem 1. og 2. sal ”Jern- og Metalindustriens Sammenslutning” og i samme højde på det afrundende hjørne ”Metalfagene”. Senere nøjedes DI med et rundt skjold over hovedindgangen. I dag er det erstattet med navnet ”Thorvald Korsbæks Hus” skrevet i versaler over døren. Hovedindgangen har en stor glasdør og fra vestibulen rejser sig et cirkelrundt vidunderligt trappetårn. Midt i trappehallen opstillede ejerne i 1972 en gave fra Smede- og Maskinvirksomheder i København, en skulptur af Robert Jacobsen i anledning af foreningens 75-års jubilæum, som kunstneren havde døbt BOBACH. Men figuren harmonerede ikke rigtig med Baumanns elegante 1930er-arkitektur.

  Indtil 31. 12. 1997 holdt Dansk Industri til i Nørre Voldgade 34, det eneste husnummer, der er tilbage mellem 28 og 36. Også Nørre Voldgade 24, 26 og 48 ejedes af DI. Dansk Industri blev dannet i 1992 og er en fusion mellem Danmarks store industriorganisationer. Hovedadressen er Industriens Hus på H. C. Andersens Boulevard, men de store gamle afdelinger holdt stadig til på Nørrevold, hvor også overenskomstforhandlingerne stadig førtes. Med års mellemrum kunne man således stadig se lys i bygningens vinduer i de sene nattetimer, når de nye overenskomster skulle være i hus indenfor den aftalte frist. På længere sigt var det upraktisk at have to centre – der var fem faste daglige budforbindelser mellem DI”s huse – og tiden kom, hvor Dansk Industri skilte sig af med adressen på Nørre Vold for at give plads til Niels Brocks Handelsskole, der allerede dengang hed Copenhagen Business College.

(2006)