Nørre Voldgade 8

Nørre Voldgade 8

Her står et forhus i seks fag og med fem etager uden kælder mod gaden, pudset hvidt i stueetagen og gult for resten af facadens vedkommende. Der er en butik i stueetagen med indgangsdør fra nabohuset nr. 10. Kordongesimsen, fælles for alle klassicistiske huse, har i dette tilfælde fået tilføjet en æggestav. Vinduerne mangler de oprindelige sprosser. Taget har en større midterkvist med altan mellem to kviste. Det blev opført i 1819 i kun to etager for vognmand P. Carstensen. Så få etager var ellers ikke længere almindeligt i byen. Men vognmanden havde også fået bygget ejendommen nr. 10 forinden. Og seksten år senere, i 1845, blev der bygget tre etager oveni. Byen manglede boliger i overordentlig grad. Ordregiveren hed I. F. Kalie. Omkring 1860 styrtede hele huset sammen, måske på grund af en for hårdhændet ombygning men blev genopbygget i samme skikkelse. Til ejendommen hører også et bevaret dybt sidehus, der overlevede saneringen i begyndelsen af 1980’erne.

  Kvarterets store nordvestlige trekant mellem Sankt Peders Stræde og volden har i middelalderen ligget ubebygget hen og brugtes til opgravning af ler til teglværket og til græsning af heste og kreaturer. Ejeren var Vor Frue kirke og efter reformationen Københavns Universitet for de grunde, som kirken ikke havde solgt fra forinden. I den katolske tid, i året 1496, nævnes en Knud Vognmand som bruger af Vor Frues bolig. Efter 1521 blev Vor Frues grund delt for første gang. Sidst i 1500-tallet møder vi her ægteparret Bennike og Berithe Melckens som universitetets lejere. Han var væver og har givetvis ikke kunnet udnytte hele det store areal med kun to små huse mellem Sankt Peders Stræde 36 og Nørre Voldgade 2-6. Efter 1688 delte enken efter ejeren Johann Adolph Ernst, fru Helena Sophie Mercker, grunden og solgte den del af arealet, der lå mod Sankt Peders Stræde, fra. Så giftede hun sig igen og den nye ægtefælle, handelsmanden Bertel Stuve delte grunden endnu engang og solgte i 1691 den ene del til væver Zacharias Frandsen. Frandsens enke solgte denne grund til vognmand Anders Pedersen i 1708. Vognmanden solgte den videre til vognmand Hans Villumsen, der var ejer i brandåret i 1728. Da byen skulle genopbygges, inddrog staten en stribe jord langs volden for at etablere en gade under volden. I 1600-tallet lå der altså kun to bygninger langs volden mellem Helmers Bastion og Teglgårdstræde, begge på hver sit gadehjørne. Den vestlige var i 1700-tallet et langstrakt bindingsværkshus med en trekantet baggård på en stor matrikel. Fløjen langs Vestervold var kortere end den langs Nørrevold, men havde en betydelig længe ind i gården. Under branden i 1728 slap også dette hus sammen med andre huse på Vestervold for tilintetgørelse. Vognmanden Hans Villumsen boede og arbejdede her med en husstand på 18 personer, i det han også gav midlertidig husly til skadelidte husvilde, en kollega og en arbejdskarl med deres familier. Ægteparret Villumsen havde i 1728 fem børn og to arbejdskarle i deres brød. 

  Branden i 1795 ødelagde i modsætning til branden i 1728 også dette hjørne af Nørre Kvarter og i forbindelse med genopbygningen af det ødelagte hus og baghus deltes matriklen i fire dele. Det nuværende Nørre Voldgade 8 går tilbage til matrikelnummer 142D, efter 1806 NØ 221, cirka en fjerdedel af vognmand Villumsens areal. Skellet mod syd ligger der, hvor Sankt Peders Stræde 34-36 og dens baggård befinder sig. Vognmand P. Carstensen, der drev virksomhed fra sin ejendom nr. 10, finansierede i 1819 byggeriet på denne nabogrund og med en ikke ligefrem imponerende størrelse til at begynde med. Da de tre ekstra etager var sat på, var der plads til flere lejere i det mere og mere overbefolkede København. En hel række ejendomme fik i første halvdel af 1800-tallet forøget deres etageantal, både hvad forhus og hvad sidebygning og bagbygning angår. I 1856 boede digteren Henrik Hertz her. Seks år før havde han allerede lejet en bolig i nabohuset nr. 6. I 1864 ejede filefabrikant Th. Naylor fra Sankt Peders Stræde 45 ejendommen og drev i stuetagen sin virksomhed med et familiemedlem, der var uddannet filehugger. 1. sal havde han lejet ud til en grosserer, 2. sal til to grosserere, 3. sal til landskabsmaler Thorald Brendstrup, 4. sal til arkitekturmaler Heinrich Hansen og 5. sal til en enkefrue og to studerende. I Sankt Peders Stræde 45 befandt sig hans kontor. Brendstrup var kendt som maler af senromantiske sjællandske og italienske landskaber, Hansen som maler af interiører og kendte bygninger. Takket være hans malerier var det muligt at rekonstruere udbrændte rum på Frederiksborg Slot. Han var møbeldesigner og kunstnerisk leder af Bing & Grøndahl. Han sørgede også for, at medlemmer af hans familie fil boliger på 5. sal. Efter at medicinprofessor Panum forlod universitetet i Kiel på grund af den dansk-tyske krig, flyttede han til København og fik her i 1965 en bolig på beletagen. Peder Ludvig Panum (1820-1885) var professor i anatomi og fik efter ankomsten til København straks et professorat i fysiologi, fysisk kemi og komparativ anatomi. I 1876 lykkedes det for ham efter ihærdige anstrengelser at få sit eget laboratorium bag Kirurgisk Akademi i Bredgade, Danmarks første og længe eneste medicinske forskningslaboratorium.   

  Naylor solgte sin ejendom efter 1884 og den yngre John Naylor flyttede ind som lejer på 1. sal. Den nye ejer var grosserer A. C. Bendixen og stueetagen blev virksomhedens nye domicil. Her havde der før været et possementmagerværksted. Midt i 1890erne indrettede de to frøkner B. og C. Birkerod, der boede på 1. sal, en højere pigeskole i ejendommen og fire lærerinder og en cand. theol. boede som undervisere også i samme hus. Skolen hed Frøken Birkerods højere Pigeskole. Denne form for skoler havde der tidligere været mange af, men efter århundredeskiftet forsvandt de fleste af disse små privatskoler, der altid lå i boligejendomme. Også denne holdt sig kun i ganske få år. I ejendommen var der samtidig kontor for en overretssagfører og boliger for en statsrevisor og en grossererfamilie. I 1890erne var der mange kvindelige lejere i huset, selvom skolen ikke længere fandtes. Den senere politidirektør Aage Seidenfaden levede her sammen med sin mor, da han læste jura på universitetet. I stuen lå Kjøbenhavns Cykle-Lager efter århundredeskiftet. Husets ejer var dengang handelsagent, senere grosserer G. M. Salomonsen. Efter cykeludsalget kom en skrædderforretning og så Nørrevolds Møbelmagasin ved siden af den under første verdenskrig. På 1.sal boede en forlagsboghandler, på 2. en porcelænshandler, på 3. sal var der et agentur og en grosserer, på 4. sal boede en kontorchef i justitsministeriet og på 5. sal tre enlige damer. Sådan var situationen i 1909, men der skete løbende ændringer i lejersammensætningen. I 1915 var der udelukkende sagførere på 2. og 3. sal. Fra 1919 var denne ejendom for anden gang siden 1819 sammenlagt med naboejendommen nr. 10 og har været det siden. Den nye ejer af de to huse var Semler & Mathiasen, den senere radio- og grammofonbutik, der blev grundlagt i 1888 af E. S. Semler og I. N. Mathiasen med støbegods som udgangspunkt og så med cykelproduktion og salg, siden udvidet med radio, grammofoner og elektriske installationer. Grundlæggernes efterfølgere var sønnerne Johannes og Axel Semler, f. henholdsvis 1882 og 1889. Johannes Semler havde sin families bolig på mezzaninen fra 1920erne til 1940erne. Bag Semler & Mathiasen stod støbejernsfabrikken Middelfart Støbegods J. S. Hess & Søn. På 1. sal ovenover boede samtidig glashandler Louis Meyer, på 2. sal fru Erlitz, en enke, i en af to lejligheder, på 3. en landsdommer, der gik på pension, mens han boede her, i den anden lejlighed fra sidst i trediverne en filmforeviser, og på 4. sal en redaktionssekretær. Meyer havde det velrenommerede Glasmagasinet i nr. 12 tæt på. Huset var modsat mange andre i gaden omkring 1940 først og fremmest en boligejendom.

 

  Stue og mezzanin med direktørboligen blev i de efterfølgende årtier domicil for Semler & Mathiasen. På 1. sal boede og arbejdede overlæge dr. med. Edmund, siden en kontorchef Christensen. På 2. sal levede filmforeviseren Kaj Jørgensen sammen med Olivia Mogensen. På 3. sal en forfatter og en prokurist, på den øverste etage fru Gudrun Lauritzen og senere også filmforeviseren. Sådan var i det store og hele situationen fra 1950’erne til 1960’erne. I 1969 solgte Semler & Mathiasen ejendommene  8 og 10 til sig selv eller korrekt sagt til selskabet Semler & Mathiasen Cykler A/S. Fru Lauritzen var stadig lejer i 1980’erne og Semler & Mathiasen hed nu blot S&M. Cykelsalget havde man for længst overdraget til andre og sidst i 1970’erne hed denne forretning Evan Klamer Cykler. Nu var det fjernsynsapparater, der blev udstillet i S&M-butikken. Bag butikken har der i flere årtier været et serviceværksted for radioapparater og fjernsyn. I 1981 solgte Semler & Mathiasen Cykler A/S gennem ingeniørfirmaet J. M. Rodsgaard sine to huse til en ejerforening, der splittede dem op i selvstændige ejerlejligheder. Nr. 8 kom således i hænde af 11 ejere, hvor 2., 3., 4. og 4. sal var boliger på 197 m² hver. Den ene af dem forblev hos S&M Radio. Cykelforretningen forsvandt og Bagger Tryk, der var en virksomhed i 1980’erne, blev i 1993 afløst af Jagt- og Fiskerimagasinet, som oprindelig havde butik i Vester Voldgade. Lejerbos regionskontor fik også lokaler i huset. Fra 2004 har radio- og tv-butikken ikke længere heddet S&M men Bang & Olufsen Center, ledet af Mogens Vilhelmsen, dog har det gamle firma til højre for hoveddøren stadig adresse i nr. 8. Butikken havde i flere år været en B&O specialbutik. 2., 3. og 4. sal indeholder også stadig boliger, men nu ejerboliger. I 2010 flyttede et adokatfirma ind i B&O”s nu lukkede butik. Advokatfirmaet Kirk ejer nu ejendommen. 

(2010)