Nørregade 11

Nørregade 11

Bispegården

Alle kender Bispegården og tror måske at den er et rigtigt middelalderstenhus. Den er såmænd kun et af de efterhånden sjældne ildebrandshuse fra tiden efter 1728 og så har den oven i købet gennemgået en hårdhændet restaurering af rådhusets arkitekt Martin Nyrop i 1897. Kobberbåndene, karnappen og svalegangen i gården i anakronistisk bindingsværk gav bygningen en kunstig ælde. Selv inskriptionstavlen på facaden i Studiestræde er ikke så gammel som den måske giver sig ud til at være. Til gengæld skyldes Nyrops græske inskription over porten reformationsbiskoppen Peder Palladius valgsprog og Nyrop ville imponere byen med biskoppens eller sine sprogkundskaber. Den runde tavle ovenover viser apostlen Peter med sit fiskenet. Dog gik Nyrop ikke så vidt at give huset dens takkede gotiske gavl tilbage. Forhusets kvist blev allerede efter det engelske bombardement formindsket fra 4 til 3 fag. I 1700- og 1800-tallet havde bispegården selvfølgelig en pudset og malet facade, den nuværende skal minde os om middelalderhusets fremtrædning. 

  Men at bispegården går tilbage til et af 1300-tallets få grundmurede huse af teglsten er der ingen tvivl om. Den var oprindelig en af de store købmandsgårde med stor have, stald, brændeskur og alt hvad der hørte til og blev indrettet som byens andet rådhus efter at man opgav det første rådhus i Skovbogade. Derfor hed Studiestræde indtil ca.1500 Rådhusstræde, på latin Vicus Pretorii. Sit nye navn fik gaden, fordi kong Kristiern I i 1479 fratog byen rådhuset og overdrog det hans splinternye universitet, hvis lokaler kaldtes Studium på de lærdes eget sprog. Bystyret fandt sig ikke i ekspropriationen og i kongansHan Hans tid måtte universitetet flytte over til den anden side af gaden. Til gengæld overdrog kong Christian III. under reformationen huset til den nye lutherske superintendent for Sjællands stift og København fik sit tredje rådhus mellem Gammeltorv og Nytorv. Og siden dengang har gården uafbrudt været sæde for de københavnske biskopper. Stiftsforvaltningen ligger i de to underste etager, biskoppens bolig i den øverste.

  De klassiske oldtidsminder i gård og entré går tilbage til samleren biskop Friedrich (Frederik) Münter, mere videnskabsmand end præst og mere frimurer end teolog, der var vokset op 200 meter herfra i Sankt Peders Stræde som søn af den tyske Petri-præst. Han gav i 1822 husly til det unge par Adam og Christiane Oehlenschläger med toårige datter Maria, der fik en række værelser i stueetagen. Christiane stod for salget af sin mands bogproduktion og havde travlt med indpakning og forsendelse af de uopskårne hæfter og bøger, mens professoren passede sine ”Faarelæsninger” på universitetet. Hendes søster, der var gift med H. C. Ørsted, boede i professorgården ved siden af og de to huses haver stødte mod hinanden. Oehlenschläger var et godt menneske og når den gamle krigsinvalid med fast siddeplads på fortovet under hans vindue på hjørnet af Studiestræde ikke havde solgt kager og brød nok, smed han en mark eller to ud af vinduet og ned i mandens kasket. Da den nye biskop Mynster flyttede ind i 1835, skulle Münters enke have stueetagen og så sagde de tre Oehlenschlägere farvel til bispegården. En del af Münters samling kan stadig ses på vægge og i trappeopgangen i bygningen.

  Da Studiegården mellem Studiestræde og Sankt Peders Stræde skulle bygges i 1914, måtte Bispegården aflevere det meste af sin have og så nedlagde man hele haven, således at der nu kun er et indre brostensbelagt gårdrum tilbage, smukt enkelt og bilfrit. Den på gårdvæggen ophængte lange træstige har ingen religiøs betydning, men er der af brandhensyn. Portnerboligen har i de sidste år stået tom