Nørregade 19

Sankt Peders Stræde 2

Sankt Petri Kirke

Nørre Kvarter havde i Absalons tid to kirker at holde sig til, Sankt Clemens og Sankt Peter. Sidste udbrændte i 1386 og den nuværende Sankt Peders kirkebygnings ældste dele er sengotiske, men man ved ikke nøjagtigt, hvornår kirken blev genopbygget, sandsynligvis o. 1450 og med tårnet et par årtier senere. Sidefløjene og spiret kom først til længe efter reformationen, da den lille landsbykirke (den var samtidig landsbyen Serridslevs sognekirke) ligesom sin ældre søster Skt. Clemens blev nedlagt til fordel for Vor Frue Kirke. Efter at havde tjent som styk- og klokkestøberi blev den inklusive dens lille kirkegård af kong Frederik II i 1585 skænket til hans voksende tysk og nederlandsk talende skare af undersåtter i København. Den tætte forbindelse til kongehuset er den dag i dag bevaret i den ældgamle stilling Kongelig Patron, det vil sige kongens tilsynsførende, oprindelig i finansministerens egen person, nu varetaget af en stiftsamtmand. Kirkens underhold stammede fra udlejning af stolestader i kirken og kramboder langs Nørregade. Præsterne, i kirkens blomstringstid tre plus et antal kateketer, levede af afgifter for begravelser og andre serviceydelser, faste afgifter fra menigheden og af og til et tilskud fra kongens private chatol. De fleste bygninger eller rettere sagt deres talrige forgængere i de tre gader langs med kirken har i tidernes løb været anvendt af den tyske menighed: til præster, skolelærere, kantorer, klokkere, gravere, fattige gamle m.fl. Det tog lang tid at indrette kirken med passende inventar såsom klokker (4) og orgel, men allerede i 1631 henholdsvis 1634 kom nord- og sydfløjen til, således at der var plads til op til tusind mennesker, selv om ikke alle kunne se alteret. Hele herligheden brændte godt og grundigt i 1728 og endnu engang, dog mindre radikalt, i 1807. Det af kong Frederik V. betalte og af tømrermester Boye Junge d. æ. tegnede elegante rokokospir med apostlen Petrus´ forgyldte hane overlevede nemlig takket være den utrættelige overgraver Jørgensen, der med læderspand og klude slukkede englændernes raketild og siden blev udmærket med dannebrogsordenen. De oprindelige begravelser under kirken blev forstyrret og ødelagt i 1728 og 1807. Efter statsbankrotten i 1813 var den tyske menighed ikke længere så stor og så velhavende, at den kunne bekoste en renovering svarende til fordums standard. Siden har Sankt Petri, sandsynligvis Københavns ældste bygning, været en beskeden og forsømt gudshus bag sine høje patinerede mure. De sidste års store og bekostelige istandsættelsesarbejder kunne den efterhånden ikke særlig talstærke menighed ikke finansiere selv og derfor er kirken nu igen efter 400 år blevet statseje. Nordfløjen har arkitekten skilt ad ved en slags gasbetonmur og ombygget til en mødesal, hvor bl.a. kulturelle arrangementer med tysk-dansk islæt finder sted. En hoveddør i tårnfløjen er reetableret, sakristiet er nedlagt, prædikestolen er sænket, de farvede vinduer er udskiftet med klart glas og så godt som alle epitafier er taget fra væggene. Kirken er nu protestantisk lys og ren. Kirkesproget er stadig tysk. Den sidste og den nuværende præst både forstår og taler dansk. Når præsten skal vie et ungt par og en af dem ikke kan følge med, så gør han en undtagelse og fremsiger de nødvendige formler på dansk. Turisterne har ellers taget det nyrenoverede hus til sig og i kulturnatten 2001 kom der næsten 7500 gæster. 

(2006)

Læs mere: St. Petri 1575-1975. 400 Jahre deutsche evangelisch-lutherische Gemeinde zu Kopenhagen. Kopenhagen 1975.