Nørregade 21-25

Nørregade 21-25

Telefonhuset

Det nuværende Telefonhus fra 1910 er rejst på tre sløjfede gårde og et par småhuse, der går tilbage til fire middelaldergårde, som med en undtagelse har været anvendt som bryggergårde, så længe skriftlige kilder haves. Der hvor senere nr. 21 befandt sig, altså længst mod syd, lå i brandåret 1728 et grundmuret hus ejet af kongen og udlejet til den tyske hofpræst, i dette tilfælde superintendent Georg Johannes Conradi.. Den kongelige gård var lidt bredere end de andre og da matrikelgrænsen ikke forløb parallelt med Nørregade, steg gårdenes dybde, jo længere man kom mod nord.

Denne gård op ad kirkegården bestod oprindelig af tre smalle gårde under Vor Frue kirke, der blev samlet i 1564.

Hofpræstens hus går tilbage til to fire fags ejendomme i form af et tvillingehus, som der var flere af i senmiddelalderens København. Det ene, tilhørende bagermester Jokum Blohme og lejet ud til skomagerlauget, blev i 1642 købt som kantorbolig og skolestue til den tyske kirke. Købet blev bl.a. finansieret af bl.a. Korfitz Ulfeldt og livbotanicus dr. Sperling. Salen på 1. sal – inden da skomagerlavets mødestue – tjente indtil branden i 1728 til at formidle lærdom til fattige tysktalende drenge. Bag skolegården lå efter 1659 og ligger den dag i dag i dag den ældste del af de tyske gravkapeller. Den tyske skoles hus har i modsætning til de andre gårde tilsyneladende ikke været en bryggergård men et skomagerværksted, måske fordi den var så smal. Den sydlige del af Nørregade var nemlig i den tidlige middelalder skomagernes gade.

Det andet tvillingehus blev af kongen brugt til bolig for den tyske hofpræst. Efter branden måtte skolen flytte til Sankt Peders Stræde og en ny barokejendom med pilastre til højre og venstre for hovedporten blev den tyske hofpræsts bolig. Sankt Petri Kirke overtog den til en af sine egne præster i slutningen af 1700-tallet. Her boede til 1792 og igen efter 1795-branden i et enkelt år den navnkyndige dr. theol. Balthasar Münter fra Lübeck, der skrev en beretning om Struensees omvendelse. Hans vidt berejste datter Friederike Brun blev en af de store salondamer i hovedstaden omkring 1800. Dette hus blev i 1807 i lighed med nabohusene offer for de engelske raketter og bomber, men allerede i 1813 genopbygget og udlejet af den tyske snedkermester Pingel. Han byggede en pilasterudsmykket to etages udlejningsejendom med side- og baghus på præstegårdens ruiner fra 1807. Fysikeren H. C. Ørsted og kemikeren W. Chr. Zeise flyttede ind i 1819 med universitetets kemiske laboratorium og Ørsteds familie, indtil de to professorgårde i Sankt Peders Stræde 13 og Studiestræde 6 stod klar til indflytning. Ørsteds boede på 1. sal, mens ”Læresalen” – Ørsted var sprogligt set meget kreativ – lå på 2. sal og havde et arbejdsbord, hylder med kobber-elementer og et kateder for enden af 65 siddepladser. Den var udrustet med to supermoderne olieargandlamper og ti gasarme. I dette lokale, fem dage efter at Chr. Winther og N. F. S. Grundtvig herinde havde stiftet Studenterforeningen, hvor folk måtte stå oppe, så mange var de, afslørede Ørsted fredag, den 21. juli 1820 en af videnskabshistoriens største opdagelser. Ørsted var dengang titulær professor, d.v.s. uden løn og skulle betale for instituttets daglige drift. Efter at han flyttede til Studiestræde 6 i 1824 til sin Polytekniske Læreanstalt, flyttede broderen juristen Anders Sandøe Ørsted ind i 1826 og blev her i ti år. En anden berømt lejer i 1800-tallet var lægen og politikeren Carl Emil Fenger. Han boede i nr. 21 fra 1866 til 1869.  Blandt andet i denne periode erhvervede han stor berømmelse i lægevidenskaben med sine henstillinger om i højere grad at inddrage naturvidenskaberne og statistik i medicinen. I mellembygningen havde Frederiksberg Glasværk et lager, i forhusets kælder var der oprindelig et værtshus, senere et smør- og margarineudsalg. I husets sidste år var det en enke Lindegaard, der ejede ejendommen. Politistationen nr. 1 var flyttet videre fra nr. 31 og lå nu ovenpå smørbutikken, på 1. sal var der lægekonsultation, smørhandleren boede på 4. sal og i bagbygningen var der to vognmænd og et bogbinderi. Den lave tilbygning til venstre for Pingels hus gik tilbage til Sankt Petris kirkeboder langs med kirkegårdens østside. Her var det i de sidste år inden nedrivningen en blomsterbutik, et heste- og hundeklipperi med vognudlejning og en cigarhandel. At dette stykke af kirkegården og en del af gravkapellernes urtegård indgik i den nye byggegrund, har medført den uheldige omstændighed, at der mellem sydaltanen på Telefonhuset og kirkens nordlige korfløj findes en afstand på ikke meget mere end en armslængde og at en del gamle gravsten i urtegården måtte tages op og indmures i det nye hus’ sydvendte gavl.

Nr. 23 hørte i middelalderen sammen med nr. 25 og tilhørte Sct. Lucii Alter i Vor Frue. De to grunde blev delt i 1569 og nr. 23 blev midlertidig delt omkring 1400. I 1728 bestod den senere gård nr. 23 af to bryggergårde tilhørende Nikolaj Vincke eller Finche og Rasmus Munch. De var grundmurede mod gaden, da de brændte. I slutningen af 1700-tallet var bryggeren på den ene genopbyggede gård stadskæmner Carl Conrad Munch. Det samme gælder for nabogården, efter Vincke nu tilhørende Rasmus Skjøt. Den tredje var Mikkel Mentz’ bryggergård, der til gengæld var en bindingsværksgård. Den er identisk med det senere gadenummer 25. Kort før det engelske bombardement hed bryggerne Lund og Møller. I 1816 er de to brandtomter lagt sammen og det nye bredere forhus tilhører chefen for brandkorpset H. E. Schmidt. Grunden var bebygget med et vinkelformet forhus med porten til venstre. Derefter en dyb mellembygning, så en gård igen og et mindre vinkelformet baghus, der var bygget sammen med et uregelmæssigt bygget baghus på venstre siden af gården. Bag de to bagbygninger var der et mindre vinkelformet tredje baghus mod højre side, som stak en smule ud i de tyske gravkapellers grønnegård. Schmidt boede her også sammen med sin familie og han var ikke brygger. En af hans første lejere var ironisk nok P. F. Thornam, bogholder i brandforsikringen. Andre lejere omkring 1835 var et etatsråd, en kopist, et direktionsmedlem, to landoverprokuratorer, en toldkammersekretær, forhenværende brygger Møller, en snedkermester, en particulier, forsangeren for Det mosaiske Troessamfund, to madammer, en øltapperske, kancellirådinde Thornam, en dr. jur. og en kaptajn, den sidste juristens søn. Set under et, er det et udvalg af høj og lav, af offentligt ansatte og selvstændige, af håndværkere og åndsarbejdere. Men i blandt dem boede der også to mænd med deres familier, som faktisk har efterladt sig et mindesmærke i dansk historie.

 

Den første var guldalderens kendteste portrætmaler, den slesvig-holstensk sindede Christian Albrecht Jensen. Han boede med sin kone Tine, der var fra Haderslev, og hans børn i ejendommen nr. 23 fra 1833, indtil Ørsteds hus blev forhøjet med en etage og dagslyset i hans sydvendte atelier blev for dårligt. Så flyttede Jensen i 1846 til en professorbolig på Charlottenborg. Nationalmuseet på Frederiksborg beviser med de mange portrætter af de kendte fra dengang, hvor produktiv han var. Men han klagede altid over de snævre materielle kår, hans arbejde påtvang ham. Og det gjorde ondt, at tidens førende kunstkritiker Høyen ikke brød sig om hans førimpressionistiske stil. ”Klatte-Jensen” kaldte man ham i Høyen-kredsen og bladet ”Corsaren” skrev, at han malede med en fejekost. Corsarens Meïr Goldschmidt boede i samme hus som Jensen, dog fra 1855-1858.

En anden betydelig Københavner personlighed i nr. 23, som ”Corsaren” også karikerede, var Mendel Levin Nathanson. Eckersberg og C. A. Jensen har foreviget ham. Han var redaktør for Berlingske Tidende og stifter af den jødiske drenge- og den jødiske pigeskole. Nathanson (1780-1868), handelsmand, nationaløkonom, politiker og mæcen, har sat et eftertrykkeligt mærke på Danmarkshistorien og har betydet uendelig meget for Det mosaiske Troessamfunds udvikling efter 1800. Han var født i Altona og kunne, da han som dreng ankom til København for at få en handelsuddannelse, hverken tysk eller dansk, men det har været med til at tilskynde ham til hans målbevidste integrationspolitik for sine trosfæller. Allerede som ung mand tjente han en formue som den dygtige forretningsmand han var. Men det er ikke på grund af forretningstalentet han har erhvervet sig berømmelse. Hans mange efterkommere fik ligeledes lov til at sætte deres stempel på dansk kultur og politik. M. L. Nathanson boede her med sin familie fra 1833 til han døde som syvogfirsårig.

Den sidste ejer af nr. 23, inden K.T.A.S. købte det i 1899 var den københavnske politiker og tømrermester Harald H. Kaysers søn. Den gamle Kayser var død i 1895 og han havde været de københavnske håndværks stærke mand i Borgerrepræsentationen efter 1848, i 1860erne også dens formand. Han var ingen almindelig håndværker, men kandidat fra Polyteknisk Læreanstalt i Sankt Peders Stræde. Hans firma havde aktiviteter båden i sidebygningen og i baghuset. Men der blev mere tomt i bygningerne. I 1904 arbejdede to jurister på 2. sal. I 1906 boede der stadig en præst på 2. sal og en landinspektør på 3. sal. Så gik det stærkt og kort før nedrivningen i 1907 var den store ejendom helt tom.

 

Den grund, hvor det senere nr. 25 befandt sig, var i middelalderen en af de mange gårde, som Vor Frue kirke rådede over. I en kort periode var det Sankt Peders kirke, der var ejer, men så blev det igen Vor Frue. Senest fra 1640 er det bryggere, der havde til huse her. Som alle andre huse i Nørregade faldt også denne gårds bebyggelse i 1728. Brygger Mikkel Mentz blev sindssyg efter katastrofen og efter at havde truet sin kone med en økse og med et gevær blev bryggeren sat i Stadens Dårekiste. I 1795 slap den nye bygning for branden. Før englændernes bombardement var ejendommens sidste brygger Andreas Hvidberg. Han var rodemester, altså en betroet mand. Hans lejere var bl.a. en orlogskaptajn og en sagfører med sin mor, der var bryggerenke. I 1800’tallets første årtier hed ejeren J. C. Wahl, bygmesteren for Nørregade 35. Han var uddannet tømrer og sørgede for at byggetomten hurtigt fik en ny udlejningsejendom. Hans lejere var en teatermaler, en etatsrådinde, en sproglærer m.fl. Professor i kemi W. Chr. Zeise var den kendteste af dem. En stemning fra nr. 25 får vi gennem et klassisk guldaldermaleri af Vilhelm Bentz, der viser familien Schram. Billedet fra biedermeyertidens glansperiode viser os i et glimt datidens borgerlige middelklasse, her justitsråd Gerhard Schram, bogholder i den kgl. enkekasse, med seks familiemedlemmer og hunden samlet om det runde bord i salonen med dobbeltdør og store portierer omkring vinduerne. Gulvtæppet er minimalt og antallet af billeder og møbler er holdt i grænser modsat den efterfølgende kornsalgstid.  Dybt inde i gården til nr. 25, hvor man først skulle forcere et mellemhus, lå til højre for en gård på bredde med forhuset Våbenbrødrenes Skole. Undervisningen foregik i en bygning, der var bygget sammen med et af nr. 29’s baghuse, tæt på et farveri.  Det var en af de syv private betalingsskoler plus en friskole, hvor der undervistes i 1800-tallets Nørregade. Da forhusets levetid lakkede mod enden efter 1900, havde der befundet sig et værtshus i kælderen. Den sidste ejer var snedkermester Cortsens enke, som boede på 2. sal. 2. og 3. sal var boliger, på 4. sal var der en lynskadeforsikring.

 

Mange der går forbi Telefonhuset, har læst inskriptionen om H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen på facaden. Men udover hans buste, opsat på hovedtrappen i stuen, er der intet tilbage fra Ørsteds tid. I 1909 rejste det daværende K.T.A.S. sin hovedbygning på grundene nr. 19-25, efter at fra 1899 at købe de oprindelige bryggergårde op og tømme dem for lejerne i de efterfølgende år. Først blev nr. 23 og 25 erhvervet, så nr. 19 med 21 og til sidst nr. 27 i 1909. Den sidste gård undgik dog nedrivning. Grundstenen blev lagt i 1900, rejsegilde var i 1908 og driften påbegyndtes to år senere. Efter ti års forberedelse, hvor arkitekt Fritz Koch og efter ham Jens Ingwersen havde tegnestue i nr. 25, baghuset, var det store arbejde færdiggjort. Det monumentale og kompakte Telefonhuset med to hoveddøre, der mindede om de klassiske Nørregadeporte, var tegnet af Jens Ingwersen, og fra starten kernen i et voksende bygningskompleks af værksteder, lagre, garager, hovedcentral og administration. Selve Telefonhuset består af en skråt (på grund af matrikelskellene) liggende aflang firkant med en gård, der lidt til højre for midten er delt over af en uregelmæssig mellembygning. Den store firkant er forbundet med to uregelmæssige længer mod nordvest, som igen har en gård mellem sig, da de er forbundet med hinanden cirka midtfor. Den højre længe er bredere end den venstre længe og har derfor en kvadratisk indre gård og en aflang åben gård, hvis ene tredjedel er delt med en smal mellembygning. Der hvor huset har Sankt Petri Urtegård som nabo, ligger Telefonistindehaven. Kernen er den høje hovedcentral, den venstre længe, der med en femtedel rager ind i Telefonhusets hovedgård. Med udgangspunkt i denne uregelmæssige bygningskrop er der siden kommet udvidelser mod nordvest, altså mod Larslejsstræde og Nørrevold. I starten var huset beregnet til 18 000 numre, herunder 14 000 abonnenter og 2 000 centralledningsnumre plus et system af mindre centraler. Materiellet kom fra L. M. Ericsson i Stockholm. I Telefonhuset lå omstillingscentralen for en del af Indre By, derfor kendemærket CENTRAL, der skulle drejes, inden abonnenten fik en af de uniformerede ugifte telefonistinder i røret. Da K.T.A.S. flyttede fra Jorcks Passage mellem den 18. og 19. juni 1909 skulle alle abonnenter overklippe en i papir indklæbet kobbertråd efter en rød streg. Denne nat blev døbt ”Telefonæusnatten”. Flagermusemblemet, der går igen flere steder i bygningen, er ikke blot en hentydning til telefonens veludviklede akustik, men også til de mange flagermus, der hang under loftet just da Ørstedsbygningen skulle falde. Halvfjerds eksemplarer af denne skimmelflagermus – Vesperugo discolor – blev dengang overladt til Zoologisk Museum i Krystalgade få meter herfra.

Telefonhuset er den oprindelige kerne af et utal af bygninger i karreen mellem Nørre Voldgade, Nørregade og Larslejsstræde. I alt omfatter komplekset mellem Nørregade og Larslejsstræde 49.100 m². Indgangen i nr. 21 var og er forbeholdt direktionen og højere funktionærer, indgangen i nr. 23 var oprindelig for det almindelige personale og køretøjer inden bagindgangen i Larslejsstræde 6 blev etableret. I Telefonhuset findes i dag den centrale administrationsdel for den store IT-koncern TDC, selv om politikerne i sin tid bestemte, at Jydsk Telefons centralbygning i Århus skulle være koncerncentralen. K.T.A.S. indskød sine bygninger i Nørre Kvarter i K.T.A.S. Pensionskasse for at frigøre sig fra det nedlagte telefonselskabets pensionsforpligtigelser overfor sine medarbejdere. Dermed var pensionsselskabet fra 1985 den reelle ejer af arealet og bygningerne. Alligevel kunne TDC sælge pensionskassens ejendomme i juli 2007 videre til kapitalfonden Carlyle for et beløb, der menes at være omkring en milliard kroner. I Telefonhusets første år var der rundvisning hver torsdag kl. halv to. Nu er TDC’s hjerte af sikkerhedshensyn hermetisk lukket og kun højtrangerende employees slipper ind og ud. Af samme årsager kan TDC heller ikke deltage i Københavns Kulturnat som så mange andre store institutioner i indre by.

Fra o. 2011 ejes Telefonhuset af Aberdeen Asset Management, som TDC solgte det til.

 

(2012)

Læs mere: Poul Borberg (red.): Kjøbenhavns Telefon. 1881 til 1931. Kjbh. 1931