Nørregade 45

Nørregade 45

Huset Nørregade 45 er fra 1855-56, altså fra senklassicismens allersidste år og af den grund er der ikke sparet på dekorative elementer på forhusets facade.  Det har otte fag med kælder, fire etager og fire kviste. Facaden er pudset og oprindelig lysegrå med hvidmalede ornamenter og mellemgrå vinduesindfatninger. Porten med portkammer og konsolbåren dækplade fandtes oprindelig midtfor. Over kordongesimsen ses en imponerende stukrelieffrise med søheste, delfiner og to dansende børn. Under 1. sals vinduer er der et bånd. Indfatningerne om vinduerne er foroven afrundede. Hver etages vinduesrække har sine specielle dekorelementer. De med forhuset forbundne sidebygninger er malet med gul. Mellem sidehusene og to selvstændige fabrikssidehuse A og B med halvtag og på fem etager er der ekstremt smalle mellemrum. Et baghus findes ikke. Brygger Lars Espensen Hansen lod husene bygge i en tid, hvor bryggerierne i Nørregade var ved at lukke, men det fine forhus tjente alene til udlejning. I 1622 havde der været 25 bryggergårde i Nørregade, det vil sige hver fjerde mand med borgerbrev drev bryggerivirksomhed. Butikker var der ikke i Nørregade omkring 1850, denne ejendoms to butikker kom først meget senere.  

  I 1300-tallet tilhørte grunden Vor Frue Kirke, som blev udlejet til erhvervsdrivende, således til en fisker Jonas i 1377. Et hundrede år senere blev det nye universitet grundens ejer. Da var den bebygget med en gård og to våninger[1]. De kostede i 1495 en årlig leje på 17 mark og i 1550 21 mark. I dette år blev grunden lagt sammen med gadenr. 43, men niogtredive år senere blev den delt igen. I 1629 fulgte en ny deling. Den ene del tilfaldt i 1607 brygger Just Justsen og derefter var der bryggerivirksomhed på højre grund. Den venstre tretten fag brede grund ejedes i 1722 og stadig i 1728 af brygger Christian Steffensen Rich. Den højre seks fag brede grund tilhørte efter en auktion i 1707 øltapper Ole Hansen Flint og under branden 1728 hans slægtning Søren Larssøn Flint. Branden ødelagde et dobbelthus af bindingsværk. Huset blev selvfølgelig bygget op igen og sandsynligvis begyndte man med baghuset og sidehuset. Peter Christopher Frigast havde i 1756 en samlet stor gård med et baghus forbundet med sidehuset og ingen udgang til Nørre Vold. I 1770erne var det ingen brygger, men krigsråd Schiøtt der var ejer, derefter en familie Feddersen og i 1784 igen en brygger, Diedrich Barthold Beckmann, der også var kasserer i Assurancekompagniet. Efter ham var det efter o. 1815 brygger J. S. Schou, der overtog bryggeriet efter Beckmann. Auditør justitsråd Lange boede til leje og en høker havde allerede dengang forretning mod Nørregade. Schou byggede i 1829 en ny bryggergård på nabogrunden nr. 43, der jo allerede i middelalderen havde hørt sammen med nr. 45. 

  Bryggeriets maltkølle befandt sig i den fritstående venstre sidebygning. Den var bygget sammen med ejendommen Nørre Vold 54, som havde været samme matrikel i flere hundrede år. Porten mod Nørre Vold var i 1863 stadig åben, således at bryggervognene ikke skulle vende i gården. Et lille tværhus mellem de to gårde blev fjernet i 1857. Senere lå på dette sted gårdens retirader, der indtil 1945 bestod af tre wc’ og et pissoir. De forsvandt, da viktualiebutikkens ansatte fik eget wc i kælderen. Brygger Hansens nye 443 m² store ejendom på den 695 m² store grund, der siden byggeårene hele tiden er blevet bygget om, var allerede ti år efter indflytningen ikke længere en bryggergård. Lars Hansen med fire faste arbejdere og en årsomsætning på kun 2000 rigsdaler blev Nørregades sidste brygger. Ifølge Industritællingen af 1855 var der 24 bryggerier tilbage i byen, som gav beskæftigelse til 210 arbejdere. I 1882 var der kun 6 igen. 1861 solgte Hansens efterfølger J. B. Petersen til godsejerenken Hanne Grandjean, der indrettede sig en bolig på 1. sal. Ejerne efter hende var fra 1867 malermester C. W. Steendorff, der havde familiemedlemmet stukkaturmester Magnus Steendorff som medejer, og siden tog tagpapfabrikant H. C. Vinter over til tiden efter 1. verdenskrig. Forhuset fremtrådte med sin oprindelige facade fuldstændig symmetrisk med et enkelt butiksvindue og en smal butiksdør på hver side af porten. Portens ovenlys med sit filigrane gitterværk gik igen i butiksvinduernes og butiksdørenes ovenlys. I 1919 erstattede man det gamle mekaniske hejseværk i venstre sidebygning med en elektrisk vareelevator, anlagt foran facaden. Så fulgte fra 1919 en meget lang periode med elektriker J. B. Brix-Pedersen og hans efterfølger K. V. Brix-Pedersen, der varede til 1950. I 1919 fik forhuset centralvarme, i 1933 hele ejendommen, i 1934 kom der badeværelser i lejlighederne. I 1933 anbragtes en gangbro af jern mellem forhusets køkkentrappe og baghuset og et år senere en gangbro mellem A og B på 2. sal. De to sidste ejere var en gruppe investorer omkring fru Karen Landgreen-Petersen til 1981 og siden advokat Leif Lindgaard, der sammen med sin familie også bor i huset. I 1982 blev de oprindelige værksteder, kontorer og fabriksrum fra 2. til 4. sal i sidehusene bygget om til atelierer og boliger og fik indlagt toiletter og brusebad. Vareelevatoren måtte i 1987 vige for franske altaner.

  Nr. 45 med sidehusene A og B er en ret så rummelig bygning med mange boliger og kontorer og oprindelig værksteder. Allerede fra begyndelsen boede der fine lejere i forhuset: i 1864 nævnes en kammerjunker, en kammerjomfru, en fuldmægtig, en overlæge og en forststuderende. Men som det var almindelig dengang, skabtes der samtidig husly til håndværkere, således en billardfabrikant, en cigarfabrikant og to snedkere i sidebygningen. I forhuset boede en skomagermester i kælderen og en murermesterenke på 4. sal.  I 1884 indrettede Herman Bang sammen med Peter Nansen, begge journalister ved Nationaltidende, sig en større lejlighed på 1. sal, som blev udstyret med møbler og boligtekstiler efter nyeste mode. De havde hver et arbejdsværelse ud mod gaden med salen imellem de to rum, 1700tallets standardopdeling af borgerhusenes 1. sal, nemlig en stor stue mellem to kabinetter. I denne sal modtog de forfattere, kunstnere, skuespillere og forlæggere i en uendelighed, samtidig med at de var myreflittige skribenter. Bang ville helst bo så tæt som muligt på Folketeatret og Nansen fik snart arbejde på den nye avis Politiken i Integade. Bangs tidligere værtinde, jordemoder fru Astrup, fulgte med som husbestyrerinde. 1. sal var indtil 1930erne udlejet til handelsfirmaer, inden den blev lagt sammen til en forhøjet stueetage.

  Kælderen blev fra omtrent 1880 udlejet til en høker, hvis forretning fortsatte som viktualiehandel til omkring 1960. Da hed den Nancy Jensens Eftf. Den anden kælderbutik var i det forrige århundrede for det meste elektriker Brix-Pedersens Dansk Elektroteknisk Fabrik. I sidebygningen i gården var elektrikerfirmaets værksted, hvor der blev produceret sikringer til elmålere. Familien Brix-Pedersen havde sin bolig på 3. sal. Stuen har for det meste været brugt til forretninger. En uspecificeret detailhandel til at begynde med, så Steendorffs stukkaturudsalg, kontor for Arbejdernes Værn i 1890erne og en skrædderforretning, så kontor for Vinters fabrik for imiteret skifer, efter 1900 et manufakturlager og Dansk Baptistforlag. Så fulgte en restaurant med det besynderlige navn ”Mellemakten”, der havde sine kunder fra områdets forskellige virksomheder, hvor arbejderne lige skulle hen og have en frokostbajer. Om aftenen var det teatergæsterne der besøgte ”Mellemakten”, for der var ikke nogen restaurant i Folketeatret. Heraf opstod navnet Mellemakten blandt de lokale og personalet i teateret. Efter krigen lukkedes restauranten og i lokalerne etableredes radioforretningen Music Box tilhørende S. A. Andersen og Rotbøl Ørum, begge i deres fritid engageret i Monte Carlo-løb. I butikkens udstillingsvindue sad i en periode sangeren Kristian Krogh på en stol med sin guitar og sang danske viser. I 1940erne var der jo ikke så mange varer at udstille, men Andersen og Ørum skulle skabe interesse for forretningen. Det blev imidlertid for meget, for der var altid mange mennesker, der lyttede til hans sang, som blev sendt ud til gaden gennem to højtalere på facaden. Publikummet spærrede fortovet og den halve kørebane, så live optræden bag ruden blev forbudt. Kort efter Kristian Krogh, der senere også blev kendt for sit initiativ med at sætte Hjerter op i træer og lygtepæle hvorpå der stod ”Giv dig tid”, stoppede, satte indehaverne i stedet levende høns med kyllinger i vinduet der skabte lige så megen interesse. S. A. Andersen og Rotbøl Ørum havde sammen også en Radioforretning ude i Nordre Frihavnsgade, men deres samarbejde ophørte, da Ørum trak sig ud, og de to radioforretninger blev afviklet og i stedet etablerede S. A. Andersen her i nr. 45 fem år senere optikerværkstedet Nørregade’s Optik, der lå her i over fyrre år. Nu er der et kunstgalleri i butikken. Efter anden verdenskrig var en del af stueetagen udlejet til Dansk-Svensk Staalimport og Edison Sikringscentralen A/S, der handlede med el-artikler.

  I kælderbutikken havde hr. og fru Lomholdt deres viktualiebutik med dejlige frokosttilbud samt diverse pålægsvarer. 2. sal havde almindeligvis sagførere som lejere. På 3. sal boede som omtalt familie K. V. og Helga Brix-Pedersen og optikerens familie. På 4. sal boede der efter krigen Mellemaktens restauratør Østerberg og derefter hans enke til 1970erne. I den anden bolig boede en enlig dame.

  Nørregade var i 1900-tallet kendt som sagførernes gade og også i nr. 45 i forhus og sidehus kunne vi altid finde nogle repræsentanter af standen. I 1960erne havde den kendte advokat Jan Schultz-Lorentzen og i 1980erne den lige så kendte advokat Christian Harlang deres kontorer her. I årene 1988 og 1999 var her hele syv advokater. En institution som Kritisk Retshjælp i 1980erne lå i forlængelse af juristerhvervet i huset. Også en institution med navn Social Rådgivning og Bistand havde i 1980erne sin adresse i nr. 45. I A-bygningen fandtes der i 1980erne den legendariske ”Kunstavisen”, hvis grundlægger Karsten Weirup havde sit atelier samme sted. I B-bygningen havde vi Aldana Diner Transportable, Aldana Flytning og rengøringsfirmaet Aldana Totalservice. Der var også et callcenter, som vi vil kalde det i dag, som hed Telefon Sekretæren ApS. Ellers fandtes og findes her grafikere, tegnestuer og fotografer. Forhuset og delvis A-bygningen er på det sidste igen blevet fortrinsvis boligejendomme. I den høje stue til venstre blev der i 1981 indrettet et spisested, oprindelig tænkt som burgerbar. Allerede fra 1939 havde der jo ligget den omtalte Mellemakten eller med dets rigtige navn Nørregades Café & Vinstue. Den påtænkte burgerbar blev i 1985 til en rigtig restaurant med navnet ”Amadeus”, som efter forholdsvis kort tid blev en restaurant med mongolsk køkken, ”Djengis Khan”, fulgt op af ”Merhaba”, en tyrkisk ditto i venstre side, hvor vi efter en større ombygning i 1998 nu har en irsk pub med navn ”The Globe”, grundlagt af Jan Køhler. Der er fire barer, idet dele af nr. 43’s nordside er blevet lagt ind under værtshusarealet. Også det lille ildebrandshus nord for huset, nr. 47, der til to sider er omkranset af vor ejendom, er efter en gennemgribende ombygning forenet med nr. 45. 

   

(2006)

Læs mere om H. Bang: Axel Kjerulf: Latinerkvarteret. Blade af en bydels historie. Kbhn. 1964


[1] Under våning forstås en lille enetages bindingsværksbygning til en eller flere husstande