Nørregade 49

Nørregade 49/Nørre Voldgade 56

Den første beboer på matriklen, som historien beretter om, er Bjørn Skomager, der i 1377 nævnes i form af en latinsk oversættelse af hans navn og erhverv. Han betalte grundskyldsafgift til kommunen. 1496, omtrent et hundrede år senere, blev hans grund delt i to og igen i 1550. Efter dette år har den smalle matrikel haft sin faste grænse og fra 1500-tallet kender vi de folk der boede og arbejdede på grunden. I 1597 var det Laurids Klokker og i hans tid fandtes en våning på grunden, der ejedes af Helligåndsklostret. I 1645 var der en pottemager, i 1651 en bager, i 1670 en øltapper, i 1682 en smed, i 1691 og indtil 1728 tre generationer farvere.

  Den treetagesbygning med to kviste og kælder og en port i højre side med gennemgang til Nørre Vold hørte til Nørregades smalleste, også mod volden, hvor der stod et tilsvarende smalt forhus med kvistgavl, bygget efter 1728. De overlevede branden i 1795 og bombardementet i 1807. I 1900-tallet stod der med store bogstaver MØBLER OVER GAARDEN på facaden og nedenunder AXELBY MEJERI.    

  

  Grunden var bebygget med en lang ejendom med både adgang fra Nørregade og fra Nørre Vold. Sidebygningen var lige så bred som den indre gård. Omkring 1800 ejedes huset af en kemiker, så af H. G. Lund, kvartermester hos et marineregiment, og i 1816 af linnedvæver og rodemester for Nørre Kvarter H. Ehlert. En af hans lejere, bødker Kjær, købte huset af ham. I 1864 var ejeren en vognmand og ejerne i anden halvdel af 1800-tallet var enker, den sidste fru Borup. Hendes efterfølger var marskandiseren R. Hansen. Den næste ejer var herreekviperingshandler J. A. Christensen og siden hans enke indtil nedrivningen i 1939. Sidebygningens 1. etage anvendtes af L. Hansens sukkervarefabrik, der en generation senere afhændtes til fabrikant Th. Sømod. Sømods Sukkervarefabrik blev et begreb i Nørregade, også efter at produktionen af bolcherne sidst i 1920erne flyttede over til den anden side af gaden. De kommunale myndigheder ønskede den fjernet fra den faldefærdige sidebygning. Bolcherne har glædet mange børnegenerationer – og voksne. Der findes et oliemaleri, der viser fabrikkens produktionsstue. Det hænger i dag i fabrikkens udsalg i Nørregade 36B. Sukkervarefabrikationen fortsatte under en af Sømods medarbejdere, M. Olsen, der fik sit eget udsalg i Nørregade 24. I forhusets kælder var der oprindelig et værtshus, så et skomagerværksted, som i så mange andre kældre i byen, derefter detailhandel, således en grønthandel i 1890’erne og et mejeri- og brødudsalg i 1920erne og i 1930erne. I stueetagen var der bolig eller erhverv, herunder et piskemagerværksted i 1880erne og en gørtlerforretning i 1890erne. På 1. sal var der længe erhverv såsom bogtrykkeri, marskandiserbutik og et mæglerkontor kombineret med maskinskrivningsskole. 2. sal var et rent boliglejemål, tit lejet af enlige kvinder.

   

  Huset Nørregade 49 – Nørre Voldgade 56, der tilsammen havde en ejendomsværdi på 420 000 kroner, blev i 1939 revet ned sammen med de to gaders nr. 51 og nr. 58. Nørregade 51 og udgangen med volden og der med gadenummer 58 var blevet bygget på omtrent samme tid efter 1728 lige som nr. 49, men bygningen var bredere og indeholdt flere boliger. Den var en af de mange bryggergårde i gaden. En af bryggerne kort efter 1800 var Anders Larsen Høyen, der var far til den allestedsnærværende guldalderkritiker og kunsthistoriker Niels Laurits Høyen, som voksede op i husets stueetage og har fortalt, hvordan han i 1814 som femtenårig hilste på en ældre herre, der ledte efter en bolig og bad ham hilse faren og sige, at Bastholm havde været der. Drengen spurgte ham så, om han var i familie med den berømte Bastholm. ”Ja, min Dreng, der er mig. Jeg har skrevet flere Bøger end Du kan læse igjennem.” Kongelig konfessionarius Christian Bastholm, reformator af dansk prædikekunst og en af de mest kyndige teologer fik en lejlighed hos brygger Høyen og blev boende i fire år. Niels Høyen fortalte også, at de to stadsværelser mod gaden brugte familien stort set aldrig. Hele familielivet foregik i soveværelset ud mod gården. Ligesom i nabohuset var der i kælderen først et værtshus og så et skomagerværksted i den ene halvdel og et brødudsalg i den anden halvdel. Kælderværtshuset var i 1800-tallet en kendt dansebod, hvor gardere fra kasernen på Nørrevold dansede med de lokale stuepiger i begge gruppers sparsomme fritid. Fra omkring 1925 indeholdt de to kælderbutikker forsølvningsanstalten Føniks og chokoladebutikken Schweitz. I stuen har der bl.a. været vin- og cigaroplag, bogbinderi, bogforlag og varehuset Gloria. Den sidste lejer var damefrisørforretningen Lido. På 1. sal boede i flere årtier indtil nedrivningen medlemmer af familierne Levinsen og Nathan, herunder en vekselerer, en guldtrækker og en lotterikollektør. Det var husets fineste etage, hvor der også engang boede sagførere og en fabrikant. Fra 1886 til 1890 boede fru Mette Gauguin, lærerinde i fransk, i huset, inden hun flyttede videre til Vimmelskaftet. I det tidsrum havde også hendes ægtefælle, maleren Paul Gauguin, adresse i Nørregade 51. På 2. sal fandtes til sidst et atelier for fotoartikler og på 3. sal boede en malermester og en pianoforhandler. De ejere, der havde huset længst, var enkefrue Løjtved mellem 1860 og 1880 og proprietær J. von Gersdorff, dog med bopæl i Charlottenlund, mellem 1890 og 1920.    

  Ud mod volden var der en lille åben gård til venstre for det skråt placerede hus nr. 58. Efter voldens sløjfning kom der lys ind i stedet. Her fandtes i det forrige århundrede indkørslen til H. Wendells vognmandsforretning Boulevard-Bilen. Den skrå gård var så smal, at der kun kunne stå to hyrevogne ved siden af hinanden. Hjørnehuset nr. 60 havde en halvtagslænge i en spids vinkel mod gården og skyggede i en vis grad for udsynet til voldgaden. Huset bar betegnelsen Boulevardcaféen på facaden. Frokostkælderen havde længe befundet sig i huset og efter at navnet var blevet ledigt igen (Nørre Voldgade 4 havde en af samme navn omkring 1900) fået dette navn og blev drevet af J. Kofoed og i årene før nedrivningen drevet af fru Inger Hansen. Det var del af et gæstgiveri, der hed Boulevarden. Gæster der gik ned i caféen og spiste middagsmaden kunne få et gratis eksemplar af Bertha von Suttners bog ”Ned med våbnene”. Således havde Boulevard-Bilen, Boulevard-Caféen og Boulevardens Gæstgiveri samme gård at være fælles om. Nr. 58 havde fire fag mod Nørre Vold med den ene vinduesrække blændet, og seks fag inde langs gården. Bymuseet ejer en håndskrevet erindringsfortælling om nr. 58, nedskrevet af en kvindelig beboer lige inden hun måtte forlade huset, da nedrivningen skulle påbegyndes.    

  Efter at de sidste lejere var fraflyttet, bygningerne var fjernet og den nye bygning stod færdig i 1940, havde den nu en ejendomsværdi på 525 000 kroner, til trods for at den har måttet aflevere et pænt antal kvadratmeter til et udvidet fortov på Nørregade, da fremtidens Nørregade skulle være bredere. Det nye røde kontorhus har hverken i Nørregade eller på Nørre Voldgade bevaret en harmonisk forbindelse med de historiske ejendomme og virker som et fremmedlegeme i gaderne. Ejendommene Nørregade 47 og 53 kunne ikke blive solgt til nedrivning i den anledning og det er derfor man har den besynderlige disharmoni i gadebilledet nu. I forbindelse med nedrivningen af de gamle huse og sammenlægningen med nabogrunden indtrådte også et ejerskifte. Selskabet Voldportens direktør var den sidste ejer af nr. 51, en overretssagfører fra Holte, E. Høffding Dyrhauge. Han havde overtaget det gamle hus få år forinden af kontorchef Axel Myhlertz, ligeledes fra Holte. Fra 1980’erne var det en gruppe investorer, anført af Inge og Per Huffeldt, der havde skøde på den store ejendom.

  I den nye ejendom indrettedes kontorer, først en så to butikker i Nørregade og et postkontor i Nørre Voldgade 58 med vognindkørsel og lagerrum, der åbnede straks efter færdiggørelsen af byggeriet i 1939. I besættelsestiden havde tyskerne indrettet Deutsche Handelskammer i kontorer mod Nørre Vold, og det var her at frihedskæmpere i 1944 beslaglagde materialer, der i slutningen af besættelsen dokumenterede sort på hvidt, hvor langt den tyske udplyndring af Danmarks økonomi allerede var fremskredet. Den ene butik, beliggende i midten, men i dag forsvundet, åbnede i november 1940 som Dansk Central-Boghandel med en vinduesudstilling i anledning af kong Christians halvfjerdsårs fødselsdag. Man kunne gå ind i butikken både fra Nørregade og fra Nørre Voldgade. Boghandlerne Ulrik Bjørn og Ruth Hougaard drev deres boghandel i en del år, men solgte den så videre til E. S. Dinesen fra Borgens Forlag, der dog måtte give op omkring 1980 på grund af huslejen og den svigtende efterspørgsel efter bøger. Den sidste ejer, der kom fra en boghandel på Jarmers Plads, lukkede og slukkede for boghandlen. Da den lukkede, forsvandt butikslokalet og i stedet for kom der en lille butik på højre side, hvis lejere har drevet forskellige former for forretning her, således var her en butik med navnet Novafon, Sportens Discount Shop, The Body Shop, Frellsen Kaffe og Gare du Nord. Den anden butik på venstre side har været helt stabil. Oprindelig en blomsterbutik, som lejeren Mary Lasson kaldte Flowers. Optikeren Erik Jensen åbnede sin første brillebutik i nr. 53, oprindelig under navnet Erik’s Optik, flyttede så ind i blomsterbutikken i det nye nr. 49 og i de sidste femogtyve år har den heddet City Briller. Han selv døde i USA i 1987 og der har været to forpagtere siden. De fleste kontorer i ejendommen blev lejet af staten. Det startede med Centralarbejdsanvisningskontoret sidst i 1930’erne. Så kom Priskontrolrådet til efter besættelsen, der blev til Monopoltilsynet, der blev til Konkurrencerådet og til sidst til Konkurrencestyrelsen. Boligministeriet havde et udvalg i bygningen og en anden institution hed Handelsministeriets Tilsyn med Sukkerordningen. Så sent som i 1960erne var der stadig Centralarbejdsanvisningskontor i huset. Post Danmark fik stueetagen og lagerrum med indkørsel på Nørre Vold. Private lejere var Parfumeriet Almdal, Nationaløkonomisk Forening med Nationaløkonomisk Tidsskrifts redaktion, Dansk Camping Union og et selskab med navnet Metropolitan ApS.    

  Ejendomsselskabet Voldporten solgte i 2005 hele komplekset til organisationen Ældre Sagen, der nu anvender alle lokaler med undtagelse af optikerbutikken i stueetagen på Nørregade. En anden lejer, postkontoret på Nørre Voldgade 58, flyttede og lukkede i juli 2006 i lighed med de fleste postfilialer i Indre By. Den i 1986 af Ensomme Gamles Værn stiftede forening Ældre Sagen foretog en gennemgående renovering af ejendommen, heriblandt en kunstnerisk behandling af vægge og opgange med Bjørn Nørgaard som konsulent og indrettede en åben adgang til husets side mod Nørregade. Medlemsrådgivningen på 1. sal er malet i gule toner, frivilligeafdelingen på 2. sal i grønne toner, økonomiafdelingen på 3. sal i blåt, ældrepolitisk afdeling i lilla på 4. sal, marketingsafdelingen i rødt på 5. sal og ledelsesafdelingen på 6. sal i brunorange.  Hver tiende dansker er i dag medlem af foreningen. Halvfems medarbejdere forvalter et budget på årligt 100 millioner kroner. Navnet ÆLDRE SAGEN står nu prominent på facaden mod Nørre Vold.    

(2006)