Nørregade 7

Nørregade 7

Nørregade 7 er et stort kompleks med tre åbne indre gårde og en mikroskopisk gård mod nord. En fjerde gårdsplads hører også med, i og med at ejendommen Studiestræde 3 er en del af Nørregade. Med andre ord er nr. 7 nu en grund, der går tilbage til gadenumrene 5, 7 og Studiestræde 3, identisk med matrikelnumrene NØ 25, 26, 27 og 54.  

  Det forsvundne gadenummer 5 stod i forbindelse med Den Holmske Gård på Gammel Torv 14. Denne grund tilhørte i 1377 Vor Frue kirke. I 1728 var det Hans Peder Pelt og hustru Dorothea Kellinghusen, der havde skøde på den. Det oprindelige gadenummer 7 går tilbage til en grund, der i 1374 tilhørte Henneken Petersen og derefter Johannes Skauæ. Den blev delt efter 1377 i en større og en lille matrikel, der lå omkranset af den første på to sider og med egen gadefacade. Den større kom til at ligge under Sankt Dionysii alter i Vor Frue. Blandt lejerne, senere ejerne, kan nævnes en borgmesterenke i 1605, en skipper i 1645, en købmand i 1660, en urtekræmmer i 1683 og en hørkræmmer i 1724. Han, Erik Bing og hans kone Ide Frederica, ejede den store grund i 1728. Den lille grund forærede dekanen Jacob Clementis i 1412 med en våning til hans eget Sankt Theobaldi alter i Vor Frue. Men da han døde to år senere, blev altret nedlagt. En buntmager med navn Henrik Clausen havde et stenhus på en fjerdedel af matriklen og han købte 1442 de resterende tre fjerdedele. Inden reformationen gik grunden til Sankt Peders kirke og faldt efter reformationen tilbage til Vor Frue, da Sankt Peders kirke blev lukket. Nu bestod den indtil 1557 af to små grunde, den ene tilhørende en bager, den anden en slagter, men så blev de samlet igen. I 1588 sad en skriver på den og i 1611 en skipper. Hans enke pantsatte den til deres datter, som blev gift med en regimentskvartermester, der i 1672 gav pant i gården. Efter en auktion i 1692 gik den til landsdommer Rosenvinge, der for sit vedkommende solgte den til etatsråd og professor i matematik Rasmus Bartholin. De fornemme ejere boede selvfølgelig ikke i huset. Hans enke Anna Braem og professor Johan Frederik Bartholin udlejede i 1700 huset og gården til en renteskriver, siden til en anden person, og tre år senere til en islandsk købmand, brygger Hans Krub og fru Mette Kirstine. Hun giftede sig efter mandens død med en anden brygger, der hed Ole Sørensen og det var ham, der ejede gården, da den store brand fra hjørnehuset Blasen på Gammel Torv bredte sig til Nørregade i 1728. Bebyggelsen på stedet blev ramt tre gange af en brandkatastrofe: 1728, 1795 og 1807, en enestående situation, idet de fleste andre steder i middelalderbyen enten ikke blev ramt eller en gang eller højst to gange. Bispetorvet, pladsen mellem nuværende nr. 7 og Bispegården skyldes også de to sidste brande og sikkert kgl. bygmester C. F. Hansens planer med en passende udsigt til Domkirken.

  Nr. 5 var indtil branden i 1795 henholdsvis bagudgangen eller bagindgangen til Abraham Pelts sukkerraffinaderi. Det var et bredt forhus uden særlig dybde med et tilhørende vinkelformet baghus. Pelt var i to generationer sukkerkogere her på stedet. Faderen var indvandret fra Amsterdam og sluttede sig til den tyske Sankt Petri menighed. Sønnen stiftede det meste af sin store formue til et plejehjem for fattige medlemmer af menigheden. Det lå i Larslejsstræde og findes den dag i dag, dog forenet med to andre stiftelser. Et maleri med stifterens familie og hans blækhus af porcelæn, som ses liggende på bordet foran raffinadør Pelt, findes i den tyske præstegård. Holsteneren Hinrich Ladiges overtog raffinaderiet efter den sidste Pelts død og dermed også bygningen mod Nørregade. Det efter bombardementet for anden gang genopbyggede hus rummede inde i gården et af Nørregades tre gæstgiverier. Det hed ”Den forgyldte Nøgle”. De andre var ”Holland” og ”De tre Tobaksruller”. Et nyt hotel ”Prøvestenen” i nr. 1-3 på Bispetorvet kunne ikke holde sig ret længe og forsvandt også i forbindelse med en nybygning. I midten af 1800-tallet havde København indenfor voldene 36 gæstgiverier eller hoteller, heraf 17 i Nørre Kvarter. ”Den forgyldte Nøgle” ville også havde været lukket uden husets nedrivning i 1906, fordi overnattende gæster ikke længere kom til byen gennem Nørreport, men med jernbane til Vesterbro og derfra gennem Vesterport. Gæstgiveriet må have drejet nøglen om i 1885, dog blev værten boende indtil alt blev revet ned i 1906. Fra det nedrevne hus er ”Den forgyldte Nøgles” bomærke, en forgyldt jernnøgle, anbragt i en fordybning over porten inde mod den første gård. Over mellembygningens port er den gamle slutsten indsat. Den består af et løvehoved med en ring i gabet. I det nu nedrevne forhus var der middelklasseboliger og for året 1816 vedkommende læser vi, at her boede kgl. hofmedaljør Conradsen, pensioneret kasserer Hvalsøe, kaptajn P. T. Høyer, hørfabrikant Ladebye, assistent ved Grønlandske Handel Muhle, bogholder C. Petit med kontor på Børsen, arkæolog og justitsråd N. Schow, klejnsmed Miback og ”Den forgyldte Nøgles” hotelvært, bestyrer Rasmussen, alle med deres familier. Rasmussens afløser hed gæstgiver Bertelsen. Ejeren var hr. Petit, der var ansat hos det stadig eksisterende Almindelige Brandassurancekompagni, og efter hans død enken madam S. C. Petit, som blev meget gammel og i 1880 stadig var gårdens ejer. Hun boede i forhusets stueetage, senere på 2. sal. De andre lejemål i stuen tilhørte en handelsagent og Forstvæsenets bibliotek. På 1. sal var der en grosserer med familie, derefter en overlæge Thornam, der blev udnævnt til medicinprofessor. I mellembygningen holdt en klejnsmed til, en student og en malermester. Baghuset var gæstgivergården, hvor også dens forpagter havde sin bolig. Enkekassens bogholder Schram med sin familie flyttede ind i nr. 5 efter 1816. Vi kender ham fra et familieportræt af Vilhelm Bentz. Den liberale politiker Frederik Barfod, der har hovedandelen i Næringsfrihedsloven af 1857, boede dengang også i nr. 5. Den lærde islænding professor arkivar Finn Magnusson skal ligeledes nævnes. Nørregade var efter 1800 i høj grad skolernes, de lærdes og intellektuelles gade. Gaden var engang også en stærkt befolket gade. På siden med de ulige numre boede i 1850 1594 personer. I dag må det være under 30.

  Efter fru Petit var det vognmanden Jensen og siden hans enke, der stod i tingbogen som nr. 5’s ejer. Og det blev hende, der solgte huset til nedrivning. Fra midten af 1800-tallet var der en hørkræmmer i kælderen, som selv boede i mellembygningen og i den anden kælder en urtekræmmer. Først i 1880 var det en grosserer, der indrettede et kontor i den ene kælder. Oven på kælderen boede enkefrue Petit som omtalt i stueetagen. På 1. sal arbejdede en vekselerer og ved siden af var der Levins Lejebibliotek, i de sidste år på samme etage en sagfører. På 2. sal boede en af datidens mange enkefruer og en musiklærerinde, en af de få metierer, der stod åben for selverhvervende kvinder. I mellembygningens kælder fandtes grosserer Greve’s Efterfølger, derefter Larsen & Co.’s kommissionsforretning, i stueetagen vognmandens stalde, på 1. sal en kornhandler og på 2. sal en enkefrue med sin søn. Omkring 1900 lige inden gården forsvandt, var der møbeludsalg i kælderen, sagførerkontor i forhusets stueetage, lægepraksis på 1. sal, en boghandler med sin familie og en assistent med sin søn på 3. sal. I mellembygningens kælder sad stadig Larsen & Co. I dens stue boede en staldmester ved siden af staldene. På 1. sal en kommissionær, på 2. sal en fuldmægtig. Gæstgiver Wilhelm Nielsen var flyttet op på 3. sal, givetvis fordi det gamle gæstgiveri var blevet revet ned.   

  Efter den første brand var venstre ejendom matr.nr. 26 et ikke særlig dybt smalt vinkelformet forhus og skråt overfor et sidehus, begge tilhørende justitsråd von Aspern og efter denne assistent ved brandassurancekompagniet Riiber. Huset til højre matr.nr. 27, bryggergården, var et lige så kort forhus med et lidt længere sidehus. Ejeren var brygger Jens Juelbye. Husene havde fælles gård og udsigt til en stor have bagved. De to huse blev efter bombardementet i 1807 lagt sammen og fik et lille stykke af den ikke genopbyggede ejendom nr. 9’s jord lagt til. De beholdt dog hver deres matrikelnummer. Det nye i dag forsvundne nr. 7, der blev rejst på to en halv matrikel, var tegnet af C. F. Hansen, en fire etagers klassicistisk bygning med refendfugning på kælder og stueetagen som eneste pynt og bygget sammen med den anden store bygning på vestsiden af  Bispetorvet. Ejeren blev den i Lyngby bosatte proprietær Rotwitt, siden firmaet F. A. Ingerslev & Co. med en bolig i stueetagen. Lejerne i forhuset tilhørte med få undtagelser det gode borgerskab i skikkelse af akademikere, officerer og embedsmænd, f. eks. kgl. hofgravør professor Albert Jacobsen. I de to kældre boede og arbejdede en høker og en marskandiser, senere afløst af et værtshus og en skomager. Fra 1863 boede ”Gamle Alberti”, prokurator C. C. Alberti, på 2. sal, mens andre sagførere – overretsprocuratorer – herunder den fra historien kendte Balthasar Christensen – havde lejet stueetagen og 1. sal. Alberti var dengang første mand i den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Han inddrog sin søn Peter, født 1851 og student fra Borgerdydskolen i Klareboderne i 1868, i sin virksomhed og gjorde ham med virkning fra 1887 til sin stedfortræder. Da var sønnen allerede flyttet hjemmefra til Toldbodgade og så igen tættere på kontoret med en bolig i Frederiksberggade. Kunstneren Erik Henningsen, der kaldte sig figurmaler, voksede med sin også malende og tegnende bror op hos sin familie her i Nørregade. Han havde atelier her på 4. sal og en forfatter fortalte i sine erindringer, at det havde været meget festligt for drengene fra Efterslægten at komme her for at blive malet til det store skolebillede fra skolens legeplads, som Henningsen arbejdede med. Da han flyttede sit atelier til Hyskenstræde overlod han det til genremaleren Vilhelm Rosenstand. På 1. sal boede og arbejdede fra 1874 boghandler M. P. Madsen med sin boglade stiftet i 1874. I 1915 fortsatte han med hjørnebutikken på hjørnet af Nørregade og Dyrkøb. Han handlede med videnskabelig litteratur og studerende kunne få en konto hos Madsen. Han købte afdøde professorers samlinger. I 1924 overtog Ejnar Munksgaard og Otto Levin Madsens gamle boghandel. Det sidste minde om adressens forhistorie som bryggeri var, at maltgørerenken fru Vonsild boede i bagbygningen, hvor også et snedkerværksted befandt sig. Karakteristisk for gården nr. 7 var de mange sagførere, som gennem tiden både havde bolig og kontorer i forhuset. I 1906 arbejdede her fire sagførere og de Danske Sagføreres Oplysningsbureau havde postadresse her. Da nedrivningstidspunktet nærmede sig, havde vi stadig værtshuset i den ene kælder og skomageren i den anden. I stuen holdt overretssagfører Salomonsen til og to grosserere udover husets ejer, firmaet Ingerslev & Co. På 1. sal var boghandler Madsen og en overretssagfører. På 2. sal to overretssagførere, en lotterikollektør og en enlig frøken. På 3. sal familien Hedemann og ejerens familie. På 4. sal et par sagførere og Danske Sagføreres Oplysningsbureau. I bagbygningen en bødker. Alle skulle de finde nye lejemål.   

 

  I 1906 kom så planen om at rive nr. 5 og nr. 7 ned for at opføre et byggeri med et større antal erhvervslokaler. Der blev bygget et kæmpe hus i rød mursten med højt mansardtag og rustikafugning på stueplan. På gadehjørnet over tredje etage anbragtes en altan og de to kviste mod Nørregade var afslutningen på tre etages karnapper i sydlandsk stil. Vinduerne var så store, at der kom rigelig med lys ind om formiddagen og om eftermiddagen. Det nye forretningskompleks knejsede i 1907 selvbevidst, nu omtrent et hundrede år efter det engelske bombardement, med sine fire etager, sine tre store kviste og med 781 m² på hver etage. Der var plads til op til syv butikker, der var lagerkældre, loftslokaler med ovenlys, 2 personelevatorer og 4 vareelevatorer, der var en fælles vognremise med indkørsel fra både Nørregade og Studiestræde. I hele ejendommen var der indlagt centralvarme og selvfølgelig rindende vand. Kun en bolig var der, beregnet til viceværten. Ejeren af det indflytningsklare hus var skotøjsengrosfirmaet Jørgen Petersen & Co. i Grønnegade 33, som i 1906 havde to telefonnumre man kunne henvende sig til. Jørgen Petersen havde engageret arkitekterne Valdemar og Bernhard Ingemann til sit projekt og de to tænkte i 1906 ikke i art nouveau eller funktionalisme men valgte baglæns i stilcitatepoken, i dette tilfælde højrenæssancen. Bygherrens firma var blevet grundlagt i 1886 med en fabrik i Store Kongensgade. Derfra flyttede man til lokaler i Grønnegade og til Nyhavn 31 og i 1907 kunne de to værksteder lægges sammen i Nørregade 7, bagbygning. I 1922 blev firmaet omdannet til aktieselskab. Jørgen Petersen døde i 1928, men fabrikken og handelen fortsatte i Nørregade indtil 1937. Grundlæggerens navn står stadig med forgyldte bogstaver over porten derinde. Ejendommen forblev hos og tilhører stadig en persongruppe omkring Jørgen Petersens efterkommere. Hans familie boede i Stockholmsgade 55.     

  Det vil være uoverkommeligt at opremse alle virksomheder, som gennem de første hundrede år har haft deres adresse i forhuset, i A-bygningen, i B-bygningen og i C-bygningen. Vi nøjes med at pege på nogle af dem, der udviste en større trofasthed overfor adressen end gennemsnittet. Det var i stuetagen det oprindelig tyske værktøjs- og maskinhandelsfirma Schuchardt & Schütte, der lejede sig ind i 1909 og flyttede først i 1985. Firmaet var oprindelig et agentur af Berlinerfirmaet af samme navn og blev stiftet i 1904 med E. Kraft som direktør. Han var firmaets leder til hans dødsår i 1949. Hans efterfølger var Kaj Hastrup, født 1896, der havde arbejdet i firmaet siden 1923. I de store udstillingsvinduerne kunne drejebænke og al slags moderne håndværksudstyr beundres af kyndige folk. Så var der glas-, keramik- og porcelænshandelsfirmaet Moritz R. Henriques, der havde specialiseret sig i leverancer til gavebutikker. De kom nogle år senere end Schuchardt & Schütte og lukkede i 1983. Familievirksomheden gik helt tilbage til 1832 og blev i Nørregade ledet af Ruben og Paul Henriques. I B-bygningen var det Banemann & Knudsens Papæskefabrik, som i over tres år producerede emballage. Møbel og antikvitetshandelen H. Pedersen og fabrikationslokaler for Th. Wessel & Vett var også her i flere årtier. Uniforms- og arbejdstøjfabrikken Johan Bernhard Schilder, grundlagt 1851 af en ålborgenser, var rykket ind her fra Frederiksborggade 1 og havde i en snes år fabrikation i Nørregade 7. Fabrikslederen var skræddermester E. Bergkrants, der i 1935 indtrådte i firmaets ledelse efter at havde arbejdet her siden 1909. Organisationer og institutioner har med jævne mellemrum været lejere, bl.a. Københavns Universitet med Instituttet for økonomisk historie og Psykologisk Laboratorium, endvidere Kunsthåndværkerskolen, Danmarks Fiskeriforening, Københavns City Center og København Turistforening. I 2004 melder lejerfortegnelsen i butiksetagen to butikker, nemlig gave- og husholdningsartikelbutikken Notre Dame med en hilsen til Vor Frue kirke, og en filial af trykkeri- og fotovirksomheden Vester Kopi, begge to specialbutikker af høj citystandard. I A-bygningen American Express (også i B-bygningen), PLS Rambøl Management, arkitektfirmaet Holm & Grut, i B-bygningen Studenterrevyen, Center for Bevidst Liv og Død, i C-bygningen Bent Petersens kunsttidsskrift North og i C-kælderen det tilknyttede Institut for nutidig kunst. Det er tydeligt, at produktionsvirksomheder i klassisk forstand er afløst af servicevirksomheder.

(2006)