Nørre Voldgade 42

Nørre Voldgade 42

Vi finder her et grundmuret forhus med syv fag, kælder og fem etager. Facaden er pudset og malet lysegrå. Der er en kælderbutik og en port over to fag. Første etage har sålbænke. Under kordongesimsen er der en frise og bånd med tandsnit. Det gamle hus på Nørre Vold, som gaden hed dengang, er bygget i 1786 for købmand Hans Jessen af murermester Samuel Blichfeldt. Det var oprindelig kun tre etager højt, som det var almindeligt i København i 1700-tallet, men fik i 1843 to etager mere. Det overlevede branden i 1795 men blev skadet under det engelske bombardement i 1807. Nr. 42 er et af de ganske få huse langs Nørre Voldgade, der ikke er blevet revet ned efter voldenes fald eller bygget om til ukendelighed, det er imidlertid ikke fredet, fordi det er så en enkel en bygning. Den nuværende kvaderfugning blev først anbragt i det 20. århundrede.

Første gang en ejer af denne grund bliver omtalt, er 1543, hvor kongelig livlæge Cornelius Hamsfort efter reformationen fik den i stedet for en vikarresidens under Sankt Birgitte Alter. Hans svigersøn Hieronimus Thenner sælger den til Simon Surbeck i 1576 og mellem 1668 og 1717 er grunden i købmandsfamilien Kreyers eje. Da fandtes her tre våninger langs Nørrevold og ni våninger bagved. Fra 1718 og flere årtier efter var ejeren af denne og flere nabogrunde renteskriver, senere borgmester og etatsråd Anthoni Raff.

Også i den anden halvdel af det 19. århundrede var det en købmand, der ejede huset og selvfølgelig også boede her. Købmand J. A. Harboe flyttede i de år fra 1. sal til 3. og derfra til 4. sal og til sidst igen til 1. sal. Efter at en pensioneret høker fulgte Harboe som ejer, blev det vognmand P. Børgesen og siden hans enke, der indtil flere år efter besættelsestiden var ejer og beboer af nr. 42. Familien ejede også nabohuset nr. 44. Han ejede seksten heste og en stor hønseflok, der måtte skille sig af med hanen efter beboerklager. Baghuset var stald og i et halvt århundrede lokale for en vognmandsvirksomhed. Høkerkælderen i forhuset var samtidig lejlighed og husede i tiden op til første verdenskrig en skomagerfamilie på elleve personer med ni børn, flest drenge og modsat hvad man skulle tro i dag, var det en velfungerende selvhjulpen familie med en flok dejlige unger. Efter besættelsestiden var kælderen en marskandiserbutik med specielt læderartikler, drevet af Elias Levin, der var en kendt skikkelse i byen. ”Rideudstyr – Skindtøj – Uniformer” kunne der læses på kælderbutikkens facadeskilt.

I stuen boede der en sadelmager, efterfulgt af en grosserer, så en frimærkehandler og en lotterikollektør. Fra 1911 var de tre stuer hjem for den afholdte forfatter Ellen Reumert, der var blevet enke efter sin mand Alexander Reumert, funktionær på Carlsberg. Før hende havde lejligheden tjent som atelier for en herreskrædder. Sin datter Karen skaffede hun et par værelser på 3. sal. Karen mødte sin anden mand i morens lejlighed, hvor han underviste hende i engelsk konversation. Ellen Reumerts lejlighed var så lille, at der ikke var arbejde nok til en heldagshjælp, så hun havde kun en morgenkone. Men Mille, vognmand Børgesens datter, var altid behjælpelig og når hun skulle ud at rejse, lænede hele familien Børgesen sig ud af vinduerne på 1. sal og vinkede hjerteligt farvel. Hun skrev et utal af bøger, herunder børnebøger, og blev altid opsøgt af læsere fra nær og fjern, der ringede på for at finde råd og trøst i livets kvaler. Ensomme Gamles Værn var et af hendes årelange arbejdsfelter. Hun døde i 1934 efter at have nedfældet sine erindringer i bogen ”Mit Hjem paa Nørrevold” (1932). Efter hendes død var stueetagen lejemål for ægteparret Sørensen, Dagny damefrisør, manden hestehandler. Efter enkefrue Børgesens død blev 1. sal lejet ud til erhverv, i dette tilfælde til Guldberg-Agerlins Annonce- og Reklamebureau.

På 2. sal boede der i 1830erne og 1840erne murermester J.W. Ewert, der også var oldermand for murer- og stenhuggerlavet. Her befandt sig også laugets kontor. Ewert ejede i en årrække ejendommen og lejede ud til embedsmænd, officerer og feltkirurger. I 1860erne fulgte en klaverstemmer efter ham på 2. sal, siden en præst, en maltgører m.fl.. Efter 1900 begyndte her Københavns Tilskærerakademi og fra 1950erne arbejdede og boede her to kvindelige dameskræddere, Isse og Mille Larsen.

På 3. sal finder vi i det forrige århundrede kommunelærer og forfatter E. Stokkebye. På 4. sal boede bl.a. en landskabsmaler (1864), to farmaceuter (1870) og et århundrede senere en landsretssagfører, en snedkermester og for ikke så mange siden to kvinder af den store familie Trier. Den kendte billedhugger Gudrun Trier (f. 1910) og ergoterapeut A. Trier.

Der boede også andre kendte københavnere i huset engang. En af dem var skuespilleren Julie Sødring med sin familie fra 1857 til 1859. En anden var komponisten og organisten A. P. Berggreen fra 1860 til 1862 (”Vær velkommen Herrens år”). Den tredje var den nygifte Carl Nielsen, der efter Pariseropholdet med Anne Marie, der var uddannet billedhugger, boede på 4. sal i det første år, inden parret flyttede til Frederiksgade. Her på Nørrevold skrev han sin g-mol symfoni. Givetvis mindre kendt er guldaldermaler, litograf og fotograf Bernhard Bendixen, der aldrig fik den af ham så eftertragtede guldmedalje og flyttede fra København til Hamborg, hvor han levede af portrætmalerier. Han var lejer i 1835.

Telefonselskabet KTAS købte huset til sine pensionister i 1959 af den daværende ejer J. D. Hedegaard og foretog et år senere en større istandsættelse af porten og gården. Nr. 42 og 44 har en fælles gård. De to ejendomme udgør en trapezformet matrikel. På venstre gårdsside befandt sig et cykelskur , tre w.c. og en lagerbygning. Bagbygningen bestod af lager og værksteder i stueetagen og boliger på 1., 2. og 3. etage.I 1964 faldt bagbygningen. Der skulle skaffes plads til den fra 1960 planlagte nye fuldautomatiske hovedcentral i Nørregade. Pris: 12.650 kroner.  I 1966 fik huset en hel ny port.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pensionskassen for KTAS er stadig ejer af huset. Det gælder også for naboejendommen nr. 44, som den overtog efter samme ejer J. D. Hedegaard. I 1965 fik K.T.A.S. nedrevet baghuset med henblik på plads til den planlagte fuldautomatiske hovedcentral. Efter at Tele Danmark (nuværende TDC)  overtog telefonselskabet og dermed alle dets ejendomme er Pensionskasssen ikke længere nr. 42’s indehaver.

(2012)