Nørre Voldgade 44

 Nørre Voldgade 44

Det enkle og uprætentiøse forhus er opført i 1786 for købmand Hans Jessen af murermester Samuel Blichfeldt, der også byggede nr. 42 for samme ordregiver. Trods sin relativ høje alder er det ikke fredet. Det er grundmuret, har seks fag og kælder, en pudset facade og var oprindelig malet med gul oliemaling. Kældernedgangen har en konsolbåret dækplade. Der er sålbænke under vinduerne. Mansardtaget med de fire kviste er dog først bygget efter 1832. Huset er i dag sammen med nr. 42 Nørre Voldgades ældste, fordi alle de andre gamle huse fra før1800 er forsvundet på grund af brande eller fordi de ikke var fine nok efter voldenes sløjfning. Kældervinduerne blev muret til efter 1950. Døren og vinduesrammerne er udskiftet. Stueetagen er malet gråt, resten af facaden er mørkerød. Bagved ligger der en stor åben fabriksgård, som det københavnske telefonselskab var kommet i besiddelse af, men beboerne i nr. 44 har en lille beplantet baggård med hegn omkring til sig selv.

Førhen lå her langs volden er stor grund tilhørende Sankt Birgitte Altret i Vor Frue Kirke. Der var tre lejevåninger mod gaden og ni lejevåninger i en Z-formet bygning bagved med adgang fra Larslejsstræde. Alle kirkens grunde tilfaldt efter reformationen kongen og Christian III forlenede sin livlæge Cornelius Hamsfort med denne grund. Han byttede den straks med en af universitetets grunde og universitetet, den nye ejer, solgte den til Hamsforts svigersøn, dr. Hieronymus Thenner. I 1668 blev den driftige indvandrede købmand Lorentz Kreyer og hans kone Margarethe von Essen ejere af grunden. I 1717 sidder en efterkommer af Kreyer stadig på grunden. De små lejeboder overlever branden i 1728 og befolkes med boligløse fra de brandramte gader, således at der nu bor 119 personer fra efteråret 1728. Ejeren er renteskriver, borgmester og etatsråd Anthoni Raff. Det kommende gadenummer 44 beboedes i slutningen af 1700-tallet bl.a. af en klejnsmed ved navn Ørsted. Efter 1800 er huset i privat eje og tilhører nagelsmed F. Müntzer. Der bor og arbejder ellers en smed og en bøssemager i vor ejendom. I løbet af 1800- og 1900-tallet oplever huset en hel række ejere og lejere, der genspejler den sociale og demografiske udvikling i Københavns indre by, dog i dette tilfælde har nr. 44 ikke fået medlemmer af den mere velstående middelklasse ind, som ellers slog sig ned langs den brede boulevard overfor Ørstedsparken, fordi huset forblev gammeldags i forhold til de nye fine huse med større lejligheder og højere til loftet. Selvfølgelig boede der ikke kun håndværkere, men også officerer op til majortitlen (1829), embedsmænd som et krigsråd ansat i toldvæsenet (1835) og en cand.theol. (1889). Men de fleste var håndværkere som rebslager, farver, bødker og forgylder og ikke mindst takket være mændenes korte liv deres enker. I det hele taget boede der ofte kvindelige lejere i mange huses øverste etager. Her boede og arbejdede der i to omgange musiklærerinder som lejere.

Kælderen var fra og med 1870erne så sent som i 1942 et skomagerværksted. Men med skomager Christian Petersens afgang var det også slut: efter at han var holdt op, blev der indrettet en kjolebutik som hed Jeanne d’Arc Kjoler. Ejerne i anden halvdel af 1800-tallet var murermester N. F. Nielsen og hans efterkommere. De boede altid på 2. sal. Ejeren efter 1900, vognmand P. Børgesen, boede med sin familie i det lige så gamle men flottere nabohus nr. 42, som han også ejede. Nr. 42 og 44 har en fælles gård. De to ejendomme udgør en trapezformet matrikel. På venstre gårdside befandt sig et cykelskur , tre w.c. og en lagerbygning. Baghuset bestod af lager og værksteder i stueetagen og boliger på 1., 2. og 3. etage. Børgesens  enke fortsatte som ejer til årene omkring 1950, mange år efter Børgesens død. Det er et lille mirakel, at huset med sin misundelsesværdige beliggenhed har bevaret sine boliger og ikke er optaget af tegnestuer, organisationsdomiciler og deslignende. Det skyldes alene det faktum, at huset sammen med nr. 42 i 1959 blev erhvervet af K.T.A.S.’ Pensionskasse i lighed med tre huse i Larslejsstræde. Nu er her fire boliger på lidt over 70 m² hver og en på hver etage. For resten er denne grund et af de få steder i Middelalderbyen, som aldrig blev ødelagt af brande eller bomber.

(2005)