Nørregade 27

Nørregade 27

Nørregade 27 er et fem fags forhus med kælder og fire etager. Facaden er i kælder og stue pudset og var oprindelig malet hvid, herover i røde mursten med hamburger fugning, det vil sige nye tegl og ikke genbrugssten. For firs år siden var pudsbelægningen i stueetagen fjernet med undtagelse af en grå indramning om porten, men pudsfacaden blev genskabt siden. Der er en port på højre side med segmentvindue over to fag. Mellem stueetagen og 1. sal løber en kordongesims og under 1. etages vinduer løber et bånd i hele facadens bredde. På taget sidder tre kviste. Bagsiden er pudset og malet gul. Det beskedne typisk klassicistiske hus med sidehus blev opført i 1838 og 1839 for garvermester Hans Lars Larsen. Garveriet befandt sig dengang helt nede i en bagbygning tæt på Larslejsstræde. I dag er forhuset fredet.

Gården blev første gang nævnt i et latinsk dokument i året 1377 og da boede her en skrædder ved navn Oluf. I 1442 boede der en anden skrædder, som hed Hagen og han betalte grundskyldsafgift til den lokale Sankt Peders Kirke. I slutningen 1400-tallet boede her en skomager og i 1501 en brygger, to håndteringer, der var karakteristiske for den ældre Nørregade. Efter reformationen var det universitetet, der lejede gården ud til bryggerne her. Bryggerne bar de almindelige navne Jens, Hans, Morten og Mikkel. Indtil brandåret 1728 var det udelukkende bryggere, der var de ansvarlige på matriklen. At de havde familie, bryggerkarle og logerende siger sig selv. I 1728 havde brygger Claus Clausen Buckwalt en seks fags bindingsværksgård, der var 8,75 m bred og 54 m dyb. Han skyldte på brandtidspunktet vinhandleren van Hemert 2 000 rigsdaler. Så da hans gård gik til grunde, må det have været et stort tab for hans familie. Men det gjaldt også for naboerne, der alle var bryggere.

Den nyopbyggede gård tilhørte i midten af 1700-taller vicestadshauptmand Søren Jensen Treeld, igen en brygger og hans efterfølger var brygger Bugge. På en tegning af Johs. Rach (1748) er facaden foran huset en mur udsmykket med legemsstore statuer i tre nicher og med figurer og vaser på gesimsen. Efter bombardementet og bryggerireformen fter bombardementet og bryggerireformen af 1805 blev der ikke igen brygget øl i den først tredive år senere genrejste gård. Statsbankerotten og den efterfølgende dyrtid gjorde det ikke nemt at rejse kapital. Nu var der udover et garveri et andet erhverv: i baghuset med tre etager befandt sig et af de tre gæstgiverier i Nørregade. Det hed ”Holland” og kaldte sig hotel på et reklametryk på dansk og tysk. I midten af 1800-tallet havde København indenfor voldene 36 gæstgiverier eller hoteller, heraf 17 i Nørre Kvarter. Holland lukkede i 1863, fordi overnattende gæster ikke kom længere gennem Nørreport, men med jernbane til Vesterbro og derfra gennem Vesterport. Allerede få år efter åbningen af ”Holland” gav hotelvært Adolphsen den videre og overtog o. 1840 det bedre placerede gastgiveri ”Sjælland” i Vestergade. Ammoniaklugten fra garveriet har vel ikke fremmet lysten at indkvartere sig i ”Holland”. Garvermester Larsen døde i 1862 og efter ham var hans enke ejer i et år endnu. En snedkermester ved navn A. D. Andersen, der havde sit værksted på mellembygningens 1. sal, købte ejendommen af enkefrue Larsen, der boede i forhusets beletage. Brygger Schous enke boede for resten i stueetagen, så længe hun levede. Hendes mand havde bestyret bryggeriet i Nørregade 45.

Ejer og lejerstrukturen mellem 1870 og 1909, da telefonselskabet købte huset, havde en vis stabilitet. I forhusets kælderetage var der en skomager, derefter en læderhandler, en blomsterbutik og til sidst et værtshus – værthusholder Christiansen boede i bagbygningen – hvorefter kælderen blev lukket som butik. I stueetagen kom der efter boligerne en spejlglas- og vinduespoleringsforretning og siden en vognmandsforretning. På 1. sal forsvandt boligerne til fordel for sagførerfirmaer. Dette gjaldt også for 2. etage, hvor ejeren oprindelig havde en af boligerne. I 1912 var der fire sagførere i forhuset. På 3. sal var der to boliger, i den ene boede en overstationsmontør, i den anden en lærer. På 4. sal boede redaktør Emil Høffding. I sidebygningens stueetage var der Oscar Hansens papirhandel, på 1. sal en snedker og en melhandler og så to bogbindere. På 2. sal sad oprindelig også en snedkermester, men etagen havde også boliger. I mellembygningen var der vognmandsforretning og ”Det nye franske Dampfarveri” på stueplan, på 1. sal to malermestre, på 3. sal N. F. Larsens handskefabrik, der også havde lokaler på Nørrevold. Hertil skal lægges et yderligere antal småvirksomheder. Farver H. K. Larsen var den sidste ejer inden den nuværende ejer overtog hele den smalle og dybe gård med de i alt otte bygninger og hans franske dampfarveri farvede for sidste gang i Nørregade. Det havde været kendetegnende, at skind og læder gik igen i megen produktion i gården siden ølproduktionen blev indstillet. Telefonselskabet tømte bygningen ikke med det samme men gjorde som i de andre tilfælde, hvor ejendomme opkøbtes. Først i 1921 var huset helt tomt. I 1918 var der stadig de to boliger på 3. sal og i stueetagen holdt møbeludsalget åbent helt til 1920. Bogbinderen arbejdede i 1919 stadig i sidebygningen.

I 1921-22 byggede telefonselskabet en ny telefonbygning op ad Telefonhuset på nr. 27’s grund. Den blev en integreret del af den eksisterende bygning til venstre og skaffede den efterlyste arealplads til den voksende virksomhed. I 1929 foretog den nye ejer K.T.A.S. en lang række yderligere ombygninger for at kunne bruge nr. 27 som en ekstra kontorbygning. I de fire etagers boliger kunne der indrettes omkring 20 kontorlokaler. I 1942 kom en udvidelse af messefløjen i fem etager til at ligge bag forhuset. I marts 1945 var der faktisk planer om at nedrive forhuset sammen med nr. 29 og 31 for at etablere her en ny telefonhusbygning i forlængelse af den gamle. Men planerne blev opgivet. Den ubeboede TDC-bygning fremstår i dag i snavset gråt på underfacaden, men ellers sådan, som den så ud for et hundrede og tres år siden.

 

(2012)