Nørregade 31

Nørregade 31

Både for- og sidehus er fredet og derfor nogenlunde intakte til trods for industriel anvendelse i de sidste hundrede år. Forhuset har fem fag, kælder og fire etager, sidehuset har ovalt smigfag og ti fag og lige som forhuset kælder og fire etager. Som de fleste sidehuse har det halvtag. Forhusets fag er delt op mellem port, en stue med tre vinduer og et kammer med et vindue. Bag portrummet findes et værelse og bag stuen er der et rum  mellem den og trappeopgangen. Sidebygningen har to indgange, et i fag nr. 12 og en i fag nr. 16, det sidste fag. Der fandtes en oval spisestue med to vinduer i smighjørnet, en stue med tre vinduer og et buet hjørne og  derefter syv værelser og kamre, alle med et vindue med undtagelsen af  en stue. En lang korridor løb bag alle rum fra spisestuen til den sidst trappeopgang. I den midterste trappeopgang fandtes et wc. Forhuset er pudset og hvidmalet i kælder og stueetagen, resten står i hamburgerfugning, mens sidehusets facade er pudset og oprindelig hvidmalet på hele facaden. Porten befinder sig i nordsiden og fylder et fag. Yderfagenes vinduer havde hvidmalede fatninger. Det gælder også de andre vinduer, men de har knægte og 1. sals vinduer er forsynet med fordakninger. Taget har tre kviste. Huset og sidehuset blev i 1832 og 1833 opført af tømrermester Carl Frederich Weber, den samme der byggede to år før naboejendommen nr. 33. Husets ydre står som i byggeårene bortset fra butikken og facadefarven. Butikken er fra 1884. For enden af gården var det et baghus og bagved dette lå for over hundrede år siden Melchiors nye skolebygning.

Matriklen 48, som den hed indtil 1756, hørte i 1300- og 1400-tallet sammen med det nuværende gadenr. 33, med blev delt efter 1512. I 1547 og 1558 er nr. 31 udlejet til Niels Clausen og fra dette år til borgmester Simon Surbeck og efter hans død til hans enke. I 1576 fik hun også haven langs Larslejsstræde 10. Surbecks svigersøn, Mikkel Vibe sad på ejendommen fra 1576 og solgte den til sin svoger Hans Fuiren. I 1614 sad Maricke Fuiren som ejer og i 1643 Hans Jacobsen Fuiren, som var brygger. Gården havde i 1652 et forhus, en have og sytten lejevåninger. I 1669 nævnes en brygger Jacob Jacobsen, i 1676 en brygger Hilleborg, som fik lov til at blive boende i den privilegerede bryggergård, fordi hans søn skulle studere ved universitetet og efter studierne sikkert overtage den efter faderen. I 1687 havde generalfiskalen (svarende til kammeradvokaten) Jens Clausen fat i gården og afstod den til Michael Vibe, der samme år solgte den videre til byskriver Christopher Tønder. Tønders svigersøn, byskriver og brygger Jacob Ursin, medlem af præstefamilien Ursin, bestyrede den under branden i 1728. Som boliglejer havde han kancelliråd Ramus. Det var en ti fags bindingsværksbygning og med atten fag til gården. Grunden var 12,50 m bred og 117,50 m lang. En efterkommer af embedsmanden Caspar Schøller havde en prioritet i gården på 3500 rigsdaler. Det genopbyggede hus, som Ursins enke førte videre, havde et bræddeskur i gården mellem et rummeligt baghus, der var forbundet med et andet baghus med et nordligt sidehus. Bag det sidste baghus var en have. Familien Ursin havde sin ejendom indtil det engelske bombardement i 1807. Her ødelagdes den af raketterne og brandbomberne og byggedes først et kvart århundrede senere op igen. Og så var der en ny ejer, den nævnte tømrermester Weber og der bryggedes ikke længere øl her. Den kendteste lejer i Ursins tid var litteraten og embedsmand under begge Bernstorfferne Adolph Gotthard Carstens, Ewalds mentor. Den indflydelsesrige og uhyre produktive skribent og ungkarl boede her sammen med et kvindeligt medlem af den slesvigske familie Carstens mellem 1779 og 1794. Det sidste år af sit liv boede Carstens i Silkegade, hvor han døde i 1795.

I det større nye hus flyttede embedsmænd og håndværkere ind, men også skolebestyreren W. A. Borgen med Det von Westenske Institut, da han ophørte med at undervise på Østre Borgerdyd i Klareboderne. Datidens kendteste kongelige skuespiller Nicolai Peter Nielsen (1795-1860) var også med i den første lejergeneration. M. C. Møller med kontor på Børsen var chef for Københavns Assurance-Compagni og sekretær ved Den almindelige Brandforsikring. Fra 1845 boede overrabbiner Abraham Alexander Wolff på 1. sal i huset. Han blev her til sin død i 1891 og det meste af tiden som ejer af ejendommen. Den i Darmstadt i Hessen fødte Dr. Wolff med sin ranke og elegante skikkelse nød stor anseelse hos sin menighed og hos den københavnske offentlighed, en af de mest populære rabbinere, Danmark nogensinde har haft. Ligesom sin trosfælle Mendel Nathansen i nr. 23 gjorde han meget for at fuldende jødernes integration og for at skaffe respekt overfor dem i hans tid. Han og hustruen Julie, født Goldschmidt, havde syv sønner og fire døtre. En søn, kongelig hofblomsterhandler B. G. Wolff med butik i Østergade 57, boede i faderens ejendom i stueetagen. I 1870erne havde A. A. Wolff fælles eje med grossererenken fru Ballin, der boede på 2. sal. Deres lejere var en dagbladsredaktør, grosserere, præster, studerende og enlige damer. I kælderen var der i hele perioden et skomagerværksted, først skomageren selv, derefter hans enke med en ny skomager. Ejeren efter Wolff og Ballin var først assistent Jansen, så murermester C. Kruse og derefter overretssagfører C. A. Olsen. Det var den ejer, der i 1902 fik gården solgt til direktør Wirenfeldt, der administrerede en opadstræbende virksomhed, nemlig P. Bjørnbaks Konvolutfabrik, og som også købte Webers nabogård nr. 33, som jo allerede i middelalderen hørte sammen med vor gård. Nu var der i kælderen grosserer Kehlet & Co., ellers grosserere – familie Simonsen på 3. sal i flere årtier – på 1. og 2. sal jurister, tandlæger og læger og en skolebestyrerinde på 3. sal. På 4. sal havde vi op til 1930’erne musikerfamilien Holm. olmI bagbygningen på 3. sal fandtes i nogle år J. Rogens Papirposefabrik, men ellers var ejendommen i modsætning til nr. 33 først og fremmest boligejendom. Al trafik til fabrikken inde i gården gik til gengæld gennem denne port, mens porten i nr. 33 var forbeholdt beboere og var aflåst.

Fra 1889 til 1901 befandt Københavns politistation nr. 1 sig i stueetagen under lidt kummerlige forhold set med moderne øjne. Sæbe og håndklæde fandtes ikke, og betjentene måtte ikke gå ad hovedindgangen ved afløsningen, men skulle bruge køkkentrappen. De tre overbetjente måtte til gengæld godt bruge hovedtrappen og hovedindgangen. Men der var mere plads her end på den gamle station 1 på Gråbrødretorv.

Den familieejede papirfabrik med omsider tre ejendomme ved siden af hinanden var en af kvarterets store fabrikker med et faldende antal ansatte takket være automatiseringen men med brug for mere og mere plads og da det til sidst kneb med tilkørselsforholdene – lastbilerne på vej ind i porten stod i vejen for sporvognen eller privatbiler parkerede foran indkørslen – rømmede den i 1958 både nr. 31, 33 og 35, flyttede til den roligere Landskronagade og overlod fabrikslokalerne til nabovirksomheden K.T.A.S., der allerede i 1936 havde lejet huset med forkøbsret og i marts 1945 havde planer om at købe og nedrive huset sammen med nr. 29 og 33. Men planerne blev opgivet et år senere.  I 1930’erne blev huset tømt for boliglejere og den sidste beboer i 1937 må have været vicevært Inger Jensen i en lille taglelighed. I forhuset havde papirfabrikken sin egen børnehave – fabriksarbejdet var en kvindehåndtering. Automatiseringen med nye trykke- og falsemaskiner medførte, at medarbejderstaben faldt støt. Fabrikken blev i alle årene styret på en gammeldags patriarkalsk facon, hvor arbejderne på lønningsdagen skulle møde op hos chefen, direktør A. W. Wirenfeldt, efter rang med hat eller kasket i hånden og få den brune papirspose med sedler og mønter udleveret. Direktøren havde sin privatbolig på H. C. Ørstedsvej, Nørregade var efter 1900 ikke længere en fin boligadresse. Den ovale spisestue blev bygget om til garderober og toiletter, korridorens halve længde og de fleste kamre nedlagt.  Rummet bag forhudstrappen blev forbundet med gange og døre ud til nr. 29 og 27. I fyrre år har huset siden været en kontorejendom for TDC og dens forgængere K.T.A.S. og Tele Danmark. Allerede i 1961 fik K.T.A.S. nedrevet sidebygningen. Det kostede dengang 14.400 kroner. I en kort periode i 1990erne var der igen adgang for offentligheden, da Tele Danmark åbnede en telefonbutik i den høje stue til venstre. Men den lå på en forkert adresse og er flyttet til Nygade.

I 2011 rykkede den nyoprettede gymnasieafdeling af Sankt Petri Skole ind i huset.

(2012)