Nørregade 33

Nørregade 33

Et fredet for- og et sidehus i fem fag med kælder og fire etager, opført i 1831-32 af tømrermester Carl Frederich Weber, samme bygherre, som byggede nr. 31 (matr. nr. NØ41 A). Kælder og stueetagen er pudset og malet hvid, ellers er den udført i hamburgerfugning fra 2. sal og opefter. En konsolbåren dæksplade over kældernedgangen er, som i de fleste tilfælde i kvarteret, for længst nedtaget. 1., 2. og 3. sals vinduerne har sålbænke, vinduerne i yderfagene fremhævede indfatninger, på 2. og 2. sal med knægte. Sidehuset i samme højde er med smigfag og 10 fag ret dybt. Også her er der kælder og fire etager. Facaden er pudset og malet hvis. Grunden sluttede oprindelig med et langt baghus, der nu står isoleret for sig selv.

En større middelalderparcel blev delt efter 1512 og den ene halvdel, i Sankt Peders Kirkes eje fra 1481, blev en bryggergård. Således var Christian Gierløvs bryggergård en af en hel række bryggergårde, der dominerede Nørregade og den brændte som alle de andre totalt under den store brand i 1728. I 1774 boede der alene 19 bryggere og en håndfuld bryggerenker i Nørregade. Nr. 33 havde en smal og meget dyb parcel på denne side af Nørregade og bag baghuset stødte den mod nuværende Nørre Voldgade 42. Forhuset var forbundet med en temmelig lang sidebygning.

Nørregade skiftede i 1800-tallet fra bryggergade til lærdommens gade med et utal af skoler og professorboliger et stenkast fra universitetet. Fra 1852 til1902 rummede sidehusets fire etager med store vinduer ”H. E. Melchiors og L. L. Hommels Borger- og Realskole”, grundlagt i Hummergade, en privat drengeskole, nedarvet fra far til søn. Sønnesønnen var ingen ringere end sangeren Lauritz Melchior, der blev født her i 1890, en af de største Wagner-tenorer nogensinde. Familien Melchior flyttede fra sidehuset op i forhuset. Da Melchiors hustru døde, havde han brug for hjælp til at føre hus og passe hans fem børn. I 1890 kom frøken Kristine Jensen fra et Englandsophold til sin nye stilling i Nørregade. Hun var uddannet på Nathalie Zahles Husholdningsskole og i 1901 fik hun udgivet den første af flere kogebøger: Frøken Jensens Kogebog, en omgående læsersucces. Hun blev så velhavende af sin forfattervirksomhed, at hun kunne støtte familien økonomisk, da skolen måtte lukke i 1908. Barnet Lauritz Melchior fik betalt sin sang- og musikundervisning af familien uundværlige husholderske. I 1859 havde skolen 51 lærere og 558 drenge, den var Københavns næststørste skole. Det drejede sig om en betalingsskole for middelklassen med realafdeling fra 1860 (2-3 rigsdaler månedligt og gymnastik-, lys- og brændepenge oveni årligt) med 21 klasser i 22 rum med undervisning mellem kl. 8 og 14 (om vinteren kl. 9-15). Forhuset beboedes altid af pæne borgere som læger og sagførere, indtil det blev ryddet og kontoriseret af telefonselskabet i 1963. I kælderen boede der i Melchiors tid en skræddermester med sin familie, der havde hele seks medarbejdere. I det 20. århundredes første halvdel havde buntmager Hein sin butik her og fine fruer fra Københavns bedre borgerskab fik her håndsyede pelse. Skolen fik en moderne bygning i gården i 1896, selvom eller fordi elevtallet var faldende og skolepenge var på vej op, men da var det for sent. Den gav i 1902 op på denne adresse, da Peter Bjørnbaks Konvolutfabrik havde brug for bygningen, og flyttede over til den splinternye tyske realskolebygning i Larslejsstræde, hvor den trods frøken Jensens støtte definitivt måtte give op i 1908. Al trafik til fabrikken gik gennem naboporten i nr. 31, mens denne port også var aflåst om dagen og var forbeholdt beboere og ansatte i huset. Sidebygningen til højre og bagbygningen rummede administration og lager.

Den familieejede papirfabrik med omsider tre ejendomme  (nr. 35 blev købt efter krigen) ved siden af hinanden var en af kvarterets store fabrikker med brug for mere og mere plads og da det til sidst kneb med tilkørselsforholdene – lastbilerne på vej ind i porten stod i vejen for sporvognen eller privatbiler parkerede foran indkørslen – rømmede den i 1958 både nr. 31, 33 og 35, flyttede til den roligere Landskronagade og overlod fabrikslokalerne til K.T.A.S., det daværende telefonselskab. I 1930’erne var der stadig 4 beboelseslejemål tilbage. I forhuset havde papirfabrikken sin egen børnehave – fabriksarbejdet var en kvindehåndtering. Automatiseringen med nye trykke- og falsemaskiner medførte, at medarbejderstaben faldt støt. Fabrikken blev i alle årene styret på en gammeldags patriarkalsk facon, hvor arbejderne på lønningsdagen skulle møde op hos chefen, direktør A. W. Wirenfeldt, efter rang med hat eller kasket i hånden og få den brune papirspose med sedler og mønter udleveret. K.T.A.S. havde allerede i 1931 planer om at udvide sit areal på Nørregade og ville gerne overtage Bjørnbaks huse 31-33. I 1942 var forhandlingerne med kommunen kommet så langt, at husene nr. 31 til nr. 37 skulle reserveres til kommende opkøb fra K.T.A.S.’ side. I fyrre år har huset siden været en kontorejendom for TDC og dens forgængere K.T.A.S. og Tele Danmark. Baghuset faldt i 1960 to år efter at den nye ejer havde overtaget ejendommen.

 

(2006)