Nørregade 37

Nørregade 37 og 37 nedrevet Baghus

Da Københavns grunde blev kortlagt for første gang i 1377, var det Esbern Skomager, der sad på en ejendom, der omfattede de nuværende gadenumre 37 og 39. Så blev den delt og nabogrunden nr. 39 blev en selvstændig matrikel. Før reformationen var det klostret i Ringsted, der havde skøde på nr. 37. Og da kongen så overtog de fleste af kirkens jorde, kunne Christian III i 1556 forære grunden til sin skrædder Melchior Podlitz. Podlitz, der først døde i 1589, bedrev næring som herbergerer i Nørregade. Om han også blev brygger, ved vi ikke. Men en ejer fra Virum udlejede nr. 37 til brygger Oluf Nielsen i 1633-1640. En efterfølgende brygger Jens Møller gav i 1669 pant i gården. I 1681 købte en brygger Bendt Svendsen gården med en lejevåning af herbergerer Jørgen Hansen. Svendsens enke giftede sig med en købmand, der sejlede på Island. Han var samtidig brygger og døde i 1711. Hun giftede sig for tredje gang og den tredje ægtefælle blev brygger Hans Frederik Lange. Denne solgte i 1723 til den tyskfødte brygger Engelbrecht Platfues. Han ejede gården, da den brændte i 1728. Hans søn Lauritz Platfues byggede gården op igen, en gård med sidehus og et dermed sammenbygget baghus samt et lille hus i gården, som var bygget foran venstre nabogårdens brandmur. Den anden baggård bagved sluttede med et andet baghus og bag dette lå to bræddeskure overfor hinanden. Med andre ord en ganske anselig ejendom. I 1770erne møder vi så brygger og bogholder Christian Gottschalk og det ser ud til at han ejer gården sammen med en sagfører Bjørn indtil 1777. I forhuset må der have boet fine lejere, idet Vejviseren for 1772 fortæller, at generalkrigskommissær Hesselberg boede her og Vejviseren for året 1795 nævner hof- og stadsretsprocureur Schjellerup. De engelske raketter i 1807 ødelagde det meste af huset og først i 1829 møder vi igen en ejer i skikkelse af tømrermester J. Chr. Kerrn, løjtnant i borgerbevæbningen, et par år senere avanceret til kaptajn, der havde mulighed for at bygge noget på tomten. Men et bryggeri kom der aldrig mere i kælderen.

Den nuværende forhusbygning stammer fra årene 1864-1865 og blev bygget for Kuratelet for de nye Kirkeskoler. Det blev et grundmuret hus i fem fag, hvor de to ydre fag er lidt bredere end det midterste efter bedste klassicistisk tradition. Facaden står i blankstensmur og alle vinduerne er rundbuede efter Schinkels maner, som det var kutyme i 1860erne. Desuden har de historiserende buestik med tandsnit. Under stueetagens vinduer er der blændinger, under de andre vinduer er der profilerede bånd. Under hovedgesimsen findes en buefrise. Alle disse stiltræk gør skolehuset til et arkitektonisk vidnesbyrd om tætte bånd til renæssance og middelalder. Bag gården stod en af Telefonselskabet nedrevet toetages boligejendom med kvistlejlighed (se foto).

Grunden var blevet købt for 20.000 rigsdaler og opførelsen af skolebygningen med otte klasseværelser kostede 19.400 rigsdaler. Den bagved liggende inspektorbolig var med i prisen. Her var både bolig til drenge- og pigeinspektør. Skolen havde en gymnastiksal, en tegnesal, en syngesal, en drenge- og en pigetrappe. Tilsvarende var der indtil 1918 en hovedindgang for drenge og mandlige lærere og en tilsvarende for piger og kvindelige lærere. I den grusbelagte gård var der et pissoir og et antal retirader med tønder, en var forbeholdt lærerne. Gårdens vandpost var et bøjet jernrør i muren. Baghuset havde i stuen skolens ”Contor” og en pedellejlighed, på 1. sal inspektørens lejlighed og på kvisten overlærerindens lejlighed. Emma Holmsted blev gift med Viggo Hørup, men en gift overlærerinde behagede ikke skoleinspektøren og da parrets børn løb op og ned ad husets trappe, flyttede familien fra kvistlejligheden. Inspektøren havde stillet gården til rådighed til Folketeatret i nr. 39 med en nødudgang i gårdmuren og fik derfor frikort til teatrets forestillinger. Oprindelig var der ikke noget lærerværelse.

For at blive uddannet på De forenede Kirkeskoler skulle man, når man var fyldt elleve år, gå til en skriftlig og en mundtlig optagelsesprøve. Uddannelsen for både drenge og piger varede i fire år og sluttede for drengenes vedkommende med mellemskoleeksamen med beskikkede censorer. Først efter 1919 med indførelsen af koedukationen fik piger samme vilkår. Hvert år blev 30 drenge og 30 piger optaget, hvilket var klassestørrelsen dengang. Pensummet og pædagogikken gik ud på at uddanne lavere funktionærer med gode skrive- og regnefærdigheder til erhvervslivet. I 1938 overtog Københavns Kommune skolen. Dens værdier og legater blev lagt ind under Sankt Anne Vester Skole og bygningen i Nørregade blev anvendt til Københavns Kommunes Fortsættelseskursus og Skolepsykologisk Kontor. I 1940erne kom Skolepsykiatrisk Konsultation til og Praktisk Ungdomskursus. I det i sommer 1961 af K.T.A.S. nedrevne baghus anbragtes kontorer. Her boede oprindelig den pensionerede stukkatør Hansen, der var gift med skolesekretæren og på den måde havde fået en bolig i skolegården. Pedellens lejlighed blev flyttet ind i forhusets B-side. Nu kunne unge gå til gymnastik for piger og gymnastik for drenge, til sløjd, håndarbejde og tegning. I slutningen af 1949 købte K.T.A.S. bygningen uden at opsige de kommunale institutioner. Fra 1951 havde Dansk Røde Kors en børnehave i B-indgangen, mens KTAS brugte A-indgangen med de af kommunen forladte klasselokaler. Kælder, stueetage og 1. sal blev efter købet indrettet til en midlertidig børnehave med i alt 44 pladser. I kælderen etablerede man badefaciliteter til børnene. Kirkeskolernes lukkede gårdtoiletter blev genetableret af K.T.A.S. I 1980 havde DRK fælleskontoret for sine institutioner i A-delen, som Skolepsykologisk Kontor havde forladt. Men børnehaven fik den officielle betegnelse Dansk Røde Kors Børnehave K.T.A.S., det må vel indebære, at K.T.A.S.’s ansatte havde fortrinsret til institutionspladser. Nu hedder institutionen Røde Kors Vuggestue TDC. Til gengæld har Røde Kors ikke længere noget andel i vuggestuen og børnehavens drift.

(2012)

Læs mere: Allan Mylius Thomsen og Jan E. Janssen: Nørre Kvarters Krønike. Kbhn. 1997