Nørregade 41

Nørregade 41

På matrikel Nørre 46a finder vi et grundmuret forhus i otte fag, hvor yderfagene er anlagt lidt bredere end de andre. Af de fire etager er stueetagen beklædt med marmorfliser og de andre fremstår med hamburgerfugning. Midt i huset ligger porten over to fag. Kordongesimsen er malet hvid. Vinduernes sprosser og poste mangler, men sålbænkene er bevaret og vinduerne på 1. sal har stadig fordakninger. Huset har fem zinkkviste. Det var institutbestyrer Wilhelm August Borgen, der i 1843 lod bygningen opføre. Dog fandtes der ingen butikker i opførelsesåret.

Da grundene i København for første gang blev registreret i 1377, havde vor grund, lejet af Morten degn, også to parceller langs Nørrevold. De blev kort tid senere skilt ud, men der var der stadig en forbindelse mellem Nørregade og volden. I 1515 gav Peter Truelsen sin grund til Sankt Pers kirke, men da man var begyndt ikke længere at afholde messer der, tog han sin grund under reformationen tilbage i 1537. Derefter lå der en jordskyld til Vor Frue kirke på grunden. I 1573 og i 1584 hører vi, at der lå boder langs volden. Ejerne skiftede tit, ca. hvert tiende år sad der en ny ejer på nr. 41. Der var bl.a. en klokker og en byskriver. I 1645 er den nederlandske kobberstikker Simon de Pas ejer og siden adelige som Krabbe og Pogwisch. Ved den første matrikulering i 1689 var det juristen og godsejeren Caspar Schøller, der var embedsmand i ministerrang og samlede en lang række godser og ejendomme, som hans enke efter hans død i 1717 solgte fra. Denne grund solgte hun i 1722 til generalfiskal Truels Smith, som mistede alle bygningerne under branden i 1728. Det grundmurede otte fags hus med et fireogtyve fags sidehus i bindingsværk langs nordskellet og et firefløjet baghus med en lille indre gård brændte fuldstændig ned, men muren langs Nørregade gjorde det muligt at genopbygge det på eksisterende fundamenter. Caspar Schøllers enke havde en betragtelig prioritet i ejendommen, da den brændte. Også efter genopbygningen bevaredes den skrå have mod Nørre Vold (i dag Nørre Voldgade 50). Halvdelen af grunden er senere tilfaldet Folketeatret inklusive den oprindelige have. Det genopbyggede hus mod Nørregade må have haft en høj standard, fordi adelsmanden Alexander Berner, først kammerråd, siden konferenceråd i det enevældige styre, boede her med sin familie i 1770erne og 1780erne. Ejendommen var en af de mange bryggergårde og i midten af 1700-tallet og i Berners tid i hænderne på brygger Jens Andersen Møller. Den overlevede branden i 1795, nu med assessor Beckmann som ejer, senere brygger i gården nr. 45, også med et par fornemme lejere, men bryggergården blev til sidst ramt af de engelske raketter i 1807 og blev først interimistisk genopbygget o. 1830, mens en bygning mod volden havde overlevet og var Bent Hansens spisehus. I 1835 var ejeren spiseværtinden fru Jæger, mens hendes mand var kornhandler. Institutbestyrer Borgen gjorde så rent bord og startede helt forfra med de nuværende bygninger på en meget mindre matrikel uden den gamle have mod volden.

Det v. Westenske Institut blev grundlagt udenfor byen på Vesterbro i 1799 og flyttede i 1843 ind i Nørregade 41’s nye baghus i fire etager med en kvist, hvorpå der i 1844 blev indsat et ur. Instituttet var indtil 1870erne Københavns fornemste drengeskole. W. A. Borgen blev Københavns første skoledirektør. Forhuset blev lejet ud til kontorer og beboelse. Der var to butikker mod gaden med frugt og viktualier. Skolebestyrer H. G. C. Bohr var rektor fra 1844 til 1873. Derfor hed skolen også Bohrs Skole i det meste af dens levetid. Den havde op til 4-500 elever og primitive hygiejniske forhold med alt for få retirader. Klasselokalerne var overfyldte, men fra kvistetagen havde eleverne et formidabelt udsyn over volden helt ud til Bellahøj, som en dimittend fortalte i sine erindringer. De fleste lærere var højt kvalificerede, men pædagogikken var en anden end i dag. Forstander Bohr foretog personlig afstraffelser med spanskrør, som han valgte fra sin store samling af rør af forskellig kaliber. Delinkventen skulle støtte sig med hænderne på en stoleryg, så længe tugtelsen varede.

Da Det von Westenske Institut under forstander J. O. Laursen lukkede i 1893 lige som en del andre skoler i Nørregade i den periode, flyttede Rasmus Nielsens auktionsforretning fra Boldhusgade ind i gården. Der kom en sidebygning til og kvisten med skoleuret fik to kviste på hver sin side. Møbler og antikviteter blev bortauktioneret i den travle gård. Nielsen kaldte sit auktionshus for Københavns største. Forhuset var stadig lejet ud til to detailforretninger, til sagførere og en boghandler m.fl. Under Rasmus Nielsens ejerskab udviklede bygningens erhvervsdel sig allerede i retning af konfektionstøj, til både herre- og damebeklædning, som det var tilfældet langt efter anden verdenskrig. Han selv havde sit Nordisk Kunst- & Møbeletablissement. I den ene butik havde Sigrid Nielsen et chokoladeudsalg og om aftenen en garderobe for teatrets tilskuere.

I 1923 var det slut med auktionerne. Gården blev overdækket og et moderne danseetablissement åbnede dem 8. november 1923 i Nørregade 41. Restauratørerne Svend Muchardt og Ernst Kølle lånte familien Adlons hotelnavn fra Berlin og kaldte stedet ”Adlon”. Poul Henningsen, Thorvald Stauning, kronprins Frederik, mange kendte folk kom her i 1920erne og 1930erne. Det var her, at jazzen holdt sit indtog i Danmark med Holger Eibergs orkester. Legendarisk var den almægtige kontrollør Holger Lynge i sin lyseblå uniform, der havde en mageløs personhukommelse. ”Adlon” begyndte som et vovet sted, hvor herrer kom efter det obligate familiebesøg i Tivoli, men nu uden deres koner. I begyndelsen af 1920erne dansede den feterede dameven og opdagelsesrejsende Knud Rasmussen trommedans i kjole og hvidt og slog på en serveringsbakke med en grydeske han havde lånt hos  tjeneren. Men efterhånden falmede den dristige atmosfære, og konerne, ja selv de halvvoksne teenagebørn fik lov til at være med. Drikkevarerne og priserne var heller ikke længere mondæne i 1930erne. Efter krigen var det engang så mondæne sted gået ud af mode og forfaldt mere og mere og endte med pornoshows. Til Adlon hørte også hotelvirksomhed, men det meste af bygningen og bagbygningen var lejet ud, bl.a. til Sygekassernes Optik, Stjerngrens Skrivemaskineværksted, ”Harald Hansens Damekonfektion af 1935” og bokseinstruktøren Emil Jacobsen. Hans studio hed Malles Bokseinstitut. I bagbygningen fandtes et af Nørre Kvarters mange bogtrykkerier. Vinhandler Fritz Egede Paustian (Taster Wine) købte ejendommen i 1970, måske også fordi der fandtes hotel og restaurant (Adam & Eva) på adressen. Den 15. september 1976 genåbnede Adlon som et rent jazzsted som det andet Montmartre med Kay Sørensen som genius loci og Fritz Paustian som økonomisk garant. Da Montmartre ikke kunne leve af jazz alene, startede Jens Jørn Gjedsted et jazzdiskotek i lokalerne, som blev en vældig succes. Også traditionen med Copenhagen Jazz Festival begyndte i Nørregade i 1979. Økonomien var dog altid skrøbelig, indtil hotellet ovenpå lukkede og arbejdsløshedskassen FTF-A overtog Nørregade 49 for at have et centralt kontordomicil, men de gav Montmartre en finansiel garanti. Jazz Kays død i 1986 var en af flere årsager, at huset til sidst alligevel er blevet et rent diskotek og fra 1989 har en række ejere holdt liv i dansetraditionerne og diskotekets navn skifter fra Crazy Daisy til Enzo til Club Bombay til Dive og så fremdeles. Fagforeningsarbejde i dagtimerne og diskomusik om aftenen kan sagtens forenes.

(2006)