Nørregade 35

Nørregade 35

Nørregade 35 har et grundmuret forhus i fem fag i fem etager. Facaden er hvid og er pudset i stueetagen. Pudsbehandlingen er foregået i 1880erne. Overfacadens oliemaling er påført omkring 1900. Bagsiden er pudset hvidt over hele facaden. Udover den obligate kordongesims har huset ingen udsmykning. Der er et trappehus i to fag midt på husets bagfacade. Nr. 35 blev bygget i 1824, antagelig af tømrermester Johan Christopher Wahl. Matrikelnummer 43 bestod af det ikke særlig dybe forhus, der var forbundet ved en lille mellembygning mellem trappehuset på bagsiden med en større bagbygning, fra tre sider omgivet af gårdarealet. Så kom en mellembygning med portgennemgang til en meget stor gård – dobbelt så bred som forhuset – bl.a. med en have, der lå i forlængelse af nabomatriklen med De forenede Kirkeskoler. Melchiors skole på sydsiden havde fælles brandgavl med en halvtagssidebygning direkte overfor haven. Lige til højre før haven lå et mindre sidehus og matriklens vestlige skel bestod af en vinkelformet bagbygning med en lille tilbygning for enden af nordfløjen. Her befandt sig en vognfabrik. Før det engelske bombardement i 1807 var der et forhus med et meget smalt aflang sidehus og et baghus med dobbelt husbredde, der var forbundet med naboejendommens (nr. 37) baghus. Bag dette var så et stort ubebygget areal uden forbindelse til Nørre Vold.

I 1377 var nr. 35 stadig forenet med nr. 37, men grunden blev delt efter 1400. Vor grund beboede i 1430 en skomager Jens Andersen. Efter 1489 var det en skrædder Jens Nielsen, der før 1500 skødede sin grund til biskop Niels Skave. Biskoppen tildelte grunden til Opstandelsesaltret i Vor Frue kirke. Efter reformationen faldt den tilbage til biskoppens tre arvinger, der boede udenfor byen. I 1543 og 1544 hører vi, at Karen Joen Bryggers boede her til leje. Endnu 1581 har en efterkommer af biskoppen ejendomsretten over grunden. Fra 1649 til 1668 nævnes brygger Jacob Poulsen og 1671 til 1691 brygger og vicerådmand Niels Jacobsen Sletting. Han døde i 1706 og hans eftermand Jokum Brock solgte bryggergården i 1712 til brygger Henrik Dreyer, der måtte sælge på grund af en for stor gæld til Nicolaj Burmester i 1724. Da hele bebyggelsen brændte i 1728 var den daværende ejer brygger Peder Sørensen Mündrich. Da var gården en bindingsværksbygning, 10 fag mod gaden og 18 fag mod gården. Grundarealet var meget dybt, hele 58 m. Denne mand var stadig ejer under den nye matrikelinddeling i 1756. Forhuset var ikke genopbygget, men sidehuset og baghuset var nye. I 1770erne var man kommet så langt, at man kunne udleje et nyt forhus til embedsmændene Svane og Engmann og deres familier. Den norske digter og økonom Christen Pram, ”Ewalds arvtager”, boede som nygift i forhuset, og hos ham mødtes den unge Jens Baggesen og andre forfattere. Brygger Knud Gamberg havde i 1784 dr. med. Rudolf Buchhave som lejer og brygger Ahrendsen havde i 1792 justitsråd Schjøning og major von Braes som lejere. Det tog sytten år at genopbygge forhuset efter det engelske bombardement i 1807. Først i 1824 kunne udlejningen genoptages i en tid, hvor der herskede stor boligmangel i København. Tømrermester Wahl boede i baghuset midt i karreen. I forhuset boede murermester Klein, advokat Klein og kgl. fuldmægtig Klein. Så var der silke- og klædekræmmerenke fru Lorentzen, rebslagermster Ravn og infanterikaptajn von Voss, i alt fire eller fem husstande. Ti år senere er lejerne af samme socialgruppe: En generalsenke og hendes søn, en løjtnant, en adelig kammerådinde og hendes søn, en cand. jur., mens murermester Klein boede her endnu og en hørkræmmer Meyer var også flyttet ind. En hørkræmmer var en mand, der havde næringsbrev med ret til detailsalg af hør, hamp, salt, sild, klipfisk og lertøj.

Fra april flyttedag i 1850 til april flyttedag i 1851 boede Søren Kierkegaard i en femværelseslejlighed på 2. sal. Opholdet blev så kortvarigt, fordi han ikke kunne tåle morgensolen og en logerendes konstant gøende hund. Kierkegaard havde lejet lejligheden uden at have beset den forinden og kunne straks mærke, at han ikke ville bo her. Den type lejligheder bestod ikke kun af de fem værelser, men havde udover korridor også køkken, pigestue, pulterkammer, rum i brændekælder, adgang til fælles vaskehus, fælles tørreloft og fælles retirader. Der var en portner i gården, der fik en klejnsmed til at lave en kopi af portnøglen til lejeren. Kierkegaards lejlighed kostede 240 rigsdaler i årlig husleje og til at betale et halvt år forud. Udlejeren, murermester Frantz Ludvig Wahl, søn af gårdens grundlægger, boede selv med kone, otte børn og tjenestepige i baghuset.. Der boede i alt 60 personer i Nørregade 35 dengang. Der har været andre kendte lejere i huset. Fra 1846 til 1847 jernbanedirektør og kontorchef i Generaltoldkammeret, den store iværksætter af tidlig dansk industri Viggo Rothe. Fra 1851 til 1870 den sprænglærde Thomas Hansen Erslev, arkivar og forfatter til seksbindsværket Dansk Forfatterleksikon. Vi bør også omtale organisten og musikpædagogen J. C. Gebauer, der boede her i 1869.

Nørregade 35 var fra tiden omkring det forrige århundredeskift et sted for småindustri, selv om forhuset ti femten år efter anden verdenskrig var en boligejendom. For et hundrede fyrre år siden var der endnu fredelige, nærmest landlige forhold i håndværkerejendommen. Træerne i haven rakte helt op til anden etage i mellemhuset. På en af bygningerne blev der i det forrige århundrede opsat en ældre sandstenstavle fra året 1800 med en meget dygtig udhugget elefant. Epitafiet stammer ikke fra Nørregade men blev genbrugt af Kjøbenhavns Dampvaskeri, da det fik etableret mellembygning C i 1900. Den var oprindelig forgyldt og sad på kgl. hofslagter Friderich Heikendorffs slagtergård udenfor Vesterport, der hvor nu Vesterbrogade 18 befinder sig. Det smukke skilt forsvandt i forbindelse med nedrivningen af bygningen i året 1960. I 1898 lå i gårdens havehus S. C. W. Knudsens Damp-Vogn-Fabrik. Det var ikke sådan, at Knudsen byggede lokomotiver, men han brugte dampkraft til de maskiner, der hjalp hans arbejdere til at bygge barnevogne, invalidevogne, kaner, dukkevogne og gyngeheste. De familier, der ikke havde råd til at anskaffe sig en barnevogn, var velkomne til at leje en hos Knudsen. Fabrikanten havde også købt ejendommen og efter hans død var det Knudsen Legat, i hvis navn skødet stod. Den efterfølgende ejer var også fabrikant. Det var P. Christiansen og efter hans død enken administrerede Kjøbenhavns Dampvaskeri eller Centralvaskeriet. Det var et stort vaskeri og renseri med udlejning af dækketøj, der etablerede filialer i Dronningens Tværgade og Nordre Frihavnsgade. Den tredje fabrikant som ejer var P. Bjørnbak med Bjørnbaks Konvolutfabrik i naboejendommene nr. 31 og 33, som erhvervede nr. 35 i 1949. Den nuværende ejer, TDC, er en efterfølger af industri- og servicevirksomheden K.T.A.S., som Bjørnbak solgte til i 1958. Bjørnbak flyttede på grund af pladsforhold og trafikproblemer i Nørregade. Værksteds- og depotbygningerne i gården, B, C og D, har i halvfjerds år været anvendt til de mest forskellige former for produktion. Vi skal nævne Wiedemanns Pølsefabrik fra Skt. Gertruds Stræde i C-bygningen, der allerede efter seks år i Nørregade fik egen fabriksbygning i Rabeshave på Christianshavn og fraflyttede, Henry Rohdes Filt- og Straahattefabrik i D-bygningen, Galvaniseringsetablissementet Aladdin samme sted, Rasmussens Bogtrykkeri i C-bygningen, der først lukkede efter 1960, P. F. Nielsens Eft. Trikotagefabrik samme sted, Dansk Forkromnings Anstalt og Dansk Armaturfabrik, begge ejet af E. A. Johansen i D-bygningen indtil midt i 1930erne, endvidere Alfred Andresens Pølsefabrik efter Wiedemanns flytning, P. Madsens Røgeri, Fr. O. Ehlers’ Rammefabrik, Kores Kontorartikelfabrik, en salatfabrik, en skotøjsfabrik, en slagterimaskinfabrik og et glassliberi samt Byens Model- og Maskinsnedkeri. Martin Jensen udviklede her i 1939 Basta-cykellåsen.  I 1962 fik K.T.A.S. revet bagbygningen ned for at få plads til en fuldautomatisk hovedcentral.

Forhuset havde traditionelt to butikker. Den ene var en boghandel, først hed den Linds Efterfølger, så Poul Hertz og som tredje og sidste forpagter Thorsten Helweg.

Den anden butik var lejet ud til forskellige salgsprodukter som cykler og konfekturer. Nogle boliglejere i forhuset blev boende over en lang årrække, andre fortrak hurtigt igen. Rekorden må haves af fru Olga Fick på 2. sal, der levede her i årtier, ligeledes opdagelsesbetjenten L. Petersen og chauffør Willy Frederiksen med familie, hvis enke efter femogfyrre år på 1. sal nu har det ene af husets to sidste lejemål. Det anden befinder sig på 2. sal. Da familie Frederiksen flyttede ind i 1961, kunne de møde den unge cand. polit. et psych. Simon Spies i den nedlagte boghandel. Han havde haft arbejde i Monopoltilsynet i nr. 49 og havde siden 1956 organiseret busrejser fra sin fætters spisestue på Frederiksberg. Nu drev han på egen adresse i 1963 Spies Rejser. Spies boede til gengæld ikke i huset. I 1959, da gamle Bjørnbaks søn afleverede nøglerne til K.T.A.S., var der i Nørregade 35 Helwegs Boghandel, anlægsgartner Jacobsen på 1. sal, fiskehandler Aagaard Petersen på 2. sal, assistent Sanne Frost på 3. sal og i mellembygningen Bjørnbaks varmemester på 2. sal, i B-bygningen tandtekniker Tvede med familie, fru Oda Jørgensen på 3. sal og G. Rasmussens Bogtrykkeri i D-bygningen. I dag kan man ikke kende gården igen: stort set alle bygningerne er forsvundet efter 1960 og andre står på de udslettede matrikelskel mellem Nørre Vold og Nørregade. Bortset fra de to boliger er forhuset og mellemhuset nu kontorbygninger for TDC.

(2006)

Her tilføjes en beretning, som pensionist Leif Borgland, der er barnefødt i nr. 35, skrev ned i foråret 2007. Han kan huske, at hans far i nogen timer gav husly til en ukendt flygtning, der var stukket af efter bombardementet af Shell-Huset den 21. marts 1945. Han skulle bare have børstet betonstøvet af sit overtøj og holde sig i ro inden luften var ren igen. Med en buket blomster afslørede han sin identitet overfor familien et par dage senere: han hed Mogens Fog!

I nr. 35 lå Hertz Boghandel, senere Thorsten Helweg, søn at pastor Helweg i Helligåndskirken, og da han flyttede over på Frederiksborggade, overtog en ”mærkelig” mand lokalerne, for her at starte sit rejsebureau, og manden var Simon Spies. I forgården lå der en 2 etages bygning som vi kaldte mellembygningen, og i stueetagen havde cykellåsfirmaet BASTA til huse, både med administration og produktion. På øverste etage flyttede politiet ind med sine arkiver og registre, kort efter 19. september 1944. I den anden baggård var i kælderen Bjørnbaks papirlager, og stedet hvor fabrikkens centralfyr med to 9 m. lange kedler var. De blev fyret op med trækul under krigen, senere blev det til brunkul, 2 tons per døgn og til sidst var det kul der per håndkraft blev brugt, inden man i starten af 50´erne gik over til oliefyr. I en del af stueetagen lå Dampvaskeriet og Heimdal, der havde deres store kundekreds i bl.a. hospitalslinned. På 1. og 2 etage var der et firma der hed Wegamo. Det var et maskinværksted, og de lavede bl.a. bundstykker og mundinger til den tyske hær, så i porten mellem for- og baggård var der opsat 2 gitterporte, og helt bagerst i gården for foden af den 35 m høje skorsten, var der ligeledes bygget en vagtbygning. 2 skarpt bevæbnede vagter i porten og en ligeledes skarpt bevæbnet i vagtbygningen. Det viste sig imidlertid, at en af sabotagevagterne var tidligere politibetjent fra station 2, Amager, der frivilligt havde meldt sig til Frikorps Danmark og været ved østfronten, også var bekendt af de civile betjente der var flyttet ind i mellembygningen. Min far Svend Borgland var varmemester og vicevært i hele ejendommen, kom jo gennem porten mange gange om dagen, og fik også snakket med de enkelte vagter, der stolt fortalte om deres bedrifter, og det førte naturligvis med sig, at han gav sin viden videre til en af de civile betjente, så der blev omgående sat en flytning i værk, når min far havde fundet ud af, hvornår denne ”kollega” havde frivagt. I den bagerste bygning var i stueetagen Dansk Forkromningsanstalt. På første sal lå Rasmussens bogtrykkeri.

(Beretning af Leif Borgland, 22.5. 2007)