Rådhuspladsen 37

Rådhuspladsen 37

Politikens Hus

Der, hvor i dag Politikens Hus med bladforlag for dagbladene Politiken og Ekstra Bladet, med bogforlag og boghandel optager hele hjørnet af Rådhuspladsen og Vestergade, lå i den tid, hvor området nord for Vestergade var blevet en del af den befæstede middelalderstad København, en lille hjørneejendom og bag denne to smalle dybe grunde nord for Vestergade. Langs med Bysens Planker, som gangen under volden hed dengang, var der op til ti små våninger, enten lejeboliger eller ejerboliger, som gav husly til små håndværkere og små handelsfolk. Politikens Hus har siden 1935 befundet sig på et areal med oprindelig hele tolv selvstændige matrikler, med de udgåede gadenumre Vestergade 28, 30 og 32 og Vester Voldgade 29, 31, 33, 35 og 37. Vestergade 28 var oprindelig ikke en del af komplekset og blev først indlemmet i 1918, Vester Voldgade 29 og 31 først i 1934.

I 1377, hvor byens ejendomme blev registreret for første gang, har vi i Vestergade skråt overfor den ældste byport en grund, der tilhørte kirken i Vallensbæk og var bygget af en tysker med navn Broder Krause. En strimmel af den grund blev senere lagt til nabogrunden, der i 1377 tilhørte Torsten Skard. Hjørnegrunden tilhørte Jonas Niclessøn af Hersted, og blev siden kommunal jord. De to sydligste småparceller langs volden tilhørte Clemens Olefsen. Den næste var i besiddelse af Boecius Olaui. De to følgende tilhørte Laurencius Nestwed. Hans nabo var Esgerus Flwe (Asger Flue?) og de sidste to smågrunde ejede Johannes Wlf (Wulf eller Ulv). I de nærmeste 350 år var der både lejere og ejere, blev parcellerne lagt sammen eller delt, blev der bygget det ene bindingsværkshus på fundamenterne af det andet, først en etage, så med kælder, så fra 1600-tallet med to etager, kort sagt, tiden stod aldrig stille, og selv om matrikelskel i København har det med at være urørlige, har menneskelig snilde, død, arv og gældsstiftelse altid medvirket til, at ikke kun de fysiske affaldssedimenter men også de juridiske lag blev lagt ovenpå hinanden og blev en del af bydelens historie.

Branden i 1728 var ikke den første brand, men den største, og hele arealet blev ildens bytte. Den ene gård i Vestergade, nr. 30, oprindelig de kongelige skibspræsters residens og siden ca. 1700 gæstgivergården ”Prinsen”, var før branden gæstgiver Christen Jensen Grønkiers ejendom. I gæstgivergården ”Prinsen” boede Johannes Ewald i en kort tid. Hans elskede Arendse voksede op på den modsatte side af Vestergade. Den sidste gård i Vestergade, gadenummer 32, Ribers Gård, var en bryggergård og ejeren var brygger Christen Hauge. Hjørnehuset ejedes af ægteparret Peder Horn og kone. Han var brændevinsbrænder og hørkræmmer. De små huse langs volden tilhørte en enke, der forarbejdede lærred, en koholder, en murersvend og en høker, endnu en murersvend, så formodentlig en hjulmandssvend, en rebslager, en jernkræmmer og en Anders Larsen, hvis erhverv ikke oplyses i fortegnelsen over de brændte ejendomme. Otteogtyve år senere kan man på konduktør Geddes kort og grundejerfortegnelse se de daværende forhold på de berørte grunde. ”Prinsen” havde et langt sidehus på østsiden, en rimelig stor gård med et baghus og bag dette en mindre gård omkranset af et fjæleskur. Bryggergården nr. 32 havde et længere sidehus end ”Prinsen” og et baghus sammenbygget med sidebygningen. Baghuset var forlænget med endnu en sidebygning og bag dette lå en langstrakt have med udsigt til de små huse langs Vestervold, som dengang var gadens navn. Hjørnehuset havde en lille åben gård mod Vestervold. Med undtagelse af det første hus talt fra syd mod nord havde alle otte våninger et lille baghus og de seks også en lille sidelænge. Husenes dybde oversteg Bryggergårdens have bagved kun med ganske få meter. Alle ejerne har de mest almindelige danske navne, tre er enker. Bortset fra gæstgiveren og bryggeren i Vestergade placerer ejernes erhverv dem i den lavere middelklasse indtil den næste brand i 1795. De er tehandler, politibetjent, fiskebløder, melhandler, parykmager, skoleholder, stadstambour, brændevinsbrænder, tapetserer, marskandiser, malermester. I de nyopbyggede større huse efter den anden brand er der plads til flere lejere på 1., 2. og 3. sal og omsider får beboersammensætningen her et andet præg. Nu bor de oprindelige småfolk under samme tag med repræsentanter fra middelklassen. Hørheglemesteren i Prinsens gård har en legationsråd, en kasserer ved Grønlandske Handel og en grosserer som lejere. Stadskonduktør og arkitekt J. H. Rawert, der indførte den stadig gældende matrikelinddeling af København og som har tegnet adskillige af klassicismens bygningsværker, boede i Prinsens Gård fra 1819 og 1820. Han var også en af dem, der flyttede med korte mellemrum, og han havde ti år før boet på det modsatte gadehjørne.

 

Bryggeren havde lejere som en fuldmægtig i Rentekammeret, en major og en kammerjunker. I hans hjørnehus boede fra 1797 til 1798 kongelig konfessionarius og tidens mest ansete teolog Christian Bastholm, han som senere flyttede ind hos brygger Høyen i Nørregade 51. Kun et år senere var det igen en af tidens fremtrædende mænd, der med sin familie tog ophold i hjørnehuset. Indtil 1804 – lejere flyttede hyppigt dengang – boede her Johan Christian Drewsen, papirfabrikant og landbrugsøkonom, født af Strandmølleslægten og i familie med brygger Hans Hegers kone i Nørregade, desforuden kort forinden gift med skuespiller Michael Rosings datter. Parret arvede fire år senere Strandmøllefabrikken. Hjørnebygningen var efter 1796 forenet med Vestergade 32.

I de små huse langs Vester Vold boede nu en regimentskirurg, et kancelliråd, en justitssekretær, en dr.theol. & philos. N. Thaulow, assessor ved Landsoverretten Schønheyder, en russisk major og en landinspektør. De havde selvfølgelig alle deres familier hos sig og eventuelt en tjener og/eller en tjenestepige. Gæstgivergården i Vestergade var nu i flere generationer ikke gæstgiverens ejendom men tilhørte en af Vestergades talrige hørkræmmere, der dengang handlede mere med fisk og lertøj end med hør. Han hed i tiden 1810-1825 hørfabrikør Back. Hans efterfølgere var to kompagnoner, den ene H. P. Jensen var urtekræmmer og den anden Hans Lange te- og porcelænshandler. I nabogårdens tilfælde faldt bryggerhvervet sammen med hørkræmmerhvervet: Hans Smith var begge dele og hans enke Lene Smith passede begge hverv. De nu fem tilbageværende små huse langs Vestervold ejes efter 1815 af en skriver, en værtshusholder, en brændevinsbrænder, en prokurator ved hof- og stadsretten, i dag siger vi sagfører, og en garver. Garverens efterfølger var buntmagermester. Sagførerens hus var størst.

”Prinsen”, gæstgiveriet inde i bagbygningen af Vestergade 30, var det meste af 1800-tallet et overnatningssted, som byens gæster opsøgte, når de kom til Kongens Københavns. Ejeren var i midten af 1800-tallet kommitteret T. E. Ludvigsen. I forhusets kælder sad en af gadens mange urtekræmmere. Hans bolig var almindeligvis i stueetagen og resten af forhuset indeholdt stadig lejeboliger. Gæstgiveren selv boede med sin familie og sine ansatte i bagbygningen. I sidebygningen arbejdede håndværkere. I 1880’erne boede Ludvigsen på 2. sal, nu bar han titlen direktør og ejeren dengang var den mægtige jerngrosserer Jørgen Jensen, som ikke selv boede her, men i Vestergade 20.

Hjørnehusets udseende kendes fra nogle billeder og fotografier. Den havde kælder, tre etager med i alt 16 fag inklusive et smigfag med vinduesaltan under 1. sal og 10 kviste. Stueetagens vinduer undtaget de fem sidste fag i Vestergade havde efter 1875 fået buer som afslutninger i lighed med porten på Vestervold. Døren og et butiksvindue i Vestergade gik derefter helt ned til gadeniveau, en bygningsændring, der skulle tage højde for udviklingen i byens butiksliv. Hele stueetagen blev efter 1875 også kvaderfuget. Vinduerne blev omsluttet af markante sandstensindramninger og over vinduet i smigfaget og over de to vinduer på 1. sal i yderfagene blev de oprindelige segmentfrontoner bevaret. Under vinduerne mod Vestergade var brystningerne formet som en bred relieffrise i den nye stil efter 1855. 2. sals vinduerne havde fået sålbænke. Mellem 1. og 2. sal sad både mod Vestervold og mod Vestergade brede fordybninger med indsatte navne, som erstattede de to smalle og enkle fordybninger. Den brede gesims afsluttet med sparrehoveder var oprindelig. Kvistene var større end de 12 små kviste fra den oprindelige bygning.

Her i hjørnebygningen, Vestervold 39, med kig ud på Halmtorvet og den snart bortskaffede Vesterport, var der en hørkræmmerenke Warming i kælderen og jurister og officerer oppe i lejlighederne. Ejeren var grosserer F. A. Dithmer. Han fik senest i 1868 indrettet huset til hoteldrift og inspireret af det nye udsyn og det franske sprog, datidens amerikansk, fandt han på navnet ”Bellevue”. Gæstgiver Rasmussen havde sin private bolig i bagbygningens 1. sal. Forhusets stueetage, 2. sal og 3. sal blev også inddraget efter 1880. Efter at voldene blev sløjfet, kom der flere hoteller på Vester Voldgade. I 1840 havde der udelukkende været det gamle gæstgiveri ”Den hvide Hane” på strækningen mellem Helmers Bastion, den nuværende Jarmers Plads, og hjørnet af Vestergade. Nu var der fru Møllers, siden Meyers Hotel, i dag Hotel Fox på nr. 3, Hotel Falster på nr. 15, Hotel Valdemar på nr. 21, snart Hotel Hafnia på nr. 23, og snart også Hotel Kong Frederik, oprindelig Gjæstgiveriet Harreschous Enke og så Hotel du Boulevard på nr. 25, Industrihotellet på nr. 29, Hotel Prinsen, oprindelig Jacobsens Gjæstgiveri men efter lukningen af Prinsen i Vestergade med genbrug af navnet på nr. 31, og Hotel Bellevue på nr. 39, som var det samme som Vestergade 30. I året 2006 er der kun to hoteller tilbage: Fox og Kong Frederik. I hotel Bellevues tid var der altid Warmings hørkræmmerbutik i kælderen, efter mandens død drevet af hans enke. Sidebygningen brugtes til Warmings lager og var ellers lejet af en skibsfører, en landmand og efterfølgende en bogtrykker. Hotelværten efter århundredeskiftet hed F. P. Jørgensen. I 1894 købte jerngrossererne Christian Rahr og Poul Møller ejendommen og foretog forskellige ombygninger, men det var kun midlertidigt. Lige inden nedrivningen af huset overtog selskabet Bellevue A/S bygningen og hotellet lukkede definitivt i 1905. I 1905 blev huset revet ned og 1910 var den nye bygning, en forlængelse af Ferrumbygningen med samme antal etager og opført af Ferrum A/S klar til indflytning.

 

Vestervold nr. 37, gaden fik sit nuværende navn først o. 1880, havde det obligate værtshus i kælderen. Ejeren var i 1860’erne en enkefrue Andresen, også en situation, der var meget almindelig dengang. Ejeren fra 1880’erne var en snedkermester, L. J. Petersen med bopæl til ham og hans familie her i huset. Senest i 1899 var dette hus slået sammen med nabohuset Bellevue nr. 39 og adressen var ikke længere Vester Voldgade, men Rådhuspladsen 37, den nuværende adresse for Politikens Hus. Værtshuset var der endnu efter århundredeskiftet. Et stort skilt med inskriptionen Café og Ølhalle gjorde opmærksom på stedet nede i kælderen. Men snedkerens hus blev købt op af en ejendomsmægler med henblik på nedrivning.

Nr. 35 havde et værtshus i stueetagen, mens ejeren, værtshusholderenke M. C. Nielsen, boede på 1. sal. På 2. sal boede en pensioneret gæstgiver. Efter enken var det en tapetserer, der ejede dette hus sidst i 1880’erne. Og i 1890’erne var det herreekviperingshandler V. M. Nielsen, der havde købt ejendommen og brugte et par etager til sin forretning. I 1903 stod Mercury Cykle Company som sidste signal inden husets fald på facaden.

Nr. 33 tilhørte i 1860’erne hørkræmmer Smith, den samme mand, der ejede hjørnehuset nr. 39. I stuen havde han en brændevinshandler og i bagbygningen en silkefarver som erhvervslejere. Ti år senere var det manufakturhandler L. Andersen, der var ejeren af dette smalle hus. Efter han var gået på pension, blev han boende her i 1880’erne. Hans efterfølger blev melhandler J. Poulsen med forretning i stueetagen og bolig på 1. sal. Han blev i 1890’erne afløst af skomager A. P. Holm. Hans udsalg var på stueplan og hans familie boede oppe på 2. sal. Det var en grønthandler, der havde butik i hans kælder og en urmager, der arbejdede i den tidligere melhandel. I husets sidste år var der en vinhandel på 1. sal.

Et konsortium dannet af jernindustrien, aktieselskabet Ferrum, opkøbte i 1903 husene nr. 33, 35 og 37 med henblik på kondemnering og nedrivning. Arkitekt Philip Smidt tegnede den nye forretningsbygning, der fik navnet ”Ferrum”. Den stod færdig allerede et år senere i 1904, højere end naboerne mod nord og mod syd med sine fem etager og en kæmpegavl i renæssancestil mellem balustrader og fialer. Smidt valgte en stil, der skulle matche både Ny Rosenborg og Helmershus, de nye bygninger på voldterrænet, og Nyrops nye rådhus. Som navnet siger, er Ferrum bygget for jernindustrivirksomheder men ikke blot til udlejning for dem alene. Det stod færdig i 1906. I stuen havde Frich’s Eftf. placeret sig, dog ikke med selve fabrikken. Men De forenede Jernstøberier fik et udsalg på denne etage. Der var en vinhandel i kælderen og en tobakshandel i stuen. Her fandtes også en konfektbutik med navnet Fortuna. På mezzaninen fandtes Ernst Voss’ Fabrik og Carl Stenders Forlag. På 2. sal havde frøken Ingeborg Suhr sin kendte husholdningsskole. I alt 15 forskellige virksomheder med fælles adresse Rådhuspladsen 35. Ganske kort tid efter opkøbte konsortiet også den kondemnerede Bellevuebygning og mellem 1906 og 1907 blev tilbygningen gjort indflytningsklar, helt sammenbygget med Ferrumejendommen. Tilbygningen skyldes også Philip Smidt. Arkitekten Philip Smidt (1855-1938) var utrolig aktiv omkring det sidste århundredeskifte og talrige bygninger i Københavns indre by skyldes hans tegnestue. Hotel Hafnia, Neyes hus på Vimmelskaftet, Brødrene Andersen på Østergade og kontorartikelforretningen Chr. Pedersen i Hvælvingen er blot få eksempler. Ikke en gang seks år drev selskabet den nye butiks- og kontorejendom, hvor i alt 14 virksomheder flyttede ind. Landmandsbanken fik i stuen en filial, der skulle betjene bydelenVesterbro og kaffehandler Anton Linnet åbnede sin første kaffebutik.

Nr. 31 blev i 1860’erne domicil og bolig for cikoriefabrikant C. F. Rich, der var flyttet til Vestervold fra Sankt Peders Stræde 30, hvor han havde grundlagt sin fabrik. Udgangspunktet var 1. sal her i huset. Men det var kun i en kort årrække, at Rich havde adressen nr. 31. Far og sønnerne var flyttet efter 1880. Nu var det et gæstgiveri eller et hotel om man vil, huset blev hjemsted for. Gæstgiver Jacobsen med bolig i stueetagen drev fra 1880 Jacobsens Gæstgiveri efterfulgt af hans enke. Gæstgiveriet fik omsider et mere mundret navn og kom til at hedde ”Prinsen”, fordi navnet var blevet ledig efter lukningen af gæstgiveriet af samme navn i Vestergade 30. Da hotellet indstillede driften, trådte værtshuset ”Prinsen” i dets sted, beliggende i stuen og drevet af værtshusholder Jørgensen, der også ejede den lille ejendom, efterfulgt af gæstgiver N. C. Carlsen. Ejerne og deres familier havde efter gammel skik deres bolig i huset. I 1904 fik dette hus med den nye adresse Rådhuspladsen 31 sin sidste ejer. Det var Chr. Rahr. Han var en grosserer med jernimport som speciale, stammede fra Århus og opholdt sig fra 1867 i København efter ophold i Skotland. Den hos Jørgen Jensen i Vestergade 20 uddannede Poul Møller indtrådte i 1888 i Rahrs firma som kompagnon og de to købte i 1894 Bellevuebygningen Vestergade 30 og i 1904 nr. 29 og 31. Han boede her og anvendte 1., 2. og 3. sal til deres virksomhed Chr. C. Rahr & Co. Dertil kom en oplagsplads i Gasværkshavnen. Kontorerne lå ud mod Vester Voldgade. Firmaet havde omkring 1904 45 ansatte. I gårdene indrettedes pakhuse og skure til lager for jernartikler i alle tænkelige udformninger. Hans lejere i forhus og mellembygning dengang i årene efter 1900 var først og fremmest grosserere. Efter 1930 havde også De samvirkende Købmandsforeninger kontoradresse på Rådhuspladsen nr. 31.

Den sidste ejendom var nr. 29. Flertallet af beboerne i nr. 29 må i 1864 have været af hunkøn. I kælderen var der en høkerbutik, i stuen boede en enkefrue, på 1. sal en vingrosserer med familie, på 2. sal en auditør med familie, på 3. sal en etatsrådsfamilie, i bagbygningens stueplan en enke, på 1. sal en enke og en kornhandler, på 2. sal en snedker og på 3. sal endnu en enke. Ejeren i 1860’erne var den på 3. sal boende etatsråd S. J. Gudenrath. Familien flyttede i 1880’erne ned til stuen og 1. sal. Senest 1873, da volden stod for fald, etableredes også i denne ejendom et hotel. Det fik navnet ”Industrihotel”. Gudenrath blev som ejer afløst af grosserer J. Levin, som ikke tog ophold i huset. I hans tid boede i bagbygningen fire politibetjente. Bagbygningens 1. og 2. etage indeholdt boliglejemål. Levin afløstes i 1890’erne af particulier Jensen, som fik en bolig på 3. sal. Kælderen var stadig en høker- og detailbutik dengang. Stuen, 1. og 2. sal blev anvendt af Industrihotellet med C. J. S. Andersen som forpagter. I kælderen udskiftede man høkerbutikken med en herreekviperingsforretning. Bestyreren var indtil 1912 J. Petersen. I bagbygningen var der et malerværksted. I 1903 fik huset ny ejer. Det var E. E. von der Aa Kühle, men ikke en gang et år efter tiltrådte husets sidste ejer, det omtalte jernfirma Chr. C. Rahr & Co., der som omtalt andetsteds også var ejer af nabohuset nr. 31. Industrihotellet blev efter 1909 afløst af et pensionat, der anvendte det meste af 3. etage. I stuen var der en herrefrisør og en tobaksforretning, på 2. sal to damefrisørinder og en bolig. I bagbygningen arbejdede et kommissionsfirma. Tobaksforretningen blev i 1920’erne købt af fabrikken Hirschsprung & Sønner og var derefter en specialbutik for dette firmas produktpalet. I mellembygningen var der fra sidst i 1920’erne Bolivias Generalkonsulat. Pensionatet, generalkonsulatet, to tandlæger, Hirschsprung & Sønner, samt en vinhandler fik i 1934 deres opsigelse af ejeren Chr. C. Rahr & Co. Firmaet fik solgt sine to huse til Politikens Hus og så kunne de kondemneres og nedrives.

Dagbladet Politiken var allerede otteogtyve år gammel, da redaktion, administration og teknik i 1912 igen blev flyttet ind under ét tag på Rådhuspladsen. Den radikale avis startede i 1884 i to små lejligheder på hjørnet af Østergade og Integade (ejendommen står der endnu), men trykningen foregik i begyndelsen i Gothersgade og siden Niels Juels Gade. I 1905 flyttede alle afdelinger med undtagelse af redaktionen til hjørnet af Pilestræde og Citygade, hvor der var plads til to store franske rotationspresser. I årene før flytningen til Rådhuspladsen oplevede bladet en eksplosiv vækst. I 1909, da avisen fyldte et kvart århundrede, var oplaget på 40.000, en fordobling siden 1897. Den havde kort forinden fået et kortere format og var vokset til 8, nogle gange 12 sider. Og Danmarks første pressefotograf holdt sit indtog på redaktionen i 1908. Men Citygade blev et intermezzo, også dér var lokaleforholdene for trange.

Blandt seks forskellige projekter valgte man de to forinden sammenbyggede ejendomme Ferrum og Bellevue på Rådhuspladsen med udvidelsesmuligheder i flere etager, når væksten krævede mere plads. De fleste lejere kunne man få til at fraflytte den 1. oktober 1912. Linnets Kaffehus og Landmandsbanken forblev i første omgang i stueetagen. Politiken tog kælder, 1. sal og 4. sal i brug umiddelbart efter indflytningen.  Da der ikke var plads til lillebroren Ekstra Bladet, fandtes et lejemål ved siden af, i den gamle ejendom Vestergade 28 fra 1798, hvor Oehlenschläger skrev Guldhornene i 1802. Dette hus købtes i 1918 for at blive nedrevet og genopstå i sin nuværende skikkelse med bl.a. Sikker Hansen-Salen. I kælderen opstilledes en kæmpemæssig ny presse fra Tyskland, kaldet Vo-Mag-Pressen. Den brugtes her indtil 1927, hvor man købte en 3 etagers Koenig & Bauer, et teknisk vidunder, hvor tre levende tyske faktorer fulgte med for at passe anlægget. Chefredaktør Henrik Cavling glædede sig meget til de nye lokaler, “og at faa Byens stolte Hus som vor Genbo” og “for vore Fødder at se alle Byens Sporvognslinier løbe sammen som et Symbol paa, at paa Rådhuspladsen brydes alle den moderne Hovedstads Strømninger.” I årene indtil 1934 lykkedes det at få alle lejere til at opgive pladsen i huset. Den sidste blev firmaet Sofus Berendsen. Men indtil for en halv snes år siden var der i den nuværende portnerloge en butikslejer, Aage Slots Vinhandel, et butik med tobaksvarer, øl og spiritus. På den måde kunne avisen støt og roligt udbrede sine aktiviteter under samme tag. I stueetagen var der allerede i 1912 Politikens bog- og bladkiosk med danske og udenlandske blade. Kiosken udviklede sig til Politikens Boghal, bygget op af den særlig dygtige Alfred C. Hassing (død 1939). Et forlag, en fotobutik, en papirhandel og et antikvariat voksede ud af dette foretagende. I 1933 blev Boghallen omdannet til aktieselskab, ejet af Politikens aktionærer, og den har vist sig at give en god forrentning i alle årene. Ellers var der en telegrafstation i vestibulen, et postkontor, en konfekturebutik, et parfumeri, et turistbureau og en annonceindlevering. Der var frit udsyn til Rådhuspladsens mylder gennem de enorme spejlglasruder. I mezzaninen kom redaktionen og ekspeditionen til at få deres kontorer. Chefredaktøren fik et hjørneværelse for sig selv. På 1. sal anbragtes efter den første omrokering Politikens Magasin og foredragssalen. Den sidste blev siden flyttet igen. I tagetagen kom Politikens Radio, billedredaktionen og lysavisen til at holde til.

Politiken er måske det første moderne massedagblad i Danmark, der også tilbød andet end at udsende en hverdags- og en søndagsavis. Politiken stod for De Juleløses Jul, en varmestue, for svømme- og cykelkonkurrencer, for bilernes Grand Prix København-Skagen, for bybud-stafetløb osv. Den største succes i de første år på Rådhuspladsen var “De Unges cycleløb” for 14-18-årige cykelryttere. Først da knallerten i 60erne holdt sit indtog, var man nødt til at stoppe denne konkurrence. En af Politikens længstlevende traditioner er juletræet på Rådhuspladsen, som siden 1914 har markeret velgørenheden over for økonomisk dårligt stillede københavnske børn. Det var journalist Anker Kirkeby, der i Cavlings ånd arrangerede de mange sociale hjælpeaktiviteter, som bestemt ikke var til skade for bladets omdømme og omsætning. En af de største succeser hentede man ideen til i Frankrig. Det var De blaa Tog, billige endagsrejser, som fik deres fortsættelse mange år senere i Politiken Plus-tilbuddene.

En meget stor rolle i det københavnske kulturliv spillede Politikens foredragssal på 2. etage. Her kunne tilhørerne møde bl.a. Georg Brandes, Aage Friis, Thit Jensen med sit berømte “Frivilligt moderskab”, Max Reinhardt og Jeppe Aakjær, i starten med Emma Gad som “studievært”, efter 1922 efterfulgt af Viggo Cavling i forbindelse med hans centrale plads i tillægget Politikens Magasin. Der afholdtes sprogkurser og opførtes teaterstykker og sangmatineer. Samme Viggo Cavling grundlagde i 1915 også Politikens Bibliotek efter engelsk forbillede, en forløber for de kommunale folkebiblioteker. Efterhånden som behovet for dette bibliotek svandt ind, blev der samme sted i kælderen indrettet et antikvariat. Foredragssalen var også det sted, hvor Danmarks første radiokoncert kunne høres. Det var den 4. november 1922, og koncerten blev udsendt fra en lejlighed på Christianshavn og modtaget af to kæmpekobberantenner på taget af Politikens Hus. Og ti år senere arrangerede bladhuset tre aftener i træk de første modtagelser af fjernsynsudsendelser i Danmark. Billederne blev transmitteret fra London, og modtaget i Arena-teatret i Tivoli, hvor de projiceredes op på et lærred.

Aviserne uddeltes per tradition af de såkaldte bladkoner, hvor tjansen ofte gik i arv fra mor til datter. Efter 1. verdenskrig blev det vanskeligere og vanskeligere at finde uddelere, og til sidst enedes de store bladhuse om at danne en fælles virksomhed, der skulle påtage sig abonnementsuddelingen. Den stiftedes som et aktieselskab i 1920 og fik navnet Bladkompagniet.

I 1920 ramtes bladet af en alvorlig boykot, der kom i forlængelse af Påskekrisen. Man overvejede om man skulle sælge bladet, lukke bladet eller udvide kapitalen. Landmandsbanken trak et lånetilsagn tilbage og afslog en omprioritering af ejendommen. Partiet Venstre ønskede at købe, og tilbød en ret så fristende aktiekurs. At landets største avis overlevede det hårdeste år i sin historie, skyldtes fortrinsvis den radikale politiker og forretningsmand Herman Heilbuths organisatoriske indsats, og det at Politiken stadig var et sundt foretagende. Inden 1923 var alle de gamle annoncører vendt tilbage. Samme år, 1920, stod det nye hus i Vestergade 28 klar, uden brandmur til hovedejendommen og dermed smeltet sammen med denne. Stuen udlejedes i nogle år til en biograf, Central Teatret, indtil der var råd til den ny Hoe-presse, som man ikke mente at have råd til i kriseåret 1920.

I 1926 var der premiere på den nye lys-avis, bestående af 1.314 elektriske pærer. Teksten fremkaldtes ved hjælp af en 200 m lang perforeret papirstrimmel, der hver eftermiddag blev forsynet med tekst og reklamer. Også denne aktivitet endte med at være en god forretning for bladet. I 1956 var den gamle lysavis stadig brugbar men solgtes til Sverige og blev erstattet af en ny firefarvet efter italiensk forbillede.

Politikens Søndagsmagasin, som tryktes i mange år, kulminerede i teknisk kvalitet og med sit litterære indhold i perioden 1932-1958. Tillægget vakte international berømmelse, og mange ældre læsere mindes stadig dette fremragende produkt, som afdøde forfatter og journalist Poul Hammerich så tit snakkede om at genoplive. Tidens bedste kunstnere og forfattere, også udenlandske, leverede bidrag. I 1932 startede rubrikken At Tænke Sig, søsat af Hakon Stephensen efter forbillede i Daily Express og med et utal af medarbejdere gennem årene. Magasinets læsere vil huske Arne Ungermann, Sikker Hansen og Ib Andersen. Det var de voksende lønomkostninger og annoncepriser, der stoppede Søndagsmagasinet, ikke manglen på kvalificerede bidragydere.

Mens de første 50 år for bladet forløb forholdsvis konfliktfrit, næsten uden strejker, blev de efterfølgende 50 år langt mere turbulente. Væksten foregik ikke længere i en lige linie, men prægedes af hyppige kriser, med fjernsynet som den største udfordrer. Men årene inden krigen var endnu præget af kontinuerlig vækst. Tre supermoderne arkitekttegnede modelhuse i Ordrup, møbleret af Magasin du Nord, og regelmæssige overskudsgivende flyvestævner i Kastrup, sørgede for at navnet Politiken altid var foran i udviklingen. Væksten krævede igen plads, og i 1934 erhvervede man for en million kroner naboejendomme nr. 29 og 31 i Vester Voldgade, rev dem ned og byggede det, der kaldtes Ekstra Blads-huset, selv om redaktionen kun fyldte én etage i starten. Arkitekterne var Monberg & Maar. Byggeriet af den trelængede gård kostede 1,5 millioner kroner. For at gøre ud- og indkørsel af de store lastbiler nemmere, monterede man i gården en drejeskive til vognene. Planer om bedre tilkørselsforhold via Studiestræde viste sig at være urealistiske. Naboejendommen i Vester Voldgade 31 havde oprindelig restaurant ”Prinsen” i stueetagen, et populært sted inden Politikens Hus fik sin kantine. Man opgav i første omgang at udvide i Vestergades lige numre, fordi alle husene var fredede og ikke egnet til bladvirksomhed. Naboen i Vestergade 26, Bucka & Nissen, nægtede udtrykkeligt at sælge, fordi byggeriet af nr. 28 havde forvoldt revner og forskydninger i ejendommens ydermure og Politiken havde nægtet at betale erstatning. Den nye nabo i Vester Voldgade var nu hotel Kong Frederik, som indesluttedes fra to sider. Under krigen erhvervede man de to ejendomme Studiestræde 43 og 45. Også her skulle en nedrivning skabe plads, i dette tilfælde som indkørsel til gården i det nye trelængede Ekstrabladets Hus fra 1936. Men det blev aldrig til noget, bortset fra at man kunne smutte ud af huset ad denne vej, når der var optræk til razzia i besættelsestiden. En ny engelsk Hoe-presse til næsten 2 millioner kroner, mere end huset havde kostet, blev anbragt i den 70 m lange trykkælder, hvilket tog det meste af et år for de medfølgende ingeniører og teknikere. Den kunne trykke 150.000 24-siders aviser i timen. Først 16 år senere, i 1952, skulle der købes en ny presse.

I 1938 afsattes Politikens almægtige forretningsfører Carl Jespersen, fordi han ville have flere familiemedlemmer på fremtrædende poster. Efter et interregnum med chefredaktør Niels Hasager som direktør, tiltrådte i 1939 Orla Rode, Ove Rodes søn, som i tyve vanskelige år, specielt med det skrantende underskudsgivende Ekstra Bladet, styrede foretagendet så godt som han nu kunne med papirknaphed og en stor strejke i 1947. Den 8. juli 1940 blev formanden for bestyrelsen Erik Scavenius for tredje gang landets udenrigsminister, men forlod til medarbejdernes store lettelse formandsposten samme dag. Forinden havde han inspireret til en leder (“Churchill er en farlig mand”), som kostede avisen mange abonnenter og førerpladsen som landets største avis. Den 29. august 1943 arresterede tyskerne chefredaktør Hasager, forlagsredaktør Bramsen og syv andre medarbejdere. De blev sammen med omtrent 100 andre udsøgte fanger som en slags gidsler overført til Horserødlejren. Her løslod tyskerne dem to måneder senere. Fem dage efter besættelsen bragtes det første gruk af Piet Hein, og han fortsatte i Politiken til langt op i 1950erne, men allerede fra starten i sin klassiske finslebne form.

Efter befrielsen forsøgte formanden for bestyrelsen at kuppe udnævnelsen af Erik Seidenfaden som ny chefredaktør igennem. Det medførte en kollektiv opsigelsestrussel fra de fleste redaktionsmedarbejdere, som støttede Hasager og samtidig krævede medindflydelse på denne type udnævnelser fremover. Seidenfaden blev ikke chefredaktør men gik til Information, uden at medarbejderne af den grund fik større indflydelse på “familien”. Bestyrelsen planlagde derefter en deling af Politikens Hus i to selskaber, bladene til det første og alt det andet til det andet. Generalforsamlingen afviste at skille de to dele ad, og sådan er det forblevet siden. Medarbejder Gunnar Nielsen, formand for Journalistforbundet, gik allerede dengang stærkt ind for, at store aviser ikke skulle ejes af grundlæggernes tilfældige arvinger, men omdannes til selvejende institutioner sådan som det var sket i Sverige. Først i 1973 omdannedes Politikens Hus til en fond. Den store strejke fra 1. marts til 5. juli 1947, der ramte alle københavnske blade, med undtagelse af Social-Demokraten og Land og Folk, rystede også Politikens Hus, men efterlod ikke langvarige mén.

Et nyt indslag i efterkrigstiden blev Politikens Filmjournal, startet af to reklamefolk hos Politiken, med Gunnar Nu-Hansen som speaker, fordi Paramount havde nedlagt sin ugerevy. Hver ugerevy sås dengang af cirka 300.000 mennesker. Også Lis Jacobsens Nudansk Ordbog fra 1954, i dag Danmarks mest udbredte ordbog, skabtes i Politikens Hus. Den næste store ide som udgik fra huset var opstået hos Hakon Stephensen, nemlig en ny skov, kaldet Vestskoven, der blev til efter en kronik og en indsamling i Politiken. Vestskoven blev en folkesag, indtil Folketinget trådte til og foranledigede yderligere jordkøb og nyplantning af træer.

I 1952 installeredes presse nr. 8, en gigant fra det amerikanske Hoe & Crabtree, som krævede en større ombygning af kælderen i Ekstra Bladets hus, for at den kunne komme til at stå ved siden af de tre sidst indkøbte presser. I 1972 gik den på aftægt og har siden fungeret som reservepresse.

I 1956 og definitivt i 1959 skabtes der endelig en klar adskillelse mellem redaktionen og bestyrelsen gennem en form for manifest, som garanterede redaktionen frihed for indblanding. Churchill-lederen var stadig ikke glemt. I 1958 afgik den mangeårige chefredaktør Niels Hasager og efterfulgtes af Svend Tillge-Rasmussen, mens medredaktøren (nr. 2 var et tysk krav fra dengang, besættelsesmagten ville have indflydelse på bladhuset) Poul Graae gik i vrede og erstattedes af Ernst Priemé. Hakon Stephensen fortsatte som den tredje i triumviratet, indtil han i 1963 afgik til fordel for den ikke journalistuddannede Bo Bramsen, der senere ansatte Herbert Pundik. Bramsen trak sig igen i 1966, og erstattedes af Arne Ejbye-Ernst. Det var den tid, hvor oplagsfremgangen var ved at gå i stå og selve oplaget på længere sigt ikke så ud til at kunne holdes på dette høje niveau. I 1960 udskiftedes så den mangeårige bestyrelsesformand Vilhelm Nielsen, Viggo Hørups svigersøn, med Erik Pontoppidan fra den jespersenske del af “familien”, og samme år tiltrådte også en ny direktør efter Orla Rode, den dynamiske Jokum Smith fra forlaget Gyldendal. Han holdt til 1966 og efterfulgtes af Ernst Klæbel fra Industrirådet.

Igen opstod der pladsproblemer. Alle redaktionelle medarbejdere, og dem var der i 50erne 240 af, skulle have deres eget rum, arkivet var ved at eksplodere, og teknikken i den gryende EDB-alder trængte til ekstra lokaler. Så lykkedes det med ét at få en ordentlig luns af karréen. I 1961 ville det gamle isenkræmmerfirma Bucka & Nissen flytte ud af byen og sælge sin store købmandsgård med husnumrene 22, 24 og 26 i Vestergade. Politiken havde for længst opgivet at købe Hotel Kong Frederik, fordi det var aldeles uegnet som bladhus, men Bucka & Nissen var lige noget man kunne bruge. Rotationskælderen kunne forlænges et stykke ind i gården på nr. 26. En hurtig handel hindrede at staten købte ejendommen, bl.a. fordi forlaget allerede sad i forhuset med en 10-årig uopsigelig lejekontrakt. Hele herligheden gik for 9 millioner kroner. I Ørsteds og Sophie Oehlenschlägers forhus nr. 22 havde man i årevis opbevaret haveredskaber og slåmaskiner, bagbygningerne stammede fra 1800-tallet og havde været lager eller fabrikker. Sælgeren krævede oprindelig kontant betaling men måtte nøjes med en længere afviklingsperiode, fordi han ikke kunne stå inde for skattemæssige konsekvenser for Politiken. Med årene blev alle lagerrum og kontorlokaler moderniseret og omformet til tidssvarende arbejdspladser. Forlaget flyttede ind i Vestergade 26. Uden de gode udvidelsesmuligheder havde bladhuset næppe været en del af Nørre Kvarter i dag. Udover de to huse i Studiestræde købtes også fem andre ejendomme i karréen. Studiestræde 33 erhvervedes i 1962, Larsbjørnsstræde 11 og 15 i 1949 og Larsbjørnsstræde 13 i 1963, men de blev i 80erne solgt fra igen, for resten sat pænt i stand og tilbudt de daværende beboere. Men de blev først og fremmest solgt, fordi man ikke mente at have råd til at restaurere dem så meget, at de svarede til de øvrige ejendomme i karréen, der havde undergået en sanering. Ejendomsinspektøren Rasmussen huskes den dag i dag som en medgørlig og hjælpsom repræsentant for kolossen fra den anden ende af karréen. Da Rasmussen en dag opdagede at en pige, der boede på kvisten i en af ejendommene i Larsbjørnsstræde, var gravid, sørgede han omgående for at hun fik en rummeligere lejlighed længere nede, uden at hun var kommet og havde spurgt om det. Direktør Jokum Smith mente i 1965, at hele boligblokken mellem de fire gader burde købes op for at have arealer til senere udvidelser. Det Berlingske Hus gjorde det samme i sin karré mellem Sværtegade, Pilestræde og Antonigade.

I 60erne mistede de gamle dagblade terræn overfor tabloidaviserne. Ekstra Bladet oplevede en kometagtig fremgang: i årene 1964-1970 voksede avisen med næsten 150.000 eksemplarer. Men efterhånden opstod en modus vivendi mellem konkurrenterne og begge plejede deres læsere og mærkesager. Partiavisernes epoke nærmede sig sin afslutning. Fra 1970 sad Herbert Pundik i chefstolen, og han realiserede en tanke fra Bramsens tid, nemlig vandtætte skel mellem Det Radikale Venstre og Politiken. Modstanden fra bladet var lille, og partiet, repræsenteret af statsminister Hilmar Baunsgaard, var også indforstået.

Fra og med 1970 forsvandt det lille radikale (r) bag Politiken i dagbladslisterne og nu figurerede et (soc-lib) d.v.s. socialliberal, bagved navnet. Samme år moderniseredes også den tidligere Landmandsbanks indgang fra Rådhuspladsen: der kom store sprosseløse vinduer mod gaden, stengulv, nøgne vægge og symmetriske rækker af spots i loftet. Hallen fik kælenavnet “Gravkammeret” af medarbejderne. Pundik hentede Agnar Ahm ind som chefredaktørkollega. Ahm havde ingen rødder i huset og hans ledere blev siden af mange læsere opfattet som påfaldende venlige overfor Socialdemokratiet. Han kom heller ikke ind, uden at et medarbejderoprør først skulle nedkæmpes. Herbert Pundik forsøgte sig også med en ny ledelsesstruktur og gennemtrumfede en afskedigelse af 15 gamle redaktionsmedarbejdere. Men efter at en ny samarbejdsaftale faldt på plads i 1972 var der atter ro i huset. Men ikke fysisk: i over to år installeredes og monteredes tre nye presser, hvis betonsokler skulle nedstøbes i en dybde, der lå under grundvandsspejlet. Disse tre nye vidundere kunne tilsammen i timen trykke 60.000 eksemplarer af en 40-siders avis. Hele søndagsavisen fremstilledes nu alene på de tre nyinstallerede.

IT-alderen medførte, at 32 linotype-sættemaskiner, hele håndsætteriet, overskriftstøbemaskinerne, ombryderiet og tre højtrykspresser forsvandt. Denne udvikling henimod datamaskiner startede langsomt i 1972 og accelererede så med de optiske læsere, datidens tekstscannere. Den 21.4.1979 støbtes den sidste forside af bly. I 1984 fik alle medarbejderne skærmterminaler og afleverede deres forholdsvis nye IBM-skrive-maskiner. Nu skulle der spares. Hverdagsoplaget var i juli 1975 faldet til en bundrekord på 101.000, og evindelige problemer med typograferne medførte, at Ekstra Bladet og Politiken ofte måtte opgive at komme på gaden, med alvorlige økonomiske følger. Alene Politiken tabte 6 millioner kroner på disse konflikter. Under en anden stor arbejdskonflikt i marts 1973 var der 20 avisløse dage. Tv-avisen, tabloidaviserne og de store provinsblades ekspansion var en del af forklaringen på skrumpetiden. Men med en kraftanstrengelse og et omhyggeligt forberedt reklamefremstød, og takket være konkurrentens omstillingskvaler i Pilestræde, lykkedes det at vende udviklingen: i 1983 var der igen 150.000 hverdagseksemplarer. I 1973 omdannedes det meste af aktiekapitalen til en fond, Politikens Fond, som lidt efter lidt opkøbte de stemmeberettigede aktier for at undgå usikre ejerskifter og økonomisk udbytning af den i bladvirksomheden investerede kapital.

I kølvandet på den store konflikt omkring det Berlingske Hus i 1977 ramtes også Politikens Hus af typografstrejker, men ikke så kraftigt som konkurrenten. Mellem den 31. marts og 25. april var der 22 avisløse dage for Politiken og 21 for Ekstra Bladet. Så klarede man sig med det ældgamle plakatmedie, som nu kaldtes vægavisen efter aktuelt kinesisk forbillede. De måtte skrives af chefredaktørerne Herbert Pundik og Bent Thorndahl, som ikke var medlemmer af Journalistforbundet, og sættes op på S-togsstationerne. Disse legendariske vægaviser er med tiden blevet samlerobjekter fra en stormomsust tid. I 1981 kom endnu en avisløs periode: den store typograflockout med 80 avisløse dage og et tab på 26 millioner kroner, og 15 dage senere udbrød så den første journaliststrejke på Politiken, hvor 125 journalister udeblev i 42 dage. Forligskvindens mæglingsforslag vedtoges, dog havde journalisterne stemt imod. Ekstra Bladets oplagsfremgang i perioden sørgede for at det hele denne gang ikke kostede huset noget.

Året 1983 bragte virksomheden sit største overskud nogensinde, og samme år afgav man bestilling på Koenig & Bauer-offsetpresser til en samlet pris af 110 millioner kroner. Maskinerne, som stod klar til brug i 1986, var husets hidtil største investering. Dermed var den tekniske fornyelse af trykkeprocessen foreløbig afsluttet, dog stadig efterfulgt af uro hos typograferne, hvis antal gennem årene var dalet støt. Da den elektronisk styrede trykkeproces en overgang igen og igen producerede mystiske kaostryk, fik typograferne i første omgang skylden for det, indtil man fandt ud af, at det var HT-bussernes radiosignaler lige udenfor, der havde forårsaget forstyrrelserne. Men problemerne med rentabiliteten i de to bladhuse var ikke ude af verden, et årti senere var der igen et voksende underskud hos den ene og et faldende overskud hos den anden avis. Både de latente og de manifeste problemer for Politikens produktion betød, at der skulle findes samarbejdspartnere og for denne virksomheds vedkommende blev det Jyllandspostens Forlag. Tilsammen kan de to bladhuse nu med større sindsro se nye tider i møde.

Bladet fornyede sig hele tiden: Årets Radise, tillægget “I Byen”, kokkehuerne, Per Arnoldis 1979-plakat, annoncetillægget “Kramboden” og Politiken Plus med sine mange tilbud: rejser, koncerter, grammofonplader, middage og foredrag var nye ideer, men i Cavlings og Jespersens ånd med avisen som igangsætter og showmaster for læserne. I Politikens kunstgalleri i Vestergade 22 har det i en del år været muligt at købe de billige særtryk af Danmarks mest fremtrædende nulevende kunstnere, ikke signeret, ikke nummereret, men af fineste kvalitet. Altankonkurrencerne var en ældre tradition, men de fungerede stadigvæk også i 1970erne. Men den største traditionsskabende institution blev i 1980 Wonderful Copenhagen Maraton med en rute på 42,2 km gennem den indre by. Løbet fik fuld mediedækning hver gang og tiltrak flere end 1.000 løbere og endnu flere tilskuere. Og på omtrent samme tid startede det årlige cykelløb Sjælland rundt, organiseret sammen med Køge Cyklerings Venner. Senest fra 2004 trykkes der ikke længere aviser på Rådhuspladsen og de store kælderlokaler, der stadig kan ses gennem vinduerne, står tomme og skal henføres til nye formål.

Ingen steder i Nørre Kvarter er der i det 20. århundrede sket så meget som på Politikens hjørne, ingen andre steder er der kommet så mange personligheder fra Danmarks politiske og kulturelle liv. Og selv om denne dynamik udfoldede sig i dets periferi, så kunne kvarteret ikke undgå at mærke pustet også i de indre stræder, når avisen var blevet hentet eller der blev lukket op for tv. Nørre Kvarters beboere har kunnet få deres Søndagspolitiken længe før lørdag midnat ved lige at slå en smut omkring Rådhuspladsen, mens de store lastbiler ventede på at blive fyldt op. Men man kan vel næppe sige, at der eksisterede et tæt forhold mellem Nørre Kvarters beboere og dagbladet Politiken. Det nære bagland var ikke noget, et hovedstadsblad kunne bruge til noget. Men formiddagsbladet Ekstra Bladet har til gengæld mellem ca. 1970 og 1990 fundet historier og sager i kvarteret, og i kampen mod ejendomsspekulanterne var avisen en stor hjælp for de lokale. Journalisterne J. Ludvigsen og Erik Thygesen havde en fortid hos Ekstra Bladet. Enkelte redaktører og tegnere hos både Ekstra Bladet og Politiken har tit opholdt sig i de indre stræder, har spist og drukket her, bl.a. Viktor Andreasen. Og at pakkearbejdere, typografer og redaktionsbude har gjort ligeså, skal der ikke herske tvivl om.

I 2003 fusionerede Politikens Hus med den jyske koncern Jyllands-Posten A/S. Konstruktionen skyldtes Lars Munch fra Politiken og Jørgen Ejbøl fra Jyllands-Posten. to år senere rystes huset af den verdenskendte Muhammed-krise og det medførte, at publikumsadgangen til kontorerne er stærkt begrænset og har det været siden. I 2006  lancerer huset et fælles initiativ med gratisavisen “24timer” . Eksperimentet mislykkedes og kostede en halv milliard kroner i lærepenge. I 2007 køber huset 60% af MediaWatch af A-pressen og forøger derefter dette medie med FinansWatch, Shippingwatch, Energiwatch, Medwatch og Fødevarewatch. Det var indgangen til det digitale mediemarked, der var anledningen til udvidelsen. Fra 2012 har huset siddet på 100 % af Mediawatch. I 2008 havde man købt sig ind hos MetroXpress Danmark, men fire år senere fortryder man købet og sælger sin andel af MetroXpress til en schweizisk mediekoncern. I årene 2010-20013 satser begge avisafdelinger i forlagskoncernen massivt på det digitale mediemarked for at genindvinde tab fra de trykte aviser, der alle er gået tilbage i de senere år. I februar 2014 omgrupperer huset ledelsen og  Lars Munch som adm. direktør fratræder sin plads. Han bliver formand for husets bestyrelse, mens Stig Kirk Ørskov bliver adm. direktør. Jørgen Ejbøl fortsætter som næstformand og tiltræder i 2015 posten som formand for Jyllands-Postens Fond. 2013 var et ekstraordinært godt år for huset med et overskud før skat på 114 millioner kroner og en egenkapital på 1,5 mia. kroner. Omsætningen var paradoksalt gået tilbage.

(2014)