Sankt Peders Stræde 13-15

Sankt Peders Stræde 13-15

Den femten fag lange tre etagers professorgård i blankmur med port og portkammer i øst stammer fra 1753. I 1839 blev den forlænget mod vest ved at nr. 15 blev inddraget. Arkitekten var professor Joachim Frederik Ramus, byens stadskonduktør. Den tredje etage stammer fra en ombygning i 1860. Facadens mursten bærer tidernes tegn, da bygningen overlevede branden i 1795 og bombardementet i 1807.

   Den grund, hvor den senere professorresidens kom til at ligge, bliver første gang omtalt i 1438, hvor Katerine Nielsdatter sal. Niels Widers skænkede en gård til residens for Trium Regum alter i Vor Frue kapitel. I 1445 var der den adelige Oluf Thott til Vallø, der “annammede” hendes gods og i 1496 havde præsten Hemming Pedersen gården. I 1569 blev den tilliggende bod overtaget af byens prædikanter i forening og udlejet til borgmester Marcus Hess. Prædikanternes residens udgjordes da af fire boder. I 1576 blev de udlejet til sognepræst ved Vor Frue mag. Rasmus Katholm og fru Magdalene Madsdatter. I 1582 solgte mag. Hans Thomsen og Katholms børneværger de fire boder til sognepræst mag. Jens Morsin og hustru. Hans børn udstedte i 1599 købebrev til professor Johannes Stephanius. Han ejede også ejendommene 110 og 111 (Studiestræde 6) og i 1625 solgte han hele sin jord til Københavns Universitet., der separerede Studiestræde 6 fra. I 1728 var gården en af universitetets i alt elleve professorresidenser, hvor alle forelæsningerne og kollegierne blev afholdt. Da den gik til grunde i 1728, var Universitetets gård og residens med en lejevåning beboet af assessor Harboe og i gården boede en tømrersvend. Den lidt uregelmæssigt byggede gård stod i halv grundmur med fem fag mod gaden og 14 fag i bindingsværk mod gården på en 20,60 m bred og en 34 m dyb grund.  Den blev genopført efter professor J. F. Ramus” tegninger. I professorgården nr. 13 boede fra o. 1780 professor Abraham Kall. Han stiftede sammen med andre københavnske borgere efter branden i 1795 Danmarks første kreditkasse og navngav den “Husejernes Kreditkasse”, fordi de eksisterende brandforsikringer ikke kunne hamle op med de pengekrav, som genopbygningen efter bybranden medførte. Abraham Kall var også rigets officielle historiograf. En slægtning af samme navn tog sig af et arkiv i ejendommen. Hans efterfølger i professorgården blev professor dr. theol. Jens Møller efter 1820. Men i 1829 fik fire malere midlertidigt lov til at flytte ind, herunder Jørgen Roed og Albert Küchler.

   Vest for denne gård lå en grund, der senere blev opsplittet i fem små parceller. I 1438 skænkede kantor Claus Lybertsen den til Nikolajs kapel i Skt. Nikolaj kirke for at få læst sjælemesser. I 1518 blev den mageskiftet til Vor Frue som bolig til Peter Albrechtsen. Hans søn fik gården. I 1544 var den udlejet til Eiler Rønnow til Hvidkilde og derefter overgik den til superintendent[1] i Trondhjem Hans Gaas. I 1632 var indehaveren Hilleborg Stigsdatter, arving efter Niels Gaas. I 1643 blev gården frikøbt af snedker Henrik Balke og udstykket i fem små parceller, hvoraf de tre kom til at høre til den nuværende adresse. Den første købtes af en styrmand, der solgte den så til en skolemester og han til en islandsk købmand. I 1714 tilhørte den Skipperlaugets Slavekasse og blev solgt til kammager Morten Olsen Geit, som var ejer i brandåret 1728. Morten Geits hus, kun på fire fag, stod på en 15 dyb grund. Den anden købtes i 1653 af en færgemand, der videresolgte den til en kollega. Denne videresolgte den til en snedker, hvorefter den overgik til en arbejder, så til en øltapper og videre til øltapper og rodemester Mads Mikkelsen. Hans hus med fire fag stod på en 5 m bred og 15,6o m dyb grund. Den tredje blev i 1645 solgt til en portrætmaler og hans kone. Enken blev gift igen to gange og da hun døde, købte en præst ejendommen, der solgte den videre til en brygger. Hans enke var sammen med Jens Klitgaard ejer i 1728. Brygger Svend Andersens enkes og Jens Klitgaards hus med kun fire fag stod på en 5 m bred og 15,60 dyb grund. De tre meget smalle grunde havde stort set samme størrelse.

  Disse tre mindre ejendomme, hvoraf de to med fælles baggård, der blev lagt sammen til det senere, men aldrig etablerede nr. 15 tilhørte fra 1750erne op til bybranden i 1795 henholdsvis visitør[2] Jochum Frigast, marskandiser og jernhandler Peder Pedersen, oprindelig skomager Joel Eilertsen, og te- og melhandler Jørgen Birch, og før denne omkring 1760 Johan Königsberg efterfulgt af urtekræmmer Storm. Den østlige ejendom op til professorresidensen tilhørte efter 1800 en malermester Weber og derefter skomager Sørum og efter hans død enkefrue Sørum. Sønnen fortsatte i nr. 28, da nr. 15”s tre huse skulle rives ned. Før 1820 boede her en kagebager og et bud ved auktionskontoret. I de efterfølgende år en pastor emeritus, en styrmand, en skræddermester og i længere tid end de andre en kunstdrejer. De to andre, nu en dobbeltejendom ejedes også af en enke. Fru Clausens afdøde mand havde udøvet barberhvervet. Enkefrue Clausens lejere var en smedemester, en klejnsmed, en mekaniker, et bud ved auktionshuset, en skomagerfrimester, en jordemoder og en pensioneret urtekræmmer, om end ikke alle på samme tid. I 1839 blev husene tømt og revet ned.   

 Den gamle professorgård på nr. 13 blev i 1829 igen lagt sammen med professorgården på Studiestræde 6 og de to etableredes som Danmarks Polytekniske Læreanstalt med indgang her fra nr. 13. I enogtres år var den forhenværende professorgård en del af Polyteknisk Læreanstalt. Læreanstaltens inspektør Rasmussen var nu den eneste beboer i residensen. I stueetagen lå fem kemilokaler og på 1. sal et auditorium i den østlige side og fire fysiklokaler. Kvistetagen rummede fem yderligere lokaler. I 1835 havde Polyteknisk Læreanstalt også erhvervet nabohuset nr. 15 og lod det som nævnt i 1839 nedrive for at udvide professorgården. I 1864 boede portneren og Polyteknisk Læreanstalts bud i den nu efter inddragelse af nr. 15 dobbelt så store bygning. Portneren fik senere en bolig andetsteds, men budets tjenestebolig bevaredes i alle de år, hvor Læreanstalten forblev i Sankt Peders Stræde. Det store auditorium på 1. sal over porten blev i 1860 forhøjet ved at nedlægge etageadskillelsen mellem 1. og 2. sal. Mellem de to professorgårde og sidebygningen lå et haveanlæg. Adgangen til bygningen fra selve gården i nr. 13 skete gennem en dør med to trappetrin i en fremspringende tilbygning i fem fag og to etager mod gården, der udgjorde en slags vestibule. Til venstre havde pedellen et kontor, til højre var et lille auditorium og en kældertrappe. To kældernedgange med konsolbårne dækplader lå på samme gårdside. I den vestlige ende lå fra 1860 et trappetårn. Denne vestlige del af bygningen med den fysiske og kemiske instrumentsamling, modelopbevaring og bestyrelseskontorer går tilbage til gadenummer 15. Gårdens fire – oprindelig tre – retirader og et pissoir lå ved siden af laboratoriet bag Studiestræde 4. Først i 1957 nedlagde ledelsen gårdtoiletter og pissoir. Et lille pumpebetjent lokalt vandværk blev drevet i gården og et internt lille gasværk i laboratoriebygningen. Mellem 1883 og 1890 befandt sig et internt elektricitetsværk i porten mod Sankt Peders Stræde, som derfor var lukket for publikum i disse år. Den originale danskbyggede dynamo står i dag i Danmarks tekniske Museum. I 1938 fik Studiegården centralvarme.     

  I 1887 blev det vedtaget, at Læreanstalten skulle bygge nye lokaliteter udenfor voldene og i 1890 flyttede lærerne, de studerende og personalet ud til nye bygninger for enden af Botanisk Have. Professorresidensen i Sankt Peders Stræde fik nu to store auditorier på hver side af porten og nye trapper blev indrettet på hver side af porten. Det var arkitekt Charles Abrahams, som var ansvarlig for ombygningen. Allerede i 1890 kunne universitetet overtage de tre tomme bygninger. Derefter udvidedes bygningen yderligere i 1914 med kgl. bygningsinspektør Martin Borchs nye tilbygning på nr. 7-11, den nordlige del af Studiegården. En sidebygning i gården, der havde tjent som kemisk laboratorium siden Ørsted måtte i den anledning rives ned. Her flyttede sprog, historie, teologi, rets- og statsvidenskab, geografi og psykologi ind. Universitetet har i de over halvfems år, det har befundet sig i bygningen, flere gange skiftet lokalernes anvendelse. Nu er det statsvidenskab og jura, der undervises i Studiegården. I 1970 var det f.eks. metrik og foredragslære, der havde et institut i Sankt Peders Stræde 13-15. I 1945 var det meningen, at man skulle udvide yderligere i karreen mod Larsbjørnsstræde, men planen blev definitivt skrinlagt i 1970. Efter 1971 begyndte den generelle udflytning af de humanistiske fag til Njalsgade på Amager, efter at Københavns Universitet gav op med sin hidtidige politik at sprede aktiviteterne over et utal lejemål spredt over en række bygninger i Indre By. Statsvidenskab og jura forblev i Sankt Peders Stræde. I 1975 fulgte en større ombygning af lokalerne mellem Studiestræde og Sankt Peders Stræde. I gården blev der i 1977 etableret 15 parkeringspladser til ansatte. Før krigen var den ansvarlige arkitekt for de løbende ombygninger kongelig bygningsinspektør Kaj Varming I 1970”erne var det ægteparret Niels og Eva Koppel, der stod for ombygningerne, tyve senere kongelig bygningsinspektør Bretton Meyer.    

(2007)


[1] svarer til en luthersk biskop

[2] toldkontrollør