Sankt Peders Stræde 17

Sankt Peders Stræde 17

Gik vi en dag forbi denne bygning for blot tre år siden, undrede vi os over, at den var i så elendig en tilstand, men forklaringen er såre enkel. Efter at Polyteknisk Læreanstalt flyttede ud af karreen, rykkede Københavns Universitet ind i 1919. Det medførte i første omgang nedrivning af tre små ejendomme i Sankt Peders Stræde og skulle på længere sigt munde ud i, at karreen mellem Studiegården og Larsbjørnsstræde skulle jævnes med jorden og erstattes af moderne byggeri, med mindre husene som naboejendommen nr. 19 var nye og velholdte. Altså købte man op og fremmede forfaldet. I 1960erne indså byplanlæggerne, at de mange fredede bygninger, herunder nr. 17, vanskeliggjorde en effektiv planlægning. Hele universitetsplanen faldt og husene blev solgt fra i den forfærdelige tilstand de var. Denne ejendom først i 1974. Ejeren indtil 2001, John W. Olsen, var folkepensionist og kunne med egne midler ikke fjerne tres års misrøgt.

  I senmiddelalderen stod her to små ejendomme, som blev slået sammen under nyt matrikelnummer i 1756. Fra at være et treetages hus med grundmuret sidehus og toetagers baghus af bindingsværk, det sidstnævnte overlevede indtil 1958, blev det to år efter bombardementet i 1807 en flot fire-etagers grundmuret ejendom med kælder, toetagers sidehus og det allerede eksisterende baghus, i den nye enkle klassicistiske stil, pudset og oliemalet. Væggene i stuerne havde høje træpaneler og lærredsbeklædning med papirtapeter udenpå samt gipsede lofter. Der var syv, senere ni halvanden værelses lejligheder i forhuset. Her, i sidehuset og i baghuset boede i alle årene mellem 39 og 56 personer, herunder op til 13 børn. De var arbejdere, ekspedienter eller svende og boede her altid kun i ganske kort tid. Kælderlejligheden havde ikke som de andre lejligheder adgang fra portopgangen, men direkte fra gaden. På første sal var der en lille butik, bl.a. med cigarudsalg. I baghuset fandtes der i over hundrede år et brændevinsbrænderi. Forhuset fik før 1834 en mansardetage sat ovenpå loftet, for at forøge boligkvoten med to ekstra lejligheder og dermed lejeindtægten. I 1958 fjernede universitetet det to hundrede år gamle baghus og i 1977 forsvandt de to latriner i gården, da der for længst var indlagt wc i ejendommen. I 1983 blev mange ejendomme i Nørre Kvarter erklæret som uegnet til beboelse, hvilket også ramte Sankt Peders Stræde 17. Og i 1993 fik en flok politisk bevidste unge fra Jagtvej 69, der kalder sig børn, lov til at opholde sig i huset om dagen men uden ret til at overnatte. Siden har ejendommen heddet Børnehuset. John Wærge Olsen døde i august 2001 efter et fald i hans eget hus. Børnene forlod huset, efter at et murerfirma købte ejendommen af Olsens dødsbo og så blev det forfaldne hus totalistandsat, hvorefter det stod færdig i 2005 og skulle så udlejes. Nu er det oprindelig så forfaldne fredede hus sat i pæn stand for et flercifret millionbeløb og lejlighederne venter på at blive solgt. Dette kønne hus, nu malet i mørk rosa, er en typisk ejendom for kvarterets indre stræder, idet det i sig forener nærmest samtlige historiske træk, som karakteriserer denne del af Nørre Kvarter.

(2007)  

Læs mere: Sct. Pedersstræde 17. Udg. af Det kgl. danske Kunstakademis Arkitektskole. Kbh. 1983