Sankt Peders Stræde 19

Sankt Peders Stræde 19

Bygningen i fem fag med høj kælder, tre etager og fem kviste har indgangsdøren i vestsiden. Stue og kælder er kvadrefuget, de to andre etager står med røde og hvide mursten efter det rudeformede mønster på Østre Landsret i Fredericiagade. Vinduerne har fordakninger og indfatninger. Døren ligger i en ramme af sandsten med attika og kapitælprydede lisener og segmentovenlysvindue. Huset stammer fra 1884 og hed dengang Sankt Peders Gæstehjem.

  Før reformationen var denne grund som de fleste andre i kvarteret en af den katolske kirkes ejendomme. I 1518 stod her en gård som tilhørte Skt. Christophers alter i Vor Frue kirke. Den var udlejet til præster. I 1565 efter reformationen overtog sognepræsterne i staden gården. Siden boede her i 1645 Hans Ramb og i 1652 og stadig i 1654 Mourids Tobiesen Stubbe. Den næste beboer var fra 1659 rotgieter[1] Jochum Janche. I 1664 var det sylemager Herman Jansen og han var ejer af gården. Han delte den i to, en stor og en lille. Den store mod øst erhvervedes i 1670 af grovsmed Aage Thomsen og kone. På en auktion blev den opkøbt af grovsmed Mikkel Hansen Klingenberg, der var ejer i 1728. Her boede han i et hus på 5 fag mod gaden og hele 26 fag mod gården på en grund, der var 6,9 m bred og 27 m dyb med en bredde mod syd på 16 m. I 1756 stod her en rummelig bagbygning og et langt fjæleskur langs naboskellet i gården. Ejeren var Mads Klingenberg, grovsmedens søn. Efter genopbygningen var bagbygningen større end før og havde fået en længe mod vest.  

  Den mindre grund var jo oprindelig del af den førstnævnte. Den blev i 1669 købt af bogbinder Christen Eckhorst og kone. Deres søn, bogbinder Urban Eckhorst solgte gården i 1693 til skrædder Lorentz Brun, der for sit vedkommende afhændede den til brændevinsbrænder Hans Nielsen Ache i 1702. I 1728 boede her brændevinsbrænder Jørgen Sørensen i et seks fags bindingsværkshus på en 8,75 m bred og 11,25 m dyb grund. I 1756 havde bygningen et lille baghus. Ejeren af ejendommen var Ole Henningsen Zeie. I 1770erne var den østlige ejendoms ejer murermester Krondahl. Ti år senere boede her frimalermester Johan Hein, grovsmed S. H. Johansen og parykmager Abraham Meyer. I brandåret boede i naboejendommen pottemager Laasbye og samme Hein fra Krondahls hus. I 1807 havde huset fået en sidebygning, mens baghuset ikke var genopbygget. Det engelske bombardement samme år udrettede skader på de to ejendomme og derefter var grundene tomme indtil 1883. Fra o. 1871, i årene inden grunden igen blev bebygget i 1883, var der en dør i bræddehegnet ud til gaden. Her kunne de lokale købe kul, koks, tørv og optændingsbrænde hos forhandler J. Steffensen. Han havde en budforretning med udbringning og anden kørsel. Da grunden igen skulle bebygges, måtte han forlade sin midlertidige bygning. Stueetagen i den nye bygning blev udlejet til en butik og i mellembygningen var der også et par lejeboliger, men ellers fik huset en hel specifik funktion: et håndværkerhjem.

 Sankt Peders Gæstehjem blev oprettet for indsamlede midler for at yde “fattige men ordentlige Rejsende fra By og Land, især Arbejdere og Haandværkere, Ophold og Kost mod billigt Vederlag.” Håndværkere på valsen behøvede ikke længere søge til de billige logishuse med dårligt omdømme. Det var bl.a. den danske Schweizerverein, der trådte til, da finansieringen skulle falde på plads. Der var senge til omtrent 100 sovende gæster og en overnatning kostede oprindelig kun 25-30 øre. Der var 10 firesengsværelser, 4 enkeltsengs værelser og et enkeltværelse for en fast beboer på hver af de tre etager. I kælderen lå fire køkkener, opvaskerummet, fadebur, vaskeri, rullestue og spisestue. I stuen lå til venstre for indgangen den store gæstestue. Ellers lå her et læse- og et skriveværelse og herbergsfaderens treværelsesbolig og et pigeværelse til familiens stuepige. Huset havde to trappeopgange og på loftet var der en foredragssal og yderligere 5 værelser. På begge sider af sidebygningen lå der et frit gårdareal. Det østlige havde en retirade, det vestlige to retiradehuse med i alt 6 retirader og et pissoir op ad et enetages kulhus.

  Af uvisse årsager udskiftedes bestyreren, herbergsfaderen, ret tit. Måske fordi ideen var en dødssejler, fordi den 15. juli 1910 flyttede det fra Vejle stammende bogtrykkeri Hertz ind efter at have købt den tømte ejendom. Det var et af landets ældste og grundlagt i 1828. Før trykkeriet overtog nr. 19, havde det sit første Københavner domicil på Kongens Nytorv 8. Hertz havde også flere tidsskrifter i sin varetægt: Dansk Adelsblad, Ugeskrift for Landmænd, Geografisk Tidsskrift og det populære Verden og Vi. En anden indtægtskilde var Hertz” Annoncebureau. Et ledigt lokale udlejedes til Studentersamfundets Retshjælp. Det samfundskritiske Studentersamfundet lå på Bispetorv 1-3. I 1915, da Studentersamfundet ikke længere rådede over ejendommen der, flyttede det ind hos Hertz. En større ombygning fandt sted. Gårdspladsen blev i 1914 opgravet og overdækket. Herunder blev der installeret trykkerilokaler. En elevator af træ installeredes i 1910 mellem kælder og 1. sal for at transportere manuskripter. Den blev i 1923 ført videre til de andre etager. I 1913 indrettedes i tagetagen husets eneste bolig til trykkeriets portner. I resten af huset måtte der for myndighederne ikke længere finde natteophold sted.

  Bogtrykkeren Poul Hertz må ikke have været helt tilfreds med plads- og adgangsforholdene i Sankt Peders Stræde, fordi han også købte det lille nr. 21, men fik solgt dem begge til Københavns Universitet i 1925 og flyttede endnu en gang sit store trykkeri, nu til Snorresgade 22 på Islands Brygge. Det skete i 1927. Universitetet skulle ikke bruge denne bygning og de opkøbte nr. 17 og 21 med det samme. Statens Bibliotekstilsyn og det dertil hørende magasin Bogens Verdens blev lejer såvel som en grosserer og en virksomhed med navnet Radio Apparat. I 1930erne var grossererfirmaet Danish Oil & Co., agenturet Carl Jacobsen og Landsforeningen Bedre Byggeskik hjemmehørende i det nedlagte trykkeri. Carl Jacobsen blev her til 1952. Statens Bibliotekstilsyn og magasinet Bogens Verdens redaktion var allerede flyttet omkring 1950. Så havde Universitetet ikke flere eksterne lejere. Fra 1950 har Centralasiatisk Laboratorium under professor Kaare Grønbech haft lokaler her. Hertil kom i samme år Danmarks Internationale Studenterkomite DIS med fra 1954 den selvstændige Studenternes Arbejdsanvisning. DIS fik hele 2. etage med i alt 13 lokaler. I samme år fik Statistisk Institut en ny adresse i nr. 19. DIS grundlagde sin succesfulde Congress Service herinde og Studenterbladet måtte af naturlige årsager ligge her, i og med at Danske Studerendes Fællesråd senest fra 1958 også havde et kontor i bygningen. De studerende beholdt deres kontorer ikke særlig længe og i 1965 var DIS her for sidste gang. Hele bygningen blev nu inddraget af Universitetet med undtagelse af en afdeling af Folkeuniversitetet. Statistisk Institut flyttede ud efter 1972 og Institut for Samtidshistorie og Statskundskab flyttede ind i 1964. Hertil kom Institut for International ret og Europaret og Institut for Retsvidenskab. I 1974 blev bygningen også kaldt Jurist-Anneks. Fra 1973 havde professor og senere minister Isi Foighel sit personlige kontor i nr. 19. Han var dengang tilknyttet Det retsvidenskabelige Institut, men forlod adressen i 1982. Siden 1981 har Kriminalistisk Institut haft sin adresse i nr. 19. De studerende vendte tilbage, i og med at organisationen Konservative Studenter havde et lokale i bygningen fra ca. 1983 til 1994. Hertz” vareelevator afmonterede man først i 1977. I 2001 indrettede Universitetet et tekøkken og et almindeligt køkken i huset. 

(2007)


[1] kobbersmed