Sankt Peders Stræde 20

Sankt Peders Stræde 20

Forhuset har fire fag, kælder og fire etager. Det er kvadrepudset i kælder og stueetagen og ellers glatpudset og malet gul, oprindelig rød. Både kælder og stue har en butik. Udover kvaderpudsning er facadens eneste dekoration den obligatoriske kordongesims mellem stue og 1. sal. Det blev opført 1800-1801 som prisbillig boligejendom for Birthe Blom, der drev firmaet Bloms Enke & Sønner. En konsolbåren dækplade over kældernedgangen er blevet nedtaget efter en brand i 1856. Siden blev facaden oliemalet.

I senmiddelalderen lå her en kommunal grund, der indbefattede de nuværende gadenumre 20-24 og Teglgårdstræde 1-11. I 1414 var den udlejet til Knud Vognkarl og i 1485 Mogens Knudsen, i 1496 til Mogens Nielsen. Derefter ser den ud til at være blevet privatiseret og tilhørte teolog dr. Peder Albertsen. Han beholdt den øde jord og skænkede de fire boder, der stod på resten til Skt. Jacobs alter i Vor Frue kirke. Efter reformationen møder vi mellem 1539 til 1552 en Johannes Scotus som lejer. Derefter blev grunden udstykket. For grunden langs Skt. Peders Stræde betalte i 1544 og 1552 Sander Skotte jordskyld. I 1553 omtales Jørgen Hansens have her. I 1640erne foregik den endelige udstykning. Det nuværende nr. 20 lå dengang på hjørnet af det gamle Teglgårdstræde og blev i første omgang delt i to parceller. Den første ejedes mellem 1645 og 1653 af Peder Skytte. Den skiftede siden hele tiden ejer, først gik den til en bødker, så til en karmager, så til en arbejder. I 1724 kom den på auktion og endte hos brændevinsbrænder og øltapper Jens Mikkelsen. Han var ejer i brandåret 1728. Den anden del tilhørte mellem 1645 og 1653 Bodil Jens Lauritzens og blev fra 1660 genforenet med den første. Men Henrik Henriksen i Fuglen tog denne del igen og den kom i 1717 til urtekræmmer Johan Walbaum. Han solgte den i 1722 til ejeren af den første grund Jens Mikkelsen. I brandåret ramtes enken efter øltapperen med sit bindingsværkshus på hjørnet af det oprindelige Teglgårdstræde og Sankt Peders Stræde. Huset havde otte fag på en grund på 10 m langs Sankt Peders Stræde og lidt over 14 m langs det nu forsvundne Teglgårdstræde.

Det genopbyggede hus med en brandmur mod den nye nabo mod øst, nu grundmuret og højere end forgængeren, blev i 1750erne beboet af Simon Jensen og tyve år senere af bødker Anders Dahlsgaard. De havde også nabogrunden nr. 22, som ikke havde fået et forhus efter branden i 1728. Dahlsgaards hus blev ødelagt under branden i 1795 og fem år senere fik det og nabogrunden nye forhuse ved byggefirmaet Blom. Birthe Blom stod for regnskabet i murerfirmaet, mens hendes fire sønner, alle murersvende uddannet hos murermester Qvist, byggede huse efter branden i København. En af de første ejere efter frasalget var mekaniker L. Lemloke med lejere som en buntmagermester og en artillerikaptajn. Huset blev siden købt af en politibetjent. En blandt hans lejere var hr. Tang, adjunkt ved Katedralskolen, som blev lærer for prinsesse Vilhelmine, kong Frederik VI”s yngste barn. Politibetjent J. A. Lund gjorde efter 1820 karriere som vejermester og i denne periode havde han organist ved Vartov kirke Kallehauge som en af sine lejere. T. G. Tang tjente en ekstraskilling med klaverundervisning i sin bolig. Ellers boede enlige damer i to af lejlighederne. Huset havde en lejlighed på hver etage, bestående af tre små kamre og et endnu mindre køkken, i alt fem. Lund blev gift med en sangerinde, et barnebarn af den kendte syngemester Hardenack Otto Zinck og købte den større og meget stilfulde ejendom nr. 27. Nr. 20 forblev hos enkefrue C. Jensen. Hun boede oppe på 3. sal og udlejede de andre lejligheder til en politimand i kælderen, en skomager og en efter ham en pensionist i stuen, endnu en skomager og efter ham en jordemoder på 1. sal, en enke og en ugift kvinde på 2. sal og en dameskrædder på hendes egen etage. Vi kan se, at huslejen har været beskeden og svarede til boligstandarden. Den nye ejer efter enkefrue Jensen, lysestøber C. A. T. Holm, havde solgt sin lille ejendom i Larsbjørnsstræde 14 og købte dette hus omkring 1878. Han overtog ikke sælgerens lejlighed, men flyttede ind i stuelejligheden, der havde en trappe ned til kælderlejligheden. I kælderen var så udsalg af voks- og stearinlys. I 1850 fandtes der tre lysestøbervirksomheder i kvarteret. I Holms mange års tid som ejer møder vi politibetjente, to jordemødre efter hinanden, en pensioneret jernhandler, en snedker, en maler, en sadelmager, en værtshusholder og en vognfabrikant som lejere. Vognfabrikanten skal vi nok forestille os som en håndværker, der byggede barnevogne, trillebør eller dukkevogne. I modsætning til mange andre ejendomme i det sidste kvarte århundrede før 1900 var det stadig håndværkere, der var flest her i nr. 20. Efter lysestøberens død overtog skomager Jón Høskuldsson den lille ejendom o. 1911. Han havde stuen og 1. sal, mens kælderen var detailbutik med detailhandler Frederiksen i den af lysestøberen rømmede bolig. Han var stadig ejer i 1939. Da var der en rulleforretning i kælderen og på 2. sal boede en detailhandler efterfulgt af en snedkermester, mens 3. sal blev beboet af en ejendomsmægler. Efter besættelsestiden var Høskuldssons tid som ejer forbi og fabrikant Johannes Aarestrup-Michaelsen og derefter hans kone havde nr. 20. Også rulleforretningen og snedkermester Madsen var her ikke mere efter 1945. I stueetagen åbnede fabrikanten en møbelforretning en gros i en tidligere legetøjsbutik og hans Asnæs Kunstforlag fik i den anledning også en adresse her. På 1. sal sad en revisor og på 2. sal komponist Arne Isaksen. Allerede i 1954 var møbelforretningen lukket og erstattet af Tjalfe Aarestrup-Michaelsens kunsthandel en og et par år senere havde fru Else Olmer en kommissionsforretning i denne etage. Kunsthandelen var en del af Aarestrup-Michaelsen billedrammefabrik. Omkring 1974 var Galeri Eri også en del af husejerens aktiviteter. Dertil kom antikvarboghandelen Centrum Studio. Boligerne på 1., 2. og 3. sal var udlejet til bl.a. en lærer, en enlig frue, der kaldte sig Liane, og en revisor. I 1978 hed en lille kortvarig forretning i huset Ærenpris Vegetar og Råkost inspireret af Birte Loksøs butik ved siden af. Siden hed butikken Kana Grønt.

Liane, en af kvarterets piger, der solgte nærhed og varme, levede næsten hele sit liv her. I sine sidste leveår blev den syge kvinde veninde med journalist Mette Fugl, der blev en god lytter, når Liane fortalte om sit liv. I 1970erne fandtes en kort overgang en pornoklub i ejendommen, men den blev udsat for hærværk af lokale prostituerede og deres venner, fordi man ikke brød sig om denne nye form for konkurrence. Revisor Benny Schmidt-Rasmussen var beboer i årene mellem 1970 og 1990. Tegneren Peter Lautrop, som bl.a. leverede karikaturer til avisen “Information”, boede med sin kone i huset fra 1987 til 1994. Litografen Carl Urwald, der havde et grafisk trykkeri i Nørrebrogade med mange kendte kunstnere som kunder, boede her til omkring 1990. Da han døde, fortsatte hans søn, der var udlært hos sin far, det nu endnu mere renommerede og også uden Danmark kendte litografiske værksted Edition Copenhagen i Strandgade. Frisør Otto Pedersen erhvervede før 1990 huset fra ejeren, kunstforlæggeren E. Midling-Jensen og organiserede ejerforholdet i form af “Andelsboligforeningen Kropotkin”. Navnet går tilbage til en russisk anarkist, der igen blev læst i årene efter 1980. Henrik, en excentrisk frisør, der sammen med partneren Hans bestyrede Frisør Salonen, den af Otto Langhårsklipper i 1981 grundlagte frisørbutik, da Otto emigrerede til Afrika. Henrik boede også i huset indtil 1994, hvorefter han åbnede en ny salon i samme gades nr.45. Café Salonen i kælderen under frisørstuen var et sted, som bevidst satsede på det alternative. For eksempel skiftede den Unilevers Frisco-is ud med den ikke kontroversielle Underground-is. Den var et multifunktionelt sted med bl.a. mad til lokale beboere, alternativ musik, café og meget mere. Salonens storhedstid var mellem 1980 og 1990. Efter 1985 havde den nystiftede Nørre Kvarters Beboerforening sit faste mødelokale i Salonen, som frisørkælderen hed. Den 1. tirsdag i måneden mødtes de aktive lokale beboere her. Initiativet sigtede først og fremmest mod bevaring af historiske boliger og bygninger i kvarteret og udsprang af kommunens saneringsplaner og en tiltagende boligspekulation. Men i 1990erne kom der evindelige klager fra beboere i nabolaget over støj og uvorne gæster, mens den ansvarlige ejer Otto Pedersen mellem 1992 og 1997 boede i Tanzania. Fra 2003 drev parret Caroline og Ermanno, hun fra Stockholm, han fra Milano, salonen som en musikcafé. Blandt beboerne var i 1990erne sangerinden Lisa Sabroe og musikeren Erik de Waal bor her endnu. Derfor kan man roligt konstatere, at dette hus har siden krigen hørt til de virkelig kreative i Nørre Kvarter.

En skillingsvise fra det 19. århundrede har udgangspunkt i huset:

“Nede i Sankt Peders Stræde,
nummer tyve tror jeg vist,
boede Mads i fryd og glæde,
Mads han boede på en kvist.
Leved’ af at gå i byen
for en ældre jordemoder og en medicinsk student,
og for ham han børste’d klæder.
<her mangler der nogle linjer som fortæller om, at den medicinske student havde fnat, som sad i hans klæder. Det skyldtes selvfølgelig, at fnat nok nemt spredtes på byens sygehuse. I hvert fald havde Mads problemer med at få fnatten ud af tøjet, og derfor tager han noget petroleum fra sin lampe og forsøger at rense tøjet dermed>
… men det sku’ Mads ha’ ladt’ være!
For den lampe ærgred sig –
den var jo misundelej,
[misundelig over at Mads har taget dens petroleum].
Den en gnist udspringe lod,
der gik ild i Mads’ krop,
[han har vel været væddet i petroleumen]
levende han brændte op
Mo-ra-le:
Har du fnat så brug kun tjære
helre’ end petroleum.

 

(2017)