Sankt Peders Stræde 21

 

Sankt Peders Stræde 21

Et af kvarterets smalleste huse har kun tre fag, hvor andre har mindst fire fag. Matrikelnummer 113 har kælder og fire etager. Facaden er pudset i kælder og stuen og malet sort i stue og grå fra 1. til 3. sal. Den oprindelige maling var gullig. Mellem stueetagen og 1. sal løber den obligatoriske kordongesims. Hovedgesimsen er profileret. Taget bærer tre kviste, midterkvisten med fransk altan. Huset blev opført i 1815 for drejer Jens Ulrichsen. Facaden var oprindelig “afskuret med brændte fuger” men blev omkring 1850 oliemalet som mange andre facader i kvarteret. Den oprindelige konsolbårne dækplade over kælderen er blevet nedtaget efter 1875. Over døren sidder et ikke originalt ovenlysvindue med to diagonale krydssprosser.

Ejendommen var i senmiddelalderen residensgård for de De hellige fem Vunders alter i Vor Frue kirke stiftet af hr. Bo Laurensen. Den omfattede de nuværende gadenumre 21-25. Han levede endnu i 1491. I 1558 tilhørte den lutherske hr. Søren Koch og i 1565 hans enke Inger. I 1630 og stadig i 1638 var den ejet af videnskabsmanden Christen Sørensen Longomontanus og i 1653 af Mette Vibe sal. biskop Mads Jensen Medelfars. Dengang hørte også Studiestræde 14 med til grunden. I 1661 var ejeren Hieronymus Weitz og derefter blev grunden delt. Denne matrikel gik i 1674 til nålemager Johan Spatzier. Sønnen, der var musketer, solgte den i 1703 til fændrik i drabantgarden Johan Hansen Rytter, der efter kun et år solgte den videre til Niels Christensen Skovgaard. I 1712 blev matros Peder Skovgaard ejer, som solgte familiens ejendom til kammager Jochum Schrøder. Her boede i 1728 murermester Jens Pedersen i et dengang fire fags hus på en 5 m bred og 15 m dyb grund. Det brændte ned i det år og blev hurtigt genopbygget. I 1756 var ejeren Christian Paulsen, siddende i et hus med en lille bagbygning og et fjæleskur. I brandåret 1795 boede fru Seerup her, en skrædderenke.

I 1807 var baghus og forhus forbundet med en smal sidebygning. Ejeren hed først Uldrich, siden Ulrichsen og var drejermester. Drejernes hovedbeskæftigelse var dengang at forfærdige balustre til trappegelændere. I årene mellem 1813 – før det nuværende forhus stod færdig – og 1835 møder vi lejere som modehandleren fru Treeld, skræddermester Jens Jacobsen, skomagermester Jens Mønniche, madammerne Fibiger, Jensen, f¨steder i Indre By var der flere end her i nr. 21Jacobsen, Popp og Sødring, man skulle tro at de fleste lejere var kvinder. Det viste sig, at der blev drevet bordel og i 1850 arbejdede hele 24 piger i huset. Men bud ved underfogeden Abel var selvfølgelig af hankøn. Lejersammensætningen illustrerer, at huset dengang var af meget beskeden standard med tilsvarende lav husleje. I 1860erne for eksempel boede enken efter en jernhandler i kælderlejligheden under en pantelåner, der drev sin virksomhed fra stueetagen. Ejerne, familie Telkamp, boede ikke i København, dog flyttede en frøken Telkamp ind på i stueetagen senest i 1893. Pantelåneren blev afløst af en af kvarterets utallige skomagere og denne af en marskandiser. En kvinde på 2. sal tilbød at vaske tøj i sin lejlighed eller andetsteds i ejendommen. På den øverste etage boede en politibetjent med sin familie. Lejerne efter 1870 var bl.a. en grønthandler i kælderen, en marskandiser i stuen, kvinden, der drev vaskeriet på 2. sal, en politibetjent og efter ham en typograf på 3. sal. Kælder og stue var fra sidst i 1880erne beboet af jernhandler Jørgensen. Bagbygningen indeholdt dengang stadig mindst en bolig. Frøken Telkamp blev som husets ejer afløst af J. Jensen, der var uddannet landmand før 1914. Omkring 1. verdenskrig var der i butikken Holms tobaksforretning, hvilket dengang var identisk med cigarer og cerutter. I 1925 købte Københavns Universitet ejendommen af ingeniør Ejnersen sammen med nabohusene nr. 17 og nr. 19 med henblik på senere udvidelser og / eller nedrivninger. I kælderen var omkring 1915 en cykelsmed, der kaldte sit værksted for fabrik og i stueetagens jernhandler var af afløst af Brandts lingeriforretning. Men den afgav plads til en smørrebrødsbutik og flyttede ovenpå før 1929. I 1940erne bestod der planer om at udvide universitetet til gadehjørnet nr. 31. I 1950erne lå i huset en indleveringsbutik til kemisk rensning.

I 1970 havde Instituttet for Retsvidenskab nogle lokaler i ejendommen. Folkeuniversitetet havde et bogudsalg i huset efter 1970. Men de gamle planer blev definitivt skrinlagt i 1970 og ejendommen afhændedes til arkitekt Søren P. Bjarløv i 1977. Ti år senere fik han solgt den til en ejerforening, som han og Mette Bjarløv købte sig ind i. I 1983 fandtes damefrisørsalonen Chawes i butikken. Le Jardin de Vincent, en blomsterbutik med franske vine åbnede i 1993 men lukket samme år. I 1994 blev ejendommen sat til salg for 3,75 millioner kroner. I 1995 kom Escherich & Lundqvist, der var flyttet fra nabobutikken i nr. 23. Her solgtes hårpynt i alverdens former og farver. Escherich flyttede så videre til nr. 22.  Et år senere kom der en ny ejer, uddannet hos Janus, og nu hed butikken Aña. Derefter lå her fra 2003 en seksbutik med lak- og lædertøj og erotisk damelingeri, importeret fra USA. For at få mere plads, flyttede butikken et par år efter til gadens nr. 35, men også der var ambitionerne større end lokalernes forhold og en ny flytning fandt sted. Butikken har både kælderen og stueetagen og har stadig ikke fået en lejer, der har en pæn kassekredit og planer om et længerevarende ophold på adressen.

(2014)