Sankt Peders Stræde 23

Sankt Peders Stræde 23

Forhuset er grundmuret med fire etager og kælder i fem fag. Facaden er pudset og malet lyseblå i stuen og lysegrå i de øvrige etager. Stueetagen har fået to butikker med hver sin dør. Oprindelig havde huset kun en butik. Udover den almindelige kordongesims over stueetagen er der en fordybning mellem 2. og 3. sal over de tre midterfag. En smuk fordybning med à la grecque bort og en roset mellem 1. og 2. sal er blevet lukket med puds i efter 1950. Hovedgesimsen er profileret og taget bærer tre kviste. Huset blev opført i 1796-97 efter bybranden for tilsynsmand ved byens brolægningsvæsen Johan Christian Steglich. Kældervinduerne forsvandt efter 1970. Midterkvisten fik på samme tid en fransk altan. En oprindelig eksisterende bagbygning findes ikke længere.

Ejendommen var i senmiddelalderen residensgård for de De hellige fem Vunders [1] alter i Vor Frue kapitel, stiftet af hr. Bo Laurensen. Den omfattede de nuværende gadenumre 21-25. Han levede endnu i 1491. I 1558 tilhørte den hr. Søren Koch og i 1565 hans enke Inger. En ny bygning opførtes i 1581 for hr. Christopher Hieronymus Krooff. Betegnelsen herre betyder ordineret teolog. I 1630 og stadig i 1638 var den ejet af videnskabsmanden Christen Sørensen Longomontanus og i 1653 af Mette Vibe sal. biskop Mads Jensen Medelfars. Dengang hørte også Studiestræde 14”s store grund med til denne grund. I 1661 var ejeren Hieronymus Weitz og derefter blev grunden delt. Selve grunden, som er identisk med nuværende gadenummer 23 tilhørte i 1668 hjulmand Johan Zwart og i 1672 gav sønnen Jørgen Schwartz H. Weitz pant i huset. I 1728 boede her enken efter hjulmand Jørgen Schwartz, den samme som nævnt eller hans søn, i et syv fags hus på en 8,75 m bred og 15 m dyb grund. Det genopbyggede hus ejedes i 1756 af Jens Christensen Sandahl og havde en bagbygning beliggende langs hele sydskellet. I omtrent tyve år inden branden beboedes huset af lysestøber Carl Friderich, hans familie og et par lejere. I 1807 stod der et nyt forhus med bagbygning på samme måde som førhen. I de tider før Struensee, da der ikke sad matrikelnumre over dørene på facaderne og husnumre ikke eksisterede, annoncerede en beboer i nr. 23 i en avis på en omstændelig måde: “Udi St. Pederstræde 3die Huus fra Tobaksspinderen skraaes over for de 3 Flasker paa 2den Etagie, bliver Silke=Strømper paa bedste Maade vadskede og forbedrede.”

Huset fra 1797 forblev i usædvanlig mange år i familieeje. Steglichs enke beholdt det og sønnen urmager Christian Steglich blev boende her også efter at han var færdiguddannet i sit urmagererhverv. Han overtog ejendommen efter sin mors død. I stueetagen havde han sit værksted og sin bolig. Blandt de øvrige beboere var der skræddere, en embedsmand, en hyrekusk, en fajancefabrikant, enkelte enlige kvinder og et postbud i årene op til 1840 og tyve år senere en enke på 1. sal og en skomagerfamilie på 2. sal. Christian Steglich boede i nr. 23 indtil sin død o. 1870, hvorefter hans enke beholdt huset i over femten år men flyttede til den nye Ryesgade på Nørrebro. I urmagerbutikken boede der først en kvindelig melhandler, så en trådhandlerske og siden en kobbersmed. Også få huse længere hende, i nr. 31 og i nr. 22, fandtes to af de ellers sjældne kobbersmede i samme periode. I resten af huset boede der stort set kun kvinder. En havde sin søn boende, som var uddannet bogholder. Efter 1890 var det ikke længere enkefrue Steglich, men frøken Trelle og få år senere urtekræmmer Kroll, der var ejere af nr. 23. Lejerne var ikke særlig stabile og flyttede ud og ind, de fleste af dem var håndværkerfamilier. Urtekræmmerens efterfølger efter ca. 1908, husejer C. Petersen, var skomager og han boede ovenpå sit værksted på 1. sal. På samme etage var der også bolig til en blikkenslager og i bagbygningen lå dengang Monberg”s Bureau. Det fremgår ikke hvad bureauet foretog sig.  I 1925 boede hele tre Petersen i Petersens hus. I stuen sad frisør Carlo Petersen, ved siden af ham og på 1. sal sad skomager Christian Petersen, og på 3. sal boede herreekviperingshandler Chr. Petersen.  Kun dekorationsmaler Rode på 1. sal i bagbygningen bar ikke navnet. Herreekviperingen lå i 1930 i den nedlagte skomagerbutik og frisørsalonen var nu en trafikkiosk. På 2. sal boede dengang antikvitetshandler Christensen, otte år senere en cand. theol. Da var en del af bagbygningen udlejet til Frederiksberg Foto-Magasin og Chr. Petersens ejendom var solgt til en hr. Vedel og ikke til Københavns Universitet, som der en snes år tidligere var lagt op til og med større chance for realisering omkring 1945. Vedel beholdt ejendommen i over tyve år. Ved siden af Trafikkiosken lå den anden butik og det var Frimærkebørsen med tredje forpagter N. C. Andersen, der sørgede for at Danske Invaliders Handelsselskab havde postadresse i nr. 23. Fra 1940erne var her i kvarteret takket være den relativt lave husleje en hel række bog- og bladantikvariater og mønt-, medalje- og frimærkehandlere. De fleste måtte give op før 1970.

I 1968 opkøbt Universitetet også dette hus. Det var meningen, at bygningen sammen med sine naboejendomme skulle rives ned i 1970erne for at give plads til kommende udvidelser af universitetet, der manglede arealer i en akkumulerende vækstperiode. Men de gamle ejendomme blev forskånet for nedrivningen, fordi politikerne i Folketinget brød sig ikke om denne kostbare form for sanering og tvang Det filosofiske Fakultet til at forlade Indre by. Det bevirkede at ejeren senest i 1977 skilte sig igen af med huset og solgte det til et ejerfællesskab, der etablerede en andelsboligforening. I hele den tid var Frimærkebørsen stadig præsent og i 1960erne også tobaksbutikken. Det var Teologisk Fakultets Laboratoriums lærerværelse, der lå på 1. sal ved siden af en lejlighed, hvor der boede en dameskrædder. På 2. sal boede en revisor og på 3. sal en ugift kvindelig assistent. Efter teologernes flytning var der næsten kun kvinder tilbage i huset. Revisoren og frimærkehandleren var de eneste mænd. I 1986 tilhørte huset psykoanalytiker Henning Tholstrup Christensen og Per Christensen. Efter 2000 var ejendommen indregistreret som anpartsselskab. Fra 1990 var der i stuebutikken andelstøjforretningen Luna. I 1994 skiftede den navn og hed Escherich efter daværende ejer. Endnu et skifte kom og nu hed forpagteren Bros. Stockfleth. Fra 2000 har der så været Martins lille kaffesalon med navn Coffee at Delores. I 2003 blev kaffebaren afløst af Ricco Sørensens kaffebar, der for sit vedkommende flyttede til Studiestræde 24 i 2006, men serveringen fortsætter.

(2007)

[1] sår